thumb|260px|Lübecks bymidte thumb|Lübeck, Trave Lübeck eller LybækDSN er en gammel hansestad i det nordlige Tyskland, beliggende cirka 15 kilometer syd for Østersøen ved floden Trave. Den lægger navn til kommunen af samme navn, som udgør éen af Slesvig-Holstens fire købstadskommuner, som ikke er en del af en amtskommune. Kommunen er med sine 216.530 indbyggere (estimeret 2019) den befolkningsmæssigt næststørste kommune i delstaten Slesvig-Holsten efter Kiel.Befolkningstal estimeret på tal fra Statistisches Bundesamt Deutschland. Lübeck. Lübecks marcipan er kendt i hele verden. De nærmeste større byer er Hamborg ca. 65 kilometer mod sydvest, Kiel omkring 78 kilometer mod nordvest og Schwerin omkring 68 kilometer mod sydøst. Siden april 2012 har Lübeck været regnet som en del af Metropolregion Hamburg.Metropolregion Hamburg. Historiske årstal for Metropolregionen. Den grænser op til Mecklenburg-Vorpommern mod øst og var dermed grænseby til DDR før Tysklands genforening 3. oktober 1990.
Byen er beliggende ved floden Trave, og den gamle bydel er som ø omgivet af floden og kanalforbindelsen. Ude ved Østersøen og indenfor købstadskommunen befinder sig havnebyen Travemünde, som ligger cirka 15 kilometer nordøst for byen Lübeck. Navnet Lübeck kommer af vendisk Liubice (= elskelig).Surname Database: Lubeck Last Name Origin
Altstadt er navnet på den gamle bydel og har siden 1987 været en del af UNESCO's Verdensarvsliste. I 1226 blev Lübeck erklæret for at være en fri rigsstad i Det tysk-romerske Rige og som en bystat i Det Tyske Forbund. Dette endte i 1937 med Loven om Stor-Hamborg.
Geografi Byen ligger som en del af den nordtyske slette-/lavland på den nedre del af Trave, der udmunder i Østersøen 17 kilometer fra centrum ved Travemünde, og som er sejlbar fra Lübeck og mod Østersøen. Den gamle bydel ligger på en høj, der danner kaj imellem floderne Trave og Wakenitz. Lidt længere fra centrum løber kanalen Elbe-Lübeck-Kanal gennem byen fra Krummesse til Trave. Det omgivende landskab hører til det østholstenske bakkelandskab (tysk: Ostholsteiner Hügelland), som er dannet i Weichsel-istiden. Beliggenheden tæt ved Traves udmunding, ikke langt fra, hvor den baltiske højderyg bryder igennem, har begunstiget udviklingen af en østersøhavn og var årsag til byens hastige opstigen til et nordeuropæisk magtcentrum i middelalderen.
Klima
Historie thumb|200px|Lübecks byplan omkring 1750 (Matthäus Seutter) thumb|200px||Lübecks bysegl fra 1280 thumb|200px|Helligåndshospitalet fra 1287 thumb|200px|Træsnit afLübecks bymidte fra 1552 thumb|Kejserligt dokument fra 1641, der bekræfter Zirkelgesellschafts privilegier. Selskabet var en kreds af patricierfamilier i Lübeck
Lübeck er kendt tilbage fra Karl den Stores tid og regnes som forbillede for den ældste byplan i Stockholm.Geir Atle Ersland: Kven eigde byen? (s. 22), forlaget Dreyer, Oslo 2011,
Oprindelse og ældste tid Lübeck (Gamle Lübeck) blev oprindeligt grundlagt af tyskerne ved Schwartau og havde sin blomstring i begyndelsen af det 12. århundrede, men byen blev i 1125 og 1138 ødelagt af venderne. Først efter vendernes besejring i 1142 og hele Wagriens afståelse til grev Adolf 2. af Schaumburg kunne der ske en genopbygning af Lübeck. Grev Adolf foretrak imidlertid hertil den mellem Trave og Wakenitz liggende høj, som kun havde en adgang fra nord, og på hvilken endnu fandtes ruiner af Crutos gamle fæstning Buko. Her anlagdes borgen, omkring hvilken de første beboere slog sig ned. Efter at være plyndret af obotriter-fyrsten Niklot i 1147 voksede byen atter hurtigt op.
Under Henrik Løve
Byen blev først grundlagt af grev Adolf af Schauenburg i 1143, og fra før af fandtes der en fæstning fra omkring år 1100 på stedet, rejst af den vendiske fyrste Cruto. Fra Helmolds Chronica Slavorum, sandsynligvis nedskrevet omkring år 1170, vides, at Henrik Løve fravristede grev Adolf herredømmet over den lybske halvø, efter at Lübeck var nedbrændt i 1157/58. Derefter grundlagde Henrik byen på ny, sandsynligvis i 1159.Geir Atle Ersland: Kven eigde byen? (s. 44) Henrik Løve sørgede ivrigt for byens fremgang. Grundbetingelsen for byens opblomstring var således den af ham givne stadsforfatning, i spidsen for hvilken der som øverste embedsmand stod en foged; denne bekendte såkaldte "lybske ret" blev ofte benyttet andre steder som forbillede. I 1163 blev bispesædet fra Oldenburg flyttet til Lübeck.
Fri rigsstad
Efter at hertug Henrik i år 1180 var erklæret i "Rigens Akt", forblev Lübeck ham tro, indtil kejseren i 1181 viste sig foran Lübeck med en hær og tvang byen til lydighed. Kejseren viste sig dog byen nådig og stadfæstede i år 1188 den af Henrik Løve tildelte ret. Henrik Løve vendte i 1189 egenmægtig tilbage, og byen åbnede ham villigt sine porte, men i 1192 måtte han opgive herredømmet over Lübeck. Efter at Valdemar Sejr som hertug af Sønderjylland i 1201 havde slået Adolf 3. af Holsten, hyldede Lübeck ham uden modstand. Da han som konge af Danmark i 1203 med et stort følge kom til Lübeck, stadfæstede og udvidede han byens privilegium, og Lübecks søhandel trivedes under kongens beskyttelse. Efter Valdemars tilfangetagelse i år 1223 og slaget ved Mölln var det danske herredømme over Holsten brudt, og borgerne i Lübeck fordrev i 1225 den danske besætning. Lübeck sendte nu bud til Italien til kejseren for at opnå selvstændighed og fik i 1226 ikke alene stadfæstelse af privilegiet af 1188, men blev erklæret for fri rigsstad under kejserens særlige herredømme og fik sit territorium udvidet. Lübeck lov blev skrevet og siden udbredt til flere andre byer. Lübeck forsvarede sig mod grev Adolf 4. af Holsten, der dog forblev i besiddelse af havnebyen Travemünde; derimod nævnes i de ældre beretninger intet om det over danskerne ved Warnow vundne søslag; kun så meget er sikkert, at den danske havnespærring, der samtidig fandt sted, ophørte.
I 1188 tabte Henrik Løve byen, og Lübeck kom under de tysk-romerske kejsere. Derefter var Lübeck under Danmark fra 1203 til 1225, men kom i 1226 på nyt under kejseren. Det førte til en styrkelse af det lybske byråd, som på egen hånd havde sluttet handelsaftale med Hamborg, afgjort spørgsmål om told, og stod for overdragelse af grunde i byen. Dermed kunne byrådet kontrollere, hvem der fik råderet over bygrunde og deraf medfølgende rettigheder og pligter. Lübeck regnes som det fremmeste eksempel på en selvstændig bystat i middelalderens Nordeuropa.Geir Atle Ersland: Kven eigde byen? (s. 92-3)
Lübeck havde hurtigt udviklet sig til at blive en af Nordeuropas mest velstående handelsbyer. Af vigtighed var en handelsstrategisk god position i Østersøen og i forhold til den tyske indenlandshandel, samt tilgangen til stensalt fra Salzgitter. Byen var beliggende på en gammel handelsrute fra Nordsøen op ad Elben og til den nærmeste flod, Trave, som løber ud i Østersøen.
Byen blev tidligt en aftager af korn. Østholsten (Vagrien) - især området mellem Travemünde, Eutin, Segeberg, Oldesloe og Mölln samt halvøen Oldenburg og Femern - var hovedforsyningsområde for Lübeck. Efter, at Christian I var blevet konge over Danmark og Slesvig samt greve over Holsten i 1460, blev byens rolle stadfæstet: Kiel var 1469-96 pantsat til Lübeck, der endvidere fik Neustadt, Heiligenhafen og Grossenbrode under sin kontrol og opkøbsret i hele Østholsten, hvilket muliggjorde at sikre at al kornudførsel skete via hansestaden, således i 1463, 1478 og 1483. Allerede i 1458 havde Lübeck fået eneret til kornopkøb på Femern, hvilket stærkt blev håndhævet, mens øen 1465-91 var pantsat til staden.Enemark: "Kornhandel", Danmark (KLNM, bd. 9; sp. 149)
Salt udviklede sig til en vigtig handelsvare for Lübeck, ikke mindst salt fra Lüneburg, og i 1330-erne blev gjort store investeringer for at forbedre sejlruten mellem Mölln og Lübeck. I 1342 blev der lovgivet om pramfarten på denne rute, og et par årtier senere erhvervede Lübeck endda Mölln for at kontrollere salttransporten. 1390-1398 anlagdes Stecknitz-Delvenau-kanalen, der gjorde det muligt at sejle med pramme, der kunne transportere henved 6 læster salt pr. fartøj (i 1496 omtales 261 sådanne fartøjer).Enemark: "Salthandel", Danmark (KLNM, bd. 14; sp. 706)
Efter at Visby var blevet erobret, og Gotland hærget af Valdemar Atterdag i 1361, blev Lübeck den betydeligste af hansestæderne og forblev gennem det 14. og 15. århundrede den førende by i Hanseforbundet samt Tysklands næststørste by (efter Köln). I 1370 måtte Valdemar Atterdag indgå en fredsaftale med Hanseforbundet, fredsaftalen i Stralsund.
Under indtryk af en folkebevægelse forlod det gamle patricierråd i 1408 byen og gav plads for et demokratisk, der dog atter måtte vige for det gamle i 1416, da kejser Sigismund begyndte at gøre alvor af sine trusler, og kong Erik af Pommern lod fangetage alle de lybske købmænd i Skåne.
I 1475 var der en bogtrykker i Lybæk.
Under Danmarks krige med Sverige under kong Hans tog Lübeck parti for sidstnævnte land og bekæmpede Danmark til vands med væbnet magt 1509—1512, men måtte ved Freden i Malmø i 1524 gå ind på de af Danmark stillede betingelser samt betale 30.000 floriner i krigsomkostninger. Efter at Gustaf Vasa på sin flugt i 1519 havde opholdt sig i Lübeck, sendte Lübeck ham hjælp ved belejringen af Stockholm, og dens flåde forenede sig med den svenske. Senere hjalp Lübeck Frederik 1. under hans kamp for at erhverve den danske krone og forblev i god forståelse med ham under hans regering.
Reformationen og Hanseforbundets nedgang I 1531 blev reformationen gennemført. På denne tid begyndte hansestædernes forfald og Lübecks tilbagegang, hvortil bidrog de indre kampe mellem det katolske, aristokratiske parti under borgmester Brömse og det protestantiske, demokratiske parti under Jürgen Wullenweber. Denne havde atter indblandet Lübeck i de nordiske forhold og 1534 påbegyndt Lübecks sidste krig med Danmark, kaldet Grevens Fejde, der endte med Freden i Hamborg 14. februar 1536. Den sidste søkrig med Sverige (1563—1570) endte med Freden i Stettin, ved hvilken der blev lovet Lübeck en erstatningssum, som dog aldrig blev betalt.
Fra midten af 1500-tallet var byens økonomiske og politiske betydning aftagende, fordi ummelandsfarerne gjorde det muligt at bryde hansestædernes hidtidige monopol, hvilket sikrede Danmark-Norge støtte fra stormagterne i de følgende krige.
Under 30-årskrigen klarede Lübeck at forblive neutral og ret uskadt. Efter krigen, under hvilken freden mellem kong Christian 4. af Danmark og den tyske kejser blev afsluttet i Lübeck den 22. maj 1629, mistede byen den sidste rest af sin tidligere politiske betydning. I 1669 blev den sidste hansedag afholdt, og Lübeck, Hamburg og Bremen indsat som forvaltere af Hansaens juridiske eftermæle og restformue.
Fra Napoleonskrigene til Weimarrepublikken
Under Napoleonskrigene måtte Lübeck opgive sin neutralitet. Den 5. april—23. maj 1801 skete en dansk besættelse, der dog forblev uden betydning.
I 5. november 1806 kastede en afdeling af den ved Jena slåede preussiske hær under Blücher sig ind i Lübeck, der forgæves søgte at bevare sin neutralitet, men blev dog den næste dag efter en hårdnakket modstand fordrevet af Bernadotte, Soult og Murat, hvorpå Lübeck i tre dage var prisgivet plyndring. Lübeck blev i december 1810 indlemmet i det franske kejserrige. I foråret 1813 blev Lübeck en kort tid befriet af russerne og var med til at danne den hanseatiske legion. Efter, at byen 1813 endnu en gang var faldet i franskmændenes hænder, blev den befriet ved kronprinsen af Sverige den 5. december 1813 og fik atter selvstændighed.
I 1815 blev byen medlem af Det tyske Forbund, i juli 1866 trådte Lübeck ind i det Nordtyske Forbund og i august 1868 i Toldforeningen; i 1871 blev byen en del af Det tyske kejserrige. Ved Nord-Ostsee-Kanalens færdiggørelse i 1895 mistede byen en stor del af østersøhandelen til Hamburg og Bremen.