er en japansk mangaserie skrevet og tegnet af Yasunori Mitsunaga mellem juli 2005 og februar 2013. Serien gik i magasinet Shounen Sirius og er sideløbende samlet i 20 bind af forlaget Kodansha. I 2007 lavede Madhouse desuden en animeserie i 26 afsnit baseret på mangaen, og der er i 2010-2011 lavet yderligere tre OVA-afsnit. Ingen af delene er udsendt på dansk, men de syv første mangabind er oversat til engelsk, og animeserien er udsendt på dvd med engelske undertekster i USA.

Serien er trods flere morsomme indslag en overnaturlig blodig serie med flere kapitler hhv. afsnit af horrorkarakter, og navnlig mangaserien må betegnes som uegnet for børn.

Plot That is not deadwhich can eternal lie, and with strange eonseven death may die. (Prolog i indledningen af mangabindene og animeafsnittene. Digt stammende fra Cthulhu-mytologien af H.P. Lovecraft, der tilskrev det den fiktive bog Necronomicon.)

Drengen Hiro kommer til byen for at møde sin søster Sawawa, der har fået job som tjenestepige i et herskabshus. Men huset er aflåst, og da Hiro går gennem byen, bliver han ramt af en bil. Men lige før han dør, ser han en smuk ung kvinde, der om aftenen i hospitalets lighus drypper blod fra sine fingre på ham. Senere på aftenen vågner han forvirret op. Han opsøger atter herskabshuset, hvor han ser kvinden og hendes lille tjenestepige Flandre i kamp mod en varulv og et ulvekobbel. Hiro kaster sig ind i kampen og bliver dræbt for anden gang den dag men atter reddet af kvinden.

Kvinden er husets ejer, kalder sig selv Hime (japansk for prinsesse) og er datter af kongen af alle monstre. Med dråber af sit blod (i animeserien erstattet af en livsflamme) har hun gjort Hiro semiudødelig med den følge, at han nu kan overleve blodige ulykker og kampe, der ville koste normale mennesker livet. Men der er en pris: med få dages mellemrum skal han have dråber af Himes blod, for ellers dør han. Ydermere er han nu Himes tjener på godt og navnlig ondt.

Det onde kommer dog ikke fra Hime men fra hendes søskende, der er i blodig krig om tronen. Og selv om Hime ikke er interesseret i den, sender de alligevel jævnligt alverdens overnaturlige væsener mod hende. Væsener hun med et smil på læben møder i blodig kamp sammen med Flandre, Hiro, halvvarulven Riza og vampyren Reiri.

Figurer Hovedpersoner Hime (姫, Hime) er seriens titelperson og den anden prinsesse i kongefamilie som datter af kongen af alle monstre. Hendes rigtige navn er Liliane, men hun bryder sig ikke om folk, der kalder hende det, ligesom hun heller ikke vil tiltales frøken. Hun er en ung aristokratisk kvinde og går klædt i gotisk tøj. Hendes lange blonde hår prydes altid af en tiara. Hendes personlighed kan være arrogant men oftere morbid legesyg, selvom hun ikke holder sig tilbage for at redde sine tjenestefolk. Hendes søskende er i blodig krig om tronen, og selv om hun har afsondret sig, bliver hun jævnligt angrebet af deres overnaturlige væsener. Men uanset om de er usynlige mænd, varulve eller menneskeædende planter, så møder hun dem med et djævelsk smil på læben og bekæmper dem med alt fra en motorsav over sværd og trykluftbor til ildspåsættelse og sprængstoffer. Ja hendes arsenal synes nærmest uden grænser, og et karakteristika for serien er da også, at hun gør brug af et nyt type våben i noget nær hvert eneste kapitel hhv. afsnit. Derimod har hun ingen særlige personlige kræfter udover det kongelige blå blod, der imidlertid til gengæld både holder Hiro i live og redder hende selv fra vampyrbid.

Hiro Hiyorimi (日和見日郎, Hiyorimi Hiro) er drengen, der ufrivilligt bliver Himes tjener og afhængig af hende, som beskrevet ovenfor. Indledningsvis bryder han sig ikke om situationen, men efterhånden erkender han, at han er nødt til at tjene Hime for at overleve. Han er hverken særlig stærk eller hurtig, men når det gælder, viser han mandsmod (eller dumdristighed?) hjulpet af sin semiudødelighed. Indledningsvis resulterer det mest i funktion som levende skjold eller distraktion, men efterhånden bliver han mere effektiv. I mangaen får det en særlig karakter, for når han fornemmer at Hime er i fare, bliver han kridhvid og kæmper skånselsløst nærmest i en trancetilstand. Og skønt hans kræfter ikke er uendelige, må både omvandrende mumier, formskiftende insekter og lavklassevampyrer sande, at han er livsfarlig med en økse.

Flandre (フランドル, Furandoru) er en androide med udseende som en lille tjenestepige. Trods sin lidenhed vejer hun flere tons og er utrolig stærk. Det koster meget i strøm at oplade hende, men i kamp er hun til gengæld noget nær uovervindelig hjulpet af evner til både at se usynlige fjender og køre lastbil. Flandre har en række søskendeandroider, der tilhører hver deres prins eller prinsesse. Fælles for dem er foruden deres høje vægt og utrolige styrke, at deres ordforråd er begrænset til ordet "Fuga" ("Hooba" i den engelske oversættelse), der til gengæld kan betyde alt muligt. Royale som Hime har ingen problemer med at forstå hvad de mener, men for de fleste andre er det umiddelbart volapyk. Hiro, Riza og Fluemanden synes imidlertid i stand til at lære det.

Sawawa Hiyorimi (日和見紗和々, Sawawa Hiyorimi) er Hiros søster og Himes tjenestepige og dygtig som sådan. Hun er det eneste normale menneske i huset og synes næppe klar over hvilken verden af monstre og overnaturlige ting, hun befinder sig midt i. I animeserien er hun en flittig gæst på den lokale cafe, hvor både ejeren og flere andre gæster har et godt øje til hende, hvilket hun imidlertid ikke synes at ænse.

Riza Wildman (リザ・ワイルドマン, Riza Wairudoman) er halv pige, halv varulv. Hendes storebror Lobo blev dræbt af Hime i begyndelsen af serien, og hun ønsker derfor indledningsvis at dræbe Hime. Men Hime overbeviser hende om, at Lobo blev tvunget af en af de andre tronarvinger. Efterfølgende bliver hun reelt indlemmet i Himes husstand og involveret i kampene både med og mod sin vilje. Hun vil stadig den skyldige til livs men fokuserer ellers mere på de nære ting så som sin motorcykel og Hiro. Hun er ikke så stærk som en rigtig varulv men dog betydeligt stærkere end både mennesker og mange monstre.

Reiri Kamura (嘉村令裡, Kamura Reiri) er en vampyr men også en af pigerne på Hiros skole, hvor hun nærmest har idolstatus. Hun har langt sort hår og går altid i mørkt sailor fuku. Hun prøver at få fat i Himes blod, men det mislykkes og efterhånden bedres deres forhold. Siger selv at hun observerer Himes kampe men involverer sig alligevel ofte både med advarsler og i deciderede kamphandlinger. Elsker at drille Riza og omtaler hende jævnligt som hund. Udviser ved flere lejligheder nær interesse for Hiro til skolekammeraternes frustration.

Sherwood (シャーウッド, Shaauddo) er Himes lillesøster og den tredje prinsesse i kongefamilien. Hun ligner Hime men er noget mindre og betydelig mere irriterende. Hun forsøgte indledningsvis forgæves at dræbe Hime med en menneskeædende plante men kom senere på andre tanker. Hun danner følgende en alliance med Hime, hvilket hurtigt viser sig nyttigt, da begge jævnligt er under angreb, og hjælp derfor ofte er kærkomment. Hun har et godt øje til Hiro og ønsker ham som tjener, skønt denne helst er fri for hendes påtrængenhed. Hun går meget op i kongefamiliens opgave med at undersøge mystiske steder og skabninger men bringer derved jævnligt både sig selv og andre i fare.

Francesca (フランシスカ, Furanshisuka) er Sherwoods androide og søstermaskine til Flandre. Hun har dog voksenstørrelse og indprogrammeret kampevner, men hendes ordforråd er lige så begrænset som Flandres. Hun adlyder Sherwood uden spørgsmål.

Ryuu Ryuu (劉劉, Ryuu Ryuu) er en kæmpepanda, der bliver Sherwoods blodskriger. Han og hans svorne brødre, Kan Kan og Chou Chou, sætter stor pris på Hiro – lidt for stor for denne.

De kongelige søskende Emile (エミール, Emiiru) er en af Himes brødre og en elegant ung herre. Han og Hime er fødte fjender, men de respekterer hinanden og angriber ikke hverandre i utide. En af de mere rolige personer, om end hans telekinetiske evner trods kort rækkevidde er imponerende. Flanders (フランダース, Furandaasu) er Emiles kæmpeandroide, som han bruger som transportmiddel. Siger ligesom Flandre kun "fuga". Keziah Bold (キザイア・ボルド, Kizaia Borudo) er en cigarrygende varulv, der tjener Emile selv om han ikke altid kan se logikken i dennes ordrer. Han var krigskammerat med Rizas far. Havfruen (人魚, Ningyo), hvis rigtige navn er ukendt, var fanget på et spøgelsesskib, hvor hendes fløjtemusik lød som SOS-signaler for andre skibe og derved lokkede dem i fare. Tingene udvikler sig imidlertid, og hun ender som Emiles blodskriger. Sledge (スレッジ, Surejji) er Emiles anden kriger. Han er en mand med vinger, der lyder Emiles ordrer ubetinget, hvilket har det med at give ham konflikter med Keziah.

Severin (セブラン, Seburan) er også Himes bror. En ubehagelig lusket herre med tvivlsomme metoder så som at gøre sine faldne fjender til blodskrigere og forvandle en hel by til zombier, hvilket ellers er forbudt. Franz (フランツ, Furantsu) er Severins butlerandroide, der ligesom Flandre kun siger "fuga".

Sylvia (シルヴィア, Shiruvia) er den første prinsesse. Hun er til at begynde med fange hos Kiniski, der ikke alene har lænket og kneblet hende men også installeret en "vandhane" i hendes skulder, så han kan tappe hendes blod, når han lyster. Efter at være blevet befriet er hun atter inde i kampen om tronen. Og selvom hun mest holder sig på sikker afstand, er det tydeligt, at hun står bag en række angreb mod Hime. Francette (フランセット, Furansetto) er Sylvias androide men trods dette indledningsvis ikke hos hende. Hun møder først op kvæstet hos Hime, hvor hun får sin mistede underarm erstattet af et kæmpe bor. Siden opholder hun sig hos Fluemanden, som hun skal lære fuga-sproget, før de begge slutter sig til Sylvia. Mikasa (ミカサ, Mikasa) er en stille ung pige og Severins blodskriger. Hun har fået et parasitisk biologisk våben implanteret i sig af Fluemanden og kan skyde ekstra fangarme ud af skuldrene. Efter Severins fald går hun i Sylvias tjeneste om end det tydeligvis mere er af nød end af lyst. Hatsuse er Misakas lillesøster, som sidder i kørestol. Fluemanden tilbyder flere gange at "kurere" hende, men de ønsker ikke hans form for "udvikling". Fluemanden (蠅男 ,hae otoko) er en menneskelignende flue og videnskabsmand med tvivlsomme forretningsmetoder. Således kidnapper han Hime for at afpresse hende til at købe sine skabninger. En overgang arbejder han for Severin, men efter dennes fald går han i Sylvias tjeneste.

Gilliam (ギリヤム, Giriyamu) er endnu en af Himes brødre. Han ser Emile som sin primære fjende og vil bruge både brutale midler og besynderlige blodskrigere for at nå sine mål. Derimod har han ikke noget ønske om at kæmpe mod Hime, men forskellige hændelser betyder, at de alligevel kommer til at mødes flere gange. Fratelus (フラテリス, Furaterisu) er Gilliams velvoksne androide, der ligesom de andre kun siger "fuga".

Andre fjender Zeppeli (ツェペリ, Tseperi) er en vampyr med det lokale hospital som base. Fra sikker afstand sender han monstre og andre marionetter mod Hime og Sherwood. Hans planer mislykkes konstant i sidste ende, men han insisterer alligevel konstant på, at der er finere aspekter i dem. Housei Sanagida (蛹田方正, Sanagida Housei) er en gal hospitalsdirektør og en af Zeppelis marionetter. Kiniski (キニスキー, Kinisukii) er en vampyr, der kun optræder i mangaen. Kendt som "varulvedræberen Kiniski" men går heller ikke af vejen for mordforsøg på Zeppeli og kidnapning af Hiro. Hans drikken af den fangne Sylvias blod gør ham til blodskriger, men det koster ham livet, efter at Sylvia bliver befriet, og han ikke kan få nyt hos Hime. Dracul (ドラクル, Dorakuru) er en vampyr, der optræder i animeen i stedet for Kiniski. Søger også efter Himes blod, men da bl.a. Reiri kommer på tværs, vil han gøre det af med hende.

Andre