Syvdagesslaget var en serie på 6 store slag, som blev udkæmpet fra den 25. juni til den 1. juli 1862 nær Richmond i Virginia under den amerikanske borgerkrig. Sydstaternes general Robert E. Lee fordrev Unionens invaderende Army of the Potomac under kommando af generalmajor George B. McClellan, fra Richmond og sendte den på tilbagetog ned gennem Virginia halvøen. Syvdagesslaget var kulminationen på Peninsula kampagnen, ikke en selvstændig kampagne.
Syvdagesslaget begyndte med et angreb fra Unionen i det mindre Slag ved Oak Grove den 25. juni 1862, men McClellan mistede hurtigt initiativet, da Lee indledte en serie angreb: Slaget ved Beaver Dam Creek den 26. juni, Slaget ved Gaines' Mill den 27. juni, de mindre træfninger ved Slaget ved Garnett's & Golding's Farm den 27. juni og 28. juni samt angrebet på Unionens bagtrop i Slaget ved Savage's Station den 29. juni. McClellan's Army of the Potomac fortsatte med at trække sig tilbage til sikkerhed ved Harrison's Landing ved James River. Lee's sidste mulighed for at afskære Unionshæren var i Slaget ved Glendale den 30. juni, men dårligt udførte ordrer lod hans modstander undslippe til en stærk defensiv position på Malvern Hill. I Slaget ved Malvern Hill den 1. juli, iværksatte Lee en række resultatløse frontalangreb og led kraftige tab mod en stærk infanteri- og artilleristilling.
Syvdagesslaget endte med, at McClellans hær var i relativ sikkerhed ved James River, efter at have lidt et tab på næsten 16.000 mand. Lee's hær, som havde været i offensiven i de syv dage, mistede over 20.000. Da Lee var sikker på, at McClellan ikke ville rykke frem mod Richmond igen, tog han nord på i Northern Virginia kampagnen og Marylandkampagnen.
Begyndelsen på Peninsula kampagnen thumb|400px|Peninsula kampagnen, kort over hændelser indtil Slaget ved Seven Pines. Peninsula kampagnen var McClellans forgæves forsøg på at erobre Sydstaternes hovedstad Richmond og afslutte krigen. Den blev indledt i marts 1862 da McClellan landsatte sin Army of the Potomac ved Fort Monroe på spidsen af Virginia halvøen. Han bevægede sig langsomt og forsigtigt op ad halvøen og udkæmpede en række små slag og belejringer mod General Joseph E. Johnston, som var lige så forsigtig i forsvaret af sin hovedstad og trak sig tilbage trin for trin indtil han var 10 km fra Richmond. Der udkæmpedes Slaget ved Seven Pines, som også er kendt under betegnelsen Slaget ved Fair Oaks, den 31. maj og 1. juni. Rent taktisk endte slaget uafgjort, men det have langtrækkende konsekvenser for krigen, da Johnston blev såret og erstattet af den langt mere aggressive general Robert E. Lee. Lee brugte det meste af en måned på at forlænge sine forsvarslinier og organisere sin Army of Northern Virginia; McClellan hjalp ham ved passivt at vente indtil begyndelsen på Syvdagesslaget. Lee, som i begyndelsen af krigen havde fået ry for forsigtighed, vidst,e at han ikke havde en talmæssig overlegenhed over McClellan, men han planlagde en offensiv kampagne, som viste den aggressive natur, som skulle kendetegne ham i resten af krigen.
De involverede styrker Der var næsten 200.000 mænd i armeerne som kæmpede mod hinanden i Syvdagesslaget, selv om generalernes forsigtighed eller manglende erfaring ofte forhindrede den nødvendige samling af styrker og den nødvendige tyngde til at skabe afgørende taktiske sejre
På sydstaternes side var Lee's Army of Northern Virginia større, end den han overtog fra Johnston, og med 92.000 mand den største hær han kom til at lede i hele krigen.
Geneneralmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson, der netop var ankommet efter sine sejre i Jacksons Shenandoah kampagne, havde kommandoen over en styrke bestående af hans egen division, som nu var under kommando af brigadegeneral Charles S. Winder) foruden divisionerne under generalmajor Richard S. Ewell, brigadegeneral William H. C. Whiting, and generalmajor D.H. Hill. Generalmajor A.P. Hill's "Lette Division" (som fik det navn fordi den ikke medbragte megen oppakning og var i stand til at manøvrere og slå til hurtigt) bestod af brigaderne under brigadegeneralerne Charles W. Field, Maxcy Gregg, Joseph R. Anderson, Lawrence O'Bryan Branch, James J. Archer, og William Dorsey Pender. Generalmajor James Longstreet's division bestod af brigaderne under brigadegeneralerne James L. Kemper, Richard H. Anderson, George E. Pickett, Cadmus M. Wilcox, Roger A. Pryor, og Winfield Scott Featherston. Longstreet havde også den operationelle kommando over Hill's Lette Division. Generalmajor John B. Magruder havde kommandoen over divisionerne under generalmajor Lafayette McLaws, brigadegeneral David R. Jones og sin egen division under kommando af brigadegeneral Howell Cobb. Generalmajor Benjamin Huger's division bestod af brigaderne under brigadegeneralerne. William Mahone, Ambrose R. Wright, Lewis A. Armistead, og Robert Ransom, Jr. Generalmajor Theophilus H. Holmes's division bestod af brigaderne under brigadegeneralerne Junius Daniel, John G. Walker, Henry A. Wise, og kavaleri brigaden under brigadegeneral J.E.B. Stuart.
McClellan's Army of the Potomac, med ca. 104.000 mand var stort set organiseret som den havde været det i Slaget ved Seven Pines: II Korps, under brigadegeneral Edwin V. Sumner: brigadegeneralerne Israel B. Richardson og John Sedgwick's divisioner. III Korps, under brigadegeneral Samuel P. Heintzelman: brigadegeneralerne Joseph Hooker og Philip Kearny's divisioner. IV Korps, under brigadegeneral Erasmus D. Keyes: brigadegeneralerne Darius N. Couch og John J. Peck's divisioner. V Korps, under brigadegeneral Fitz John Porter: brigadegeneralerne George W. Morell, George Sykes og George A. McCall's divisioner. VI Korps, under brigadegeneral William B. Franklin: brigadegeneralerne Henry W. Slocum og William F. “Baldy” Smith's divisioner. Reserve styrkerne omfattede kavalerireserven under brigadegeneral Philip St. George Cooke (Jeb Stuart's svigerfar) og forsyningsbasen ved White House Landing under brigadegeneral Silas Casey.
Lee's plan Ligesom Johnston's plan ved Seven Pines var Lee's angrebsplan kompleks og krævede dygtig koordination og udførelse af alle hans underordnede. Den blev udviklet på et møde den 23. juni 1862.
Nordstaternes styrker ved hans front bestod af ca. 30.000 mænd under Porter på den nordlige side af Chickahomini floden og de resterende 60.000 spredt sydpå. Han planlagde med, at Jackson skulle angribe Porters højre flanke tidligt om morgenen den 26. juni, og A.P. Hill skulle rykke fra Meadow Bridge til Beaver Dam Creek, som flyder ind i Chickahominy, og rykke frem til Unionshærens stillinger. (Lee forventede, noget optimistisk, at Porter ville trække sig tilbage fra sine stillinger under pres, hvilket ville overflødiggøre behovet for et frontalangreb. Derefter ville Longstreet og D.H. Hill passere gennem Mechanicsville og træde ind i slaget. Huger og Magruder ville lave afledningsmanøvrer på deres front, for at McClellan ikke skulle gætte Lee's planer. Lee håbede, at Porter ville blive løbet over ende fra to sider under presset fra 65.000 mand, og Lee's to forreste divisioner ville derefter rykke mod Cold Harbor og afskære McClellan's kommunikationslinie med White House Landing. Imidlertid blev udførelsen af planen alvorligt forkludret.
Slag thumb|300px|Syvdagesslaget, 26. juni – 27. juni 1862.
Slaget ved Oak Grove (25. juni) Et mindre sammenstød som indtraf inden de større slag i Syvdagesslaget. Under forsøg på at flytte belejringskanoner til Richmond og fordrive sydstatshærens forposter angreb unionsstyrker under Hooker gennem en sump uden at det påvirkede Sydstaternes angreb, som startede den næste morgen.
Slaget ved Beaver Dam Creek (26. juni) Beaver Dam Creek, eller Mechanicsville, var det første store slag i Syvdagesslaget. Jackson gik langsomt frem og holdt ikke kontakt. Klokken 15 blev A.P. Hill utålmodig og startede sit angreb uden ordrer. To timers intens kamp mellem Hill og McCall's division fulgte. Porter forstærkede McCall med brigaderne under brigadegeneralerne John H. Martindale og Charles Griffin, og han forlængede og styrkede sin højre flanke, Porter trak derefter sine styrker tilbage så de var koncentreret langs Beaver Dam Creek og Ellerson's Mill.
Jackson og hans styrker ankom sent på eftermiddagen, men da han ikke kunne finde hverken A.P. Hill eller D.H. Hill, foretog han sig ingenting. Selv om et større slag rasede indenfor hørevidde, beordrede han sine styrker til at slå lejr for natten. A.P. Hill, med Longstreet og D.H. Hill bag sig fortsatte sit angreb, trods ordrer fra Lee om at stå fast. Hans angreb blev slået tilbage med store tab.
Selv om det var en taktisk sejr for Unionen, var det begyndelsen på et strategisk sammenbrud. McClellan, som troede, at afledningerne fra Huger og Magruder syd for floden betød, at han var alvorligt i undertal, trak sig tilbage mod sydøst og fik aldrig initiativet tilbage.
Slaget ved Gaines' Mill (27. juni) Lee fortsatte sin offensiv, og igangsatte krigens største sydstatsangreb. (Det foregik næsten på det samme sted som i 1864 Slaget ved Cold Harbor og havde tab i tilsvarende størrelsesorden). Unionens styrker var koncentreret i en halvcirkel med Porter, som trak sin linje tilbage til et øst-vest gående fremspring nord for floden, mens korpsene syd for floden forblev i deres oprindelige positioner. Porter fik ordre fra McClellan om at holde Gaines' Mill for enhver pris, så hæren kunne skifte forsyningsbase til James River. Adskillige af McCLellans underordnede pressede på, for at han skulle angribe Magruder, men han var stadig bange for det store antal konfødererede, som han troede var foran ham.
A.P. Hill genoptog sit angreb over Beaver Dam Creek tidligt om morgenen, men fandt at linjen kun var let forsvaret. Først på eftermiddagen løb han ind i stærk modstand fra Porter langs med Boatswain's Creek, og det sumpede terræn var en alvorlig forhindring for angrebet. Da Longstreet ankom syd for A.P. Hill, så han vanskeligheden ved at angribe over et sådant terræn og ventede indtil Jackson kunne angribe på Hills venstre side. Igen var Jackson imidlertid forsinket. D.H. Hill angreb Unionens højre side og blev stoppet af Sykes, hvorefter han trak sig tilbage for at afvente Jacksons ankomst. Longstreet blev beordret til at gennemføre et skinangreb for at stabilisere linjen, indtil Jackson kunne ankomme og angribe nordfra. Under dette skinangreb blev Picketts brigade slået tilbage under kraftig ild, og med store tab. Jackson ankom endelig kl. 15 og var totalt desorienteret efter en dag med formålsløs marcheren frem og tilbage. Porter's linje blev reddet af Slocum's division, der rykkede på plads. Kort efter mørkets frembrud igangsatte sydstatshæren endnu et angreb, som var dårligt koordineret, men denne gang brød Unionens linje sammen. Brigadegeneral John Bell Hoods Texas Brigade åbnede et hul i linjen, og det samme gjorde Picket's brigade på dagens 2. forsøg. Igen var Magruder i stand til at narre McClellan syd for floden og holde 60.000 unionstropper beskæftiget, mens de større kampe foregik nord for floden. Klokken 4 om morgenen den 28. juni trak Porter sig tilbage over Chickahominy, og brændte broerne bag sig.