Kapkolonien (1795-1910) var en koloni i det, der i dag er Sydafrika, etableret af det hollandske Ostindiske kompagni i 1652 med grundlæggelsen af Kapstaden. Den blev grundlagt som en mellemstation for skibe, der sejlede mellem Holland og Batavia. Senere bevægede nybyggere sig ind i landet og opdyrkede det. De kom hurtigt i konflikt med khoikhoier ("hottentotter") og sanfolket ("buskmænd").
Storbritannien besatte kolonien i 1795 og annekterede den i 1806. De fortsatte konflikter mellem nybyggerne, boerne, og de indfødte gjorde, at briterne i 1820 indledte en kampagne for at få briter til at slå sig ned i kolonien. Indtil da havde det nederlandske sprog været enerådende, men nu begyndte engelsk at gøre sig gældende.
Fra 1836 til 1840 flyttede mængder af misfornøjede boere i det, som blev kendt som Great Trek, ud af kolonien over floderne Oranje og Vaal og etablerede en række boerrepublikker, deriblandt Sydafrikanske republik (Transvaal) og Oranjefristaten. De næste 100 år prægedes området af konflikter mellem briter og boere, konflikter som kulminerede i første og anden boerkrig. Med den britiske sejr i 1902 blev Oranjefristaten og Sydafrikanske republik britiske kolonier, og Kapkolonien sluttede sig til disse i Sydafrikanske union i 1910.
Kapkolonien var længe helt afhængig af landbrug. Fundet af diamanter i Kimberley i 1871 udløste en strøm af kolonister fra Europa, hovedsagelig briter, og der opstod store minesamfund i Kapkolonien. Cecil Rhodes blev gennem denne minedrift en mægtig mand, og han brugte sin position til at fremme britisk imperialisme. Han blev senere statsminister i kolonien, men måtte gå af efter et mislykket kupforsøg i Transvaal, kendt som Jameson Raid.
Kapkolonien havde et areal som Kap-provinsen, og den strakte sig fra Atlanterhavskysten og langs sydkysten. Kolonien udgjorde cirka halvdelen af dagens Sydafrika. Grænsen mod øst gik til slut langs Fish River efter flere krige mod xhosaerne. I nord var floden Oranje eller Gariep længe grænsen, men noget land mellem floden og Botswanas sydgrænse blev senere lagt til kolonien.
Historie
Den første europæiske bosættelse Den hollandske bosætning i området begyndte i marts 1647, da "Nieuwe Haarlem" led skibbrud. De skibbrudne byggede et lille fort, som de kaldte "Sand Fort af Kap Det Gode Håb". De blev der i næsten et år, før de blev reddet af en flåde på 12 skibe under ledelse af W.G. de Jong. Efter at de var tilbage i Holland, forsøgte nogle af de skibbrudne at overtale det hollandske Ostindiske kompagni (VOC) til at åbne et handelscenter ved Kap. thumb|Jan van Riebeeck ankommer til Kap Det Gode Håb. Maleri af Charles Bell En ekspedition på 90 calvinist–nybyggere under ledelse af Jan van Riebeeck, grundlagde den første permanente bosætning ved Kap Det Gode Håb i 1652. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor Kapstaden nu ligger den 6. april 1652 med fem skibe:
"Reijger" "Witte Olifant" "Goede Hoop" "Walvis" "Dromedaris"
Koloniens egentlige grundlæggelse skete i 1671 med det første landkøb fra khoikhoierne (kaldt "hottentotter" af nybyggerne) på indersiden af de oprindelige grænser til fortet, som blev bygget af van Riebeeck.
De tidligste kolonister var for det meste fra den lavere arbejderklasse og viste en ligegyldig holdning til at udvikle kolonien, men efter at en kommissionær blev sendt ud i 1685 for at skaffe flere nybyggere, tiltrak kolonien sig en mere hengiven gruppe af immigranter. Franske flygtninge ankom til Kap efter at have forladt deres land efter ophævelsen af Nantes-ediktet. Denne lille gruppe af immigranter havde en mærkbar indflydelse på de hollandske nybyggeres karakter. Takket være politikken, som blev indført i VOC, som dikterede, at skolerne udelukkende skulle undervise på nederlandsk, og strenge love om forsamlinger, ophørte de franske huguenotter inden midten af det 18. århundrede med at opretholde deres identitet, og kendskabet til fransk forsvandt. thumb|left|VOC's bomærke Kapkolonisterne skaffede sig senere alt land fra khoikhoierne mod nord og øst fra deres base i Kapstaden. Et stort antal khoikhoier blev dræbt af kolonisterne. Mange døde i krig, og hele khoikhoistammer blev alvorligt skadet af koppeepidemier i 1713 og 1755. Nogle få stammer bevarede deres uafhængighed, men majoriteten af khoikhoierne tog arbejde hos kolonisterne som hyrder. Den hollandske regering indførte i 1787 en lov, som underlagde de nomadiske khoikhoier visse restriktioner. Den direkte effekt af denne lov var, at khoikhoierne blev endnu mere afhængige af bønderne eller tvang dem til at migrere mod nord. De, som drog væk, blev mødt med fjendtlighed af deres gamle fjender, sanfolket, som boede på sletterne fra Nieuwveld– og Sneeuberge-bjergene til Oranje.
Da de europæiske kolonister fortsatte med at presse sig ind over sanfolkets territorium, kom de i kontakt med dem. Bøndernes kvæg og får, som kun var vogtet af khoikhoi–hyrder, var meget fristende at stjæle for sanfolket. Repressalier fulgte, og situationen blev så anspændt, at det virkede for myndighederne, som om det eneste sikre var at udrydde sanfolket helt. Krigeriske bander, kendt som "kommandoer", drog ud for at udrydde sanfolket. På seks år skal kommandoerne have dræbt eller tilfangetaget op mod 3000 san. Ud af organiseringen af disse kommandoer med deres feltkommandanter og feltkornetter voksede den lokale styreform i de hollandsk–bosatte distrikter i Sydafrika.
De hollandske kolonister importerede også arbejdere fra Indien, Indonesien, Madagaskar og Mozambique. Fra disse arbejdere stammer Cape Coloureds, som i dag udgør majoriteten af befolkningen i Western Cape–provins.
Konflikter med det hollandske Ostindiske kompagni thumb|Et Karoo–landskab. Hverken fjendtlighederne over for de indfødte eller kampen for at få landbruget til at lønne sig på Karoo eller veld forsinkede udviklingen for kolonisterne i lige så høj grad, som VOC's snæversynede og tyranniske politik. Kompagniet stoppede koloniens åbne immigration, monopoliserede handelen, slog de administrative, lovgivende og dømmende instanser sammen, fortalte bønderne, hvad de skulle dyrke og krævede en stor procentandel af hver bondes avl og trakasserede dem i øvrigt.
Kompagniet etablerede i 1745 en magistrat i Swellendam for at kontrollere emigranterne og et nyt i Graaff Reinet i 1786. Myndighederne erklærede, at Gamtoos skulle være koloniens østlige grænse, men emigranterne krydsede den snart. For at undgå konflikter med krigeriske, afrikanske stammer, som rykkede syd- og vestover fra det østlige, centrale Afrika, gik hollænderne i 1780 med til at gøre Fish River til koloniens grænse. De hårdt skatteplagede boere i grænsedistrikterne, som ikke fik beskyttelse mod afrikanerne, udviste i 1795 embedsmænd fra VOC og etablerede et uafhængigt styre ved Swellendam og Graaff Reinet.
Holland bukkede under for den franske hær under Napoleon Bonaparte i 1795. Hollands svaghed førte til, at en britisk armé under general James Henry Craig drog til Kapstaden for at sikre kolonien for statholder prins Vilhelm V af Oranje mod franskmændene. Guvernøren i Kapstaden nægtede først at bøje sig for ordrerne fra prinsen, men efter at briterne truede med at bruge magt, kapitulerede han. En af grundene til, at han gav efter, var, at khoikhoierne deserterede fra deres tidligere herrer og flokkede sig om briterne. Boerne i Graaff Reinet overgav sig ikke, før en hær blev sendt mod dem, og i 1799 og igen i 1801 gjorde de oprør. Kolonien kom i februar 1803 under kontrol af den Bataviske Republik som et resultat af Amiensfreden. Republikken indførte mange reformer, som kom oven i dem, som briterne havde indført under deres otte år lange styre. General Craig havde for eksempel afskaffet brugen af tortur i domstolsapparatet.
Xhosakrigene og de første britiske immigranter thumb|Koloniens grænser i 1809. De første af mange krige mod xhosaerne blev udkæmpet, da Kapkolonien blev overført til Storbritannien. Xhosaerne, som krydsede kolonigrænsen, blev kastet ud af distriktet mellem floderne Sundays og Fish, kendt som Zuurveld, et slags neutralt område. Én gang før 1811 havde xhosaerne indtaget det neutrale område og angrebet kolonisterne. For at kaste dem ud fra Zuurveld gik oberst John Graham ind i området med en hær af blandede etniciteter i december 1811, og xhosaerne blev drevet over Fish River. Om oberst Grahams hovedkvarter opvoksede der en landsby, som bar hans navn, Graham's Town, som senere blev til Grahamstown.
En konflikt spidsede til mellem Kapkoloniens regering og xhosaerne i 1817. Den umiddelbare årsag var et forsøg fra koloniens myndigheders side på at håndhæve tilbageleveringen af noget stjålet kvæg. 22. april 1817 angreb xhosaerne Grahamstown, ledet af profethøvdingen Makana. Grahamstown var beskyttet af en håndfuld hvide soldater. Hjælp ankom tidsnok, og angrebet blev slået tilbage. Parterne blev enige om, at landet mellem floderne Fish og Keiskamma skulle være neutralt territorium.
Krigen i 1817–19 førte til den første bølge af immigration af britiske nybyggere i betydelig skala, en hændelse som fik langtrækkende konsekvenser. Den daværende guvernør, Charles Henry Somerset, hvis aftaler med xhosahøvdingerne havde vist sig ugennemførlige, ønskede at rejse en barriere mod xhosaerne ved at få hvide kolonister til at slå sig ned i grænseregionen. Efter råd fra lord Somerset stemte parlamentet i 1820 for at bruge £ 50.000 til at fremme migration til Kap, noget som fik 4000 briter til at emigrere. Disse immigranter, som i dag er kendt som nybyggerne i 1820, udgjorde Albanybosætningen, senere Port Elizabeth. De gjorde Grahamstown til deres hovedkvarter. Det var primært for at sikre grænseområdet, og den blev af den britiske regering hovedsagelig regnet som en måde at finde arbejde for nogle tusind af de arbejdsløse i Storbritannien. Men migrationen havde langtrækkende virkninger, som dets organisatorer ikke havde tilsigtet. Nybyggerne, som kom fra næsten alle dele af de britiske øer og fra næsten alle samfundslag, bevarede deres stærke loyalitet over for Storbritannien. I tidens løb blev de en modpart til de hollandske kolonister.
Ankomsten af disse immigranter introducerede også det engelske sprog i Kap. Engelsksprogede dekreter blev udsendt første gang i 1825, og i 1827 brugtes også engelsk i retssager. Men hollandsk var ikke forkastet, og kolonisterne blev stort set tosprogede. thumb|Et karakteristisk kaphollandsk hus i Graaff Reinet fra 1804. Kolonien blomstrede, men mange hollandske bønder var lige så misfornøjede med britisk styre, som de havde været med VOC, selv om deres misnøje ikke handlede om de samme sager. Herrnhutiske missionærer havde i 1792 etableret sig med tanke på khoikhoierne, og i 1799 begyndte London Missionary Society forsøg på at omvende både khoikhoierne og xhosaerne. Missionærernes forsvar af khoikhoierne skabte meget misnøje blandt majoriteten af kolonisterne. Deres konservative syn fortsatte, for i 1812 blev der udstedt et dekret, som gav magistraterne magt til at have khoikhoibørn som lærlinge under forhold, der mindede om slaveri. I mellemtiden blev bevægelsen for afskaffelse af slaveri stærkere i England, og missionærerne appellerede til både kolonister og Storbritannien.