thumb|right|Kort over Interstate Highway System. Enkelte nyere Interstates er ikke med på kortet. USA's Interstate Highway System eller som det reelt hedder, Dwight D. Eisenhower National System of Interstate and Defense Highways, er et netværk af hovedveje i USA. Det har navn efter Dwight D. Eisenhower, som var præsident, da loven om systemet blev vedtaget, og som var en af systemets foregangsmænd og politiske sponsorer. Systemet er et delsystem inden for det større "National Highway System", som også omfatter U.S. Highways og andre hovedveje. Interstate Highway Systemet omfatter 77.017 (2013) km veje,Public Road Length, 2013, Miles By Functional System i forhold til 75.440 km i 2006).
Vejnettet ejes og vedligeholdes af de enkelte delstater, eller særlige myndigheder (Toll Authorities), hvor der er tale om veje med vejafgift. Dog finansieres en stor del af opgaverne af de føderale myndigheder, der også stiller krav til den standard, som Interstate Highways skal overholde. En enkelt vejstrækning blev tidligere vedligeholdt af de føderale myndigheder, nemlig Woodrow Wilson Bridge i nærheden af Washington D.C., men ansvaret deles nu mellem staterne Virginia og Maryland.
thumb|right|Nashville, Tennessee Skyline set fra I-65 Stort set alle USA's større byer "betjenes" af Interstate Highways. I modsætning til i mange andre lande, fører hovedvejene ofte gennem byernes centre og forretningskvarterer. Indbyggerne i USA bruger vejene i deres daglige transport til og fra arbejde, og ca. 1/3 af alle langdistancerejser (både ferie og forretning) går via disse veje. Stort set alt gods, der transporteres i USA, vil på et eller andet tidspunkt blive transporteret på en Interstate Highway.
Historie Loven, der fastlagde dette system, "Federal-Aid Highway Act", blev vedtaget i 1956. De store bilfabrikker havde lobbyet for at få etableret et sådant vejnet, og præsidenten, der under 2. verdenskrig, havde set det tyske motorvejsnet, mente, at et sådant net af motorveje ville være en nødvendig udvidelse af det amerikanske forsvarssystem, for ud over forbedringerne af de civile transportmuligheder ville vejene også kunne anvendes som militære transportveje for såvel tropper som forsyninger i krisesituationer.
thumb|right|I-15 nær Las Vegas Den første strækning, der blev anlagt var I-70 i Kansas eller Missouri (De to stater er ikke enige om, hvem der var først). Missouri hæver korrekt, at de tre første kontrakter om vejanlæg efter den nye lovs vedtagelse blev underskrevet i Missouri, og Kansas hævder, også korrekt, at denne stat, var den første, der begyndte at lægge asfalt, og det var en strækning af I-70 i Kansas, som var den første Interstate-strækning, der åbnede. Pennsylvania hævder imidlertid, at Pennsylvania Turnpike, der åbnede allerede i 1940, var den første vej med adgang begrænset til motorkøretøjer og med midterrabat i USA.
Standarder The American Assosciation of State Highway and Transportation Officials har fastlagt en række standarder som alle veje, der ønskes defineret som Interstate Highways, skal overholde, med mindre en stat har en dispensation udstedt af Federal Highway Administration. Blandt andet skal adgang til vejen skal være begrænset til motorkøretøjer, trafiklys må kun forekomme i forbindelse med vejafgiftsanlæg, og adgang til vejen skal ske via tilkørselsramper osv. På enkelte strækninger, typisk i landområder, har nogle huse og gårde dog direkte tilkørsel til en Interstate Highway.
Formål thumb|right|I-70 i det vestlige Missouri. Vejene er designet til civil transport af både personbiler og tunge lastbiler, men også til militære og civilforsvarsmæssige operationer, fx i forbindelse med evakuering i tilfælde af atomkrig eller naturkatastrofer. Nogle af vejene har allerede flere gange været anvendt i sidstnævnte forbindelse, fx ved evakueringen af New Orleans i Louisiana, og Houston i Texas i forbindelse med orkanerne Katrina og Rita. Til evakueringsbrug anvender man det såkaldte "contraflow", hvor vejbanerne i begge retninger anvendes til at lede trafik væk fra evakueringsområderne. Dette princip blev første gang anvendt i 1999 ved evakueringen af Savannah i Georgia inden orkanen Floyd.
Selv om vejene altså er designet både til civil og militær brug, er det en myte, at én ud af hver 10 miles af alle Interstate Highways er anlagt helt lige og helt fladt, så de kan anvendes som start- og landingsbaner for fly i krigstid.
Hastighedsgrænser Hastighedsgrænserne på de forskellige Interstate Highway strækninger bestemmes af de enkelte delstater, og de varierer typisk mellem 65 miles (104 km) i timen og 85 miles (137 km) i timen, med de laveste hastigheder i de østligste stater og de højeste i de vestligste (med undtagelse af Oregon, hvor hastighedsbegrænsningen er 65 miles). I og omkring storbyer sænkes hastighedsgrænserne typisk til mellem 50 miles (80 km) i timen og 65 miles (104 km) i timen.
Terminologi Navnet Interstate antyder, at disse veje krydser statsgrænser, men dette er langt fra tilfældet for alle Interstate Highways. Blandt andet er alle Interstate Highways i Alaska (4), Puerto Rico (3) og på Hawaii (3) intrastatslige, men også mindst 18 primærruter i de sammenhængende 48 stater går kun inden for grænserne af en enkelt delstat. Desuden er flertallet af såkaldte hjælperuter intrastatslige. Alle Interstates på Hawaii ligger på øen Oahu, og disse nummereres H-1, H-2 og H-3 og forbinder militærbaser, men de er også åbne for offentligheden. Vejene i Alaska og i Puerto Rico er kun Interstate Highways "på papiret". De lever ikke op til de krævede standarder, og skiltningen på vejene fortæller ikke at de er Interstates.
Vejene i de sammenhængende 48 stater opdeles i primærruter og hjælperuter. Sidstnævnte opdeles igen i to typer: "forgreninger" (spurs) og "omfartsveje" (loops).
Primærruter Interstates kendes typisk på deres nummer, selv om enkelte af dem også på nogle strækninger har kaldenavne. I daglig tale omtales vejene typisk som Interstate Highway 40, Interstate 40, Interstate Route 40 eller bare I-40. I visse stater, så som Californien og Nevada, er det almindeligt bare at sige "The 5" (femmeren).
Nummersystemet blev fastlagt af The American Assosciation of State Highway and Transportation Officials i 1957. Primærruterne fik numre med et eller to cifre, og det blev fastlagt, at numre, der var delelige med 5, skulle være gennemgående veje, der havde til formål at føre trafik over lange afstande. Eksempler på dette er I-90, der går fra Boston, Massachusetts, til Seattle, Washington, og I-95, der går fra Miami, Florida, til Houlton i Maine ved grænsen til Canada (bortset fra en strækning i New Jersey, hvor vejen ikke er klassificeret som Interstate, fordi den ikke lever op til kravene).
thumb|right|Selv om Interstate Highways er motorveje, kan de godt være naturskønne. Her I-70 nær Green River, Utah. Veje, der går i øst-vestlig retning nummereres med lige vejnumre og veje, der går i nord-sydlig retning nummereres med ulige vejnumre. Numrene starter fra vest og syd, således at I-4 er den sydligste Interstate, mens I-5 er den vestligste. I-4 er dog en af de Interstates, der kun går i en enkelt stat (Florida), så den sydligste Interstate, der faktisk krydser en statsgrænse er I-8, der går fra San Diego i Californien til Casa Grande i Arizona. Og den sydligste interstate, der går fra kyst til kyst er I-10, der går fra Jacksonville i Florida til Santa Monica i Californien.
Det er ikke alle vejnumre, der bliver brugt. Fx eksisterer I-50 og I-60 ikke, og der er slet ingen Interstate Highways med lige numre mellem I-44 og I-66. Dette skyldes en regel i navngivningen om, at der ikke i samme stat må være en Interstate Highway og en U.S. Highway, der har samme nummer. Dette overholdes ikke helt konsekvent, for i Illinois findes både I-24 og US 24, om end i hver sin ene af staten. Også nogle planlagte, men endnu ikke oprettede Interstates, vil bryde med reglen. Fx vil I-69 komme til at krydse US 69 i Lufkin i Texas.
En del veje i hver sin ende af USA har samme nummer. Fx findes I-84 både i Connecticut og New York og i Idaho og Oregon. Dette skyldes en ændring i nummersystemet i 1970'erne, hvor betegnelser som I-80N blev fjernet fra systemet. I-80N udgik fra I-80 i nordlig retning, men fortsat primært i retning øst-vest, og den fik så nummeret I-84. Nogle veje fil lov til at beholde deres numre, andre veje fik nye to- eller trecifrede numre (se hjælperuter nedenfor).
Ændringen i nummersystemet undervejs og anlæggelsen af nye Interstates har betydet, at systemet med at øst-vestlige veje nummeres fra syd mod nord, og nord-sydlige veje nummereres fra vest mod øst, ikke længere holder helt. Fx ligger I-99 i Pennsylvania vest for både I-95, I-87, I-83 og I-81, ikke øst for disse, men da I-99 blev anlagt, var 99 det nærmeste ledige, ulige nummer. I-82 ligger på hele sin strækning nord for I-84, hvilket er en reminiscens fra den tid, da I-84 hed I-80N.
Når man kører på en motorvej, skiltes der ved tilkørslerne med, om tilkørslen fører i fx nordlig eller sydlig retning, fx kan et skilt pege på I-5 North eller I-10 East.
thumb|right|Frakørsel til I-66 fra I-81 i Virginia For at gøre vejsystemet mere hensigtsmæssigt kan to eller tre Interstates "følges" (altså dele fysisk vej) over visse strækninger, ligesom en Interstate kan dele vej med en U.S. Highway eller andre større veje. Mellem Madison og Portage i Wisconsin føres fx I-90, I-94 og I-39 ad samme vej. Den længste delte vejstrækning er 450 kilometer, som deles af I-80 og I-90 i Indiana og Ohio.
Også denne deling af vejstrækninger fører ind imellem til besynderligheder. En vej, der primært går nord-syd, har et ulige nummer, som den beholder, selv om den over kortere eller længere strækninger faktisk går mere øst-vest. Det samme gælder selvfølgelig veje, der går i den modsatte retning. Det har den konsekvens, at på en strækning i Virginia, ved byen Wytheville, hvor I-81 og I-77 følges ad, kører man på samme tidspunkt ad I-77 South og I-81 North. Dette fænomen opstår fordi I-81 i nordlig retning, slår et lille knæk, der hvor den møder I-77, og følger denne ca. 14 km i sydlig retning, inden I-81 igen forlader I-77 og fortsætter mod nord.
Hjælperuter thumb|right|Luftfoto af "mødet" mellem I-95 og I-495 ved Potomacfloden ved Washington DC En hjælperute eller Auxiliary Interstate Highway er en vejstrækning, der enten forbinder to andre Interstates, udgør en omfartsvej rundt om en by, hvor selve Interstaten går gennem byen, eller forgrener sig ud fra Interstaten uden at vende tilbage til denne. Disse hjælperuter har trecifrede vejnumre, hvor nummeret på den Interstate, de er hjælperute til, tilføjes et indledende ciffer (præfiks). Disse veje deles op i to grupper, omfartsveje (loops) og forgreninger (spurs). En omfartsvej fører tilbage til den Interstate, den udgik fra, mens en forgrening ikke vender tilbage til sin "udgangsvej". En omfartsvej får et ulige første ciffer, mens en forgrening får et lige første ciffer. Hvis en hjælperute fører fra en Interstate til en anden, som fx I-215 ved Los Angeles i Californien, der forbinder I-10 og I-15, afhænger første ciffer af den enkelte stat, da nogle stater betragter som dem omfartsveje, mens andre betragter dem som forgreninger.
Da der findes mange af disse hjælperuter for hver Interstate, kan de samme numre gå igen i mange stater, fx findes I-495 både i Massachusetts, Maryland og Virginia. Man har dog valgt, at det samme nummer ikke må gå igen i en enkelt stat. Til gengæld kan der være mange hjælperuter til samme Interstate i en stat. Fx har I-90 i New York alene I-190, I-290, I-390, I-490, I-590, I-690, I-790, I-890 og I-990. De fleste hjælperuter krydser ikke statsgrænser, men der er undtagelser. Fx går I-275, der er en omfartsvej rundt om Cincinnati, Ohio, gennem staterne Ohio, Indiana og Kentucky.