thumb|right|De Internationale Brigader havde den tretakkede stjerne som symbol
De Internationale Brigader er fællesbetegnelsen for de republikanske militærenheder, som bestod af frivillige fra andre lande, som kæmpede i Den Spanske Borgerkrig (1936-1939). De kæmpede imod de spanske nationalister (fascister), ledet af Franco, som blev støttet af, tropper fra Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien. De danske deltagere i brigaderne kaldes spaniensfrivillige. Det vurderes, at ca. 32.000 personer fra angiveligt 53 lande kæmpede i De Internationale Brigader.
thumb|De Internationale Brigaders flag
Etablering af brigaderne I september 1936 blev det i Moskva første gang foreslået at rekruttere "frivillige" til Den Spanske Borgerkrig gennem kommunistiske partier uden for Sovjetunionen. Forslaget blev fremsat af Kominterns propagandachef for Vesteuropa, Willi Münzenberg d. 1940.
I Italien og Frankrig besluttede de kommunistiske partier i løbet af september at etablere en kolonne, og Luigi Longo, tidligere leder af den kommunistiske ungdomsorganisation i Italien, blev sat til at lave en aftale med den spanske regering. Også det sovjetiske forsvarsministerium var medvirkende, idet man fra Den Russiske Borgerkrig havde erfaring med at etablere korps af internationale frivillige.
Lederen af det spanske socialistparti PSOE, Francisco Largo Caballero, som i september 1936 blev udpeget til premier- og krigsminister, afviste i første omgang international hjælp, men efter de første tilbageslag i krigen gik han den 22. oktober 1936 med til planen. Sovjetunionen vedblev dog at være medlem af Ikke-Interventions Komiteen, sandsynligvis for ikke at risikere diplomatiske skærmydsler med Frankrig og Storbritannien.
Det centrale rekrutteringskontor blev placeret i Paris under ledelse af en polsk, kommunistisk oberst, Karol "Walter" Swierczewski. Den 17. oktober offentliggjorde det spanske kommunistparti PCE's tidsskrift Mundo Obrero et åbent brev fra Stalin til lederen af PCE, José Díaz, hvor han argumenterer for, at befrielsen af Spanien ikke kun er en sag for spanierne, men også for hele den "progressive del af menneskeheden". Der gik kun få dage, før der var etableret støtteorganisationer for Spanien i det meste af Europa, alle mere eller mindre styret af Komintern.
Der blev arrangeret ruter for de frivillige. F.eks. var Josip Broz, som senere ville blive kendt som marskal Tito, i Paris for at sørge for hjælp, penge og pas til de frivillige fra Østeuropa. De frivillige blev fra Frankrig sendt med tog eller skib til Spanien og videre til basen i Albacete. Der var dog en stor del, som selv tog til Spanien. De frivillige tegnede ingen kontrakt og lavede heller ingen aftaler om en defineret tjenestetid, hvilket senere skulle vise sig som et problem.
Mange italienere, tyskere og folk fra andre lande med undertrykkende regimer meldte sig ud fra den tanke, at kampen i Spanien var et første skridt mod at få demokrati igen eller til at fremme revolutionssagen i deres hjemland. Der var også mange arbejdsløse arbejdere og eventyrere. Desuden var der 500 kommunister. som var sendt i eksil i Sovjetunionen, heriblandt militære ledere med erfaring fra 1. verdenskrig, som skulle vise sig uvurderlige i kamp.
Kommunisterne mødte operationen med entusiasme, mens anarkisterne mødte den med skepsis eller direkte modstand. Anarkisterne kontrollerede grænsen til Frankrig og afviste i første omgang kommunister som frivillige, men efter protester lod de dem – tøvende – komme ind i Spanien. En gruppe på 500 frivillige, primært franskmænd og nogle få polakker og tyskere, ankom den 14. oktober til Albacete, hvor de blev mødt af frivillige, som allerede havde været i kamp i Spanien, dvs. tyskere fra Thälmann Bataljonen, italienere fra Centuria Gastone Sozzi og franskmænd fra Commune de Paris Bataljonen. På basen blev de frivillige opdelt efter erfaring og oprindelsesland og fordelt på enheder.
Det franske kommunistparti PCF sørgede for uniformer til brigaderne. Der var stram disciplin, og de frivillige var lukket inde på basen i flere uger, mens de gennemgik den hårde, militære træning.
Slaget om Madrid De Internationale Brigader fik deres ilddåb i Slaget om Madrid, hvor republikken hentede en vigtig sejr og derved afværgede en hurtig sejr til nationalisterne under Franco. Brigaderne blev generelt anerkendt for deres rolle i sejren, den blev endda sine steder overdrevet. Bl.a. sagde den britiske ambassadør, Sir Henry Childon, at der ikke havde været spaniere blandt de tropper, der forsvarede byen. Sandheden er, at ud af ca. 40.000 republikanske tropper var de ca. 3.000 internationale frivillige, mens resten var spaniere. Men selv om brigaderne hverken vandt slaget alene eller bidrog væsentligt til at ændre balancen, ydede de deres bidrag: dels ved deres beslutsomme kæmpen, som inspirerede og gav moral i befolkningen ved at vise andre folks deltagelse i kampen, og dels gennem den erfaring, som brigadens veteraner havde med fra 1. verdenskrig, hvor Spanien havde holdt sig neutralt.
Casa de Campo var én af de strategiske positioner i Madrid. Her ledede general José Enrique Varela nationalistiske tropper, som bestod af marokkanere, der var glimrende til at kæmpe i det åbne landskab, men dårligt trænede i bykrig. Noget som de republikanske tropper havde excelleret i siden starten af borgerkrigen. De marokkanske tropper blev stoppet af den 3. og 4. brigade i republikkens regulære hær.
Den 9. november 1936 indtog den 11. Internationale Brigade, som bestod af 1.900 tropper fra Edgar André Bataljonen, Commune de Paris Bataljonen og Dabrowski Bataljonen samt et britisk maskingeværkompagni, en position ved Casa de Campo. Om aftenen lancerede brigadens leder, general Kléber, et angreb på nationalisternes positioner. Striden varede til ud på morgenen den følgende dag og endte med, at nationalisterne måtte trække sig og dermed opgive håbet om at kunne gennemføre et direkte angreb på Madrid over Casa de Campo. Det kostede den 11. Brigade en tredjedel af dens mænd.
Den 13. november blev den 12. Internationale Brigade på 1.550 mand fra Thälmann Bataljonen, Garibaldi Bataljonen og André Marty Bataljonen sat ind i kampen. Under ledelse af general "Lukacs" gik de til angreb på nationalistiske positioner på forhøjninger ved Cerro de Los Angeles. Angrebet fejlede som følge af sprog- og kommunikationsproblemer, kommandoproblemer, mangel på hvile, dårlig koordinering med pansertropper og utilstrækkelig artilleridækning.
Den 19. november måtte republikanske hærenheder fra anarkisterne trække sig tilbage, og nationalistiske enheder bestående af marokkanere og tropper fra Den Spanske Fremmedlegion med dækning fra den tyske Legion Condor kunne indtage positioner i Universitetsbyen i Madrid. Den 11. Brigade blev sendt ind for at drive nationalisterne ud. Det blev en ekstremt blodig kamp fra bygning til bygning og fra rum til rum med en blanding af artilleri, luftbombardementer, bajonetangreb og granater. Anarkistlederen Buenaventura Durruti blev skudt under striden den dag og døde den følgende dag. Striden om universitetet varede ved, indtil nationalisterne havde kontrol med tre fjerdedele af området. Derefter begyndte begge parter at befæste deres stillinger, og det blev klart, at ingen af parterne ville have råd til at gennemføre et angreb. Derfor måtte de nationalistiske ledere opgive at indtage Madrid og i stedet gå over til en belejring.
Den 13. december 1936 forsøgte 18.000 nationalistiske tropper at lukke cirklen omkring Madrid ved forstaden Guadarrama i et slag, der er kendt som Slaget om Coruna-vejen. Republikanerne indsatte en sovjetisk panserenhed under ledelse af general Dmitry Pavlov samt både den 11. og 12. Internationale Brigade. Efter et voldsomt sammenstød lykkedes det at stoppe nationalisternes fremmarch.
Derefter lancerede republikken et angreb på Cordoba-fronten. Slaget endte i en nærmest fastlåst stilling, og der blev udsendt et kommunike, hvor det blev sagt, at "vores fremrykning i dag foregik uden tab af land". Til sidst var det dog nationalisterne, som rykkede frem og indtog vandkraftværket ved El Campo. Den politiske kommissær for de Internationale Brigader, den franske kommunist André Marty, anklagede lederen af Marseillaise Bataljonen, Gaston Delasalle, for spionage og forræderi og fik ham henrettet.
Efter julen 1936 forsøgte nationalisterne flere gange uden held at omslutte Madrid. Den 6. januar 1937 ankom Thälmann Bataljonen til Las Rozas, hvor den holdt sin position, indtil den var udslettet som kampenhed. Den 9. januar var nationalisterne kun avanceret 10 km, da den 13.Internationale Brigade, den 14. Internationale Brigade og det 1. Britiske Kompagni ankom til Madrid. Republikanerne forsøgte med voldsomme angreb at generobre det tabte, men med begrænset succes. Den 15. januar begyndte begge sider at befæste deres stillinger, og dermed blev situationen fastlåst.
Først i marts 1939 indtog nationalisterne Madrid, og selv herefter var der lommer af modstand i de efterfølgende måneder.
Slaget ved Jarama Nationalisternes mål Efter nationalisterne havde måttet opgive at indtage Madrid, forsøgte de at afsondre byen fra omverdenen ved at afskære kommunikationslinjerne til republikkens midlertidige hovedstad Valencia. For at gøre dette måtte de krydse floden Jarama. Nationalisternes første mål var at erobre den vestlige bred og indtage højderne oven for floden. Dernæst skulle de bryde igennem de republikanske positioner, som lå på en højderyg øst for floden, og til sidst skulle de indtage byerne Vaciamadrid og Arganda for effektivt at lukke vejen mellem Madrid og Valencia og afskære Madrid mod syd og øst.
Overraskelsesangreb Nationalisternes angreb begyndte den 5. februar, hvor de overraskede de republikanske styrker på vestbredden af Jarama. Den 6. februar nåede nationalisterne frem til den lille by Ciempozuelos, som blev holdt af den 18. Brigade, der blev løbet over ende og mistede 1.800 mand. Nationalisterne indtog den 700 meter høje La Marañosa-høj, hvor republikanske styrker kæmpede til sidste mand, og herfra kunne de kontrollere overgangsstedet med artilleri og maskingeværild.
Den 8. februar var vestbredden i nationalisternes hænder, mens den republikanske hær fik forstærkninger og kunne reorganisere sig på østbredden. Derudover medvirkede stærk regn, der fik vandet i floden til at stige, til at yderligere kampe blev udskudt i to dage.
Den 11. februar sneg en lille gruppe marokkanske hjælpetropper sig ubemærket over floden og op til den 14. Internationale Brigades stillinger ved Pindoque jernbanebroen. Her brugte de en taktik, de havde lært under berberoprøret i Marokko, og skar halsen over på vagterne. Straks derefter fulgte nationalistisk kavaleri, som gik til angreb på den blindede 14. Brigade. thumb|Republikansk T-26-kampvogn.