Bulgarien (, tr. ), officielt Republikken Bulgarien (, tr. , ), er et land i det sydøstlige Europa. Det grænser op til Rumænien i nord, Serbien og Makedonien i vest, Grækenland og Tyrkiet i syd og Sortehavet i øst. Indbyggertallet nåede op på 9.009.018 i 1989. Indbyggertallet faldt med 844.781 mellem folketællingerne i 2011 og 2021 til en anelse over 6,52 millioner.Folketælling Hentet den 11.5.2023 Med et landareal på 110.772 km2 svarer det til 55-60 indbyggere per km2. Bulgarien er Europas 16.-største land.
De første organiserede forhistoriske kulturer i de bulgarske områder fremkom i den neolitiske æra. I løbet af antikken var området både befolket af thrakere, grækere og romere. Fremkomsten af en forenet bulgarsk stat kan spores tilbage til etableringen af det første Bulgarske Rige i 681 e.Kr., som dominerede størstedelen af Balkanhalvøen, og fungerede som et kulturelt centrum for slavere i middelalderen. Efter det andet Bulgarske Riges fald i 1396 blev dets territorier underlagt det Osmanniske Rige i næsten fem århundreder. Den russisk-tyrkiske krig i 1800-tallet førte til dannelsen af det tredje Bulgarske Rige. I de efterfølgende år lå landet næsten konstant i krig med sine naboer, hvilket fik Bulgarien til at alliere sig med Tyskland i begge verdenskrige. I 1946 blev Bulgarien omdannet til en socialistisk etpartistat i form af Folkerepublikken Bulgarien som en del af den sovjet-ledede Østblok. I december 1989 tillod det regerende kommunistparti valg i et flerpartisystem, hvilket efterfølgende førte til Bulgariens overgang til et demokrati og en markedsøkonomi.
Bulgariens befolkning er hovedsageligt urbaniseret og koncentreret i de administrative centre i landets 28 provinser. De fleste kommercielle og kulturelle aktiviteter er samlet i landets hovedstad, og største by, Sofia. Økonomiens stærkeste sektorer er sværindustri, elkraftteknik og landbrug, som alle er afhængige af lokale naturressourcer.
Landets nuværende politiske struktur stammer fra vedtagelsen af en demokratisk forfatning i 1991. Bulgarien er en parlamentarisk enhedsstat med en høj grad af politisk, administrativ og økonomisk centralisering. Det er medlem af EU, Eurozonen, Schengen-området, NATO, Europarådet, en af grundlæggerne af OSCE, og har siddet i FN's sikkerhedsråd tre gange.
Historie
Forhistorie og Antikken
Der er fundet tegn på menneskelig aktivitet i området, som det moderne Bulgarien ligger i, som kan dateres tilbage til den ældste stenalder. Dyreknogler med indridsede, menneskeskabte markeringer fra Kozarnikahulen formodes at være det tidligste eksempel på symbolsk adfærd hos mennesker. Blandt de organiserede forhistoriske samfund i de bulgarske områder var den neolitiske Hamangiakultur, Vinčakultur og den æneolitiske Varnakultur (5. årtusinde f.Kr.). Sidstnævnte tilskrives normalt opfindelsen af guldbearbejdelse og -anvendelse. Nogle af disse oprindelige guldsmeltere producerede mønterne, våbnene og smykkerne til skatten i gravpladsen Varna Necropolis, der med en alder på over 6000 år menes at være verdens ældste. Denne gravplads har vakt stor arkæologisk interesse på internationalt plan, da den giver unikt indblik de tidligste europæiske samfunds sociale hierarkier.
Thrakerne, et af de tre primære folkeslag som moderne bulgarere menes at stamme fra, begyndte at befolke regionen i løbet af jernalderen. I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. erobrede det persiske Achæmenidiske rige størstedelen af det, der i dag er Bulgarien. Det regerede området frem til 479 f.Kr., hvor persernes fejlslagne anden invasion af Grækenland resulterede i at de blev trængt helt ud af Europa. Efter at have gjort sig fri af det Achæmenidiske rige blev størstedelen af de thrakiske stammer samlet i det Odrysiske kongerige i 470'erne f.Kr. af kong Teres, men blev senere underlagt først Alexander den Store og senere, i 46 e.Kr., Romerriget. Efter Romerrigets opdeling i det 5. århundrede tilfaldt området det Byzantinske rige. På dette tidspunkt havde kristendommen allerede spredt sig i regionen. Et lille gotisk samfund i Nicopolis ad Istrum producerede i det 4. århundrede verdens første germansk-sprogede bog, den gotiske bibel. Europas første kristne kloster, Sankt Athanasius' kloster, blev etableret omtrent samtidig af Sankt Athanasius i den centrale del af det, der i dag er Bulgarien. Fra det 6. århundrede begyndte de østligste sydslavere gradvist at bosætte sig i regionen, hvor de assimilerede de helleniserede eller romaniserede thrakere.
Første bulgarske rige
thumb|left|Khan Krum fester med sin adel efter slaget ved Pliska. Hans tjener (yderst højre) bringer en vinfyldt kraniekop lavet ud af Nikeforos 1.'s kranie. I 680 rejste protobulgarske stammer ledet af Asparukh, sydpå over Donaufloden og bosatte sig i området mellem den nedre del af Donau og Balkanhalvøen, hvor de etablerede deres hovedstad Pliska. En fredstraktat med det Byzantiske rige i 681 markerede derefter begyndelsen på det første bulgarske rige. Protobulgarerne blandede sig gradvist med den lokale befolkning og begyndte at anvende et fællessprog på basis af den lokale slaviske dialekt.
Efterfølgende herskere styrkede den bulgarske stat op igennem det 8. og 9. århundrede. Krum fordoblede landets territorium, dræbte den byzantiske kejser Nikeforos 1. i slaget ved Pliska, og introducerede den første nedskrevne lovsamling. Hedenskab blev afskaffet til fordel for østlig-ortodoks kristendom under Boris 1. i 864. Denne konvertering blev fulgt af byzantisk anerkendelse af den bulgarsk-ortodokse kirke samt til anvendelsen af det kyrilliske alfabet, udviklet af Preslavs litterære skole, hvilket styrkede den centrale autoritet og hjalp med at fusionere slavere og protobulgarer til et samlet folk. Efterfølgende oplevede landet en kulturel guldalder under Simeon den store, som også stor for den største territorieudvidelse i Bulgariens historie.
Efter Simeons død førte flere krige med magyarerne og petjenegierne, samt udbredelsen af den kætterske bogomilisme, til en betydelig svækkelse af Bulgarien. Fortløbende invasioner fra både Kijevriget og det Byzantinske Rige resulterede i at den byzantinske hær indtog hovedstaden Preslav i 971. Under Samuil havde Bulgarien kortvarigt held med at forsvare sig mod disse angreb, men dette endte da den byzantinske kejser Basileios 2. besejrede den bulgarske hær i slaget ved Kleidion i 1014. Samuil døde kort efter slaget, og i 1018 erobrede byzantinerne hele det første bulgarske rige.
Andet Bulgarske rige
Efter hans erobring af Bulgarien forhindrede Basileios 2. opstande og utilfredshed ved at beholde den lokale adels privilegier, samt ved at undtage de nyligt erobrede lande fra kravet om at betale skatter i guld og i stedet tillade dem at betale in natura. Han tillod også det bulgarske patriarkat at beholde sin autokefale status og alle sine stifter, omend det blev reduceret til et ærkebispedømme. Efter hans død blev den byzantinske indenrigspolitik dog forandret, hvorefter en række fejlslagne oprør brød ud, heraf det største, Peter Delyans oprør, i 1040-1041. I 1185 organiserede to adelige fra Huset Asen, Ivan Asen 1. og Peter 4. et stort oprør, som resulterede i genetableringen af den bulgarske stat. Ivan Asen og Peter lagde herefter fundamentet for det Andet Bulgarske rige med Tarnovo som hovedstad.
thumb|right|Murene omkring Tsarevets-fortet i Veliko Tarnovo, hovedstaden i det Andet Bulgarske rige
Kaloyan, den tredje Asen-monark, udvidede sit herredømme til at omfatte Beograd og Ohrid. Han anerkendte pavens spirituelle overhøjhed, og modtog til gengæld en kongelig krone fra en pavelig legat. Riget nåede sin storhedstid under Ivan Asen 2. (1218–1241), under hvem handel og kultur blomstrede. Tarnovos stærke økonomiske og religiøse indflydelse gjorde byen til et "Tredje Rom" i en tid hvor Konstantinopel var under forfald grundet byzantinske nederlag til tyrkerne i Anatolien.
Landets militære og økonomiske magt forfaldt efter Asen-dynastiet uddøde i 1257 og landet blev ramt af interne konflikter, konstante byzantinske og ungarske angreb samt den mongolske invasion af Europa. Ved enden af det 14. århundrede førte fraktionering mellem de feudale godsejere samt spredningen af bogomilismen til at det Andet Bulgarske rige blev opdelt i tre separate kongeriger — Vidin, Tarnovo og Karvuna — og flere semi-uafhængige fyrstendømmer som alle sloges indbyrdes, såvel som med byzantinere, ungarere, serbere, venetianere og genovesere. I det sene 14. århundrede havde det Osmanniske Rige påbegyndt deres erobring af Bulgarien og allerede indtaget de fleste byer og forter syd for Balkanbjergene.
Osmannisk herredømme
thumb|left|Hristo Botev, en fremtrædende revolutionær i Aprilopstanden Tarnovo blev erobret af Osmannerne efter en tre måneder lang belejring i 1393. Slaget ved Nicopolis i 1396 førte til kongeriget Vidins fald, hvorefter osmannerne erobrede alle bulgarske lande syd for Donau. Efter den osmanniske overtagelse var de bulgarske adelige tvunget til enten at flygte, dø eller acceptere islam og tyrkificering, bønderne blev underlagt osmanniske herremænd, og størstedelen af den uddannede gejstlighed flygtede til andre lande. Ifølge det osmanniske system var kristne en underklasse, og bulgarerne blev, ligesom andre kristne, derfor pålagt store skatter, en lille del af den bulgarske befolkning undergik en delvis eller total islamisering, og deres kultur blev undertrykt. Osmanniske autoriteter etablerede Milleten Rum, en religiøs administrativ gruppering, som regerede alle ortodoks-kristne uanset deres etnicitet. Størstedelen af den lokale befolkning mistede gradvist deres uafhængige nationale bevidsthed, og begyndte i stedet blot at identificere sig som kristne. En undtagelse herfra var dog gejstligheden i nogle isolerede klostre, som holdt den nationale identitet i live i fjerne, landlige områder, såvel som det militante romersk-katolske samfund i den nordvestlige del af landet. thumb|Det russisk-bulgarske forsvar af Shipka-passet var centralt i kampen for Bulgariens uafhængighed. I løbet af de næste næsten 5. århundreders osmanniske overherredømme udbrød der flere bulgarske oprør, hvoraf det bedst kendte er de Habsburg-støttede Første Tarnovo-opstand i 1598 og Anden Tarnovo-opstand i 1686, Chiprovtsi-opstanden i 1688 og Karposhs oprør i 1689. I det 18. århundrede inspirerede Oplysningen i Vesteuropa en bevægelse, der blev kendt som Bulgariens nationale vækkelse. Den genoprettede den nationale bevidsthed og blev en central faktor i frihedskampen, som kulminerede i Apriloprøret i 1876. Op mod 30.000 mistede livet da de osmanniske autoriteter nedkæmpede oprøret, og massakrerne fik de europæiske stormagter til at handle. Stormagterne indkaldte til Konstantinopelkonferencen i 1876, men konferencens beslutninger blev afvist af det Osmanniske rige. Denne afvisning tillod det Russiske Kejserrige at søge en militær løsning uden at risikere konfrontation med de andre stormagter, sådan som det havde været tilfældet i Krimkrigen nogle årtier forinden. I 1877 udbrød Den russisk-tyrkiske krig, hvor det Russiske Kejserrige besejrede Osmannerne, blandt andet med hjælp fra bulgarske frivillige, de såkaldte Opalchentsi.
Fire inkarnationer af den moderne bulgarske stat Fyrstendømmet Bulgarien
thumb|left|Bulgarske soldater med pigtrådssakse under første verdenskrig