thumb|Engelske William Pitt og franske Napoleon opdeler Jorden mellem sig som en kage i 1805. Man bemærker, at den engelske "bid" er større end den franske.

Kolonialisme (afledt af latin: colonia i betydningen landbrug og nybygger) er en større eller mindre befolkningsgruppes udvandring fra et land og dannelsen af en bosættelse på territorier uden for landets egne grænser i form af en koloni. Kolonialisme kan desuden referere til den tankegang, der forsvarer og fremmer denne handlingsmåde.

Kolonialismen er ikke i sig selv imperialisme, idet formålet ikke er erobring af nyt land men at afhjælpe et hjemligt problem (befolkningsoverskud) og efterfølgende (som regel men ikke altid) opretholde forbindelsen med det land, udvandringen er sket fra. Der imod kan man sige, at imperialisme kan tage koloniseringspolitik i anvendelse for at opnå eller fremme sit formål. Selv om kolonialismen i sig selv ikke er imperialistisk, er det indlysende, at den let kan antage træk, der giver mindelser herom: - for det første vil der være et behov for opretholdelse af lov og orden, - for det andet kan kolonien have behov for at afsætte sit produktionsoverskud og samtidig for at skaffe sig de fornødenheder, som kolonien ikke selv kan sikre, - for det tredje er det ikke sikkert, at kolonien vil møde forståelse hos de indfødte i det område, hvor den oprettes, og derfor kan den have behov for beskyttelse. I den udstrækning, de nævnte forhold tilgodeses af et moderland, vil koloniens handlefrihed og selvstændighed blive beroende af moderlandet, som derved også får en vis (undertiden stor) indflydelse på koloniens eksistensbetingelser, hvorved skellet fra fri koloni til protektorat og herfra til underlagt område bliver flydende.

Forudsætninger

Kolonialismens forudsætninger er i hovedsagen: - et befolkningsoverskud i moderlandet egnet til udvandring (ofte, men ikke altid, landbrugere), - mulighed for kontakt mellem moderland og koloni (ofte, men ikke altid, i form af skibsfart), - gensidigt behov for opretholdelse af forbindelse mellem moderland og koloni, især ved samhandel men også ved politisk/militær støtte. Koloniseringen kan omfatte følgende befolkningsgrupper: - bønder og borgere, der ønsker sig bedre levevilkår, end moderlandet tilbyder, - handelsfolk, hvis formål er at formidle handelen mellem moderland og koloni, - kriminelle og andre grupper, som moderlandet ønsker at frigøre sig fra. Disse grupper kan forekomme blandet og til de samme koloniområder.

Typeinddeling

Kolonier kan i hovedsagen inddeles i følgende hovedtyper: udvandringskolonier eller nybyggerkolonier, hvortil folk af økonomiske, religiøse, politiske eller overbefolkningsmæssige årsager udvandrer og opretter egne kolonier (disse kendes såvel fra klassisk oldtid som senere); Kendetegnende for udvandringerne er, at de som regel sker til egne, hvis klimatiske forhold ikke afviger så meget fra hjemlandets, det vil sige, at den udvandrede befolkning har gode muligheder for at akklimatisere sig. Nybyggerne vil som regel under en eller anden form medbringe hjemlandets sædvaner og levevis og tilpasse disse de nye, stedlige forhold. De fleste udvandrerkolonier begynder med landbrug som den bærende næringsvej men udvikler senere et mere sammensat næringsliv med vareforædling (industri) og handel, ligesom det stedlige embedsvæsen med tiden udvikles. Derved forberedes udvandrerkolonien til det tidspunkt, hvor det har udviklet sig til et velfungerende, hjemme- eller selvstyrende samfund, rede til at tage skridtet til fuld selvstændighed, enten helt frigjort fra moderlandet eller i en meget løs forbindelse med dette. straffe- eller deportationskolonier, hvor moderlandet anvender tvangsforvisning til en koloni som straffemetode af forbrydere og andre uønskede folkeindslag (eksempelvis blev Amerika af Frankrig og Australien af Storbritannien anvendt som straffekolonier. Som eksempler på britiske udvandringsområder kan tilføjes Australien, New Zealand, Sydafrika, Amerika, Canada). Tilsvarende kan deportationer til Sibirien og Kasakhstan i Sovjetunionen (og zar-tidens Rusland) af politiske fanger henregnes til denne kategori. Skellet mellem udvandringskolonier og straffekolonier er svært at fastsætte, idet samme områder som regel har været taget i brug til begge formål; handelskolonier, hvor (fortrinsvis europæiske) stater oprettede støttepunkter for deres fjernhandel i Latinamerika, Afrika og Asien (sådanne handelskolonier havde karakter af små støttepunkter for søfart og handel, undertiden med tiden i tilknytning til virksomhed i baglandet, eksempelvis i form af plantagedrift eller med udvinding af stedlige råstoffer fra jorden); plantagekolonier var sådanne, hvor (fortrinsvis) "hvide" ejede jorden men lod den dyrke ved fremmed arbejdskraft i form af plantager (sukkerplantager, tobaksplantager og lignende) og ved hjælp af underkuet arbejdskraft, enten den stedlige befolkning eller ved indførsel af en sådan udefra (sidstnævnte kendes især fra kolonierne i Latinamerika og det sydlige Nordamerika, hvor en betydelig indførsel og udnyttelse af negerslaver fandt sted). En lignende form er bjergværkskolonier, hvor formålet er råstofudvinding ved minedrift eller lignende; forvaltningskolonier var sådanne, hvor indfødte selv ejede og dyrkede jorden, mens de hvide, i reglen europæere, i kraft af kontrol over handel og den offentlige forvaltning havde fortjenester i form af afgifter og markedskontrol. Skønt plantagedrift og råstoffer i begyndelsen skete under hensyn til moderlandet, kunne disse naturgivne værdier med tiden tillige tjene som økonomisk grundlag for en ny selvstændig stat den dag, et brud med moderlandets overhøjhed måtte indtræffeVahl og Hatt, s. 116-118. militærkolonier, hvor formålet fortrinsvis er at oprette eller opretholde et militært støttepunkt (flådestation eller lignende) for derved hurtigere at kunne reagere på situationer fjernt fra moderlandet til støtte for egne interesser.Salmonsen, s. 335 Det bør understreges, at typerne er formelle. I virkeligheden vil de fleste kolonidannelser rumme flere af de nævnte træk.

Historie thumb|200px|Grønne områder er korsfarerstaterne

Dannelsen af kolonier kan betinget opdeles i fire hovedperioder: den klassiske oldtid, ældre kolonitid (1400-1870), yngre kolonitid (1870-1945) samt tiden efter 1945.

Klassiske oldtids kolonier

Allerede hos oldtidsfolkene var anlæggelsen af kolonier meget almindelig. De fleste af disse koloniseringer havde befolkningsoverskud som hovedårsag og opbygningen af handelssamkvem som virkning, men de fik tillige ofte den virkning, at der opstod formelt (og reelt) mere eller mindre selvstændige stater i de koloniserede områder.Salmonsen, s. 333

Fønikerne

Hos fønikerne var det især handelspolitiske hensyn, som førte dertil, og vi finder derfor fønikiske kolonier rundt om på middelhavets kyster. Disse kolonier, af hvilke den betydeligste var Karthago, var i politisk henseende ganske uafhængige af moderlandet.

Grækerne

Også grækerne begyndte meget tidligt at anlægge kolonier. Allerede i en forhistorisk tid medførte de urolige forhold i Grækenland en stærk udvandring, navnlig til Lilleasien, hvor en talrig mængde kolonier anlagdes. Fra 8. århundrede tiltog kolonianlæggene yderligere, dels fra selve Grækenland, dels fra de tidligere anlagte kolonier i Lilleasien. Nye kolonier anlagdes nu dels langs kysten af Sortehavet, dels på Sicilien og i Syditalien, ja endog i Gallien (Massilia) og Spanien. Formålet var ikke alene at få handelsfaktorier i fjerne lande, men hyppig tillige at skaffe afløb for hjemlandets alt for stærkt voksende befolkning og en deraf følgende mangel på dyrkningsbar jord i hjemlandet. Grækernes medfødte lyst til eventyr, undertiden også partistridigheder i hjemmet eller fremmede fjenders indfald, kunde også have deres betydning. De græske kolonianlæg ophørte for største delen i 6. århundrede; dog anlagde Athen endnu i 5. århundrede enkelte kolonier, men nærmest med det formål at udvide sin politiske indflydelse. For de græske kolonier i egentlig forstand (græsk: apoikier) gælder den almindelige regel, at de i politisk henseende udgjorde ganske selvstændige stater, hvis borgere ved udvandringen opgav deres borgerret i moderstaden. Dog vedblev der sædvanligvis at bestå et pietetsforhold mellem koloni og moderstad; men der haves rigtignok også eksempler på et vedvarende spændt forhold mellem dem. Det havde naturligvis også sin betydning, om kolonien var anlagt ved en statsforanstaltning efter en folkebeslutning, eller dens anlæggelse skyldtes misfornøjede borgeres udvandring fra hjemlandet. En særlig form af kolonier, de såkaldte kleruchier, som især anlagdes af Athen, udmærkede sig ved, at kolonisterne beholdt deres borgerret i hjemmet og ikke dannede nogen ny stat. De havde væsentlig politisk eller militær betydning.

Romerne

I Romerriget finder man ikke kolonier i klassisk forstand. Hvad romerne forstod ved en koloni, var omtrent det samme som grækernes kleruchier. Da romerne efterhånden erobrede Italien, lagde de hyppigt garnisoner, dels af romerske borgere, dels af latinere, i de erobrede byer. De således udsendte soldater fik anvist jordlodder midt iblandt den indfødte befolkning, men beholdt deres tidligere politiske stilling som romerske borgere. Foruden at få aflastet sit befolkningsoverskud var Romerriget samtidig imperialistisk, og garnisonsbyerne var på een gang forposter i handelen med omverdenen og forsvarere af det opbyggede imperium. Med tiden anlagdes sådanne kolonier også uden for Italien; i Tyskland er navnlig mange byer blevne til på grundlag af romerske kolonier. Dog anlagde romerne også undertiden kolonier alene med det formål at skaffe ubemidlede borgere underhold. For sådanne kolonier virkede allerede Gajus Gracchus, og efter borgerkrigene uddelte de sejrrige feltherrer (således Sulla og Cæsar) jord til deres veteraner som kolonister.

Middelalderen

I middelalderen oprettedes ligeledes omfattende koloniområder såvel ved imperieopbygning som en følge af befolkningsoverskud. Som eksempler herpå kan nævnes arabernes erobringer rundt om Middelhavet, normannernes udvandring til de nordatlantiske og britiske områder, den tyske ekspansion øst for Elben, korsfarerstaterne i Mellemøsten og (i forlængelse heraf) sværdriddernes ekspansion i Baltikum, svenskernes udvandring til de finske kystområder og flere andre.

Ældre kolonitid, tiden 1400-1870

thumb|450px|Kort over kolonialismen år 1800.

En ny etape i kolonialismen opstod ved middelalderens slutning. En ny økonomisk-politisk tankegang slog igennem: merkantilismen. Denne havde to mål: dels opbygningen af formuer i ædelmetaller, dels staternes selvforsyning med råvarer og uafhængighed af fremmede markeder. Som følge heraf antog kolonialismen en anden karakter: man søgte efter områder, der kunne forsyne med ædelmetaller og søgte at opretholde oversøiske støttepunkter for den handel, der skulle sikre landet eftertragtede varer som krydderier, te, kakao og lignende. Herfra var skridtet kun kort til selv at forestå produktionen i koloniområderne, ofte i form af plantagedrift og minedrift (og i forlængelse heraf slavehandel til sikring af den fornødne arbejdskraft).

Som et ikke uvigtigt led i denne kolonipolitik indgik missionsvirksomhed.

Også i denne periode var oprettelsen af støttepunkter for handelen hovedformålet med kolonierne, men der var to undtagelser: den ene forekom i Latinamerika, hvor spaniolerne ramlede ind i vel etablerede storriger. Da det lykkedes at vinde disse, blev de mere eller mindre overtagne i deres helhed, og Spanien måtte derfor opbygge samfundsstrukturer i stand til at forvalte dem. Resultatet blev vicekongedømmer. Den anden var de nybyggerområder, som blev oprettede dels i Nordamerika dels i Stillehavsområdet. I begge tilfælde indebar den stadige tilstrømning af nye nybyggere en mere eller mindre vedvarende udvidelse af koloniområderne.

Spanien og Portugal