Det Tyske Kejserrige (Das deutsche Kaiserreich) blev proklameret i Versailles den 18. januar 1871 efter det nordtyske forbunds sejr i den fransk-preussiske krig. Det markerede den endelige samling af Tyskland. Preussen, der udgjorde størstedelen af imperiet, fik en ledende stilling, og dets kansler Otto von Bismarck blev Tysklands rigskansler. De forskellige delstater som Sachsen og Bayern bevarede deres fyrster og lokalregeringer, men måtte underordne sig kejserriget i overordnede spørgsmål.
Kejserriget bestod indtil Wilhelm 2.s abdikation i november 1918 under Novemberrevolutionen, der også førte til afslutningen på 1. verdenskrig. Det blev i 1919 efterfulgt af Weimarrepublikken, der var et parlamentarisk demokrati.
Indledende overblik Det tyske kejserrige skabtes i en periode, hvor Tyskland blev stærkt industrialiseret. Landet ændrede sig økonomisk og socialt fra et landbrugsland til et industriland i de sidste årtier af 1800-tallet. Servicesektoren voksede også kraftigt i takt med at handel og finansvæsen fik større betydning. Den økonomiske vækst blev midlertidigt bremset af den økonomiske krise i 1873 og den følgende lavkonjunktur. Trods betydelige politiske konsekvenser fortsatte den stigende industrialisering trods krisen.
Det var af betydning for den samfundsmæssige udvikling, at der skete en betydelig befolkningstilvækst og en befolkningsforskydning fra land til by. Samfundsstrukturen blev påvirket af, at der kom en større arbejderbefolkning i byerne og fra 1890'erne også en ny middelklasse af teknikere, funktionærer og embedsmænd. Til gengæld gik adelens og håndværkernes indflydelse (målt på deres bidrag til bruttonationalproduktet) tilbage. Alligevel beholdt adelen sin høje sociale prestige og kunne fastholde sin dominerende stilling i militæret, diplomatiet og toppen af statsadministrationen.F.-W. Henning: Die Industrialisierung in Deutschland 1800 bis 1914. Schöningh, Paderborn 1973. S. 203 ff.
Den inden- og udenrigspolitiske udvikling blev indtil 1890 styret af den første og længstsiddende rigskansler Otto von Bismarck. Hans regeringstid kan opdeles i en forholdsvis liberal periode, der var kendetegnet ved indenrigspolitiske reformer og kulturkamp, samt en mere konservativ periode efter 1878/1879. Skellet mellem de to perioder er overgangen til statsinterventionisme (beskyttelsestold, socialforsikring og lovene rettet mod det Tyske socialistiske Arbejderparti. Udenrigspolitisk forsøgte Bismarck at sikre riget ved hjælp af en række alliancer. Han indledte den senere kraftigt udvidede imperialisme. Herved kom det i stigende grad til internationale interessekonflikter med andre kolonimagter, især Storbritannien.
Tiden efter Bismarck kaldes ofte for den wilhelminske periode, fordi kejser Wilhelm 2. efter at have afskediget Bismarck fik stor indflydelse på den daglige politik. Imidlertid spillede også andre og til dels konkurrerende aktører en vigtig rolle: De påvirkede kejserens beslutninger, som kom til at virke modstridende og uberegnelige. De andre aktører var de vekslende regeringer, partierne i rigsdagen (Reichstag) og militærets ledelse.
Folkebevægelser, folkepartier og pressens stigende betydning gav den offentlige mening større vægt. Ikke mindst derfor søgte regeringen at sikre sig støtte i befolkningen gennem en imperialistisk verdenspolitik, en anti-socialdemokratisk samlingspolitik og en populær flådeoprustning.
Udenrigspolitisk førte oprustning, bestræbelserne på at blive en verdensmagt og opløsningen af Bismarcks alliancer til, at Tyskland i stigende grad blev isoleret. Den politik var med til at øge risikoen for konflikter. Da 1. verdenskrig til sidst blev udløst i 1914, førte Tyskland krig på flere fronter, og militæret fik større indenrigspolitisk indflydelse. I takt med at tabene ved fronterne steg, og den sociale nød på hjemmefronten voksede, mistede monarkiet opbakning. Sammenbruddet på Vestfronten og Novemberrevolutionen førte til kejserrigets fald i 1918.
Sammensætning Kejserriget bestod af 25 forbundsstater (Bundesglieder) – herunder tre med en republikansk forfatning hansestæderne Hamburg, Bremen og Lübeck – samt Elsass-Lothringen.
+Det tyske riges sammensætning 1871–1918Gemeindeverzeichnis Deutschland 1900 .ForbundsstatStatsformHovedstadAreal i km² (1910)Indbyggertal (1910)PreussenKongerigeBerlin 348.780 40.165.219BayernKongerigeMünchen 75.870 6.887.291WürttembergKongerigeStuttgart 19.507 2.437.574SachsenKongerigeDresden 14.993 4.806.661BadenStorhertugdømmeKarlsruhe 15.070 2.142.833Mecklenburg-SchwerinStorhertugdømmeSchwerin 13.127 639.958HessenStorhertugdømmeDarmstadt 7.688 1.282.051OldenburgStorhertugdømmeOldenburg 6.429 483.042Sachsen-Weimar-EisenachStorhertugdømmeWeimar 3.610 417.149Mecklenburg-StrelitzStorhertugdømmeNeustrelitz 2.929 106.442BraunschweigHertugdømmeBraunschweig 3.672 494.339Sachsen-MeiningenHertugdømmeMeiningen 2.468 278.762AnhaltHertugdømmeDessau 2.299 331.128Sachsen-Coburg og GothaHertugdømmeCoburg/Gotha 1.977 257.177Sachsen-AltenburgHertugdømmeAltenburg 1.324 216.128LippeFyrstendømmeDetmold 1.215 150.937WaldeckFyrstendømmeArolsen 1.121 61.707Schwarzburg-RudolstadtFyrstendømmeRudolstadt 941 100.702Schwarzburg-SondershausenFyrstendømmeSondershausen 862 89.917Reuß jüngere LinieFyrstendømmeGera 827 152.752Schaumburg-LippeFyrstendømmeBückeburg 340 46.652Reuß ältere LinieFyrstendømmeGreiz 316 72.769HamburgFristadHamburg 414 1.014.664LübeckFristadLübeck 298 116.599BremenFristadBremen 256 299.526Elsass-LothringenRigsområdeStraßburg 14.522 1.874.014Tyske rigeKejserrigeBerlin540.85864.925.993
Geopolitisk placering i Mellemeuropa thumb|450px|Det tyske kejserrige 450px|thumb Det tyske kejserrige havde 8 nabolande:
I nord 65 km grænse til Danmark. (Kongeågrænsen) I nordøst og øst 1.332 km grænse til Rusland I sydøst og syd 2.388 km grænse til Østrig-Ungarn I syd 385 km grænse til Schweiz I sydvest 392 km grænse til Frankrig I vest 219 km grænse til Luxemburg og 84 km grænse mod Belgien I nordvest 567 km grænse mod Holland.
Grænsen var i alt på 5.422 km, når man ikke medregner søgrænserne.
Forhistorie Tysklands historie i 1800-tallet frem til grundlæggelsen af Det tyske Kejserrige var præget af talrige politiske og territoriale forandringer efter opløsningen af det Tysk-romerske rige i 1806. Det gamle rige, som bestod af stater af overnational karakter og var præget af interessekonflikter mellem de to stormagter Østrig og det fremadstræbende Preussen, brød sammen under Napoleonskrigene og den af Frankrig iværksatte etablering af Rhinforbundet.
Derefter forstærkedes bestræbelserne i hele Europa på at etablere nationalstater efter fransk forbillede. I Tyskland førte det til tanker om en stortysk løsning, hvor Østrig var med og en lilletysk løsning uden Østrig.
Efter sejren over Frankrig i Napoleonskrigene havde de tyske fyrster ingen interesse i etablering af en nationalstat, som kunne begrænse deres autonomi. Wienerkongressen i 1815 etablerede derfor kun det Tyske forbund, som var en løs sammenslutning af de områder, som indtil 1806 havde været en del af det Tysk-romerske rige. Tiden efter Wienerkongressen, som betegnes restaurationen, blev internationalt domineret af den østrigske kansler Fyrst von Metternich. Inden for rammerne af Den Hellige Alliance, som var et forbund mellem Østrig, Preussen og Rusland, skulle der gennemføres en genetablering af magtforholdene fra før den Franske revolution.
thumb|Jublende revolutionære efter kampe på barrikaderne i Berlin den 18. marts 1848
Nationalstatslige og borgerligt demokratiske bevægelser var modstandere af restaurationen, og det førte til talrige oprør i store dele af Centraleuropa som Martsrevolutionen i 1848 i talrige tyske stater (og i Danmark). Efter revolutionen og vedtagelsen af forfatningsudkastet tilbød parlamentarikerne i det første samlede demokratisk valgte tyske parlament i Frankfurt den preussiske konge at blive kejser i et tysk kejserrige uden Østrig. Da han afslog denne opfordring med henvisning til, at han var udvalgt af Gud, slog forsøget på at forene hovedparten af de tyske stater på basis af et konstitutionelt monarki fejl.
Det Tyske Forbund fortsatte med at eksistere også efter at de revolutionære bevægelser var slået ned under østrigsk ledelse. Der fulgte et årti, hvor den politiske reaktion havde magten, og demokratiske og liberale bestræbelser blev undertrykt. Fra begyndelsen af 1860'erne dannedes de første politiske partier i moderne forstand.
I 1864 fik det Tyske Forbund større samlende betydning, da Krigen i 1864 brød ud over det slesvig-holstenske spørgsmål. Her deltog både Preussen og Østrig i en såkaldt forbundseksekution ("Bundesexekution"), som det Tyske Forbund gennemførte mod Holsten efter Danmarks vedtagelse af Novemberforfatningen. Denne samdrægtighed varede kun til en strid om det erobrede Slesvig-Holsten. I 1866 udbrød den preussisk-østrigske krig, hvori Preussen sammen med nogle nordtyske stater og Italien kæmpede mod Østrig, som var i forbund med de sydtyske stater, heriblandt Baden, Bayern, Hessen og Württemberg. Østrigs nederlag betød også enden på det Tyske Forbund. og i stedet grundlagdes det Nordtyske forbund under preussisk ledelse. De sydtyske lande, som tidligere havde været allierede med Østrig, indgik alliancer med Preussen.
thumb|Otto von Bismarck og Frankrigs kejser Napoleon 3. efter slaget ved Sedan (maleri af Wilhelm Camphausen, 1878)
Som følge af stridigheder mellem Preussen og Frankrig om den spanske arvefølge udbrød den fransk-preussiske krig i 1870. Krigserklæringen kom fra Frankrig, efter at den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck havde offentliggjort en redigeret udgave af Emsdepechen og dermed udstillet Frankrig politisk. De sydtyske stater sluttede op bag Preussen.
Grundlæggelsen af det tyske kejserrige
thumb|left|Kong Wilhelm I af Preussen krones til kejser af det tyske rige i Spejlsalen i Versailles 1871. I midten af billedet (i hvidt) ses fyrst Otto von Bismarck (idealiseret maleri af Anton von Werner)
Efter den tyske sejr i Slaget ved Sedan og tilfangetagelsen af den franske kejser Napoleon 3. var vejen banet for grundlæggelsen af det tyske kejserrige. Bismarck begyndte at forhandle med de sydtyske stater om en lilletysk løsning, og han fik i vidt omfang sine ønsker opfyldt. Bayern, Württemberg og Baden blev optaget i det Nordtyske forbund. Planer om et dobbeltforbund, som Bayern havde foreslået, kunne ikke gennemføres. Bismarcks løsning sikrede på den ene side, at Preussen kom til at dominere det nye kejserrige, og på den anden side dannede den styrkede monarkistiske føderation en barriere mod tendenser i retning af parlamentarisme.
I den tyske offentlighed fremkom krav om annektering af Elsass og dele af Lothringen, hvilket Bismarck stillede sig bag. Det forlængede krigen og medførte et langvarigt tysk-fransk arvefjendskab, men gav den nationale begejstring i Tyskland vind i sejlene. Det lettede Bismarcks forhandlinger med de sydtyske stater, der mundede ud i Novemberaftalerne. Men han måtte give indrømmelser: Bayern opretholdt sin egen hær i fredstid, og det beholdt lige som også Württemberg sit eget postvæsen. Alle de sydtyske stater beholdt deres statslige jernbaner og andre højhedsrettigheder. På det udenrigspolitiske område fastholdt de retten til at opretholde egne diplomatiske forbindelser.