|
thumb|Rigsdagsbygningens arkitrav med den berømte inskription "DEM DEUTSCHEN VOLKE", som betyder "Til det tyske folk" eller "For det tyske folk". |} Rigsdagsbygningen (; ), i daglig tale ofte blot Rigsdagen (), er en regeringsbygning i Tysklands forbundshovedstad Berlin, der er sæde for Tysklands føderale parlament, Forbundsdagen. Bygningen, der et nationalsymbol for Tyskland, ligger i Regeringskvarteret tæt ved floden Spree i bydelen Tiergarten i distriktet Mitte i centrum af Berlin.
Rigsdagsbygningen blev opført fra 1884 til 1894 i nyrenæssance-stil efter tegninger af den tyske arkitekt Paul Wallot. Bygningen var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894 til 1919 og herefter for Weimarrepublikkens Rigsdag. Rigsdagsbygningens brand i 1933 blev en vigtig begivenhed i den nazistiske overtagelse af magten i Tyskland og etableringen af Nazi-Tyskland. Bygningen led yderligere skader under Anden Verdenskrig, og dens symbolske betydning gjorde den til et vigtigt mål for Den Røde Hær under Slaget om Berlin. Under Den kolde Krig lå bygningen i Vestberlin nogle få meter fra Berlinmuren. Vesttysklands parlament mødtes i Bonn og havde ikke brug for bygningen, der kun blev brugt sporadisk. Alligevel blev den restaureret i starten af 1960'erne, hvor den ødelagte kuppel blev fjernet.
Efter Tysklands genforening blev Forbundsdagen i 1999 flyttet fra Vesttysklands hovedstad Bonn til Rigsdagsbygningen i Berlin. I forbindelse hermed blev den restaureret og ombygget af den britiske arkitekt Norman Foster. Den redesignede glaskuppel med indgang over plenarsalen, foreslået af kunstneren og arkitekten Gottfried Böhm, er et af Berlins vartegn. Med næsten tre millioner besøgende om året regnes Rigsdagsbygningen for verdens mest besøgte parlamentsbygning.
Navn Rigsdagen var navnet på parlamentsforsamlingen i det tysk-romerske rige og blev også navnet på parlamentet i først Det nordtyske forbund, der blev etableret under preussisk dominans i 1867, og derefter på parlamentet i Det Tyske Rige, da dette blev samlet som nationalstat i 1871.
Historie Forhistorie thumb|left|Den provisoriske rigsdagsbygning i Leipziger Straße 4 i Berlin. Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes Rigsdagen for det nye kejserrige foreløbigt i Preußisches Abgeordnetenhaus' bygning i Leipziger Straße 75 i Berlin. Forholdene her var dog for små, og allerede den 19. april 1871 bestemte Rigsdagen, at der skulle opføres en ny rigsdagsbygning. Der blev nedsat en rigsdagsbygningskommission, der skulle forberede opførelsen af en "værdig" ny bygning. Byggegrunden skulle findes, byggeprogrammet udvikles og en arkitektkonkurrence skulle udskrives. Samtidig skulle der findes en passende provisorisk løsning på rigsdagens pladsbehov, indtil den nye bygning stod færdig. Den provisoriske løsning blev hurtigt fundet: på blot 70 dage blev bygningen på Leipziger Straße 4, det tidligere hovedkvarter for Den Kongelige Porcelænsfabrik, gjort klar til brug for det parlamentariske arbejde.
thumb|left|Königsplatz med Raczyński-palæet, der blev nedrevet i 1883 for at skabe plads for Rigsdagsbygningen. En overgangsperiode på fem til seks år blev forventet, men da det kom til stykket kom den til at vare 23 år. Arbejdet blev forsinket af problemer med at finde en egnet byggegrund. Byggekommissionen ønskede at bygge på en grund øst for Königsplatz (nu Platz der Republik). Grunden var ganske vist allerede bebygget med Raczyński-palæet fra 1844-47, som tilhørte den polsk-preussiske aristokrat grev Atanazy Raczyński. Kommissionsmedlemmerne mente dog, at de kunne regne med støtte fra kejser Wilhelm 1. og dermed også opnå grevens samtykke til at anskaffe grunden, og i 1872 udskrev de en international arkitektkonkurrence for en rigsdagsbygning på den pågældende byggegrund. Konkurrencen havde 103 deltagere.
thumb|upright=1.3|Ludwig Bohnstedts aldrig realiserede vinderprojekt fra arkitektkonkurrencen i 1872. I juni 1872 valgtes et forslag fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra Gotha, hvis projekt blev mødt med stor offentlig anerkendelse. Men da det kom til stykket kunne det ikke realiseres, eftersom Grev Raczyński alligevel vægrede sig ved at sælge grunden, og kejseren ikke var tilbøjelig til at indlede en ekspropriationssag, selvom også han fandt placeringen velvalgt. Byggekommissionen måtte fortsætte med at lede og blev gradvist enige om en anden byggegrund tættere på byens centrum længere mod øst. Otto von Bismarck, kejser Wilhelm 1. og de konservative deputerede afviste dog kraftigt denne placering, da den flyttede Rigsdagen tæt på Det Kongelige Slot, hvad der blev tolket som en uhensigtsmæssig politisk opgradering af parlamentet. Først i 1881 blev der fundet en løsning: efter grev Raczyńskis død i 1874 havde hans søn og arving samme år valgt at sælge sin fars palæ til den preussiske stat. Og i december 1881 besluttede Rigsdagen at overtage den oprindeligt foretrukne byggegrund.
Opførelse thumb|upright=1.3|Paul Wallots vinderprojekt fra arkitektkonkurrencen i 1882. Efter den ønskede byggegrund var erhvervet, opstod der en livlig offentlig debat om, hvorvidt Ludwig Bohnstedt skulle tildeles opgaven uden konkurrence og have mulighed for at kunne omarbejde og gennemføre sit vinderprojekt fra 1872. Det endte dog med, at der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i 1882. Denne gang var konkurrencen efter et krav fra Foreningen af tyske arkitekt- og ingeniørforeninger kun åben for tyske arkitekter. Høje præmiepenge skulle motivere deltagerne til at bidrage. Bohnstedt deltog også igen, men af de 189 anonymt indsendte bidrag valgtes i sidste ende et forslag i nyrenæssance-stil af arkitekten Paul Wallot fra Frankfurt. Den 9. juni 1883 blev det tilhørende budget godkendt.
thumb|left|Kejser Wilhelm 1. nedlægger grundstenen den 9. juni 1884. For Wallot begyndte der nu en lang og besværlig arbejdsproces, præget af tilbagevendende diskussioner med flere ansvarlige myndigheder. Han måtte med få måneders mellemrum udarbejde nye forslag til udførelsen af interiøret og facaderne. Ændringerne antog et omfang, så uafhængige observatører til sidst ikke mente, at de kunne genkende vinderforslaget. Wallot selv forblev udadtil tålmodig og beklagede sig kun i personlige breve. Den 9. juni 1884 kunne grundstenen omsider blive nedlagt af kejser Wilhelm 1. i en regnvåd ceremoni, hvor deltagerskaren bestod af mange militærfolk og kun få parlamentarikere.
thumb|Rigsdagsbygningen under opførelse i 1888. Efter ti års byggearbejde blev bygningen indviet af kejser Wilhelm 2. den 5. december 1894. Den nye rigsdagsbygning blev anerkendt for konstruktionen af sin kuppel af stål og glas, hvilket dengang blev betragtet som en ingeniørmæssig bedrift og et teknisk mesterværk. Men bygningens blanding af arkitektoniske stilarter medførte almen kritik.
Det Tyske Kejserrige
thumb|left|Rigsdagsbygningen set fra Siegessäule i slutningen af 1800-tallet. Efter færdiggørelsen fungerede Rigsdagsbygningen som sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige.
Allerede i 1873 var den 67 meter høje Siegessäule () blevet opstillet på Königsplatz foran den senere rigsdagsbygning til minde om sejrene i krigene mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870/1871. I 1897-1901 blev der tillige rejst et mindesmærke for Otto von Bismarck foran rigsdagsbygningen. Begge monumenter blev flyttet til deres nuværende placeringer i 1938-1939.
thumb|Den store plenarsal i Rigsdagsbygningen i 1903. I 1916 blev den ikoniske indskrift "Dem Deutschen Volke" ( eller For det tyske folk) placeret på arkitraven over bygningens vestfacade, til stor utilfredshed for kejser Wilhelm 2., som havde forsøgt at blokere tilføjelsen af indskriften på grund af dens demokratiske betydning.
Weimarrepublikken
thumb|left|Philipp Scheidemann udråber republikken fra Rigsdagsbygningen den 9. november 1918.
Under revolutionsdagene i 1918, blot to dage før Første Verdenskrig sluttede og få timer efter meddelelsen om kejser Wilhelm 2.'s abdikation, proklamerede den socialdemokratiske politiker Philipp Scheidemann den 9. november 1918 republikken fra en af Rigsdagsbygningens balkoner.
thumb|Rigsdagsbygningen under Weimarrepublikken i 1932. På grund af urolighederne i Berlin mødtes nationalforsamlingen for den nye republik i byen Weimar, hvor den den 1. august 1919 vedtog en demokratisk forfatning for Tyskland. Efterfølgende fortsatte Weimarrepublikkens rigsdag dog med at mødes i Rigsdagsbygningen i Berlin.
Nazi-Tyskland og Anden Verdenskrig
thumb|left|Rigsdagsbygningens brand den 27. februar 1933. Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den 27. februar 1933 blev sat i brand blot en uge før rigsdagsvalget. Rigsdagsbygningens brand blev en vigtig brik i begivenhederne omkring den nationalsocialistiske overtagelse af magten i Tyskland og etableringen af Nazi-Tyskland.
Den beskadigede Rigsdagsbygning, symbolet på demokratiet, blev ikke istandsat af nazisterne. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden (Krolloperaen). Dette var også tilfældet, da Fuldmagtsloven blev vedtaget, og det parlamentariske demokrati ophørte.
thumb|Det berømte og symbolske billede Sejrsflag over Rigsdagen Under Anden Verdenskrig blev Rigsdagsbygningen yderligere beskadiget. Som symbol på et parlamentarisk demokrati havde heller ikke Sovjetunionen meget til overs for bygningen, og under Slaget om Berlin i krigens sidste dage var bygningen et centralt mål for Den Røde Hær, som i et kendt propagandafotografi hejser det sovjetiske flag over Rigsdagsbygningen, mens ruinerne af bygningerne omkring den brænder.
Efterkrigstiden thumb|left|Ruinerne af rigsdagsbygningen den 3. juni 1945. Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser var Rigsdagsbygningen strukturelt intakt, men alligevel en ruin. De åbne områder omkring bygningen blev brugt af den sultende befolkning til at dyrke kartofler og grøntsager. Den kom til at ligge i den britiske besættelseszone men på grænsen til den sovjetiske besættelseszone. Da Den kolde Krig brød ud kom bygningen til at ligge i Vest-Berlin nogle få meter fra grænsen til Øst-Berlin. Under Berlinblokaden 1948–1949 samlede et stort antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens borgmester Ernst Reuter holdt en berømt tale, som endte med ordene Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt! ("I verdens folk, se på denne by!"). Fra 1961 løb Berlinmuren få meter fra Rigsdagsbygningens østfacade.
thumb|Rigsdagsbygningen uden kuppel i 1970. Vesttysklands parlament mødtes i Bonn og havde ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i 1956. I forbindelse med restaureringsarbejderne 1961–1964 blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til 1990 blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem og til en permanent udstilling kaldet Fragen an die deutsche Geschichte ("Spørgsmål til den tyske historie").
Efter Tysklands genforening
thumb|left|Ved Berlinmurens fald i december 1989. Muren løb helt op til Rigsdagsbygningens østfacade. thumb|Rigsdagsbygningen under den officielle tyske genforeningsceremoni med flag fra alle tyske delstater den 3. oktober 1990. Efter Berlinmurens, jerntæppets og Østblokkens fald i 1989, blev den officielle genforeningsceremoni ved Tysklands genforening holdt i og ved Rigsdagsbygningen den 3. oktober 1990 med deltagelse af blandt andet forbundspræsident Richard von Weizsäcker, forbundskansler Helmut Kohl og DDR's sidste ministerpræsident Lothar de Maizière. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes medlemmerne af Forbundsdagen for det genforenede Tyskland symbolsk i Rigsdagsbygningen.
thumb|Rigsdagsbygningen dækket af stilladser under ombygningen i august 1998. Den nye kuppel kan ses over taglinjen.