Silkeborg er en by i Midtjylland med . Byen er hovedby i Silkeborg Kommune og ligger i kuperet terræn i det midtjyske søhøjland med skovklædte bakker og med Gudenåen tæt ved den indre by. Der går rutebåde til Silkeborgsøerne og Himmelbjerget fra byens lille havn, med det gamle dampskib Hjejlen som det mest berømte.
Silkeborg er en stationsby på jernbanestrækningen Skanderborg og Herning. Byen ligger i Region Midtjylland og tiltrækker pendlere fra både nærliggende Virklund, Gjessø, Sejs-Svejbæk, Grauballe, Skægkær, Sinding og Sejling samt større byer i regionen, herunder Aarhus.
Historie thumb|left|Silkeborgs byvåben, 1900Silkeborg Kirke. thumb|Silkeborg omkring 1900.
Der er fundet mange tegn på at der har levet mennesker f.Kr. i Silkeborg-området. De tydeligste tegn har været moseligene Ellingpigen, Tollundmanden og Grauballemanden, som alle er dateret til år 200-400 f.Kr.
Middelalderen
Navnet, 1470: Sillkæborgh, 1488: Silkijborgh — og den borg, der lå der, nævnes første gang i begyndelsen af det 15. århundrede, da Silkeborg ejedes af Hr. Laur. Hvas til Ormstrup, der havde fået den med sin 2. hustru Thore, datter af Erik Mus, som havde ejet godset og vistnok der opført borgen på en grund, som mærkelig nok ikke tilhørte ham, eller som i alt fald Alling Kloster gjorde fordring på. Fru Thore overdrog imidlertid allerede 1414 Silkeborg til domkirken i Aarhus (samme år skænkede hun ligeledes til bispestolen sit og sine børns Gods i Vester- og Øster-Kejlstrup i Hids Herred), men da gaven ikke støttede sig til noget skøde eller formeligt gavebrev, og overdragelsen var sket uden mandens eller slægtningenes vilje, måtte Aarhusbispen Bo foreløbig lade sig nøje med løftet. Allerede i 1418 fik dog bispen for at sikre sig besiddelsen et mageskifte i stand med Alling Kloster, der som nævnt mente sig at være ejer af grunden; ved mageskiftet fik bispestolen, foruden Remstrup og Remstrup Fang, tillige "Stedet, som Silkeborg stander paa".
Efter Laur. Hvas’ død begyndte Aarhusbispen Ulrik Stygge nye forhandlinger med Fru Thore, som 1433 bortmageskiftede og afhændede til bispen sit og familiens gods i Linaa Sogn, og 1436 stadfæstede hun tillige med sin 2. mand Ove Ovesen (Kaas) til Lerbæk, som hun havde ægtet i mellemtiden, gaven af Silkeborg til kirken. For at kirken kunne komme i rolig besiddelse af godset, måtte dog først forholdet ordnes dels til Alling Kloster, der gjorde vanskeligheder med hensyn til mageskiftet af 1418, dels til Laur. Hvas’ børn, hvilket dog først afsluttedes, da Erik Hvas med søstrene Kirstens og Birgittes samtykke skødede deres andel i Silkeborg Gods til bispestolen, en ejendomsret, der 1489 stadfæstedes af Kong Hans; med Alling Kloster ordnedes sagen først 1532, da der blev truffet "en endelig Ende og Beslutning" om Remstrup og Remstrup Fang med mere jordegods.
Aarhusbisperne satte megen pris på besiddelsen. Lige fra 1436 havde de indsat en official eller befalingsmand (den første var den ovennævnte Ove Ovesen; dog nævnes allerede i 1433 en adelsmand Arild Svendsen på Silkeborg; 1464 var Erik Christiernsen (Fasti) høvedsmand, 1488 Joach. Lykke, 1490 Oluf Munk); den oprindelige borg have de vistnok straks nedbrudt og erstattet med en langt anseligere borg; de samlede meget gods til den og opholdt sig sikkert ofte der; de to næstsidste katolske bisper Ejler Madsen Bølle og Niels Clausen døde begge der 1501 og 1531 efter nogle år før at have nedlagt deres embeder og forbeholdt sig Silkeborg Slot på livstid.
Renæssancen
Da Johan Rantzau udsendtes 1536 for at tage bispegodset i besiddelse for Kronen, gjorde den bispelige befalingsmand på Silkeborg Hans Stygge modstand og vægrede sig ved at overgive borgen uden befaling fra biskop Ove Bille, og da denne nægtede det, blev han som de andre bisper fængslet. Silkeborg blev nu et kongeligt len og sæde for en lensmand indtil 1660.
Under enevælden
Efter 1660 dannedes Silkeborg Amt. Selve gården og godset skødede kongen 1664 til vinskænk i Glückstadt Christian Fischer for den forstrækning, han 1658 og følgende år i krigen havde gjort regeringen, dog med forbehold af indløsningsret. Senere gik ejendommen over til broderen Daniel Fischer og dennes søn Christian Fischer til Allinggård, Gravballegård og Vinderslevgård, fra hvem Frederik IV indløste den i 1720 og udlagde den til rytterdistrikt, mens gården blev afbrudt; kongen skal have skænket materialerne fra slottet til grev Friis (Frijsenborg) til dermed at "opbygge" Favrskov. Men da havde slottet allerede i nogen tid været ruin.
Efter at godset var gået over til rytterdistrikt, var de øvrige bygninger så faldefærdige, at man besluttede at nedbryde dem 1726; ved en auktion dette år solgtes det tilbagestående murværk tillige med "et stort og højt Stykke Stenmur eller Taarn . . . nu kaldet Stenhuset", og alt jævnedes med jorden. Hovedbygningens grund blev dog liggende, indtil Hoff opførte den senere "hovedbygning“ vest for åen ved Østergade (et stokværk med to lave, kantede tårne ved hjørnerne og en frontispice midt på facaden) til dels af sten derfra, lige som papirfabrikkens fundamenter væsentlig lagdes af materiale fra slotstomten.
Silkeborg Amt blev nedlagt i 1793.
Ved ryttergodsets salg i 1767 købte ritmester Hans Hoff Silkeborg med tilliggende af 24½ tønde hartkorn hovedgårdstakst, 212 td. htk bøndergods, 22 td. skovskyld og 17 td. mølleskyld for 38.000 rd. D. C. og opførte hovedbygningen (ladebygningerne af bindingsværk brændte 1777 og opførtes atter af grundmur); 1790 gik ejendommen for 60.000 rd. over til sønnen landsdommer Henr. Muhle Hoff, som straks begyndte at sælge af godset; endelig solgte han 1804 hovedgården med 10 bøndergårde og nogle huse og skovene (omtrent 5000 tønder land) samt konge- og kirketienderne af Linaa og Them Sogne for 200.000 rd. D. C. til ritmester H. Halling og overkrigskommissær H.P. Ingerslev, som 1805 blev eneejer. Han solgte Silkeborg i 1814 til krigsråd Aastrup i Randers for 300.000 rd. sølv og 300.000 rd. sedler, men handelen gik tilbage i 1817, og Ingerslev beholdt Silkeborg, indtil den ved en tvangsauktion i 1823 for 143.000 rd. blev overtaget af Statskassen, som bortforpagtede den.
Allerede landsdommer Hoff havde haft den tanke at få anlagt en lille købstad eller ladeplads på stedet og gøre åen sejlbar for pramme, og også fra anden side var den fremsat, således af oberst Brock, toldinspektør i Randers, der på regeringens foranstaltning havde undersøgt Gudenåen i 1799 for at se, om den kunne gøres sejlbar til Randers. Også foresloges der af H.P. Ingerslev en vandvej fra Silkeborg til Aarhus (gennem Remstrup å, Brassø, Borresø, Julsø, Birksø, Knudsø, Ravnsø, Venge sø, Petersø, Gammelgaard sø, Taastrup sø og Brabrand sø samt Aarhus å), en plan, der dog af regeringen erklæredes for uigennemførlig. Atter i 1836 dukkede planen om en handelsplads på stedet op, fremsat af godsinspektør, justitsråd Bindesbøll, der sammen med Johs. I. Brun til Brunshaab havde tænkt på at forpagte vandkraften ved Silkeborg til anlægget af en klædefabrik, og marts 1840 indgav Bindesbøll et motiveret forslag om en handelsplads’ anlæg til Christian VIII, da Silkeborg ifølge kongeligt reskript af 7. februar 1840 var bleven erklæret for domæne. Kongen selv havde stor interesse for sagen, navnlig efter et besøg i Silkeborg i sommeren samme år. Ideen blev dog først virkeliggjort, da brødrene Chr. og Mich. Drewsen ved kongelig resolution af 16. februar 1844 blev i stand til at anlægge papirfabrikken, idet rentekammeret ved denne resolution bemyndigedes til at overlade dem den fornødne vandkraft og grund til fabrikken, hvorhos alle hovedgårdens jorder bortforpagtedes til dem på 50 år, dog med forpligtelse til at afgive en del af jorderne til en handelsplads. Ved arvefæsteskødet overlodes der Brødrene Drewsen: 1) et grundstykke på østre side af Gudenåen med bygninger, deriblandt Silkeborg Vandmølle, af mølleskyld 17 td., 2) Stampeholm med bygning og et mindre jordstykke på den venstre åbred, 3) Vandkraften ved Silkeborg stigbord med slusefiskeriet, dog med forbehold af 20 hestekræfter med plads til et jernværk, samt af det fornødne vand til anlæg af en kanalsluse (hele vandkraften var 150 hestekræfter), 4) Fiskeri i åer, søer og vandsteder inden for arvefæstets grænser; alt mod en årlig afgift af 840 rigsdaler i 10 år, 1440 rigsdaler i de næste 10 år, og der efter 2.500 rigsdaler. Ved handelspladsens oprettelse overlodes der den af domænen den såkaldte Vestermark på omkring 250 td. land og omkring 50 td. land eng af hovedgårdens mark. I 1853 udparcelleredes en stor del af disse hovedgaardsjorder. Endelig solgtes i 1873 for 68.000 kr. til fabrikkens daværende ejer Strøyberg gården med dens bygninger, Østmarken, nogle enge m.m., i alt omkring 100 td. land, så at statsdomænen der efter kun bestod af skovene.
Den tidlige industrialisering
Efter en fra Rentekammeret under 29. juni 1844 indgiven forestilling om oprettelsen af en handelsplads blev der nedsat en kommission, som efter nogle i august 1845 afholdte møder i Silkeborg under 2. september 1845 fremsatte forslag, hvori den fremhæver stedet som gunstigt for en købstads opkomst, navnlig på grund af dens centrale beliggenhed i Jylland og ved landets eneste sejlbare vandløb, men dog indstiller, at man foreløbig indskrænker sig til anlægget af en handelsplads, som oprettedes ved resolution af 15. december 1845 og 8. januar 1846. I de første år var udviklingen kun ringe: før fabrikkens anlæg 1844 var der omtrent 30 mennesker på den senere kommunes grund, 1850 var der 499. Men med 1854, da stedet fik en egen birkedommer, og 1855, da den fik egen kommunalbestyrelse og blev et eget kirkesogn, og efter det i 1856 oprettedes Silkeborg lægedistrikt, begyndte det materielle opsving; 1855 havde byen 1.204 indbyggere, og i de nærmest følgende år gik den rask fremad, om også pengekrisen i 1857 ramte byen så meget hårdere, som dens handlende for en stor del vare yngre mænd, der havde begyndt uden stor kapital. Til fremgangen bidrog særlig de forbedrede kommunikationsmidler: 1853-56 anlagdes Silkeborg-Herning landevej, 1854 byggedes dæmningen over Silkeborg Langsø, over hvilken landevejen gennem Hids Herred, Silkeborgs vigtigste opland, til Viborg anlagdes 1855-60, lige som de andre landeveje efterhånden forbedredes og forlængedes, og kanalvejen til Randers reguleredes; også jernbanen, der anlagdes i 1871, gavnede den meget (i dennes anlæg tog en i byen 1861 stiftet landboforening ivrig del). Især voksede den industrielle virksomhed. Byen indtog dog længe en underlig mellemstilling mellem købstad og landsogn. Allerede i rigsdagssamlingen 1856-57 blev der forelagt udkast til lov om at gøre den til købstad, men det gik ikke igennem; først ved lov af 7. april 1899 blev byen ophøjet til købstad fra 1. januar 1900.
Silkeborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 556 i 1850, 1.204 i 1855, 1.775 i 1860, 2.338 i 1870, 2.931 i 1880, 4.217 i 1890, 7.228 i 1901, 7.803 i 1906 og 8.792 i 1911.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
Der blev anlagt lige gader i rette vinkler.