Englandskrigene er den almindelige betegnelse for Danmark-Norges deltagelse i Napoleonskrigene.
Optakt Da udenrigsminister A.P. Bernstorff døde i 1797, satte kronprins Frederik for alvor sin politiske vilje igennem i alle spørgsmål. Dette betød, at året efter, da den hollandsk fødte storkøbmand Frédéric de Coninck via finansminister Ernst Heinrich Schimmelmann bad om en flådekonvoj til fyrre handelsskibe, blev dette givet, trods protester fra den nye udenrigsminister Christian Bernstoff. Konvojen var på vej fra Hollandsk Ostindien til København og var hovedsageligt lastet med franske og hollandske varer. På denne måde blev den danske neutralitet væbnet, og man var ikke mere forsigtig i sine signaler over for andre lande, men stod fast på det neutrale flags ukrænkelighed. Flere tilsvarende konvojer blev bevilget i det næste år, og cheferne for disse fik ordre til, uagtet en eventuel overmagt, at sætte sig til modværge, hvis fremmede flådeenheder forsøgte at undersøge papirer og last i skibe under dansk flag. Dette var højt spil, for man vidste, at mange skibe kun rent proforma sejlede under dansk flag. Det viste sig dog, at denne politik gik rigtig godt i de første år, og England holdt sig til at fremsætte diplomatiske protester. I december 1799 blev en engelsk matros dræbt, da man ved Gibraltar forsøgte at udføre en visitation. Da det imidlertid i 1800 så ud til, at Rusland ville stille sig i spidsen for et nyt væbnet neutralitetsforbund, reagerede England. I sommeren 1800 opbragte en engelsk eskadre ved Ostende således en dansk konvoj, der blev eskorteret af fregatten Freya. Fregatkaptajnen nægtede, i overensstemmelse med sine ordrer, at lade englænderne visitere skibene og der udbrød kamp. Freya var dog i undertal med sine 40 kanoner mod englændernes 130, og efter en times kamp måtte man stryge flaget. Dette fik Danmark til at bede zaren om at virkeliggøre det væbnede neutralitetsforbund. I august ankrede en engelsk flåde imidlertid op ved København, og under trussel om bombning af hovedstaden indledte man forhandlinger, hvor Christian Bernstorff lovede at indstille midlertidigt, mens de to regeringer vedtog fælles regler om hvornår og hvordan konvojerne måtte benyttes, man gav dog ikke formelt afkald på retten til at bruge konvojer. Måneden efter kom en russisk kurer til Danmark med en formel invitation til at deltage i det væbnede neutralitetsforbund, og i december 1800 dannedes forbundet med Danmark, Sverige, Rusland og Preussen som medlemmer. Dette forbund udviklede sig desværre i en uheldig retning året efter, da den russiske zar, som leder af neutralitetsforbundet, indgik en alliance med Frankrig og de to stormagter gennemtvang en lukning af alle europæiske havne for England. England forlangte på baggrund af dette, at Danmark øjeblikkeligt udtrådte af forbundet. Men hvis man efterkom det krav, ville man indirekte blive allieret med England, og Rusland og Frankrig ville med stor sikkerhed tvinge en eller flere af deres allierede til at erobre Danmark. Sverige havde kig på Norge, og hvis Preussen samtidig kunne erobre den jyske halvø, ville man kunne lukke Englands adgang til Østersøen. Danmark valgte derfor det mindste af to onder, og man afslog alle engelske forhandlingsforslag. Dette betød, at England den 12. marts 1801 sendte en flåde mod Danmark med henblik på at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet.
Slaget på Reden
thumb|right|Linjeskibene Kronborg og Dannebrog i kamp København gjorde sig klar til englændernes ankomst. Størstedelen af den danske flåde var ikke sejldygtig, og de fleste skibe var ikke taklet til efter vinteren. Resten af fartøjerne lå i flådens leje uden stænger, ror, tovværk eller sejl. Takkelagen lå som altid beskyttet i Holmens magasiner. En tiltakling ville tage seks uger og så lang tid var der ikke. De få tiltakkede skibe beskyttede indsejlingen til København ved at ligge i Kronløbet. Det egentlige forsvar blev en forsvarslinie af flydende fæstninger, som var udrangede linieskrog, som blev slæbt ud af havnen og svinebundet med fire ankre i en buet linje fra Trekroner til Amager. Små fartøjer og pramme med kanoner blev placeret mellem disse fæstninger. Kommandoen fik kommandør Olfert Fischer, der rejste sin stander på Dannebrog, der lå midt i linjen. Det manglende mandskab til at bemande alle disse skibe skaffedes ved at tilbyde 15 rigsdaler på hånden, en hurtig træning i betjening af en kanon og besked på at kæmpe tappert for konge og fædreland.
Den engelske flåde kunne 30. marts uhindret passere Kronborg. Den holdt sig tæt op ad den svenske kyst. Kronprinsen havde af frygt for fritagelse af øresundstold frabedt sig svensk hjælp i kampen. Derfor forårsagede kampen mellem fæstningen og den engelske flåde ikke større skade på nogen af siderne. Ved middagstid samme dag kunne flåden ankre op ved Taarbæk rev. Parkers plan var at angribe Konedybslinien sydfra med halvdelen af flåden, mens to af flådens brandere skulle angribe blokskibene i Kronløbet. Angrebet skulle så afsluttes med en storm på Trekroner. De næste dage gik med forberedelser, bl.a. lodning af farvandet og rekognoscering. De engelske skibe sejlede sydover forbi København, så de bedre kunne undgå de danske landbatterier, Sixtus, Quintus og Trekroner.
Københavns Red var yderst kompliceret at navigere i og var tæt forsvaret. Nelson tog kommando over tolv af de engelske linjeskibe med de mindst dybe skrog og kunne dermed liste sig gennem de ukendte lavvandede områder. Han tog initiativet til slagets begyndelse, selv om de fire største skibe løb på grund (Elephant, Defiance, Russel og Bellona). Som støtte til den forreste engelske deling lå en række bombeskibe, der uforstyrret kunne bombardere København.
Efter fire timers intens kamp var slaget ikke kommet nærmere en afgørelse. De resterende engelske skibe lå forankret ved stævnen kun 200 meter fra den danske forsvarslinje, der inkluderede både skibe og det stærke Trekroner-batteri, som aldrig indstillede beskydningen af englænderne. Bombardementet fra begge sider var intenst.
Under disse kampe signalerede Parker, at Nelson skulle trække flåden tilbage, men Nelson, der var fast indstillet på at sejre, ignorerede signalet. Det var ved denne lejlighed, at Nelson efter sigende satte kikkerten for det blinde øje og sagde, at han ikke kunne se signalet. Kritikere har forsvaret Parker og hævdet, at Parker aldrig gav ordre til retræte, men i virkeligheden blot gav Nelson tilladelse til at trække flåden ud af kampen, hvis det var nødvendigt.
Men samtidig sendte Nelson kurerer af sted bærende det hvide flag, som ikke kunne undgås at ses af Kronprins Frederik. Kurererne afleverede en besked, i hvilken Nelson truede med at afbrænde alle tilfangetagne batterier, stykpramme og blokskibe uden at være i stand til ”at redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem”. Beskeden ankom på et tidspunkt, hvor en række danske skibe var ukampdygtige.
Nelson forklarede senere, at brevet blev skrevet på grund af hans medfølelse for de danske, men danske historikere hævder til stadighed, at beskeden blot var en krigslist, et desperat forsøg af Nelson på at standse slaget. De samme historikere hævder også, at Nelson rent faktisk ikke havde erobret eller tilfangetaget et eneste dansk-norsk skib, da han sendte brevet. Påstandene støttes af, at tre engelske slagskibe havde mistet deres manøvredygtighed og var indenfor rækkevidde af Trekroner-batteriet. Da kronprinsen læste brevet, accepterede han straks en våbenhvile – uden at konsultere de dansk-norske kommandører, Olfert Fischer og Steen Bille.
Efterspil Endnu mens den engelske flåde var på vej mod Danmark ændrede den politiske situation sig drastisk. Den 21. marts havde England påbegyndt fredsforhandlinger med Frankrig. Ligeledes havde man den 24. marts udsendt en kurer fra udenrigsministeriet med vigtige depecher, der skulle bane vejen for en politisk forståelse med Rusland. Hvad englænderne ikke vidste var at zaren dagen forinden var blevet myrdet og hans søn, Alexander, havde overtaget magten. Denne ønskede også at søge en politisk forståelse med England og havde 25. marts ligeledes afsendt en kúrer. Hverken den engelske østersøflåde eller den danske regering kendte dog til disse planer. Derfor skulle slaget på Reden udkæmpes, selvom da det blev udkæmpet havde mistet sin politiske berettigelse. Danmark kæmpede da man frygtede den russiske zar mere end englænderne, men da slaget blev udkæmpet var han ikke mere til og meddelelsen om hans død nåede først Danmark 8. april og man måtte efter våbenstilstanden 9. april gå i gang med at indordne sig efter den nye politiske situation. Med zar Pauls død faldt det væbnede neutralitetsforbund fra hinanden og Danmark blev reduceret til en magtesløs tilskuer, mens stormagterne nyordnede Europa efter 8 års krig. Den svenske konge valgte at betragte våbenstilstanden som et forræderi mod neutralitetsforbundet, og udnyttede den til at svække Danmarks position i St. Petersborg. Samtidig havde man planer om angreb på først selve Norge og senere København, så man kunne udnytte Danmarks svage position efter våbenstilstanden. Planerne måtte dog opgives på grund af manglende stormagtsstøtte. Preussen, som Danmark havde været med til at presse ind i neutralitetsforbundet forlod det i samme øjeblik som meddelelsen om tronskiftet nåede Berlin. Samtidig forlangte Preussen at Danmark øjeblikkeligt rømmede Hamborg, mens Danmark magtesløst måtte se Preussen opretholde deres besættelse af Hannover og Laurenborg. Danmarks udenrigspolitik baserede sig afgørende på forholdet til Rusland og man studerede derfor omhyggeligt informationerne fra St. Petersborg og lod zaren vide at man var villige til at lade ham forhandle på neutralitetsforbundets vegne. Da zaren imidlertid, på egen hånd, forhandlede sig til en aftale med England, hvori man gav afkald på de tre neutralitetsprincipper der udgjorde en trussel mod England. Disse var de neutrales ret til: at sejle med krigskontrabande. at transportere de krigsførendes gods at afvise visitation af konvojer og blev 17. juni præsenteret for Sverige og Danmark med krav om øjeblikkelig accept, gav kun den svenske konge sin accept af hensyn til anneksionsplanerne overfor Norge havde brug for et godt forhold til Rusland. Danmark derimod kunne ikke acceptere et sådant ydmygt nederlag for sin offensive neutralitetspolitik. Man forsøgte derfor gennem forhandlinger direkte med grev Bernstorff og lord Hawkesbury. Christian Bernstorff var i slutningen af maj rejst til London for at forhandle om tilbagegivelse af de opbragte danske skibe samt de besatte danske kolonier. Under sit ophold fik han fra kronprinsen meddelelsen om den russiske aftale og blev instrueret om at prøve at opnå bedre betingelser gennem forhandlinger med den engelske udenrigsminister. Specielt princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed fandt kronprinsen det svært at opgive. Dette mislykkes dog totalt. Dels havde udenrigsministeren skaffet sig adgang til korrespondancen mellem Bernstorff og København, også den del der var i kode. Derfor vidste han at Danmark ikke havde noget at tilbyde til gengæld og heller ikke noget at true med. England havde i hundrede år kæmpet med de neutrale landes rettigheder og konventionen med Rusland gav nu landet næsten alle de rettigheder den havde søgt at opnå. Mens man havde forsøgt forhandlinger havde den russiske gesandt presset den danske regering for et svar. Således kunne depecheskonnerten Ørnen 26. september afsejle med instruks til grev Danneskjold-Løvendal om betingelsesløst at tiltræde den engelsk-russiske neutralitetskonvention. Den danske tiltræden skete under zarkroningens højtideligheder og baller. I fyrst Kurakins palads kunne den danske gesandt 10. oktober sætte sit navn under tiltrædelsesdokumentet og dermed en ende for kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik.
Intermezzo