thumb|Jøder fra Warszawa-ghettoen døde ved ankomst til Treblinka, august 1942. thumb|Kort over lejren. thumb|Nazistiske udryddelseslejre i det besatte Polen (mærket med 15px). Treblinka var en nazistisk udryddelseslejr i nærheden af landsbyen Treblinka i voivodskabet Masovien i det tysk-besatte Polen under 2. verdenskrig. Næstefter Auschwitz var det den udryddelseslejr hvor flest jøder blev slået ihjel.
Antal døde Antal dræbte er omdiskuteret. Polske myndigheder satte det til 750.000. Vesttyskland satte det tidligt i 1971 til 900.000, efter at nye bevis forelå. Kommandanten Franz Stangl blev dømt ud fra dette tal. Stationsforstanderen i Treblinka, Franciszek Zabecki, Franciszek Zabecki – The Station Master at Treblinka www.HolocaustResearchProject.org stod fast på, at tallet var langt højere: "JEG ved det; de andre gætter kun. Der var ingen tyske papirer som bevis, udover dem, jeg fik fat på og gemte – og de er ufuldstændige. Men jeg stod der på stationen, dag ud og dag ind, og noterede tallene, der stod med kridt på hver enkelt vogn. Jeg har lagt dem sammen, igen og igen. Antal dræbte i Treblinka var 1.200.000, og det er der overhovedet ingen tvivl om." Gitta Sereny: Into that darkness (s. 250), forlaget Pimlico, London, 1995-udgaven,
De to lejre Egentlig var der tale om to lejre. Tyskerne åbnede den første omkring 4 km fra jernbanestationen i december 1941 som en lille tvangsarbejdslejr. Indsatte arbejdede enten i den nærliggende grusgrav eller med kunstvanding i området. Lejren blev drevet af 20 SS-mænd og 20 ukrainske vagter.
Den næste, hemmelige lejr – benævnt "T.II" i sagspapirer —lå 1,6 km fra den første og var en ren udryddelseslejr for jøder som del af die Endlösung, dvs. holocaust. Treblinka II var i lighed med Belzec og Sobibor en del af Aktion Reinhard, Treblinka | concentration camp, Poland | Britannica.com og blev bygget som den tredje og sidste i rækken. Den var i funktion fra 23. juli 1942 til 19. oktober 1943. Her blev jøder, samt flere tusinde sigøjnere, skudt eller myrdet i lejrens 13 gaskamre ved hjælp af kulilte. De døde blev brændt i store gruber eller begravet i massegrave, og senere opgravet og brændt for at slette sporene.
Transporterne Den åbnede 23. juli 1942, da evakueringen af Warszawa-ghettoen blev iværksat. Stationsforstanderen Zabecki beskrev togets ankomst, hvor det første tog kunne høres langt borte fra; ikke kun pga. bulderet, da det passerede broen over floden Bug, men pga. hyppige skud fra vagternes rifler og automatvåben. Som meldt bestod toget af tres lukkede vogne, stopfyldt af mennesker i alle aldre. Vogndørene var låst; lufteventilerne dækket af pigtråd. Adskillige SS-mænd, med automatvåben parat til skud, stod på togets dørtrin eller lå på tagene. "Med oprullede ærmer lignede de slagtere…Uden at et ord var udtalt, forstod vi tragedien, idet nybyggere ikke ville have krævet et sådant vagthold, som var der tale om farlige forbrydere. SS-mændene bandede og skreg til de tyske jernbanefolk om at skynde sig. På vognene så vi kridtmærker, som opgav antal mennesker i hver vogn. Det samlede antal med toget var mellem 8.000 og 10.000. Alle i toget var tvunget til at stå op, uden tilstrækkelig luft eller adgang til toiletter. Det var som at rejse i en bagerovn. Varmen, manglen på frisk luft og det varme vejr skabte forhold, som ikke en gang raske unge mennesker kunne magte. Gråd, støn, protester, bønner om vand. Gennem nogle luftehuller kiggende rædselsslagne mennesker ud, og spurgte håbefuldt: "Hvor langt er det til de gårde, hvor vi skal arbejde?" Tyve vogne blev frakoblet og kørt på et sidespor ind i lejren. Kort efter kom den tom tilbage. Dette blev gentaget to gange, til alle tres vogne var tømt. Tomme kørte de tilbage til Warszawa efter flere "nybyggere"." The Treblinka Station Master Franciszek Zabecki
Derefter kom togene dagligt. Inden to uger var omme, var folk i gang med flugtforsøg, iblandt 100 fra en eneste transport. Tre gange i starten ankom en vogn helt tom. Hver gang blev de ukrainske vagter bragt til en kælder inde i lejren og henrettet som straf. I sommervarmen led folk forfærdeligt af tørste, og i starten prøvede de tyske jernbanefolk at hjælpe dem til drikkevand, mens toget stod ved stationen; men efter nogle dage blev det forbudt. Lokalbefolkningen prøvede alligevel at komme med vand, indtil tyskerne begyndte at skyde efter dem. Folk var skrækslagne; efter kort tid trængte en frygtelig stank ud fra lejren.Gitta Sereny: Into that darkness (s. 153-54)
Udformning Treblinka II var udformet som en dødsfabrik, med samlet område på kun omkring 400 x 600 meter. Den øvre del, Todeslager (= dødslejren), bestod af gaskamre og installationer for at blive af med ligene – den første tid i kalkede grave; fra foråret 1943 blev de brændt på jernsviller, kaldt "grille". Massegravene blev åbnet, og de døde derfra hentet op og brændt. I dødslejren var også barakker for arbejdsjøder, omtalt som Totenjuden (= "dødsjøder"). Mændene håndterede ligene; tolv piger lavede mad og gjorde rent. I den øvre lejr blev mindst 265.000 jøder fra Warszawa dræbt. Senere kom der også jøder fra andre steder i Polen, samt fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Holland, Belgien, Frankrig og Grækenland. Todeslager rummede efterhånden 13 gaskamre. Treblinka blev fra juni-august 1942 ledet af lægen dr. Eberl. Ifølge overlevende havde vagtpersonalet under dr. Eberl "snapseflasken i den ene hånd, pisken i den anden". Fra august 1942 til august/september 1943 blev ledelsen overtaget af den effektive Franz Stangl, som var overført fra Sobibor; og endelig fra september 1943 til november 1943 af Kurt Franz. The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies
Den nedre lejr bestod af Sortierungsplatz, hvor arbejdsjøder blev udvalgt, og resten sendt i gaskammeret. Her var også barakkerne, hvor ofrene klædte sig af; kvinderne fik håret barberet af, og blev undersøgt indvendigt efter skjulte værdisager. Her var Himmelfahrtstrasse (= "Himmelfartsvejen"), 100 meter lang og omgivet af et tre meter højt pigtrådsgærde, indflettet med grene, der skjulte alt indsyn. Her blev de nøgne fanger, fem i bredden, til sidst jaget op til gaskamrene. I den nedre lejr var også arbejdsjødernes barakker og deres latrin, som de kunne måtte benytte et vist antal minutter, mens en jøde, udklædt som rabbi, var sat til at passe tiden på et ur. Her var også Appelplatz, hvor arbejdsjøderne blev opstillet to gange dagligt. Piskestraf foregik her nærmest hver aften. Denne plads blev også benyttet til koncerter, afstraffelser og henrettelser, samt Kurt Franz’ idé om sport, dvs. kapløb og boksekampe, der først var færdige, når taberne var døde. Henrettelserne var som regel ved hængning, ofte med fødderne opad Gitta Sereny: Into that darkness (s. 165) som i middelalderens Judenstrafe (= jødestraf). Martin Friedrich: Zwischen Abwehr und Bekehrung i Beiträge zur historischen Theologie bind 72. Forlaget Mohr Siebeck, Tübingen 1988, , s. 175 ff.
I den nedre lejr var også Lazarett (= sygehuset), som kun var fire vægge uden tag, og en indvendig grube, der altid brændte. Hertil bragte man gamle og syge, trak deres tøj af, satte dem overfor gruben og skød dem bagfra, så de faldt direkte ned i infernoet. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 190)
Lejren var omgivet af to pigtrådgærder; det inderste gærde var tildækket af trægrene for at skjule det, som foregik. Treblinka Extermination Camp (Poland) Lejren blev drevet af 20-25 tyske og østrigske SS-mænd; dertil 80-120 vagter, for en stor del Volksdeutsche ("folketyskere", dvs. folk fra etniske, tyske minoriteter) og ukrainere. Trawniki Staff http://www.HolocaustResearchProject.org I perioden med flest transporter – efteråret og vinteren 1942 – var der hele 1.000 arbejdsjøder. Stangl var optaget af at disponere en dygtig arbejdsstyrke, og udnævnte Hofjuden (= "hofjøder") som fik særlige armbind at gå med, så de ikke ved en fejl blev slået ihjel. De fleste var mænd i fyrrerne; læger, ingeniører, arkitekter, de fleste fra Warszawa. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 181)
Arbejdsjøderne thumb|200px|upright|Jøder deporteres til Treblinka fra ghettoen i Siedlce. Det lille antal, der ikke blev dræbt ved ankomst, blev udvalgt til Sonderkommandoer, som levede på lånt tid. Værdisager blev registreret af jøder, omtalt som "guldjøder", under SS-manden Franz Suchomel, som også havde ansvar for skrædderiet. SS og ukrainerne valgte de bedste ting fra de myrdedes ejendele. Derefter kom ukrainerne til guldjøderne og byttede varer mod guld, dollars eller smykker, som de ellers ikke fik tilgang til; de bevogtede lejren, men indenfor gærdet var den drevet af jøder, og kontrolleret af SS. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 191)
Stangls første forslag til forbedringer i Treblinka var at sætte toiletspande langsmed "Himmelfarten", da folk gjorde fra sig af skræk undervejs til gaskammeret. I stedet blev to arbejdsjøder sat til at gøre vejen ren efter hver transport. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 161) I september 1942 oprettede Stangl den blå kommando, arbejdsjøder med blå armbind, der tog imod på perronen, når transporterne kom. Hvis transporterne kom fra Vesteuropa, blev der lagt vægt på en høflig modtagelse. De nyankomne blev bedt pænt om at stige ud af toget, i kontrast til transporterne fra Østeuropa, hvor folk blev slået og skreget til fra første øjeblik. Den røde kommando ventede i gaskammeret, fik folk til at klæde sig af, Treblinka Death Camp www.HolocaustResearchProject.org og råbte: "Ganz nackt. Schuhe zusammenbinden. Geld und Dokumente mitnehmen." (= "Alt tøj af. Bind skoene sammen. Tag penge og papirer med.") Nogle undersøgte kroppens hulrum efter skjulte værdier; andre barberede kvindernes hår af; det blev så desinficeret, inden det blev sendt til Tyskland for at stoppes i madrasser. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 189) Mens de om vinteren ventede udenfor gaskammeret i kulden, frøs fødderne fast til jorden; mødrene måtte rykke de små løs. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 149)
I de første måneder under dr. Eberl kunne en jøde udpeges af en SS-mand til at gøre arbejde i stedet for at sendes i gaskammeret - men blive dræbt af en anden SS-mand en time senere. Tidligt i 1943, da der var få transporter, blev SS-mændene klar over, at deres trygge tilværelse langt fra fronten afhang af, at de gjorde sig uundværlige ved at kunne vise til veldrevne lejre. Til den opgave behøvede de dygtige arbejdsjøder. Men sommeren 1943 blev alt igen usikkert, fordi russerne nærmede sig. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 179)
Virkning på samfundet omkring Stationsforstander Zabecki, SS og overlevende fanger samstemmer i, at lejren ikke lå afsondret. Bøndernes marker, hvor de arbejdede hele dagen, lå helt ind til gærdet. Helt fra Warszawa kom der tilrejsende, som stod ved gærdet og tuskhandlede med de ukrainske vagter. Disse kvinder, kaldt Spekulantinnen, slog også telt op udenfor. SS-manden Christian Wirth trak ved en anledning tolv af dem ind i lejren og fik dem pisket. Derefter blev de sendt til Treblinka I. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 193-94) Ukrainerne fik efterhånden mange penge mellem hænderne, så der kom også tilrejsende prostituerede. I efteråret 1942 forlød det, at tyve togvogne blev gjort i stand til noget ved stationen. Lokalbefolkningen fik fuldstændig panik ved tanken på, at nu var turen nok kommet til dem. Samme aften rejste mange, og næsten kun voksne mænd var tilbage. De havde sendt familien væk. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 156)
Stedet var ingen hemmelighed. Der var ansat tre polske piger til at lave mad for SS, og på fridage tog de piger hjem. Gitta Sereny: Into that darkness (s. 166) Dertil kunne stanken mærkes, flere km væk.
Meir Berliners oprør