thumb|Kort over lejren. thumb|Tysk luftfoto af Bełżec fra 1944; bygningerne er revet og kun indtegnet. Bełżec ([ˈbɛwʒɛts]) var den første af tre tyske udryddelseslejre oprettet i forbindelse med Aktion Reinhard – de andre var Treblinka og Sobibor. Bełżec lå i nærheden af jernbanestationen Bełżec i Lublin-distriktet i tysk-okkuperet Polen. Lublin var på den tid en del af tysk Generalguvernementet Polen.
Oprettelse Den 13. oktober 1941 pålagde Heinrich Himmler SS-Brigadeführer Odilo Globocnik at gennemføre to projekter, nemlig at fortyske området rundt om Zamość og at bygge en udryddelseslejr i nærheden af Bełżec. Beliggenheden var ønskelig, dels af transporthensyn (lige ved jernbanelinjen og hovedvejen mellem Lublin og Lvov), dels fordi jødiske slavearbejdere allerede havde gravet en stor tankgrøft, som kunne benyttes som massegrav.
Lejren blev påbegyndt omkring 1. november 1941 med polske arbejdere; den ene, Bronislaw Czachor, blev interviewet i BBC-artiklen Poland's unknown death camp. BBC News | From Our Own Correspondent | Poland's unknown death camp Senere blev jøder hentet fra omliggende ghettoer. Arbejdet og senere også drabene blev ledet af 20-30 tyskere, som til dels havde deltaget i Hitlers T4-eutanasiprogram ("T4" var forkortelsen for organisationens adresse, Tiergartenstrasse 4 i Berlin).
Vagtmandskaberne var ukrainske og sovjetiske krigsfanger, som havde meldt sig til opgaven. Lejrens samlede personale var færre end 150, der i løbet af de ni måneder, Bełżec var i drift, fik dræbt ca. en halv million mennesker.Peter Englund: Brev fra nullpunktet, Universitetsforlaget, Oslo 1997,
Christian Wirth Den første kommandant hed Christian Wirth havde baggrund fra kriminalpolitiet i Stuttgart og fra T4s drab på misdannede og psykisk tilbagestående. I de første forsøgsgasninger i Bełżec (februar 1942) benyttedes kulos fra trykbeholdere; men han gik over til at benytte udstødningen fra en almindelig dieselmotor, da de regelmæssige gasninger begyndte i marts.
Wirth boede lige ved lejren i et hus med køkkenet for SS. Senere flyttede han til den forladte lufthavn ved Lublin, hvor de myrdede jøders ejendele blev sorteret. Bag hans bolig lå en fabrik med fremstilling af tjærepap. SS-manden Erich Bauer har bevidnet, hvordan Wirth tvang de jødiske slavearbejdere til at håndtere tjæren med de bare hænder, så vævet blev brændt væk, og de knoglerne kom til syne. Senere blev Wirth overflyttet til Trieste, hvor han oprettede et lille gaskammer i en forladt rismølle ved San Sabba. I april 1944 modtog han jernkorset, men måneden efter blev han skudt og dræbt af partisaner, da han kørte i åben bil i nærheden af Fiume. Han blev gravlagt på den tyske militærkirkegård ved Costermano.
Første fase Belzec var lille – kun 250 x 280 meter. Massegravene lå i det nordøstlige hjørne og optog efterhånden en femtedel af lejrens samlede område. Den sydlige del lå ved en tæt fyrreskov. Fra den 17. marts 1942 havde lejren tre gaskamre i træhuse, der lignede barakker og brusebad til en arbejdslejr, så ofrene ikke fik mistanke til, hvad der foregik. De første ofre var jødiske bygningsarbejdere og jøder fra Lubycza Krolewska.
Anden fase thumb|Ghettoen i Izbica tjente som transitlejr for jøder undervejs til Bełżec. Snart forstod ledelsen, at de tre gaskamre ikke var tilstrækkelige til projektet. De blev revet ned og gav plads til en bygning med seks gaskamre, med kapacitet til at 1.000-1.200 kunne gasses ad gangen. Over tjærepap-taget stod en Davidsstjerne, og foran bygningen et skilt med påskriften Hackenholt-stiftelsen, en henvisning til Unterscharführer Lorenz Hackenholt, som var gasningsekspert fra T4. Han ombyggede også en af postvæsenets varevogne til et omrejsende gaskammer; i det blev de jødiske kontordamer i Bełżec gasset sidste dag, lejren var i drift. Hackenholt overlevede krigen og blev aldrig fundet, selv om historikeren Alan Heath hævder at have opdaget, hvor Hackenholt kan have skjult sig i 1960'erne.
Lejren bestod af to dele:
Lejr I, som bestod af ukrainernes barakker, samt værksteder og barakker for jødiske slavearbejdere og modtagelsescentret med to afklædningsbarakker.
Lejr II, der bestod af gaskamre og massegrave. De to lejre var forbundet med en smal korridor, kaldet der Schlauch (= "[vand]slange" eller "slid og slæb" Schlauch - Dänisch-Übersetzung - Langenscheidt Deutsch-Dänisch Wörterbuch). Gennem den blev fangerne jaget mod gaskamrene så hurtigt og brutalt, at de ikke skulle nå at organisere nogen modstand – og fordi forpustede mennesker dør hurtigere, når de indånder giftgas.
I Bełżec blev de døde tømt direkte ned i massegravene. Det førte til, at de svulmede op i sommervarmen, så jorden slog revner og slap gas og stank ud. I andre lejre blev problemet løst ved bygning af krematorier.
En del af den daglige lejrrutine var, at en læge skrev dem op i arbejdskommandoen, der ikke kunne holde tempoet. De blev så ført til en åben grav og skudt. Af dem, der havde arbejdet i lejren om foråret, var ingen i live i august. Samtidig fik fangerne ordre til at stille et fodboldhold, der om søndagen spillede mod sine plageånder. SS-mændene tog det pænt, når de tabte mod jøderne.
15. november 1941 kom en transport på 4.000 nøgne jøder fra Zamość, deriblandt det jødiske råd. Præsidenten, Garfinkiel, var flygtet til Warszawa, og boede efter krigen i Vesttyskland under navnet Garwin; men vicepræsidenten fulgte med transporten og blev holdt tilbage, mens resten af transporten blev sendt i gaskammeret. Lejrorkesteret måtte spille Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei og Drei Lilien, kommt ein Reiter gefahren, bringt die Lilien i timevis, mens vicepræsidenten blev tvunget til at danse til, mens han blev pisket hårdt over hovedet uden ophold, og SS-garnisonen morede sig storartet. Til sidst trak en lettisk Volksdeutscher, Schmidt, manden med sig hen til den åbne grav, skød ham gennem hovedet og sparkede ham ned i graven, oven på de gassede lig.
Fra 1. august 1942 overtog SS-Obersturmführer Gottlieb Hering ledelsen i lejren, da Wirth blev kaldt væk til andre opgaver. Hering var født den 2. juni 1887. Da Belzec skulle afvikles, overlod han ledelsen til Fritz Tauscher, men forsikrede før sin afrejse sonderkommandoen om, at de var trygge og skulle sendes til andre lejre efter eget ønske, hvad der selvfølgelig var løgn. I foråret 1943 blev han kommandant i Poniatowa-lejren. Den 4. november 1943 blev de jødiske fanger der likvideret som en del af Aktion Erntefest, der skulle udrydde alle polske jøder. Hering døde den 9. oktober 1945 af sygdom på Katharinen-sygehuset i Stetten im Remstal.
Kurt Gerstein thumb|Sidesporet ind i lejren. SS-manden Kurt Gerstein, der selv havde været fange i to måneder i sommeren 1938 i koncentrationslejren Weltheim uden for Stuttgart, ankom til Bełżec den 19. august 1942 med en forsendelse af Zyklon B-gas. Chokeret gravede han straks dåserne med giftgas ned, for derefter at påstå, at de var blevet ødelagt under transporten. Senere fortalte han om lejren til en række mennesker: På et tog betroede han sig grædende til den svenske diplomat Göran von Otter og foreslog, at flyveblade om Bełżec blev kastet ud over Tyskland; han bestak sig også til en audiens hos pavens udsending, kardinal Orsenigo, der ikke viste nogen interesse for hans beretning.
Under sit besøg i Bełżec var Gerstein vidne til ankomsten af 6.700 jøder fra Lvov, fordelt på 45 godsvogne. En højtaler oplyste om, at de var kommet til en transitlejr og skulle videre til en arbejdsplads, men først skulle de få et bad. 1.450 var døde allerede ved ankomsten, resten blev sendt lige i gaskamrene, hvor Hackenholt masede med at få gang i dieselmotoren. Den ville ikke starte, og Wirth dukkede op synligt nervøs over, at en gæst blev vidne til fadæsen. I gaskamrene ventede ofrene på døden, man hørte dem klage og græde, "som i synagogen", sagde Wilhelm Pfannenstiel, ifølge Gerstein med øjet mod kighullet. Pfannenstiel var professor ved universitet i Marburg og knyttet til SS som konsulent i hygiejnespørgsmål. Han og Gerstein var sendt til Polen, fordi Globocnik ville rådføre sig med dem om, hvordan man bedst fik desinficeret de enorme lagre med de myrdedes tøj.
Rasende over forsinkelsen slog Wirth Hackenholts ukrainske medhjælper 11-12 gange i ansigtet med sin pisk – han havde også pisket en jødinde i 40-årsalderen i ansigtet for at jage hende ind i gaskammeret. Gerstein stod med stopur; to timer og 49 minutter forløb, før dieselmotoren kom i gang. Så længe måtte fangerne, seks på hver kvadratmeter, stående på hinandens fødder, vente på døden. Efter endnu 25 minutter så Gerstein, at mange var døde; kammeret blev oplyst et øjeblik, inden det igen blev mørkt. Efter 32 minutter var alle døde. Gerstein syntes, de lignende blålige marmorstatuer, tilsvinet af blod og afføring – så tæt sammentrængt, at arbejdskommandoen måtte stikke kroge i munden på de døde, som derefter blev trukket fra hinanden og smidt med flaksende lemmer ud på rampen. Det hastede – der stod en ny last jøder i "slangen" og ventede på deres tur. Lig med guldtænder blev sendt til venstre, lig uden guldtænder til højre. Tandlæger hamrede guldet ud. Andre arbejdere spredte de dødes ben og udvidede analmuskel og skede for at se efter værdigenstande. "I midten stod Wirth, i sit rette element, og viste mig en dåse fuld af tænder mens han sagde: "Se selv vægten af alt det guld! Det her er bare fra i går og i forgårs. Du kan ikke forestille dig, hvad vi finder hver dag – dollars, diamanter, guld. Du kan selv se!" En ny last jøder blev tvunget ind i de tømte, men stinkende kamre. Hele tiden lød lystig musik; opstillet foran bygningen stod lejrens lille orkester. Lederen for arbejdskommandoen var en tidligere kaptajn i den østrigsk-ungarske hær, belønnet med jernkorset i første verdenskrig; nu violinist i en dødslejr, hvor luften var tyk af stank og fluer.
Jan Karski thumb|right|Jan Karski sammen med general Colin Powell ved åbningen af United States Holocaust Memorial Museum. Gasning var ikke den eneste drabsmetode. Den polske modstandsmand Jan Karski besøgte Bełżec, forklædt i estisk uniform. Han fortæller i sin bog, hvordan han på en kilometers afstand hørte de første skrig og skud fra lejren. Larmen tiltog, da han nærmede sig: "Lejren lå på en stor, flad mark. På alle sider var den omgivet af et frygtindgydende pigtrådhegn, næsten to meter højt. Indvendigt stod vagter for hver femten meter med rifler og påsatte bajonetter. Udvendigt cirklede militsmænd på konstant patruljering. Selve lejren indeholdt nogle få små skure. Resten af området var helt dækket af en tætpakket, pulserende, larmende menneskemasse. Udsultede, stinkende, gestikulerende, sindssyge mennesker i konstant, ophidset bevægelse. Vagterne havde det trætte udseende, som dem der udfører et kedeligt rutinejob med vag afsky." Fangerne kom fra Warszawa-ghettoen. Karski hørte, at de normalt blev efterladt i lejren i 3-4 dage i træk uden mad eller vand, før de blev dræbt. De fik lov til at medbringe fem kilo bagage hver, men den blev frataget dem allerede i toget, bortset fra sengetøj og nogle madrester. Under Karskis besøg var efteråret kommet med regn og rå kulde. Barakkerne kunne ikke rumme mere end 2-3.000 mennesker, og da hver transport omfattede over 5.000, var der altid flere tusinde, som var tvunget til at opholde sig udendørs, dag og nat.