Irlands historie rækker tilbage til omkring 8000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra Storbritannien og det kontinentale Europa til Irland, formentlig via en tange. Det er også muligt, at der var landforbindelse til Irland mellem nutidens Skotland og Nord-Irland, hvor afstanden er kortest. Der findes meget få spor fra den tidligste befolkning, men både deres efterkommere og nogle, der indvandrede i den yngre stenalder, specielt fra den iberiske halvø, efterlod sig store, neolitiske fundsteder som Newgrange.History news netwok . Hentet .Myths of British ancestry Stephen Oppenheimer. October 2006, Special report. Hentet . Efter at de kristne missionærer (mest kendt er Sankt Patrick i det 5. århundrede) var nået til øen, blev den hedenske religion underordnet kristendommen fra cirka 600.
Fra omkring 800 og mere end et århundrede frem skabte angreb fra vikinger blodbad og kaos blandt befolkningen, i de forskellige regionale kongeslægter og i den irske klosterkultur, der var den blomstrende og vidt udbredte keltiske kristendoms kerne. Begge viste sig dog stærke nok til at overleve overfaldene og endda assimilere indvandrerne. De anglonormanniske lejetroppers kom i 1169 under ledelse af Richard de Clare, 2.jarl af Pembroke, også kendt som "Richard Strongbow". De markerede begyndelsen på mere end 700 års først normannisk, og senere engelsk, direkte indblanding i Irlands forhold. Den engelske krone krævede først fuld kontrol med øen fra Den engelske reformation, hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række militære felttog 1534-1691. Perioden blev endvidere præget af en engelsk bosættelsespolitik, der førte til ankomsten af tusindvis af engelske og skotske protestantiske bosættere. Da det militært og politisk nationale Irlands nederlag blev tydeligere fra starten af det 17. århundrede, blev de religiøse skillelinjer i landet mere udtalt. Nu blev religiøst betonede stridigheder et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
I 1613 mistede det katolske flertal magten i det irske parlament, da der kom nye valgkredse. Det var en engelsk konstruktion, som blev ført fuldstændig igennem ved slutningen af århundredet, da katolikkerne, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik stemmeretten inddraget. Den politiske magt lå hos mindretallet, de protestantiske bosættere, mens den katolske majoritet blev undertrykt systematisk, både politisk og økonomisk. I 1801 blev det selvstændige parlament nedlagt, og Irland blev med unionsloven en del af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. Katolikker forblev udelukket fra at sidde i det fælles parlament til 1829.
Fra 1880'erne stræbte Irish Parliamentary Party efter irsk hjemmestyre gennem parlamentarisk pres. Det så ud til at være lykkedes med vedtagelsen af den 3. hjemmestyrelov i 1914, som dog blev udskudt ved udbruddet af 1.verdenskrig. Efter den irske uafhængighedskrig i 1922 løsrev de 26 syd-, og vestlige grevskaber sig for at danne Den Irske Fristat (efter 1948 Den Irske Republik). De seks nordøstlige grevskaber i landskabet Ulster, kendt som Nordirland, havde protestantisk flertal og forblev en del af Det Forenede Kongerige. Nordirlands moderne historie har været præget af opblussende, religiøst prægede konflikter mellem nationalister (primært katolske) og unionister (primært protestanter). Konflikten brød atter ud i slutningen af 1960'erne (The Troubles) og varede ved, til der blev sluttet en skrøbelig fred 30 år senere.
I det 21. århundrede fremmede støtte fra EU og en meget bevidst satsning på lav beskatning af virksomheder udviklingen af et blomstrende erhvervsliv i Den Irske Republik. Især inden for IT-branchen og i byggesektoren var der voldsom fremgang, og det så ud til, at irerne var kommet ud af fattigdommen, men da ramte den økonomiske krise landet i 2008, og krak i bygge- og finanssektorerne slog bunden ud af landets økonomi. I 2011 kæmper en nyvalgt regering med at foretage de drastiske beskæringer af de offentlige udgifter, som EU's redningsplan er gjort betinget af.
Tidlig historie, 8000 f.Kr. – 400
thumb|200px|Irland i Istiden.
Vores begrænsede kendskab til det før-kristne Irland kommer fra ganske få romerske kilder, irsk poesi og mytologi samt arkæologi. De tidligste indbyggere menes at være kommet til øen, da klimaet blev mildere og indlandsisen smeltede omkring 8000 f.Kr.. Omkring 4000 f.Kr. begyndte dyrkningen af jorden på den sydvestlige del af kontinentet og medførte etableringen af en væsentlig yngre stenalderkultur, karakteriseret ved lervarer, afpudsede stenredskaber, rektangulære træhuse, forhistoriske fællesgrave, hvoraf nogle er jættestuer som Newgrange, Knowth og Dowth, mange af dem astronimisk indrettet (mest berømt er Newgrange). Man har identificeret fire hovedtyper af forhistoriske grave: Dysse, Hof Stendysser, Jættestue og Gravkamre. I Leinster og Munster har man fundet enkelte små grave af stensamlinger, der kaldes hellekister, under jordhøje udsmykket med lerkunst. Denne kultur har tilsyneladende blomstret, og øen er blevet tættere befolket. Henimod slutningen af den yngre stenalder begyndte nye monumenter at dukke op som cirkulære indhegninger af sten og tømmer, sten og pæle og huleindhegninger.
Bronzealderen begyndte, da kobber og tin blev legeret, og der blev skabt genstande; det skete omkring 2000 f.Kr., da Ballybeg fladklingede økser og dermed forbundet metalarbejde blev lavet. Den forudgående periode med Lough Ravel og mange Ballybeg økser.
Kobberalderen begyndte omkring 2500. Perioden var endvidere præget af forarbejdet guld, bronzeornamenter, våben og værktøj. Man oplevede en bevægelse væk fra de forhistoriske fællesgrave, og de døde begravedes i hellekister eller i lave huller, der kunne være placeret på kirkegårde, i stencirkler eller høje kendt som Gravhøje eller Varder. I den senere del af perioden begyndte ligbrænding, og i gravene fra den midterste periode i bronzealderen er det sædvanligt at finde urner.
Jernalderen i Irland begyndte omkring 600 f.Kr. Til 431 udvikledes de vigtigste kongeriger som In Tuisceart, Airgialla, Ulaid, Mide, Laigin, Mumhain og Cóiced Ol nEchmacht. Indenfor disse kongeriger udviklede der sig en vigtig kultur. Samfundene var præget af en overklasse af aristokratiske krigere og lærte folk, formodentlig også Druider.
I det 17. århundrede fandt sprogforskere frem til, at de talte et sprog kendt som Goidelisk, en gren af Keltiske sprog. Oprindelig er det blevet forklaret med en udefrakommende keltisk invasion fra kontinentet. Imidlertid har undersøgelser foretaget i det 20. århundrede modbevist det, og det viser sig at den keltiske kulturindflydelse kom fra den sydvestlige del af Europa fra yngre stenalder og helt frem til bronzealderen.History News Network Arkæologisk er der ikke meget der underbygger at store bølger af immigranter skulle have trængt ind i Irland. Den hypotese man i dag hælder til, er at Irlands oprindelige bronzealderbefolkning gradvist har optaget keltisk indflydelse, en tese som moderne genetisk forskning i øvrigt også understøtter.Y-chromosome variation and Irish origins (pdf) A Y Chromosne Census of the British Isles (pdf) Scientists use Irish genes to uncover Europe's past Gene Expression – CELTS AND ANGLO-SAXONS
Romerne kaldte Irland for Hibernia. Cirka 100 beskrev Ptolemæus den irske geografi og de irske stammer. Irland blev aldrig en del af Romerriget, men romersk indflydelse nåede ofte langt ud over de formelle grænser. Tacitus skrev at en eksileret irsk prins var med Agricola i Britannia og ville tage hjem for at tage magten i Irland. Juvenal beretter, at romerske "tropper havde samlet sig ud for Irlands kyster". I de seneste år har der været hypoteser fremme om, at romersk støttede gæliske soldater (eller romerske tropper) har forsøgt sig med en art invasion omkring år 100, men præcist hvilket forhold der var mellem Rom og Hibernia hviler på usikker viden.
Under den Store Sammensværgelse i 367 angreb irske forbund Britannia og bosatte sig der.
Det tidlige kristne Irland, 400 – 800
thumb|200px|right| Kevin af Glendalough kloster på Glendalough i County Wicklow.
Irland gennemgik drastiske ændringer i de første århundreder af det første årtusinde.
Niall Noigiallach (død ca. 450 e.Kr.) lagde fundamentet for Uí Néill-dynastiets magt i det nordlige, vestlige og centrale Irland. Politisk gik man fra det tidligere stammemæssige tilhørsforhold over til arvedynastier, der sikrede en bestemt slægts magtbasis, en overgang der var gennemført i 700. Mange af de tidligere magtfulde kongeriger og klaner forsvandt. Irske pirater angreb det vestlige England på samme måde som de selv senere ville blive angrebet af vikinger. De irske angreb afstedkom grundlæggelse af nye kongeriger i Pictland, Wales og Cornwall. Attacottiklanen i det sydlige Leinster har endda muligvis tjent i den romerske hær omkring år 300 e.Kr.*Philip Rance, ‘Attacotti, Déisi and Magnus Maximus: the Case for Irish Federates in Late Roman Britain’, Britannia 32 (2001) 243-270
Det er ikke usandsynligt at denne kulturudveksling også var den der bragte kristendommen til Irland, i form af rige hjemvendte lejesoldater, handelsfolk eller stjålne slaver i Wales og Britannia. Tidlige kilder viser at der var kristne missionærer aktive i Irland lang tid før St. Patrick. Uanset hvordan denne ny religion fandt sin vej til Irland, fik den en gennemgribende og bestandig effekt på øen.
thumb|200px|En side fra Book of Kells fra Johannesevangeliet.
Den traditionelle forklaring på kristendommens komme til Irland lyder, at Sankt Patrick ankom i 432 e.Kr. og i årene der fulgte begyndte det missionsarbejde, der skulle få irerne til at konvertere til kristendom. Til det kan man indvende at den samtidige krønikeskriver Prosper af Acquitaine har nedfældet, at Palladius var sendt til Irland af paven i 431 som "den første biskop i den irske kristne tro", hvilket må betyde at der allerede har været kristne i Irland. Det tyder på at Palladius fungerede som biskop i de allerede kristnede områder i Leinster og Meath, – mens at St. Patrick, – der kan være ankommet så sent som 461 - menes at have arbejdet som missionær i de hedenske og mere fjerntliggende områder som Ulster og Connacht.
Patrick tillægges traditionelt at han bevarede og beskyttede de oprindelige sociale-, og stammemæssige mønstre blandt irere, han indordnede lovene og ændrede kun de der gik imod kristen praksis. Han tillægges også indførelsen af det romerske alfabet, der gav irske munke mulighed for at bevare deres udbredte keltiske mundtlige tradition. Der er dog ikke fundet noget historisk belæg der understøtter at man netop skal kunne tillægge St. Patrick disse bedrifter. Myterne der omgærder St. Patrick, blev skabt af kirken i århundrederne efter hans død.* Carmel McCaffrey, Leo Eaton "In Search of Ancient Ireland" Ivan R Dee (2002)PBS 2002
De gamle druidetraditioner forsvandt i takt med at den ny religion vandt frem og endeligt i forbindelse med den sult og pest der fulgte i forbindelse med klimaændringerne i 535-536. I tiden der fulgte oplevede man irske lærdes fremragende arbejde indenfor latinske værker og kristen teologi der blomstrede i de følgende århundreder. Irske missionærer tog til såvel Britannia og det kontinentale Europa hvor keltisk kristendom udbredtes og lærde fra hele Europa kom til Irland. En kombination af dygtighed og isolation gjorde at fremragende latinske værker blev bevaret her op igennem middelalderen. Irske klostre producerede den såkaldte Ø-kunst, mest udmærket ved illuminerede manuskripter som Book of Kells, Ardaghkalken og de mange udskårne højkors der findes over hele øen. Øens stilarter fik en kraftig effekt på såvel den romanske som den gotiske stilart der efterfølgende brød frem i Kontinentaleuropa. Perioden er også kendt for ringforter og bjergforter.