Slaget om England (engelsk: Battle of Britain) blev udkæmpet som luftslag mellem 10. juli og 31. oktober 1940 og mellem det tyske Luftwaffe og det britiske Royal Air Force. Hovedmålet med den tyske luftoffensiv var at vinde luftherredømmet over England, så Operation Seelöwe, tyskernes invasion af England, kunne sættes i gang. Det sekundære mål var at ødelægge landets flyproduktion og dermed true nationen til neutralitet eller overgivelse.

Ifølge britiske historikere foregik slaget om England mellem 10. juli og 31. oktober 1940, mens tyske kilder siger fra midt-august 1940 til maj 1941, hvor de tyske bombemaskiner blev trukket tilbage som forberedelse til angrebet på Rusland.

Slaget om England var det første store slag, som udelukkende blev udkæmpet i luften. Det var den største og længstvarende bombekampagne verden havde set, og reelt første gang teorierne omkring strategisk bombning blev afprøvet.

Baggrund Efter den britiske evakuering fra Dunkirk og den franske kapitulation i juni 1940 gik krigen ind i den fase, hvor der ikke foregik kampe på landjorden. Hitler mente, at krigen i vest var ovre, og at briterne, nu hvor de var blevet slået på kontinentet, ville indse det. Men selv om der i Storbritannien var fortalere for at påbegynde fredsforhandlinger med Tyskland, ville premierminister Winston Churchill det anderledes. Hans inspirerende taler forberedte befolkningen på en lang krig. I en tale i det britiske underhus, 18. juni 1940 sagde han: "Det, General Weygand kaldte "slaget om Frankrig", er ovre, slaget om England er ved at begynde."

I et forsøg på at afslutte krigen i vest gav Hitler den 16. juli ordre til at planlægge en invasion af Storbritannien. Han håbede, at alene truslen om invasion og de synlige forberedelser til den kunne skræmme Storbritannien til forhandlingsbordet. Invasionsplanerne, med kodeordet Operation Seelöwe, blev forberedt af den tyske værnemagts overkommando. Planen var at invasionen skulle finde sted midt i september 1940. Planen indebar amfibieangreb på Storbritanniens sydkyst kombineret med landsætning af faldskærmstropper. Alle forberedelser skulle være afsluttet midt i august.

Invasionsplanen var yderst mangelfuld. Den led under stor mangel på ressourcer, specielt skibstransport, og uenighed mellem den tyske hær og flåde. Med den mægtige britiske marine (Royal Navy) mindre end en dags sejlads fra den Engelske kanal, er det i bagklogskabens lys svært at forestille sig, at invasionen skulle være blevet en succes. De tyske værn var enige om en ting: planen ville kun virke, hvis Luftwaffe kunne erobre luftherredømmet. Med kontrol over luftrummet kunne de slå Royal Navy og tvinge de britiske forsvarsstyrker til overgivelse.

Den første opgave var derfor at ødelægge RAF. Planen var at angribe flyfabrikker og RAFs baser. Den øverstkommanderende for Luftwaffe, rigsmarskal Hermann Göring, kaldte planen Adlerangriff (ørneangreb). Det skulle foregå 11. august, Adlertag (ørnedagen).

Måneden op til Adlertag angreb Luftwaffe konvojerne i den Engelske kanal. Tyskerne brugte disse angreb til at teste det britiske luftforsvar, og lokke deres jagerfly i kamp.

Luftwaffes strategi Den tyske strategi var påvirket af teorierne om strategisk bombning (angreb rettet mod et lands produktionsanlæg og befolkning). Efter den spanske borgerkrig gik de over til en mere taktisk strategi (angreb på militære mål, som del i et felttog). I felttogene mod Polen og Frankrig opererede Luftwaffe sammen med den tyske hær, hvilket muliggjorde lynhurtige fremstød mod fjenden: Blitzkrieg eller lynkrig. Under Slaget om England opererede Luftwaffe alene, ikke som støtte for en fremstormende hær, men som et afgørende våben i sig selv. Tyskerne havde stadig stor tiltro til strategisk bombning, og Göring så slaget som en mulighed for at vise hvad hans luftvåben duede til.

Efter slaget om Frankrig blev Luftwaffe grupperet i tre luftflåder, eller Luftflotten. Luftflotte 2 under kommando af Generalfeldmarschall Albert Kesselring havde ansvaret for bombning af det sydøstlige England samt London. Luftflotte 3 under kommando af Generalfeldmarschall Hugo Sperrle havde ansvaret for Midlands, samt den vestlige og nordvestlige del af landet. Luftflotte 5 under kommando af Generaloberst Hans-Jürgen Stumpff fra hans hovedkvarter i Norge, havde ansvaret for det nordlige England og Skotland. Som felttoget skred frem, skiftede ansvarsområderne, så Luftflotte 3 tog ansvar for de natlige angreb, mens Luftflotte 2 fik hovedansvaret for de øvrige angreb. Mod slutningen deltog den italienske ekspeditionsstyrke, Corpo Aero Italiano, i slaget.

Oprindeligt havde Luftwaffe regnet med at bruge fire dage på at sætte RAFs Fighter Command ud af spillet i Sydengland. Derefter fire ugers bombeangreb, som skulle ødelægge landets flyfabrikker og sætte resten af landet ud af spillet. Planen var først at angribe flyvepladserne nær kysten og gradvis bevæge sig længere ind i landet, mod London og den ring af sektorflyvepladser, som forsvarede den.

I det store hele holdt Luftwaffe sig til planen, men blandt de øverstkommanderende var der uenighed om strategien. Hugo Sperrle, Luftflotte 3, ville ødelægge luftforsvaret og dets infrastruktur. Albert Kesselring, Luftflotte 2, ville angribe London for enten at bombe den britiske regering til overgivelse eller lokke RAFs jagerfly op til et afgørende slag. Göring var mere optaget af at bevare sin magtbase i Luftwaffe end af at sætte sig igennem over for sine officerer og gennemtrumfe den valgte strategi. Samtidig hang han som jagerpilot under 1. verdenskrig fast i en forældet opfattelse af luftkamp. Det førte til taktiske og strategiske fejl.

Luftwaffe led også under mangelfulde informationer fra de tyske efterretningstjenester. Efterretningstjenesterne var fraktionerede og prægede af rivalisering mellem afdelingerne. De havde ingen eller kun få agenter i Storbritannien i 1940. Det gjorde at Luftwaffe stort set intet kendte til RAF's luftforsvar, dets struktur og virkemåde. De få gode efterretninger, de havde om en Fighter Commands styrke, blev ignoreret, da de ikke passede med Luftwaffes ideer.

Under det meste af slaget måtte Luftwaffe derfor operere uden at kende fjendens styrke og placering. Resultatet af bombninger og luftkampe blev rutinemæssigt overdrevet, og Luftwaffes ledelse kom derfor længere og længere væk fra virkeligheden. Den mente flere gange at have nedkæmpet Fighter Command kun for at finde ud af, at det alligevel ikke var tilfældet. Denne mangel på solide efterretninger og konsistent ledelse gjorde, at Luftwaffe ikke fulgte en sammenhængende strategi, selv da RAF havde ryggen mod muren.

Dowdingsystemet

Slaget om England gjorde jagerfly som Spitfire og Hurricane berømte, men hjørnestenen i det britiske forsvar var et avanceret kontrol- og varslingssystem, Dowdingsystemet opkaldt efter sin ophavsmand, Air Chief Marshal Sir Hugh Dowding, øverstkommanderende for Fighter Command.

Systemet var bygget op af flere trin, som understøttede hinanden:

Radarstationer langs kysten (kodenavn – Chain home) som skulle opdage angribende fly, allerede når de gik på vingerne i Frankrig. Observatørkorpset, som fra observationsposter på landjorden fulgte de angribende fly visuelt, når de havde krydset kæden af radarstationer. Opsamlingsstationer, som sorterede oplysninger fra radarstationer og observationsposter, og sendte dem videre til Fighter Commands hovedkvarter i Stanmore. Informationer om angribende fly blev med træmarkører/klodser plottet på store kortborde, så man kunne følge, hvor fjendens styrker var. Kontrolofficerer hos RAF (Fighter Controllers) kunne så give en eller flere eskadriller ordre til at gå på vingerne for at møde fjenden.

Storbritanniens luftrum var opdelt i grupper: Gruppe 10 forsvarede Wales og den vestlige del af landet, under kommando af Air Vice-Marshal Sir Christopher Quintin Brand. Gruppe 11 dækkede det sydvestlige England og den kritiske indflyvning til London, under kommando af Air Vice-Marshal Keith Park. Gruppe 12 forsvarede Midlands og East Anglia, under kommando af Air Vice-Marshal Trafford Leigh. Gruppe 13 havde ansvaret for det nordlige England, Skotland og Nordirland, under kommando af Air Vice-Marshal Richard Saul.

De enkelte grupper var underinddelt i sektorer, som hver havde kommandoen for 2 – 4 eskadriller. Hjertet i hver sektor var sektorstationer, som ud over flyvepladsen også bestod af en kommandostation. Hver sektorstation havde desuden en række mindre flyvepladser tilknyttet. Meldinger om angreb blev sendt ned gennem systemet fra det enkelte gruppehovedkvarter til de relevante sektorstationer, med besked om at sende deres eskadriller på vingerne. Når en eskadrille var kommet på vingerne, ville den via radio blive dirigeret fra sin sektorstation. Eskadrillen kunne blive bedt om at patruljere nær flyvepladser og andre potentielle mål, eller blive sendt af sted for at afskære et indkommende angreb.

Selv om Dowdingsystemet var sin tids mest sofistikerede luftforsvar, havde det sine begrænsninger. Radarstationerne led under mange fejl, og observatørkorpset havde svært ved at følge de angribende fly om natten og i dårligt vejr. Radiokommunikationen med jagerflyene var også begrænset, da RAFs HF-radioer havde en tendens til at indsamle radiostøj langvejs fra. Selv med relæstationer til at forstærke signalet, rakte det ikke længere end et par sektorer. Hver eskadrille havde sin egen frekvens, så de kunne ikke kommunikere med andre eskadriller. Endelig kunne systemet ikke holde styr på egne fly (HF/DF, eller "Huff-Duff") og maksimalt håndtere fire eskadriller i hver sektor.

Til trods for dette var Fighter Command meget effektiv, når det gjaldt om at afskære angreb. I perioder blev over 80% af alle angreb opsnappet. Radioproblemerne blev løst senere i felttoget, da man gik over til VHF-radioer, som havde en kortere rækkevidde og mulighed for at bruge flere frekvenser. RAF havde med Dowdingsystemet et værktøj der gjorde det muligt for jagerflyene at være, hvor der var behov for dem. Luftwaffe havde ikke et tilsvarende system, og var derfor altid et skridt bagefter.

Luftwaffes taktik thumb|En tysk Messerschmitt Me 109 Luftwaffe benyttede en meget varieret taktik for at finde vej gennem RAF's forsvar. Det sendte bølger af jagere af sted for at opsøge RAF's jagere, den såkaldte Freie Jagd, "Fri jagt" (da jagerflyene ikke havde eskorteopgaver). Det lykkedes ofte RAF-officerer på jorden (Fighter Controllers) at skelne disse fly fra bombeeskadrillerne, og de kunne derfor dirigere de britiske jagerfly udenom dem. Luftwaffe forsøgte også at bruge små formationer af bombefly som lokkemad, men med en stor eskorte af jagerfly i baghånden. Det lykkedes oftere, men da jagerflyene måtte holde samme fart som de langsommere bombefly, blev de også mere udsatte. Det kunne også ses i tabstallene, de var altid højest for eskorteenhederne.

Den oprindelige taktik blev snart en blanding af mange teknikker. Jagerfly på fri jagt blev sendt ud foran bombeflyene, for at trække de britiske jagere væk. Bombeflyene angreb fra højder mellem 10.000 og 16.000 fod, til tider med jagereskorte. Samtidig ville en anden eskorte holde øje fra oven.

Luftwaffes taktik var påvirket af de jagerfly, de havde til rådighed, Messerschmitt Bf 109 (enmotoret) og Messerschmitt Bf 110 (tomotoret). Me 110 viste sig snart for sårbar over for de adrætte Spitfires, og det blev nødvendigt at give dem eskorte. De blev derfor gradvis trukket ud af felttoget. Tilbage var Me 109-eskadrillerne, som ikke fik det nemmere af at bombeeskadrillerne krævede tættere eskorte for at være bedre beskyttet mod RAF. Göring lyttede til dem og gav efter de hårde kampe 15. og 18. august ordre til, at jagerne skulle eskortere bombeflyene tæt. Det bandt langt flere Me 109ere til de langsommere bombemaskiner, og selv om beskyttelsen blev øget, steg tabene blandt jagereskadrillerne.

RAF's taktik