Denne artikel omhandler den økologiske udvikling på Jorden. Den historiske udvikling af fagområdet økologi er beskrevet under Økologiens historie. thumb|310px|En samtidig model af et ægyptisk kornkammer omtrent 1800 f.Kr. Eksemplet viser den grad af rigdom og organisering, som fulgte med agerbrugets indførelse i Nildalen. Miljøhistorie er beretningen om de økologiske ændringer, der er sket i menneskehedens historie: Årsager, begivenhedsforløb og konsekvenser. En beretning om de økologiske ændringer, som indtraf før menneskene begyndte at sætte deres præg på deres miljøer, falder derimod ind under emnet Palæoøkologi, altså forhistorisk økologi.
Fra begyndelsen var menneskearten blot én blandt mange opportunistiske arter i det østafrikanske højland. På den tid var mennesket tilpasset sit miljø, hvor fødemuligheder og konkurrence med andre arter satte snævre grænser for befolkningstilvækst og udbredelse. Hvis man skal dømme efter tandsæt og fordøjelsessystem er vores art tilpasset en alsidig føde, der består af frugter, frø, rødder, smådyr og lidt større byttedyr (eller ådsler). Arten var altædende fra begyndelsen, men redskaber og ild gav muligheder for at jage større bytte, sådan at man kunne få mere af en kost, som var mere rig på protein og dyrisk fedtstofWalter L. Voegtlin: The stone age diet: Based on in-depth studies of human ecology and the diet of man, 1975 .
Menneskehedens tre kulturtyper
Oversigten over de vigtigste innovationer i menneskehedens historie kan se uoverskuelig ud, men set i det lange perspektiv er der to kulturovergange, der har haft helt skelsættende betydning: Landbrugsrevolutionen, der begyndte ca. 9000 f.Kr., og den den industrielle revolution, der tog fart før år 1800 e.Kr. Med disse overgange kan kulturhistorien opdeles i tre faser: "samler- og jægersamfund", "landbrugssamfund" og "industrisamfund". Det er værd at bemærke, at den første fase varede i hen ved 2 millioner år og den anden i lidt mere end 10.000 år, mens den tredje kun har varet i ca. 250 år.
Samler- og jægersamfund
Foreløbig har man valgt at sætte en grænse på ca. 2 millioner år for menneskehedens historie. Dette tidsrum falder sammen med det, man i geologien kalder kvartærtiden, og som karakteriseres af voldsomme klimasvingninger, med istider og mellemistider. I størstedelen af den periode brugte vore forfædre redskaber i form af de såkaldte "håndkiler", der er råt tilhuggede sten med en skarp kant, der gjorde dem egnede både som et skærende redskab og som et slagvåben.
Indtil for ca. 25.000 år siden (under sidste istid) eksisterede der mennesketyper, der var så forskellige fra, hvad vi nu kender, at man har klassificeret dem som forskellige arter (og ikke blot racer). Denne klassificering er for nylig blevet bekræftet ved undersøgelser af neanderthalernes DNA, der viser sig at være klart forskellig fra alle nulevende menneskers.New Scientist: Neanderthal DNA illuminates split with humans Det er dog fælles for alle de nu uddøde menneskearter, at de har anvendt redskaber og kendt til at bruge ild.
Det vigtigste kulturgeografiske træk ved samler- og jægerstadiet er, at menneskene lever som et led i et naturligt økosystem. Når man kalder jæger- og samlerkulturernes økosystem for naturligt, så skyldes det, at jægerne ikke forstyrrede det i væsentlig grad. De fældede ikke træer, og deres jagtvåben var for primitive til, at de kunne udrydde deres byttedyr fuldstændigt. De rødder og frugter (herunder også græsfrø), de indsamlede, fandtes i spredte bestande mellem regnskovens eller savannens øvrige vækster, og man gjorde ikke noget forsøg på at begunstige dem frem for andre planter.Der er dog adskillige undersøgelser, der tyder på, at de oprindelige jæger- og samlerkulturer i det østlige Nordamerika igennem århundreder foretog en pleje af skovene, som blev holdt lysåbne og rige på urter ved hjælp af årlige afbrændinger. Jf. Doug MacCleery: The Role of American Indians in Shaping The North American Landscape
Jagtvåbnene var kølle, økse, spyd samt bue og pil. Bue og pil hører – næst efter ilden og håndkilerne – til blandt menneskenes ældste opfindelser. Pile optræder første gang i fund fra den såkaldte Aurignacienkultur i Europa, ca. 40.000 år f.Kr. Senere, i Madeleinekulturen, ca. 15.000 f.Kr., optræder harpuner og kastetræer.
Bue, pil og spyd giver ikke i sig selv nogen mulighed for at udrydde byttedyrene, men de giver mennesket væsentlig magt over de rovdyr, der ellers kunne true dets liv. Derfor er det egentlig ikke helt korrekt at tale om et naturligt økosystem. I Europa viste det sig i hvert fald, at en lang række af de største dyr uddøde i løbet af sidste del af sidste istid, 40.000-15.000 år f.Kr., i den periode, hvor Cro-Magnonmennesket udfoldede sig med sine pile, harpuner, kastetræer og organiserede jagtmetoder. Blandt de uddøde dyr tælles huleløven, hulebjørnen, det uldhårede næsehorn og mammutten.Se en afvejning af "overkill"-hypotesen i Robin Gibbons: Examining the Extinction of the Pleistocene Megafauna
De dyr, der først bukker under, er de store, der er eftertragtede byttedyr eller farlige rovdyr, som ikke er vant til at have fjender, og som er tilpasset denne tilstand ved at have en langsom formeringshastighed. På grund af den meget ekstensive (= spredte, modsat intensive) udnyttelse af omgivelserne i samler- og jægersamfundene kan befolkningstætheden ikke blive ret stor: 1 menneske pr. km², når det går højt. Fundtætheden tyder på, at der før agerbrugets opståen, ca. 10.000 f.Kr., kun levede 10 millioner mennesker i verden. Det svarer til et skønnet antal mennesker i Danmark på ca. 10.000 mennesker i ældre stenalders urskovstid, dvs. ca. 5000 f.Kr.
Man har forestillet sig, at de første menneskers tilværelse har været opslidende og besværlig. Undersøgelse af et af de få folk, der endnu i dag lever på samler- og jægerstadiet – nemlig buskmændene i Sydafrika – har dog afsløret, at dette er ganske forkert. Antallet af ugentlige arbejdstimer er kun ca. 17. Man sparer en stor arbejdsindsats ved ikke at skulle så, høste og forbedre jorden. Til gengæld kræver livsformen et næsten uendelig stort kendskab til naturen.
thumb|310px|Jægere og samleres materielle kultur er nok fattig på ting, men den kan være højt udviklet og særdeles raffineret. Her ses f.eks. en kajak af oprindelig inuit-model. Disse samfunds materielle kultur er fattig: Når man er nødt til at vandre fra sted til sted for at opsøge de sæsonbestemte fødekilder, kan man ikke have permanente boliger. Klæder mm. indskrænkes til det nødvendigste. Samfundsdannelserne er løse, fordi folk lever så spredt. Byer findes ikke, da hver familie skal leve i direkte kontakt med naturen. Arbejdsdeling findes kun mellem kønnene: Det er manden, der jager, og kvinden, der samler. Tilværelsen har ikke været arbejdskrævende – men usikker og risikofyldt med en høj dødelighed.
Undersøgelser af rester efter 187 europæiske neanderthalfolk har vist, at mere end 1/3 døde, før de fyldte 20 år. Kun 16 af de 187 blev mere end 40 år, og næsten ingen blev over 50. På det grundlag har man regnet sig frem til en gennemsnitslevealder på lidt under 40 år. De vigtigste dødsårsager synes at have været krig og drab på spædbørn. Spædbørnsdrab var muligvis en form for begrænsning af folketallet, som skyldtes en økologisk fornemmelse for, hvor mange mennesker området kunne ernære.
I nutiden lever kun 100.000 mennesker som samlere og jægere. De er fortrængt til ugæstfri områder, hvor mere slagkraftige (intensive) kulturer ikke kan udfolde sig.
Som nævnt kan man ikke finde fysiske forskelle mellem os og Cromagnon-jægerne 25.000 år f.Kr. Derfor er der meget, som taler for, at vi stadig er tilpasset de forhold, der herskede dengang. Vi er f.eks. ikke tilpasset en kost, der ensidigt er sammensat enten af planter eller dyr. Folk, der forsøger at udelukke et af de to "riger" fra føden, får let mangelsymptomer. Vi kan ikke lukke vores øreåbning, og det forklares ved, at det var vigtigt for jægeren at kunne opfatte selv den svageste, mistænkelige støj, også når han sov. Det får kulturel betydning, hvis man overvejer, om tilsvarende psykiske tilpasninger til urtidssamfundet stadig findes. Er mennesker måske bedst tilpasset til at leve i små grupper, i stedet for i et storbyliv, hvor man er alene eller blandt folkemasser, man ikke kender?
Landbrugssamfund Manipulerede økosystemer
thumb|310px|Tempelkomplekset i Göbekli Tepe i det sydøstlige Anatolien, 15 km nordøst fra byen Şanlıurfa. Efter alt at dømme skete overgangen til det manipulerede økosystem netop på denne egn for ca. 12.000 år siden. thumb|310px|Enkorn var én af de primitive hvedetyper, som indgik i det første landbrug i den frugtbare halvmåne. Der er ingen tvivl om, at landbruget er opstået gradvist ud fra skikken med at indsamle græsfrø. Den ældste dyrkning – af primitive forløbere for kornarterne hvede og byg – foregik i den såkaldte "frugtbare halvmåne", dvs. området fra Zagrosbjergene i Persien over dalen mellem Eufrat og Tigris via Libanon til Israel, omkring 9000 f.Kr. Fordelene syntes at være store: Et tryggere liv med en sikker fødetilgang, uden at det var unødvendigt at drage fra sted til sted. Dermed var man gået fra et naturligt økosystem til et manipuleret økosystem, dvs. et økosystem, hvor man med vilje fjerner nogle af naturens organismer og sætter andre i stedet.
Et naturligt økosystem er alsidigt, dvs. det indeholder mange forskellige dyre- og plantearter. Man siger, at det har en høj artsdiversitet. Udbyttet pr. ha må blive ringe, fordi de dyr og planter, man kan bruge, står spredt mellem mange andre. Derimod kan et manipuleret økosystem være ensidigt, dvs. det indeholder kun få arter, som er udvalgt på grund af det høje udbytte. Derved får det en lav artsdiversitet.
Hvis naturen får lov til at råde, vil området undergå en succession, der peger i retning af den alsidige tilstand ved at diverse planter indvandrer. Disse planter kalder man nu ukrudt og forsøger at bekæmpe dem. I stedet for at være et tilholdssted, hvor man følte sig hjemme – og hvor man kendte hvert træ, hver lyd – bliver naturen det fjendtlige, ukendte. Når dertil kommer, at man er nødt til at bekæmpe næringskonkurrenter (f.eks. mus), og at man hurtigt bliver nødt til at bearbejde jorden ved afbrænding og løsning med hakke eller plov, ser man, hvorfor arbejdsindsatsen bliver større. Man må simpelt hen arbejde mere for at få den større tryghed.
Forskere har i det hele taget diskuteret, hvorfor man i det hele taget gik over til landbrug. Flere har ment, at overgangen simpelthen skyldtes bitter nød. Ifølge den teori var befolkningstætheden sandsynligvis steget så meget, at det ikke længere var muligt at ernære alle ved jagt og indsamlingDenne teori er dog efterhånden noget omdiskuteret, i hvert fald hvad angår forholdene i Nordeuropa. Se f.eks. Marek Zvelebil, Lucyna Domańska og Robin Dennell: Harvesting the Sea, Farming the Forest, 1998 . Man må dog bemærke, at jagt mange steder vedblev at spille en stor rolle ved siden af agerbruget. Kvinden gik over fra indsamling til agerbrug, mens manden stadig bragte proteinerne til huse ved jagt. En sådan kulturform kaldes "halvagerbrug". Svedjebrug er den vigtigste manipulerede (ikke-subsidierede) landbrugstype. Efter at have afbrændt vegetationen og dyrket marken i 3-5 år lader man jorden hvile. Hvis hvilen varer tilstrækkeligt længe (25 år), er der atter skabt økologisk balance, fordi frugtbarheden i så fald kan nå at regenerere, men jorden gødes ikke.