Ved dyrkningssystem forstås den måde agerjorden, det vil sige det dyrkede land, behandles på for at opnå en fast og sikker afgrøde. Dyrkningssystemet beror på den samlede landbrugsdrift, det vil sige agerbrug og/eller husdyrhold.
Hvilket dyrkningssystem, der anvendes et givet sted, vil afhænge af mange forhold: for det første hvilke(n) afgrøde(r), der ønskes dyrket. For det andet de stedlige jordbundsforhold og klimatiske forhold. Yderligere, om der indgår husdyrhold i driften, om driften forestås af en enkelt ejendom eller inden for rammerne af et dyrkningsfællesskab samt afsætningsforholdene: om afgrøderne anvendes til egen fødevareforsyning eller til salg (herunder også salg af afgrøder til fx industrielle formål). Endelig indgår der en tidsfaktor: i perioden indtil mellemkrigstiden var det mangesidige landbrug bestående af både afgrødedyrkning og husdyrhold som regel fremherskende, men især efter 2. verdenskrig er der sket en tiltagende specialisering enten til det ene eller det andet. Ligeledes er størrelsen af de enkelte bedrifter som hovedregel vokset. En medvirkende faktor i udviklingen over tid er, at inddragelse af nye afgrøder (samt forædling af gamle), brug af nye teknikker, udvikling af nye maskiner og redskaber og mange andre forhold har bevirket, at tidligere tiders (det vil sige op til mellemkrigstiden) udbredte dyrkningssystemer i stor udstrækning er gledet ud af brug.
Energi- og stofkredsløb
Al landbrugsdrift i dette ords bredeste betydning er i sidste ende et spørgsmål og stof- og energikredsløb. Når man dyrker en afgrøde for at høste den, udnytter den bestemte stoffer i jorden (fx kvælstof, fosfat og kalium). Dersom jorden ikke får erstatning herfor, vil der med tiden ske en udpining. For at opretholde en høj udnyttelsesgrad vil landbrugeren (den, der dyrker jorden) have flere muligheder, fx at skifte mellem forskellige afgrøder, idet belastningen derved kan flyttes fra et stof til et andet samtidig, som afgrøder kan frigøre stoffer til jorden således, at udpining ikke finder sted. En anden mulighed er at tilføre jorden stoffer kunstigt i form af gødning, og her er især dyriske affaldsstoffer i mange tilfælde glimrende egnede til dette formål.Frandsen (1988), s. 14 I tidligere tider var fx københavnsk natrenovation et højt værdsat gødningsmiddelFrandsen (1983), s. 53. I nyere tid, det vil sige siden midten af 1800-tallet, har man udnyttet fugleekskrementer (kaldet guano) som gødningRasmussen, s. 206, og senere er gødning blevet fremstillet industrielt (kunstgødning).Pedersen, s. 106f En tredje mulighed er løbende at udskifte det dyrkede areal fx ved at afbrænde skov og der efter opdyrke det afbrændte areal (svedjebrug).
Former for landbrugsdrift (indtil mellemkrigstiden)
Man skelner sædvanlig mellem såkaldte ekstensive og intensive landbrugssystemer, og bestemmende for intensiteten er navnlig forbruget af arbejde og kapital i bedriften. Under meget primitive forhold er især kapitalforbruget lille, og den anvendte arbejdskraft har først og fremmest en direkte udnyttelse af jordens naturlige produktionskraft for øje. Efterhånden, som landbruget skrider frem i udvikling, bliver kapitalanvendelsen større, og arbejdets opgave ændres mere i retning af planmæssig ledet anvendelse af den indskudte kapital for der igennem at forøge produktionen. Som hovedregel kan det siges, at jo gunstigere produktions- og afsætningsvilkår er, desto større forbrug af kapital og arbejde vil vise sig lønnende, men forholdene i så henseende kan veksle fra tid til anden, og navnlig er forholdet mellem produktionspris og afsætningspris for landbrugets produkter vekslende. Jo gunstigere dette forhold stiller sig, desto intensivere drift vil man med fordel kunne gennemføre.
Under opadgående konjunkturer sker der ofte en udvikling i retning af større intensitet og omvendt under nedadgående priser; men bevægelsen fra intensiv til ekstensiv drift vanskeliggøres derved, at en del af den under gunstige konjunkturer anvendte kapital kræver omtrent samme beløb til forrentning og amortisation, hvad enten driften er ekstensiv eller intensiv, og navnlig i det mindre landbrug vil overgang til ekstensive driftsformer ofte være udelukket, fordi produktionen pr arealenhed derved ofte kommer for langt ned i forhold til anlægskapitalens størrelse.
Ekstensive landbrugssystemer
Ekstensive græsningsbrug
Græsningskultur giver gennemgående den mest ekstensive drift. I særdeleshed gælder dette om udnyttelsen af naturlige græsningsarealer, der enten på grund af ugunstige jordbunds- eller klimaforhold kun giver en sparsom eller periodisk lidet værdifuld græsvegetation: ørken- og steppegræs fx, der udnyttes gennem afgræsning. Det mest nøjsomme ørkendyr er kamelen; den har derfor været et vigtigt husdyr for de arabiske og syriske nomadestammer. Under lidt gunstigere forhold kommer får og geder til (således i Australien og Sydamerika) og endelig, hvor græsvæksten er rigeligere, kvæget (de russiske og amerikanske steppebrug).
Mest ekstensiv er som regel nomadedrift: den kræver ingen bygnings- eller redskabskapital ud over teltene og kun forholdsvis lidt arbejde, men den forudsætter rådighed over eller adgang til meget store arealer i forhold til husdyrbestanden. Det samme er for øvrigt som regel tilfældet ved steppedriften, hvor bygningskapitalen ligeledes er meget lille, og hvor arbejdsforbruget ofte er endnu mindre end ved nomadedrift: 1 mand pr 1.000 stykker kvæg eller 4—6.000 får. Hovedproduktionen er for kvæget kød og for fåret uld. Systemet kræver i sin udprægede form ubetinget stordrift for at trives (10—15.000 stykker kvæg og flere hundrede tusinde får) samt et klima, der tillader ophold i fri luft, og hårdføre racer.
Mindre ekstensive græsningsbrug træffer man i bjerglande, hvor kvæg og geder en del af året græsser på udstrakte fjeldgræsgange, men da dalgræsning eller staldfodring til andre tider er nødvendig, kræves betydelig bygningskapital, lige som kreaturernes pleje og bjergningen af deres vinterfoder også forudsætter et langt større arbejdsforbrug end ved nomade- eller steppebrug, og da hovedproduktionen sædvanlig er mælk, stiller dennes udnyttelse også krav både til arbejde og kapital. Hvis dertil knyttes opdræt og salg af avlsdyr, står man på overgang til virkelig intensive græsningsbrug.
Ekstensive kornbrug Næst efter græsningskultur er kornavl under stordrift et forholdsvis ekstensivt landbrugssystem. En sådan drift er forekommet i de vestlige stater af Nordamerika og til dels i Australien. Særlig udpræget fremtræder ekstensiteten i egne med så ringe nedbør, at der kun kan tages afgrøde hvert andet år (dry farming). Den omhyggelige jordbearbejdning, som er nødvendig for at holde på fugtigheden, kræver dog ret betydelig trækkraft, mens forbruget af menneskelig arbejdskraft er meget ringe (1 mand pr 100 ha) og bygningsbehovet ligeledes, da afgrøden tærskes på marken ved hjælp af store kombinerede meje- og tærskemaskiner, hvor efter kernen straks bringes til de store kornhuse, mens halmen ofte brændes.
En nogenlunde tilsvarende drift har man kunnet finde mange steder i Californien, kun at hveden i hovedsagen erstattes af byg, og forskellige foderplanter (lucerne og kløver) spiller en større rolle, hvilket også er tilfældet i vest-centralstaterne, hvor majsen er langt den vigtigste afgrøde. Her har stordriften ikke været så fremtrædende som i de nordvestlige stater, og landbrugets intensitet i det hele betydelig større, men et fællestræk for alle de amerikanske kornbrug har været den overordentlig sparsomme anvendelse af menneskelig arbejdskraft, mens maskinanvendelsen har nået den højest mulige fuldkommenhed.
I modsætning hertil kan nævnes de ekstensive kornbrug, der før 1. verdenskrig forekom i Sydrusland og på Balkan, hvor jorden var forholdsvis stærkt udstykket, og hvor den forhåndenværende menneskelige arbejdskraft var rigelig, mens til gengæld manglen på kapital var meget iøjnefaldende, hvilket blandt andet gav sig udslag i anvendelsen af meget primitive redskaber og mangelfuld gødskning, som trods de gunstige naturlige betingelser holdt udbyttet nede. Hertil bidrog også det mange steder herskende jordfællesskab, som til dels var en hindring for tekniske fremskridt.
Sædskiftet var ofte her det gamle trevangsbrug, hvor 2/3 af marken dyrkes med korn, mens 1/3 henlå som naturligt græs, men efterhånden, som jorden udskiftedes, gik man samtidig over til mere tidssvarende agerbrugssystemer med anvendelse af kløver, bælgsæd og rodfrugt som mellemkulturer, og driften blev derved mere intensiv både med hensyn til arbejds- og kapitalanvendelse (forbedret trevangsbrug).
Intensive Driftsformer
Intensive græsningsbrug
Om end græsningsbrug altid er relativt ekstensive med hensyn til arbejdsforbrug, kunne man dog under meget gunstige jordbunds- og klimaforhold, for eksempel i den nordtyske og hollandske marsk samt i Nordfrankrig, Belgien og England, tidligere finde relativt intensive landbrugssystemer, hovedsagelig baserede på græsningskultur, men med et meget stort kreaturhold. De naturlige betingelser for græsvækst er i marsken så gunstige, at vedvarende græskultur ubetinget forekom at være den mest lønnende drift, til dels også fordi de svære, lerede jorder ved agerkultur kræver forholdsvis stærk bearbejdning, hvorved arbejdsforbruget bliver 2—3 gange så stort som ved græskultur. Ofte kunne indtil 80—90 % af arealet henligge som vedvarende græs, men dette har dog varieret meget, og som hovedregel kan siges, at jo sværere marsk, desto mindre agerkultur.
Hovedproduktionen i de mest udprægede marskegne har været kvægfedning. I de bedste græsfenner kunne der tidligere i løbet af 5—6 måneder produceres 6—700 kg tilvækst pr ha, hvilket under gunstige prisforhold gav en meget betydelig indtægt med forholdsvis små arbejds- og gødningsudgifter, men systemet krævede en ret betydelig kapitalstyrke, idet der hvert forår skulle indkøbes et stort antal kreaturer til græsfedning og salg i løbet af efteråret således, at sommerbestanden af kvæg var betydelig større end vinterbestanden.
Hvor marsken er mindre fed eller på grænsen af den såkaldte gest, spillede mælkeproduktionen en større rolle. Sædvanligvis var her en større procentdel af arealet under agerkultur, og forbruget af arbejdskraft og gødning derfor tiltagende, lige som det større kreaturhold i vinterhalvåret også krævede større og bedre indrettede stalde.
Hvad enten mælkeproduktion eller kødproduktion var hovedsagen, så har kvægholdet dannet tyngdepunktet i Nordsølandenes marskbrug, men ved siden heraf kunne forekomme et stort og lønnende hesteopdræt (Oldenburg) og undertiden et betydeligt fårehold. Det var således under normale forhold meget store kapitaler, der var bundet i besætningen såvel som i jord og bygninger. Jorden var nemlig meget kostbar, og velindrettede bygninger var nødvendige. Man kan derfor ud fra et kapitalsynspunkt med rette tale om en intensiv drift, og arbejdsforbruget var selv i de udprægede græsningsbrug heller ikke helt lille (10—12 mand pr 100 ha).
Intensive landbrugssystemer med overvejende agerkultur