Agnes Thorberg-Wieth (født Agnes Josephine Caroline Thorberg Sommer, 31. maj 1886 i København, død 25. februar 1981 smst.) var en dansk skuespiller.

Karriere Agnes Thorberg-Wieths mor var skuespiller, og efter at have læst hos Josephine Eckhardt debuterede Thorberg-Wieth i Hvor man keder sig på Folketeatret i 1904, hvorpå hun fast var tilknyttet dette teater 1905-1925. Herefter arbejdede hun blandt andet på Odense Teater en sæson, efterfulgt af freelance-jobs på provinsteatre og københavnske privatteatre. Hendes sidste teaterrolle kom i Vildfuglen på Allé-Scenen i 1956.

På film debuterede hun i stumfilmen Revolutionsbryllup så tidligt som i 1910, og hun medvirkede også i Stemmeretskvinden i 1914. Mange år senere spillede hun også med i enkelte tonefilm, og sidste filmrolle kom i 1953, hvor hun spillede bedstemoderen i kortfilmen Den lille pige med svovlstikkerne fra 1953. Hun spillede desuden med i tv-film fra DR's ungdom, sidst en filmatisering af Tjekhovs Tre søstre i 1959.

Privatliv Hun blev i 1913 gift med skuespilleren Jacob Texière, men blev skilt fra ham igen i 1917. Senere samme år blev hun gift med skuespilleren Carlo Wieth. Parret fik i 1919 sønnen Mogens Wieth, der senere ligeledes blev skuespiller. Agnes Thorberg-Wieth var oldemor til Amalie Schjøtt-Wieth og Iceage-guitaristen Johan Suurballe Wieth.

Agnes Thorberg-Wieth er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Udvalgt filmografi Revolutionsbryllup (1910) - som Agnes Thorberg Stemmeretskvinden (1914) - som Agnes Texiére Sommerglæder (1940) Drama på slottet (1943) Billet mrk. (1946) Ta', hvad du vil ha' (1947) Café Paradis'' (1950)

Referencer

Eksterne henvisninger

Agnes Thorberg Wieth på Dansk Film og Teater

Kategori:Skuespillere fra Danmark Kategori:Personer fra København