thumb|Mozart ved klaveret som barn. thumb|Kejser Josef 2. var interesseret i musik, og han spillede en vigtig rolle i at gøre Wien til Europas musikalske midtpunkt.
Klassicismen - også kaldt wienerklassikken - er en epoke inden for europæisk musik, som strækker sig omtrent fra 1750 til 1830. Klassicismens begyndelse går nogenlunde parallelt med slutningen på den galante stil, og den sidste del af klassicismen er en glidende overgang til romantikken. Epoken inddeles i tre perioder: Overgangen fra den galante stil (1750–1770), den dominerende klassicistiske periode (1770–1810) og overgangen til romantikken (1810–1830). Wienerklassik må ikke forveksles med wienermusik.
Perioden 1770–1810 var domineret af musikken i Wien, hvor komponister som Joseph Haydn (1732–1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756–1791) og Ludwig van Beethoven (1770–1827) virkede. Denne periode har givet ophav til navnet wienerklassikken, som ofte anvendes som betegnelse for hele klassicismen og den første wienerskole. Wien spillede en vigtig rolle som kulturcentrum også før perioden (med komponister som Christoph Willibald Gluck) og efter perioden (Johann Nepomuk Hummel, og Franz Schubert). Der var dog fra begyndelsen af en række komponister, som ikke hørte hjemme i Wien, som Carl Philipp Emanuel Bach (Potsdam, Hamburg), Johann Christian Bach, Muzio Clementi (begge London) og Luigi Boccherini (Madrid). Områder som Mannheim og Paris var vigtige i begyndelsen af perioden. Gioacchino Rossini (Paris) og virtuoser som Louis Spohr (Kassel), John Field (Sankt Petersborg, Moskva), Fernando Sor (Paris, London) og Niccolo Paganini (omrejsende) var med til at afslutte perioden.
Som periode var klassicismen formgivende indenfor opera, symfonier, sonater og strygekvartetter. Klassicismen handlede i stor grad om at udskifte barokkens polyfoni (flere melodier i samspil) med homofoni (en dominerende melodi med støtte fra andre instrumenter) og enklere musikretninger. Barokkens greb blev ikke helt glemt, og flere komponister benyttede sig af både kontrapunkt og fugaer i deres kompositioner. Alligevel var klassicismen en bevægelse væk fra teknikker som generalbas og terrassedynamik, og hovedmelodien blev langt mere markant i denne periode. Hvor kontrapunkt i barokken havde flere ligeværdige stemmer, havde det klassicistiske kontrapunkt fortsat en dominerende hovedstemme, mens understemmerne havde som funktion at støtte melodien.
Klassicismen var også påvirket af nyvindinger i instrumenter og orkestre. Nye eller stærkt forbedrede instrumenter som piano, waldhorn, fagot, tværfløjte og klarinet gav nye muligheder for at skrive musik, og det blev også enklere at benytte sig af gradering af dynamikken. Orkestrene blev større, specielt under Mannheimerskolen, og der blev stadig flere solostykker for enkeltinstrumenter. Endvidere skabte fremvæksten af et stærkt borgerskab et større fokus på verdslig musik, hvilket gjorde, at orgelet fik mindre betydning. Musik blev oftere fremført offentlig i store haller sponsoreret af privatpersoner for et betalende publikum. Mod slutningen af perioden blev musikken i klassicismen markant mere dramatisk, og overgangen til romantikken er glidende.
Definition og afgrænsning
thumb|Udgravningen af Pompeii og Johann Joachim Winckelmanns bog om græsk kunst og arkitektur var med til at gøre den klassiske antikke periode populær. Brugen af ordet "klassisk" er knyttet til romersk "classicus", om de [højeste] klasser i Romerriget, ikke blot folk, men også genstande og indsatser. Noget klassisk var derfor noget, som udmærkede sig ved varig appel.Side 2, Reinhard G. Pauly: Music in the Classic Period (Third Edititon) - Prentice Hall, Eaglewood Cliffs, New Jersey, 1988 Dette udgangspunkt er baggrunden for klassisk musik.
"Klassicisme" kom i 1700-tallet som et resultat af en orientering mod klassisk litteratur, kunst, arkitektur og andre felter. Indenfor kunst var det særligt Johann Joachim Winckelmann, som var ansvarlig for stilarten, som fik navnet nyklassicismen, da han i 1755 udgav sit værk om græsk kunst.Winckelmann, Johann Joachim - Dictionary of Art Historians Bogen udkom syv år efter, at udgravningen af Pompeji begyndte i 1748.«Pompeii» - Store norske leksikon Eftersom musikken, i modsætning til kunst og arkitektur, ikke havde nogen klare bånd til antikken, blev de mere abstrakte klassiske værdier fra kunst og arkitektur – klarhed, ro, balance og så videre – inkorporerede i musikken. Homofoni, ideen om en samlet melodisk oplevelse, var derfor mere "klassisk" end stemmer og modstemmer, som dominerede i barokken. Disse værdier i musikken stod i kontrast til barokken, periodens musik blev opfattet som "unaturlig", "opstyltet", "forvirret" og "bizar".Side 2-4, Pauly
Det betyder imidlertid ikke at klassicismen som begreb blev etableret allerede, da det foregik. Betegnelsen "klassisk" for en musikalsk periode stammer fra 1836, og handlede om musik før romantikken.«Classical» - Online Etymological Dictionary Begrebet "klassisk" om musik blev brugt varierende frem til da; Händel kunne i det ene øjeblik være gotisk, og i det andet klassisk.Side 5, Pauly Der er også et sprogproblem: på engelsk bruges betegnelsen "classical period" (den klassiske periode), og dermed er sammenhængen med nyklassicisme i kunst og litteratur, som hedder "neoclassicism" på engelsk, og klassicisme i musik ("classic period") ikke umiddelbart åbenbar.
I en periode i 1800-tallet blev også udtrykket "Wienerskolen" brugt. Dette var imidlertid forvirrende af flere årsager. For det første var det ikke entydigt - Wien under Wagners og Brahms' storhedsperiode er også betegnet med det samme tilnavn. For det andet kolliderede det med den anden wienerskole, og fik af og til navnet den første wienerskole for distinktionens skyld. For det tredje var det kun Schubert, som kom fra Wien, og alene Beethoven, som levede i en længere periode i byen.Side 6, Pauly Til gengæld kom Salieri til Wien som 16-årig, var stærkt inspireret af tysk opera og skrev tyske syngespil.Side 224, Harald Herresthal: Musikkens verden - Den klassiske musikkens historie, Aschehoug, Oslo, 2007
Begrebet "klassicisme" eller "wienerklassicisme" blev særlig anvendt i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, delvis af folk som anså Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart, Ludwig van Beethoven og Franz Schubert som grundlaget for deres egen tid.Side 3, David Wyn Jones: «Historical Background» i Anthony Burton (red.): A Performer's Guide to Music of the Classical Music, The Associated Board of the Royal Schools of Music, London, 2002. Professor i æstetik Arnfinn Bø-Rygg mente, at "klassisk" omhandlede musikken i wienerklassicismen, mens "klassicisme" handlede om "en overfladisk eller akademisk efterligning af wienerklassicismen", og at blandt andre Friedrich Nietzsche benyttede dette skel.Side 396-397, Arnfinn Bø-Rygg: "Det klassiske i den klassiske musikken - fins det?" i Karin Gundersen og Magne Malmanger (red): I fortidens speil - Klasikk og klassisisme i Vestens kultur, Aschehoug, Oslo, 1998 Enkelte har placeret brugen af begrebet "klassicisme" som betegnelse på musikperioden så sent som midten af 1900-tallet.Side 480, J. Peter Burkholder, Donald Jay Grout, Claude V. Palisca: A History of Western Music, 7. utgave, Norton & Company, New York & London 2006
Den musikalske definition af klassicismen kan variere. Nogen vil datere den fra fremvæksten af ny opera i 1740-erne og afslutte den omkring 1810 med Haydns død og Beethovens overgang til en mere romantisk stil. Den amerikanske musikforsker Neal Zaslaw trækker den endnu tidligere, i 1798, efter at Haydn havde udgivet oratoriet Die Schöpfung og Beethoven udgivet "Pathétique"-pianosonaterne.side 394, Neal Zaslaw (red.) The Classical Era From the 1740s to the end of the 18th century, Man and Music-serien, MacMillan, Basingstoke, 1989 Den danske organist og musikforskeren Jens Peter Larsen foreslog at omtale perioden frem til 1770 som "præ-klassisk" og perioden fra 1800 som "tidlig romantik".side 9, Pauly Andre kan trække perioden frem til 1820,Side 127, John Burrows (red.) Klassisk musikk, N.W. Damm & Søn, Oslo, 2006 eller til Beethovens og Schuberts død lige før 1830. Den tysk-amerikanske professor Reinhard Georg Pauly omtalte perioden fra 1800 til 1830, Zaslaw og Larsen ikke udskiller, som en overgangsfase til romantikken.233-251, Pauly Rosen, en amerikansk pianist og forsker, inkluderer på sin side hele Beethovens liv ind i den klassiske periode, og omtaler også Den niende symfoni som bedre forstået i fortsættelse af klassisk concerto i tråd med Mozart end som en sonate.Side 439-440, Charles Rosen: The Classical Style, Faber and Faber, London/Boston 1976 Samtidig vil det medføre, at romantikken som litterær og musikalsk bevægelse vil have lille kronologisk overlapning.
En tredje definition handler om musikalske forandringer, der man definerer klassicismen som en periode med fremvækst af offentlige koncerter. En udvikling i retning af, at borgerskabet overtager som de, som bestiller værker, og en stærk begrænsning af ornamentik i orkestermusik. Der var en nedgang i liturgisk musik som oratorier og messer, og en udvikling af opera seria og opera buffa som til tider grænser over i hinanden. Svagheden i den sidstnævnte er, at dette varierer stærkt fra et land til et andet.Side 1-2, Zaslaw Samtidig vil en definition blandt andet gøre, at Gioachino Rossini fremstår som en klassisk operakomponist, da det at blande opera seria og opera buffa – foruden "bel canto"-stilen, som var en fortsættelse af en lang trend – er regnet blandt hans vigtige bidrag til musikken.Side 662, Burkholder, Grout, Palisca Hummel, Spohr og Field, som også regnes blandt klassikerne, var aktive i denne periode, og endog Schubert regnes ofte som en overgangsfigur eller en romantiker, var han i sin samtid relativt ukendt.Side 164-65, 175, Burrows
Baggrund: Den galante stil Klassicismens forgænger, Barokmusikken forsvandt i midten af 1700-tallet i og med at de store komponister, François Couperin (1733), Antonio Vivaldi (1741), Johann Sebastian Bach (1750), Domenico Scarlatti (1757), Georg Friedrich Händel (1759) og Georg Philipp Telemann (1767), døde i denne periode. Klassicismen er ofte set som en reaktion imod den tungere og mere komplekse barokmusik, idet et enklere musikudtryk tog over.Klassisisme -musikk - Store norske leksikon Nye komponister skelnede klart mellem den barokke polyfone stil med kontrapunkter og den galante mere sangbare homofone stil. Skønt den galante stil var at foretrække, var kunsten at skrive fugaer langt fra glemt, hvilket bliver klart både i Haydns, Mozarts og Beethovens senere kompositioner.Side 50, H.C. Robbins Landon: Essays on the Viennese Classical Style Gluck Haydn Mozart, Beethoven, Barrie & Rockliff, London, 1970
Alligevel skete skiftet ikke i løbet af kort tid, og den galante stil var en overgangsperiode, hvor Couperin, Scarlatti og Telemann foruden en række nyere komponister som Giovanni Battista Pergolesi og Jean-Philippe Rameau dominerede. De fik stadig større greb på vej mod det klassicistiske formsprog, blandt andet ved at have korte og repetitive melodier med enklere harmonisering. Galant stil er ofte også knyttet til rokokko-stilen indenfor arkitektur og møbeldesign, og alle er blevet regnet som mindre dominerende og upersonlig end forgængeren.Side 1, Robbins Landon
Historisk var det også af betydning, at barokkens religiøsitet og kirkens politiske og kulturelle magtposition blev udfordret af oplysningstiden, og at et borgerskab voksede frem som et alternativ til fyrstehus og kirke. Dette var med til at "verdsliggøre" musikken i større grad. Kirkemusikken blev konservativ og tilbageskuende i denne sammenhæng.Side 502, Burkholder, Grout, Palisca Samtidig var optimismen stor med tanke på, at menneskelig intellekt kunne mestre alle udfordringer.Side 473, Burkholder, Grout, Palisca