Slaget ved Bunker Hill fandt sted den 17. juni 1775 på Breed's Hill som en del af belejringen af Boston under den amerikanske uafhængighedskrig. General Israel Putnam havde ledelsen af de revolutionære styrker, mens generalmajor William Howe havde kommandoen over de britiske styrker. Da hovedparten af kampene ikke foregik på selve Bunker Hill, omtales slaget nogle gange mere korrekt som Slaget ved Breed's Hill.
Om natten mellem den 16. og 17. juni som følge af efterretninger om, at briterne snart ville forsøge at erobre de uforsvarede højder omkring Boston, besatte oprørere Bunker Hill og Breed's Hill, byggede en jordskanse på Breed's Hill og let forsvarede linjer over det meste af Charlestown halvøen. Som reaktion herpå indledte briterne et angreb på disse stillinger om eftermiddagen den 17. juni. Efter at to angreb på oprørernes linjer var slået tilbage med betydelige britiske tab, tog briterne oprørernes stillinger i det tredje angreb, efter at forsvarerne i skansen var løbet tør for ammunition. Oprørerne trak sig tilbage over Bunker Hill til Cambridge, men led deres største tab på Bunker Hill.
Selv om resultatet var en sejr for briterne, havde de lidt deres største tab i hele krigen: over 800 sårede og 226 dræbte, herunder et bemærkelsesværdigt stort antal officerer. Deres umiddelbare mål, erobringen af Bunker Hill, blev nået, men ændrede ikke væsentligt på belejringssituationen. Slaget viste imidlertid, at forholdsvis uøvede styrker fra kolonierne var villige til og evnede at modstå erfarne tropper i et regulært slag.
Geografi og strategi I det 18. århundrede lå Bosten på en halvø. Især i det 19. århundrede blev meget af området omkring halvøen fyldt op, hvilket gav byen sin nutidige geografi. Se Bostons Historie for detaljer. var den stort set beskyttet mod tæt belejring af vandområderne omkring den, som blev kontrolleret af britiske krigsskibe. I kølvandet på slagene ved Lexington og Concord den 19. april 1775 havde den koloniale milits, en styrke på omkring 15.000 mandChidsey, p. 72 New Hampshire 1.200, Rhode Island 1.000, Connecticut 2.300, Massachusetts 11.500 omringet byen og belejrede den. Under kommando af Artemas Ward havde de kontrollen med den eneste adgang til Boston overland, Roxbury Neck, men da de ikke havde en flåde, kunne de ikke kontrollere eller blot udfordre den britiske kontrol over havnen. De britiske tropper, en styrke på omkring 6.000 mand under kommando af general Thomas Gage, havde besat byen og fik forsyninger og forstærkninger ad søvejen.Alden, p. 178
Charlestown halvøen, der lå nord for Boston, havde sit udgangspunkt i en smal tange, kaldet Charlestown Neck, i nordvest og strakte sig omkring 1½ km mod sydvest ind i Bostons havn. Bunker Hill, der havde en højde af 33 meter, lå i den nordlige ende af halvøen. Breed's Hill, som kun var 19 meter højt, var længere mod syd og tættere på Boston.Chidsey p. 91 har et historisk kort, som viser højder. Byen Charlestown lå på et fladt område i den sydlige del af halvøen. På det nærmeste sted var der under 300 meter mellem Charlestown halvøen og Boston halvøen, hvor Copp's Hill havde nogenlunde samme højde som Breed's Hill. Da den britiske retræte fra Concord var endt i Charlestown, havde general Gage trukket tropperne tilbage til Boston dagen efter slaget i stedet for at befæste bakkerne på halvøen og havde dermed gjort hele Charlestown halvøen til et ingenmandsland.French, p. 220
Gennem maj måned modtog briterne forstærkninger, indtil de havde en styrke på omkring 6.000 mand. Den 25. maj ankom der tre generaler på HMS Cerberus: William Howe, John Burgoyne og Henry Clinton. Gage begyndte sammen med dem at planlægge et udfald fra byen,French, p. 249 og planen var klar den 12. juni. Oplysninger om disse planer lækkede ud til militsens ledere den 13., og den 15. besluttede de, at yderligere forsvarsværker måtte opføres.Brooks, p. 119 General Ward gav Israel Putnam ordre til at bygge stillinger på Charlestown halvøen, især på Bunker Hill.French, p. 255
Slaget thumb|left|kort fra 1775 over Boston området (indeholder nogle upræcise informationer) thumb|right|300px|Det første britiske angreb på Bunker Hill. Farvede områder er bakker.
Befæstning af Breed's Hill Om natten mellem den 16. og 17. juni førte militsobersten William Prescott 1.200 mand ud på halvøen for at opbygge stillinger, hvorfra artilleri kunne skyde ind i Boston.Frothingham, pp. 122-123 I starten var Putnam, Prescott og deres ingeniørofficer, kaptajn Richard Gridley, uenige om, hvor de skulle placere deres stillinger. Der blev udført noget arbejde på Bunker Hill, men Breed's Hill lå nærmere på Boston og blev anset for lettere at forsvare. Selv om det nok var i modstrid med deres ordrer, besluttede de at bygge deres vigtigste skanse der.Frothingham, pp. 123-124 Ud fra Gridleys anvisninger begyndte Prescott og hans mænd at udgrave en befæstning omkring 40 meter i kvadrat med grøfter og jordvolde. De tilføjede grøft- og digeforlængelser i retning af Charles River på deres højre side og begyndte at forstærke et gærde, som lå på deres venstre side. Murene på skansen var omkring 1,8 meter høje, med en træplatform indeni, hvor mændene kunne stå og skyde over muren.Frothingham, p. 135
Før daggry, omkring kl. 4, opdagede en vagtpost om bord på HMS Lively den nye befæstning. Lively åbnede ild, hvilket kun midlertidigt stoppede militsens arbejde. Om bord på sit flagskib HMS Somerset vågnede admiral Samuel Graves irriteret over den kanonskydning, som han ikke havde beordret.Frothingham, p. 125 Han satte en stopper for den, blot for at få sin beslutning omgjort af general Gage, da denne blev gjort opmærksom på situationen. Han gav ordre til at samtlige 128 kanoner i havnen og batterierne på Copp's Hill i Boston skulle beskyde militsens stillinger. Beskydningen havde forholdsvis beskeden effekt.Brooks, p. 127
Da general Thomas Gage betragtede stillingerne fra Boston med sin stab, genkendte loyalisten Abijah Willard sin svoger oberst Prescott. "Vil han kæmpe?' spurgte Gage sine mænd. "Jeg kan ikke svare på deres vegne", svarede Willard, "men oberst Prescott vil kæmpe mod Dem til helvedes porte"Graydon, p. 424 Prescott levede op til Willards ord, men hans mænd var knap på standhaftige. Da militsen led sit første tab, Asa Pollard fra Billerica,Chidsey, p. 84 en ung menig, som blev dræbt af kanonild, gav Prescott ordre til hurtigt at begrave manden i stilhed, men en stor gruppe mænd gav ham en højtidelig begravelse i stedet, hvorefter flere deserterede kort tid efter.
Det tog næsten seks timer for briterne at få stillet en infanteristyrke til parade for inspektion. General Howe skulle føre hovedangrebet, som skulle gå rundt om kolonisternes venstre flanke og ramme dem bagfra. Brigadegeneral Robert Pigot på den britiske venstre flanke skulle føre et direkte angreb mod skansen. Major John Pitcairn førte flanke- eller reservestyrken. Det krævede adskillige ture i storbåde at overføre Howes styrker til det østlige hjørne af halvøen, kaldet Moulton's Hill. På en varm dag, med uldne jakker og fuld feltoppakning på omkring 25 kg, var briterne endelig klar omkring kl. 14.Frothingham, p. 133
thumb|right|300px|Det andet britiske angreb på Bunker Hill. Kolonisterne, som havde set denne aktivitet, havde også rekvireret forstærkninger. Blandt forstærkningerne var Joseph Warren og Seth Pomeroy, som begge valgte at gøre tjeneste som infanterister. Prescott beordrede folkene fra Connecticut under kaptajn Knowlton til at forsvare den venstre flanke, hvor de brugte en grov stenmur som brystværn og forhøjede den med hegnspæle og hø. Tropper, som ankom for at forstærke denne flankestilling, omfattede det 1. og 3. New Hampshire regiment på 200 mand under obersterne John Stark og James Reed. Starks mænd indtog stillinger langs brystværnet i den nordlige ende af kolonisternes stillinger. Da lavvandet åbnede et hul langs Mystic River mod nord, forlængede de hurtigt gærdet med en kort stenmur til vandkanten.Chidsey p. 93 Oberst Stark placerede en pæl omkring 30 meter foran gærdet og gav ordre til, at ingen måtte skyde, før briterne passerede den.Chidsey p. 96 Lige før slaget begyndte, kom der yderligere forstærkninger, herunder dele af obersterne Brewer, Nixon, Woodbridge, Little og major Moores regimenter fra Massachusetts og Callenders artilleribatteri.Frothingham, p. 136
Angreb Brigadegeneral Pigot, som havde kommandoen over 5., 38., 43., 47. og 52. fodregiment såvel som major Pitcairn's marinesoldater, angreb skansen. Prescott, som ledede forsvaret, instruerede sine mænd om at vente med at skyde, indtil han gav signal. Da de skød, havde det en ødelæggende effekt, og de britiske soldater blev tvunget tilbage.Frothingham, pp. 140-141
General Howe førte de lette infanterikompagnier og grenaderer i angrebet på den amerikanske venstre flanke. Hans lette infanteri var placeret på en smal strand, på den yderste højre flanke af kolonisternes stilling, med grenadererne i midten. De formerede sig med fire mand i dybden og flere hundrede i bredden, under ledelse af officerer i skarlagenrøde jakker. Da tropperne nærmede sig amerikanernes linje, affyrede John Simpson, en mand fra New Hampshire, sit våben for tidligt, hvilket fik en del briter til at skyde tilbage, mens de endnu var udenfor skudvidde. Da briterne endelig var indenfor skudvidde, åbnede begge sider ild. Kolonisterne forårsagede store tab blandt briterne og skød især efter de rødklædte officerer. De brugte gærdet til at hvile deres musketter på og til at stabilisere deres sigte med. Briterne trak sig tilbage i uorden, mens militserne holdt deres position.Frothingham, pp. 141-142
De britiske reserver, som samledes lige nord for landsbyen Charlestown, havde tab som følge af beskydning af snigskytter og satte ild på byen. Røgen, der drev fra Charlestown, fungerede som et næsten surrealistisk bagtæppe for kampene, da vinden holdt røgen væk fra slagmarken.Frothingham, pp. 144-145 De britiske tropper blev bragt til samling og foretog endnu et angreb mod skansen og den nordlige flanke, og igen havde de store tab og blev slået tilbage.Chidsey pp. 96-98 I mellemtiden var der forvirring i de amerikanske styrkers bagland. General Putnam forsøgte, med kun begrænset succes, at sende ekstra tropper fra Bunker Hill til Breed's Hill for at støtte mændene i skansen.Frothingham, p. 146
Til sidst beordrede general Howe et tredje angreb, hvor også reserverne blev indsat, sammen med general Clinton og 400 frivillige marinere, som var kommet til fra Boston, efter at have set de fejlslagne angreb.Frothingham, p. 148 Dette angreb var koncentreret om skansen og lykkedes, selv om det kostede major Pitcairn livet.Chidsey p. 99 Forsvarerne var løbet tør for ammunition, hvilket betød at slaget blev mand mod mand. I denne form for kamp havde briterne fordelen, da deres musketter var udstyret med bajonetter i modsætning til kolonisterne. Oberst Prescott, en af de sidste kolonister, der forlod skansen, parerede bajonetstød med sin ceremonielle sabel.Frothingham, p. 150 Det var ved erobringen af skansen, at Joseph Warren blev dræbt. Kolonisternes tilbagetog blev til dels muliggjort af det tapre forsvar, som tropperne nord for skansen udførte, som forhindrede omringning. General Putnam forsøgte at få samling på sine tropper på Bunker Hill, men kolonitropperne flygtede så hurtigt, at kanoner og forskansningsværktøjer måtte efterlades. Kolonitropperne led størstedelen af deres tab under tilbagetoget fra Bunker Hill. Klokken 17 havde kolonisterne trukket sig tilbage over Charleston Neck til befæstede stillinger i Cambridge, og briterne havde kontrollen over halvøen.Frothingham, pp. 151-152
Efterspil