Invasionen af Danmark i 1940 var det tyske angreb og den efterfølgende besættelse af Danmark den 9. april 1940 under 2. verdenskrig. Angrebet var en del af den tyske Operation Weserübung, der omfattede både Danmark og Norge. Den danske del af operationen havde kodenavnet Weserübung Süd, mens angrebet på Norge blev betegnet Weserübung Nord.
Tysklands vigtigste strategiske mål med Operation Weserübung var Norge. Tyskland ønskede blandt andet at sikre transporten af svensk jernmalm fra Kiruna gennem den norske havneby Narvik samt at opnå bedre muligheder for den tyske flåde og det tyske luftvåben i kampen mod Storbritannien. Danmark blev inddraget i planlægningen af militærtaktiske grunde. Besættelsen af dansk territorium skulle blandt andet sikre forbindelserne til Norge, kontrollen over Skagerrak og ikke mindst Aalborg Flyveplads, som var vigtig for den tyske luftbro til Norge.
De tidlige tyske planer havde oprindeligt lagt op til, at Danmark kunne presses til at acceptere tysk militær adgang til landet uden en egentlig invasion. I februar 1940 blev planerne imidlertid ændret, og Hitler godkendte en egentlig besættelse af Danmark. Den endelige plan omfattede besættelsen af Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm samt kontrollen over København og vigtige havne og lufthavne.
Det tyske angreb begyndte tidligt om morgenen den 9. april. Tyske tropper gik over den dansk-tyske grænse klokken 4.15, mens tyske styrker samtidig blev landsat flere steder langs de danske kyster. Klokken omkring 5.00 blev der gennemført et faldskærmsangreb mod Masnedø og Storstrømsbroen, og senere samme morgen blev Aalborg Flyveplads erobret. I København gik tyske soldater i land ved Langelinie.
Det danske forsvar var talmæssigt og materielt langt underlegent. Tyskland indsatte omkring 40.000 soldater mod færre end 4.000 danske soldater. Den danske modstand var især koncentreret i Sønderjylland, hvor danske enheder kæmpede mod de fremrykkende tyske styrker. I alt faldt 16 danske soldater, og 23 blev såret.
Samtidig med det militære angreb afleverede den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink et ultimatum til den danske regering. Tyskland krævede, at Danmark accepterede den tyske besættelse og de medfølgende militære krav. Den tyske regering truede samtidig med et bombardement af København, hvis Danmark gjorde væbnet modstand.
Klokken 6.00 besluttede kong Christian 10. og regeringen at indstille kampen. Beslutningen blev truffet efter et møde på Amalienborg, hvor kongen, regeringen og de øverste militære chefer drøftede situationen. General William Prior ønskede at fortsætte kampen, men flertallet gik ind for en kapitulation for at undgå yderligere tab og risikoen for omfattende ødelæggelser.
Kapitulationsordren nåede ikke straks alle danske enheder. De sidste kampe fandt sted i Haderslev, hvor danske soldater først omkring klokken 8.15 indstillede modstanden. Danmark var herefter under tysk besættelse, men bevarede formelt sin regering, konge og statsadministration under den såkaldte samarbejdspolitik.
Baggrund I løbet af 1939 voksede interessen for Skandinavien blandt både Storbritannien, Frankrig og Nazi-Tyskland. Området havde strategisk betydning på grund af dets beliggenhed mellem Nordsøen, Atlanterhavet og Østersøen samt på grund af Sveriges eksport af jernmalm. Den tyske rustningsindustri var afhængig af svenske malmleverancer, og om vinteren blev en betydelig del af malmen fra Kiruna transporteret gennem den norske havneby Narvik, fordi Den Botniske Bugt kunne være tilfrosset.
Efter Storbritanniens og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september 1939 overvejede de vestallierede forskellige muligheder for at føre krigen mod Tyskland uden om Vestfronten. Den norske kyst og de svenske malmtransporter indgik i disse overvejelser. Britisk og fransk kontrol over dele af Norge ville både kunne styrke blokaden af Tyskland og gøre det vanskeligere for tyskerne at modtage jernmalm fra Sverige.
Tyskland fulgte samtidig udviklingen i Skandinavien med stigende bekymring. I efteråret 1939 drøftede Adolf Hitler og chefen for Kriegsmarine, Erich Raeder, blandt andet risikoen for, at Storbritannien kunne oprette baser i Norge. Raeder fremhævede de norske fjordes betydning for den tyske flåde og mulighederne for at operere mod Storbritannien. På dette tidspunkt var en tysk besættelse af Norge dog endnu ikke besluttet, og Danmark indgik ikke i de første planer.
Situationen ændrede sig efter Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, som begyndte i november 1939. Storbritannien og Frankrig ønskede at støtte Finland og overvejede at sende militære styrker til Norden. En sådan intervention kunne samtidig have givet de vestallierede mulighed for at få kontrol over områder, der var vigtige for den svenske malmeksport. Norge og Sverige ønskede imidlertid ikke at tillade en allieret militær gennemmarch eller stationering af større udenlandske styrker på deres territorier. Den finsk-sovjetiske fred i marts 1940 medførte, at den planlagte allierede indsats ikke blev gennemført.
På tysk side bidrog udviklingen til en fremskyndelse af planerne om en militær aktion i Norge. Den britiske opbringelse af det tyske forsyningsskib Altmark i norsk territorialfarvand i februar 1940 styrkede samtidig Hitlers opfattelse af, at Norge ikke kunne eller ville forhindre britiske indgreb i landets neutralitet. Tyskland besluttede derfor at sikre kontrollen over Norge gennem en militær invasion.
Danmark blev først senere inddraget i de tyske planer. De første planer for en tysk aktion mod Norge omfattede ikke nødvendigvis en besættelse af Danmark. Efterhånden blev det imidlertid klart, at dansk territorium kunne få stor militærtaktisk betydning for operationen. Danmark kunne fungere som forbindelse mellem Tyskland og Norge, og især Aalborg Lufthavn kunne anvendes til tyske flyoperationer og forsyninger under felttoget i Norge. Kontrollen over danske havne, lufthavne og forbindelser mellem landsdelene var derfor vigtig for den samlede tyske operation.
De første tyske overvejelser gik ud på at sikre sig adgang til udvalgte danske områder uden nødvendigvis at gennemføre en fuldstændig besættelse. I begyndelsen af 1940 blev planerne ændret. Den 1. marts 1940 udstedte Hitler det afgørende direktiv om Operation Weserübung, som fastslog, at både Norge og Danmark skulle besættes. De overordnede tyske mål var at forhindre en britisk intervention i Skandinavien og Østersøområdet, sikre Tysklands adgang til svensk jernmalm samt skabe bedre udgangspositioner for det tyske luftvåben og den tyske flåde mod Storbritannien.
Operationen blev opdelt i to dele: Weserübung Nord omfattede invasionen af Norge, mens Weserübung Süd omfattede besættelsen af Danmark. General Leonhard Kaupisch blev udnævnt til chef for den tyske operation mod Danmark den 2. marts 1940. Den endelige plan indebar blandt andet erobringen af Jylland og Fyn samt landgange på Sjælland og Bornholm.
Den tyske regering fremstillede senere invasionen som et forebyggende forsvarsskridt mod en forventet britisk-fransk intervention i Skandinavien. I det memorandum, som den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink afleverede til den danske regering den 9. april 1940, hævdede den tyske regering blandt andet, at Storbritannien og Frankrig planlagde at gøre Skandinavien til krigsskueplads. Memorandummet er en vigtig samtidig kilde til den tyske begrundelse for invasionen, men beskriver naturligvis den tyske regerings egen argumentation og kan derfor ikke i sig selv bruges som bevis for, at de tyske påstande var korrekte.
Dansk-tysk ikke-angrebspagt Danmark og Tyskland indgik den 31. maj 1939 en dansk-tysk ikke-angrebspagt. Baggrunden var den voksende internationale spænding efter Tysklands ekspansion i Europa, blandt andet besættelsen af dele af Tjekkoslovakiet i marts 1939. Den 15. april 1939 rettede USA's præsident Franklin D. Roosevelt en henvendelse til Adolf Hitler, hvori han bad om en garanti for, at Tyskland ikke ville angribe en række europæiske småstater, herunder Danmark. Hitler benyttede henvendelsen til at fremsætte tilbud om ikke-angrebspagter til en række lande, herunder de nordiske lande.
Den danske udenrigsminister P. Munch fra Det Radikale Venstre var positiv over for en ikke-angrebspagt, men ønskede helst, at Norge og Sverige samtidig tilsluttede sig, så Danmark ikke kom til at indtage en særstilling i Norden. Norge og Sverige afviste imidlertid det tyske tilbud, og Danmark blev det eneste nordiske land, der indgik en sådan aftale med Tyskland. Ældre historiske fremstillinger fremhæver netop dette som et brud på det nordiske samarbejde, mens nyere fremstillinger også lægger vægt på Munchs ønske om at undgå en konflikt med Tyskland og bevare Danmarks mulighed for at føre en neutralitetspolitik.
Pagten fastslog, at Kongeriget Danmark og Det tyske Rige under ingen omstændigheder ville gå i krig eller anvende magt mod hinanden. Den indeholdt desuden en bestemmelse om, at en af parterne ikke skulle støtte en tredje magts angreb på den anden part.
Traktaten blev underskrevet i Berlin af den danske gesandt Herluf Zahle og den tyske rigsudenrigsminister Joachim von Ribbentrop. Den skulle gælde i 10 år fra udvekslingen af ratifikationsdokumenterne. Hvis ingen af parterne opsagde den senest et år før periodens udløb, skulle den forlænges med yderligere 50 år.
Til traktaten var knyttet en særskilt undertegnelsesprotokol. Heri blev det fastslået, at almindelig neutralitetspolitik ikke skulle betragtes som støtte til en tredje magt i strid med traktaten. Danmark kunne dermed fortsat opretholde normal vareudveksling og varetransit med en stat, der var i konflikt med Tyskland. Bestemmelsen var vigtig for Danmark, fordi den skulle sikre muligheden for fortsat handel med blandt andet Storbritannien, hvis Tyskland senere kom i krig med briterne.
Pagten viste sig ikke at være nogen beskyttelse mod tysk aggression. Da Tyskland invaderede Danmark den 9. april 1940, var traktaten stadig gældende. Den tyske invasion udgjorde derfor et direkte brud på den dansk-tyske ikke-angrebspagt.
En ældre kilde fra efterkrigstiden vurderede pagten som uden reel beskyttelsesværdi for Danmark og fremhævede samtidig, at Tyskland kunne bruge aftalen propagandistisk. Senere historiske fremstillinger har tilsvarende understreget, at den danske regering ikke kunne regne med, at pagten i sig selv ville forhindre en tysk militær aktion https://slaegtsbibliotek.dk/934076.pdfthumb|Tysk Leichter Panzerspähwagen kører gennem Viborg, 12. april 1940. De involverede styrker Tysklands styrker og angrebsplaner Wehrmachts operation mod Danmark blev ledet af general Leonhard Kaupisch, som var chef for den tyske operationsstab for Weserübung Süd. Angrebet skulle gennemføres samtidigt fra land, sø og luft og havde til formål hurtigt at sikre de vigtigste danske trafikknudepunkter, havne og flyvepladser.
Den 1. marts 1940 blev det besluttet, at Danmark skulle inddrages i Operation Weserübung, og den 7. marts fastlagde Hitler fordelingen af de tyske divisioner. 170. Infanteriedivision og 11. Schützen-Brigade skulle erobre Jylland og Fyn, mens 198. Infanteriedivision skulle indsættes mod Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Den 2. april fastsatte Hitler den 9. april som dato for angrebet. Angrebet skulle begynde klokken 4.15 dansk tid og gennemføres med en kombination af landstyrker, sølandsætninger og luftbårne operationer. De første tyske tropper overskred grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd, mens tyske skibe samtidig landsatte tropper ved blandt andet Middelfart, Assens, Nyborg og Korsør. I Gedser ankom tyske soldater med færger fra Warnemünde.
Sjælland, Lolland-Falster og København