Påskeopstanden (irsk: Éirí Amach na Cásca)Department of the Taoiseach – Easter Rising fandt sted i Irland i påsken 1916. Opstanden var militante irske republikaneres forsøg på at opnå uafhængighed fra Storbritannien. Det er den vigtigste opstand siden opstanden i 1798.
Opstanden varede fra 24. april til 30. april 1916 og var planlagt af Irish Republican Brotherhood:
Irish Volunteers under ledelse af Patrick Pearse Irish Citizen Army under ledelse af James Connolly 200 medlemmer fra Cumann na mBan
Oprørerne bemægtigede sig nøglepositioner i Dublin. Også andre steder i Irland var der handling, men bortset fra angrebet på en RIC-kaserne i Ashbourne, County Meath var der tale om mindre hændelser.
Opstanden blev nedkæmpet efter seks dage, og dens ledere stillet for en krigsret og henrettet. Det var med til at bringe den militære gren af irsk nationalisme tilbage som en dominerende politisk magt. Ved valget i 1918, det sidste valg i Irland til det britiske parlament, vandt republikanerne 73 af 105 pladser ved at undsige Westminster og være for irsk uafhængighed. I januar 1919 sammenkaldte de ikke fængslede Sinn Féin-medlemmer den første Dáil og dannede den irske republik. Da den britiske regering nægtede at anerkende den nye stat, førte det til den irske uafhængighedskrig.
Baggrund
Siden Storbritannien og Irland ved unionsloven i 1800 var forenet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland, havde unionsmodstanden vist sig i to former: En parlamentarisk og en voldelig.
Daniel O´Connell, der grundlagde Repeal Association i 1840, arbejdede for en fredelig udtræden, der skulle opnås ved at lægge pres via det engelske underhus og politiske massemøder. Organisationen Young Irelanders var oprindeligt en gren af O´Connells bevægelse, men brød ud fra den i 1846 for at stifte Irish Confederation, hvis ledere William Smith O´Brien, Thomas Francis Meagher og John Blake Dillon førte an i Young Irelander opstanden i 1848. Den Feniske bevægelse var med deres opstand i 1867 et andet eksempel på den voldelige militante strategi. Opstanden mislykkedes, men bevægelsen fortsatte som et stærkt hemmeligt edsbundet samfund.Sean Cronin, The McGarrity Papers, Anvil Books, 1972. I 1873 blev der holdt en fenisk kongres i Dublin, hvor bevægelsen skiftede navn til Irish Republican Brotherhood samt vedtog en forfatning. To resolutioner blev vedtaget: At centralkomitéen i IRB skulle agere som den irske republiks regering. At formanden skulle være præsident indtil den dag at det irske folk selv kunne vælge sig en præsident.Eoin Neeson, Myths from Easter 1916, p. 67
Det lykkedes for Hjemmestyrebevægelsen og Charles Stewart Parnell's Irish Parliamentary Party at få valgt flere medlemmer til det engelske underhus, og i kraft af en parlamentarisk nøgleposition kunne de true med at obstruere det politiske arbejde. Det lykkedes derfor at få forhandlet tre hjemmestyrelove på plads. Parnells mål begrænsede sig dog ikke til hjemmestyre. Det blev klart, da han i en tale i januar 1885 sagde "Ingen mand har ret til at sætte grænser for en hel nations march."F.S.L. Lyons, Parnell, Gill & Macmillan, FP 1977, pg. 264 Den første hjemmestyrelov blev nedstemt i det engelske underhus i 1886. Den anden hjemmestyrelov i 1893 blev vedtaget i underhuset, men nedstemt i det engelske overhus. Den tredje hjemmestyrelov i 1912 blev igen stemt igennem i underhuset og nedstemt af overhuset, men grundet den ny parlamentslov (gennemført af H.H. Asquith med hjælp fra John Redmond, der blev leder af IPP efter Parnells død) ville loven blive gennemført to år efter. I modsætning til Parnell, så Redmond hjemmestyre som det endelige politiske mål.Eoin Neeson, Myths from Easter 1916, p. ?
Såvel Ulsters unionister med Edward Carson i spidsen, Tories og det engelske overhus var modstandere af hjemmestyre, da det var i modstrid med deres interesser. 13.januar 1913 dannede unionisterne Ulster Volunteer Force for voldeligt at kunne modgå det snarlige påbud om hjemmestyre, og endvidere kom der trusler om voldelig aktion i tilfælde af et hjemmestyre fra engelske konservative her af den konservative leder Andrew Bonar Law.The Green Flag, Kee, p.400-1. The IRA, Coogan, p.8-11Kee, 170-2 I opposition hertil dannede tilhængere af hjemmestyre 25. november 1913 Irish Volunteers, en militant gruppe der skulle sikre hjemmestyret.Kee, 201-2 Hjemmestyreloven modtog kongelig stadfæstelse 18. september 1914, men undtog et endnu ikke afgrænset område i UlsterKee, 181-2 Loven blev suspenderet som følge af 1.verdenskrig, der var udbrudt en måned tidligere. Det medførte, at Irish Volunteers deltes i to grene
en klar majoritet der støttede briterne og de allierede i 1.verdenskrig i form af det nydannede National Volunteers. en mindre gren regrupperede Irish Volunteers, under ledelse af Thomas Clarke og Seán MacDermott,Easter 1916: The Irish rebellion, Charles Townshend, 2005, page 18, The McGarrity Papers: revelations of the Irish revolutionary movement in Ireland and America 1900 – 1940, Sean Cronin, 1972, page 16, 30, The Provisional IRA, Patrick Bishop & Eamonn Mallie, 1988, page 23, The Secret Army: The IRA, Rv Ed, J Bowyer Bell 1997, page 9, The IRA, Tim Pat Coogan, 1984, page 31 og fortsatte bestræbelserne på ikke at lade sig nøje med hjemmestyre inden for den britiske krone, men for en uafhængig irsk republik.The Fenians, Michael Kenny, The National Museum of Ireland in association with Country House, Dublin, 1994, .
Planlægning af opstanden
Planen om opstanden blev født allerede få dage efter krigen mod Tyskland i august 1914. Det øverste råd i IRB trådte sammen i Parnell Square 25, hvor de ud fra den gamle irske maksime "Englands nød er Irlands chance" besluttede at tage aktion inden krigen var ovre. Rådet besluttede sig for tre ting: At etablere et militært råd, søge al mulig hjælp fra Tyskland og sikre kontrol med "The Volunteers".
Selvom det var IRB's langsigtede mål at få en selvstændig irsk republik, havde ingen illusioner om, at det kunne opnås ved en enkelt opstand. Ifølge historikeren Eoin Neeson, havde lederne ikke kalkuleret med en mulig militær sejr, men stillede sig tilfreds med militære markeringer. IRB havde tre formål med opstanden: For det første at erklære en irsk republik, for det andet at revitalisere folkets gejst og vække den separatistiske nationale glød og for det tredje at fordre en plads ved efterkrigstidens fredsforhandlingerMichael Foy & Brian Barton, The Easter Rising, J.H. Haynes & Co., .
Derfor planlagde IRB's kasserer Tom Clarke et militært råd. Først bestod det af Patrick Pearse, Eamonn Ceannt og Joseph Plunkett. Han selv og Séan Mac Diarmada blev føjet til kort tid efter. Alle var de medlemmer af IRB og med undtagelse af Clarke også af Irish Volunteers.
IRB's andet mål var allerede godt i gang med at lykkes. IRB havde infiltreret en lang række af organisationer som Gaelic Athletic Association,<ref>P. S. O’Hegarty writes that “of the seven founding members they were probably all Fenians, but at least four of them were.” While the Fenians used it naturally, it was not a political organisation, according to Hegarty; it remained faithful to its purpose: the Preservation and Cultivation of National Pastimes, though they did use it for the strengthening of national feeling generally. A History of Ireland Under the Union 1801 to 1922, pp. 611-612, P. S. O'Hegarty, Methuen & Co. Ltd, London</ref> The Gaelic League, Sinn Féin, fagforeningerne og siden Citizen Army.
Volunteers kom gradvist mere under IRB's kontrol, organisationen var dannet af IRB i 1913, med det formål at iscenesætte en opstand,Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007, page 79, Easter 1916: The Irish Rebellion, Charles Townshend, 2005, page 41, The IRA, Tim Pat Coogan, 1970, page 33, The Irish Volunteers 1913-1915,F. X. Martin 1963, page 24, The Easter Rising, Michael Foy & Brian Barton, 2004, page 7, Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007, page 79, Victory of Sinn Féin, P.S. O’Hegarty, page 9-10, The Path to Freedom, Michael Collins, 1922, page 54, Irish Nationalism, Sean Cronin, 1981, page 105, A History of Ireland Under the Union, P. S. O’Hegarty, page 669, 1916: Easter Rising, Pat Coogan, page 50, Revolutionary Woman, Kathleen Clarke, 1991, page 44, The Bold Fenian Men, Robert Kee, 1976, page 203, The IRB: The Irish Republican Brotherhood from the League to Sinn Féin, Owen McGee, 2005, 353-354 og det blev en sag for IRB's medlemmer høj som lav at fremme dens status. Gennem disse organisationer ville de presse nationalisme, separatisme og i sidste instans forandring igennem; Fra 1916 var en stor del af lederskabet i Volunteers passionerede republikanere. En bemærkelsesværdig undtagelse var grundlæggeren og stabschefen Eoin MacNeill, der ikke kendte IRB's intentioner. MacNeill havde derimod en ide om at bruge IRB i en forhandlingssituation over for briterne efter 1.verdenskrig. F.S.L. Lyons, Ireland Since the Famine, Collins/Fontana, 1971; p. 341MacNeill approved of armed resistance only if the British attempted to impose conscription on Ireland for the World War or if they launched a campaign of repression against Irish nationalist movements, in such a case he believed that they would have mass support. MacNeill's view was supported within the IRB, by Bulmer Hobson. Nevertheless, the IRB hoped either to win him over to their side (through deceit if necessary) or bypass his command altogether. Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007
I Tyskland åbnedes forhandlinger med den tyske overkommando under ledelse af Theobald von Bethmann-Hollweg, grev Rudolph Nadolny og kaptajn Heydal i Tyskland. IRB (Irish Republican Brotherhood) var repræsenteret af Joseph Plunkett (der rejste til Berlin i 1915) foruden hans fader grev Plunkett. Roger Casement var også tilstede; han så sig selv som repræsentant for Volunteers. Casement blev aldrig medlem af IRB og forblev uvidende om, i hvor høj grad IRB havde infiltreret Volunteers.Brian Inglis, Roger Casement, HBJ, 1973, p. 299 Der blev også foretaget forhandlinger i Amerika med den tyske ambassadør i Washington D.C., Grev Johann Heinrich von Bernsdorff og førstesekretæren Wolf von Igel. Også John Devoy fra Clan na Gael var involveret i disse forhandlinger. Forhandlinger foregik i 1914, 1915 og 1916. Forhandlingerne førte frem til IRB, såfremt de ville være i stand til at sikre den irske nation status af "en ulovlig fratagelse af status af stat" så ville tyskerne afse dem en høring ved efterkrigstidens fredskonference."Desmond's Rising" Memoirs of Desmond FitzGerald; Liberties Press, Dublin, 1968 and 2006, pp.142-144.
James Connolly, leder af Irish Citizen Army (ICA) en gruppering af væbnede mænd og kvinder i socialistiske fagforeninger, var totalt uvidende om IRB's planer og såfremt andre bakkede ud af opstanden, truede han med prompte at sætte opstanden i gang. Da ICA imidlertid kun rådede over en styrke på knap 200 mand, ville en opstand utvivlsomt have været et håbløst foretagende. Det er dog tænkeligt, at hvis ICA alene havde indledt en opstand, så var IRB og Volunteers sandsynligvis kommet dem til undsætning. De blev enige om at gennemføre opstanden sammen den kommende påske og Connolly blev gjort til det sjette medlem af den militære komité (siden ville Thomas MacDonagh blive det syvende og sidste medlem af komiteen).
I et forsøg på at modarbejde angivere (og IRB's ledelse) beordrede Pearse i de tidlige aprildage Volunteers til tre dages "Parader og Manøvrer" på Påskedag (hvilket han kunne gøre som bestyrelsesmedlem). Ideen bag en sådan manøvre var, at republikanerne i organisationen nøjagtigt ville vide hvad det betød, mens folk som MacNeill og de britiske myndigheder på Dublin Castle ikke ville tage det for mere end det umiddelbart gav sig ud for. Imidlertid fandt MacNeill ud af, hvad der var under opsejling, og truede med "at gøre alt hvad der stod i hans magt for at underrette Dublin Castle" for at forhindre en opstand.