Joaquín Antonio Balaguer Ricardo (født 1. september 1906 i Navarrete, død 14. juli 2002 i Santo Domingo) var en dominikansk politiker, diplomat og forfatter, der var præsident for Den Dominikanske Republik gennem tre perioder, 1960-1962, 1966-1978 og 1986-1996, i alt 24 år.

Balaguer var i sin levetid en af landets mest indflydelsesrige og kontroversielle politiske skikkelser. Han huskes både som en central statsmand og nationsbygger og som en autoritær leder, hvis regeringer var ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder politiske mord, bortførelser og systematisk undertrykkelse af oppositionenn. Derudover efterlod han sig en omfattende litterær produktion.

Biografi Balaguer blev født i Navarrete i den nordlige del af Den Dominikanske Republik, tæt på landets næststørste by, Santiago de los Caballeros. Han tog en jurauddannelse fra Universidad Autónoma de Santo Domingo og læste derefter kortvarigt ved Sorbonne. I 1940'erne arbejdede han som diplomat i Spanien, Colombia og Ecaudor, mens han fra 1947 til 1949 var ambassadør i Mexico. Senere blev han embedsmand i undervisnings- og udenrigsministerierne i Den Dominkanske Repbulik.

Han blev senere kendt under tilnavnet “caudilloen fra Navarrete”, som både henviser til hans autoritære ledelsesstil og den personkult, der omgav ham.

Under diktatoren Rafael Trujillos 31 år lange styre var Balaguer en af regimets vigtigste ideologer. I 1957 blev han udnævnt til vicepræsident og i 1960 til præsident som Trujillo-regimets sidste statsoverhoved. Han fratrådte embedet efter omkring halvandet år, kort før Trujillos fald.

Moderniseret ideologi Balaguer vendte tilbage til magten efter præsidentvalget i 1966, som blev afholdt under omstridte forhold. Han indledte herefter en autoritær regeringsperiode, der i Den Dominikanske Republik er kendt som “Balaguers tolv år”.

Politisk videreførte han en moderniseret udgave af Trujillos antikommunistiske ideologi. Staten bekæmpede aktivt politisk opposition gennem overvågning, vilkårlige arrestationer, tortur, bortførelser og drab. Samtidig tiltrak regeringen udenlandske investeringer ved at sikre såkaldt “arbejdsfred” (la paz laboral), blandt andet gennem lønfrysninger i store dele af perioden.

Mordet på Orlando Martínez Howley Et af de mest symbolske eksempler på regimets undertrykkelse var mordet på journalisten Orlando Martínez Howley i 1975. Martínez var en markant kritiker af Balaguers regering.

I sin selvbiografi Memorias de un cortesano de Trujillo (1988) efterlod Balaguer en tom side med et løfte om, at sandheden om mordet skulle offentliggøres 20 år efter hans død. Han afslørede dog aldrig selv, hvem der stod bag. Sagen blev genoptaget i slutningen af 1990'erne under præsident Leonel Fernández, og i år 2000 blev flere personer dømt. Dommene blev imidlertid annulleret i 2002, og sagen betragtes fortsat formelt som uopklaret.

Tilbage igen Balaguer vendte endnu en gang tilbage til præsidentembedet i 1986 og blev genvalgt i 1990 og 1994. I denne periode var han stærkt syns- og hørehæmmet og til sidst næsten blind efter at have levet med grøn stær i mange år.

Efter omfattende anklager om valgsnyd blev han presset til at afkorte sin sidste embedsperiode og trådte tilbage i 1996. Hans styre i disse år blev generelt betragtet som mere liberalt end tidligere, med større politisk spillerum for oppositionen. Samtidig blev der investeret massivt i infrastruktur, hvilket dog medførte betydelig statsgæld.

Balaguer forblev en central politisk figur frem til sin død i 2002. Hans støtte spillede en vigtig rolle ved præsidentvalget i 1996, som blev vundet af Leonel Fernández. Balaguer stillede selv op til valget i 2000, men fik blot 23 procent af stemmerne og tabte således, ligesom han gjorde ved valgene i 1978 og 1982.

Forholdet til Haiti Som en dominerende politisk skikkelse fra Trujillo-perioden og frem til sin død satte Balaguer i høj grad dagsordenen for dominikansk politik over for Haiti. Han betragtede ofte Haiti som en trussel mod Den Dominikanske Republik og fremsatte gentagne gange racistiske udtalelser om den haitianske befolkning, især med henvisning til deres afrikanske ophav. Samtidig anerkendte han lejlighedsvis landenes gensidige afhængighed. I bogen La isla al revés (1983) skrev han om forholdet mellem de to lande og bemærkede, at “hvis det ene drukner, vil det andet også drukne”. Balaguers syn på Haiti forblev dog præget af dybe modsætninger.

Referencer

Kategori:Dominikanske Republiks præsidenter Kategori:Forfattere Kategori:Diplomater