Ronaldus "Ronald" de Boer (født 15. maj 1970 i Hoorn, Holland) er en tidligere hollandsk fodboldspiller, der spillede som angriber hos en række klubber, men huskes bedst for sine ophold hos Ajax Amsterdam i Æresdivisionen, samt hos FC Barcelona i den spanske La Liga. Han er tvillingebror til en anden tidligere hollandsk landsholdsspiller, Frank de Boer.

De Boer blev i både 1994 og 1996 kåret til Årets spiller i hollandsk fodbold.

Klubkarriere De Boer startede sin seniorkarriere i 1987 hos Ajax Amsterdam i sit hjemland og spillede, kun afbrudt af et toårigt ophold hos ligarivalerne FC Twente, i hovedstadsklubben de følgende elleve sæsoner frem til 1998. I denne periode var han med til at sikre klubben fem hollandske mesterskaber og to pokaltitler. Kronen på værket var dog sejrene i UEFA Cuppen i 1992 samt Champions League, UEFA Super Cup og Intercontinental Cup i 1995.

I 1998 flyttede de Boer sammen med sin tvillingebror til den spanske La Liga-storklub FC Barcelona, hvor han spillede følgende to sæsoner. Kort efter sin ankomst var han med til at vinde UEFA Super Cuppen, og i 1999 sikrede klubben sig desuden det spanske mesterskab.

Efter at have forladt Barcelona i 2000 spillede De Boer de følgende fire år hos skotske Rangers F.C., som han også vandt adskillige trofæer med. Han afsluttede sin karriere med tre sæsoner i Qatars fodboldliga.

Landshold De Boer nåede gennem elleve år at spille 67 kampe for Hollands landshold, som han debuterede for i 1993. Han var efterfølgende en del af den hollandske trup til både VM i 1994, EM i 1996, VM i 1998 samt EM i 2000. Han nåede at score 13 mål for landsholdet.

Titler Æresdivisionen 1990, 1994, 1995, 1996 og 1998 med Ajax Amsterdam

Hollands pokalturnering 1987 og 1998 med Ajax Amsterdam

La Liga 1999 med FC Barcelona

Skotlands Premier League 2003 med Rangers F.C.

Skotlands FA Cup 2002 og 2003 med Rangers F.C.

UEFA Cup 1992 med Ajax Amsterdam

Champions League 1995 med Ajax Amsterdam

UEFA Super Cup 1995 med Ajax Amsterdam 1998 med FC Barcelona

Intercontinental Cup 1995 med Ajax Amsterdam

Eksterne henvisninger

Spillerinfo

Kategori:Fodboldspillere fra Holland Kategori:Fodboldspillere fra AFC Ajax Kategori:Fodboldspillere fra FC Twente Kategori:Fodboldspillere fra FC Barcelona Kategori:Fodboldspillere fra Rangers F.C. Kategori:Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 1994 Kategori:Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 1996 Kategori:Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 1998 Kategori:Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2000 Kategori:Tvillinger fra Nederlandene