Nazistisk arkitektur var en arkitektonisk plan og en integreret del af det nazistiske partis plan om skabe en kulturel og åndelig genfødsel i Tyskland som en del af skabelsen af Det tredje rige. thumb|right|Tribunen ved Zeppelinfeld stadion i Nürnberg hvor de årlige partiforsamlinger fandt sted
Adolf Hitler beundrede det romerske imperium og vidste at gamle tyske blev en del af det romerske samfund og havde påvirket imperiet, mens romerne betragtede de germanske stammer som fjender af Pax Romana. Alligevel anså han romerne for at være et tidligt arisk imperium og kopierede deres arkitektur inspireret af både neoklassicisme og "alvorlig" art deco og opførte bygninger som kultsteder for nazismen. Han gav også ordre til bygning af en slag sejrsalter, lånt fra grækerne, som ifølge nazistisk teori var præget af de ariske folk. På grund af Hitlers beundring for de klassiske kulturer omkring Middelhavet, kunne han ikke isolere og politisere en tysk fortid på samme måde som Benito Mussolini havde gjort med det antikke Rom. Han måtte importere politiske symboler og retfærdiggøre deres tilstedeværelse med en opdigtet racemæssig fortid, myten om at de gamle grækere var blandt tyskernes forfædre – kædet sammen med de samme ariske folk.Scobie 92
Hitlers fantasier om at være grundlægger af et tusindårsrige stemte overens med at Colosseum blev kædet sammen med evigheden. Hitler forestillede sig, at alle fremtidige Olympiske lege skulle foregå i Tyskland på Deutsches Stadion. Det står også klart, at han forventede, at den slagne verden ikke have andet valg end at sende sine atleter til Tyskland hver gang de Olympiske lege blev afholdt. Bygningen afspejlede Hitlers higen efter at dominere verden, længe inden dette mål blev formuleret.Scobie 80 Hitler havde som regel stor tilfredsstillelse ved at se verdensberømte monumenter blive overgået i størrelse af hans tyske.
De fleste regimer ønsker at præge det område de behersker både fysisk og følelsesmæssigt. Den mest direkte måde er at opføre bygninger og mindesmærker. Arkitektur anses for at være den eneste kunstform, som fysisk kan smelte sammen med omgivelserne og samtidig påvirke folk, som bor i dem. Beboerne må tage stilling til deres liv som selvstændige objekter. På den måde er folk tvunget til at bevæge sig på bestemte måder, eller se på bestemte ting. På den måde påvirker arkitektur ikke blot landskabet, men også stemningen hos befolkningen. Nazisterne mente, at arkitektur spillede en nøglerolle i etableringen af deres nye orden. Arkitektur havde en særlig betydning for politikerne, som i lighed med de fleste totalitære ledere forsøgte at få indflydelse på alle aspekter af menneskers liv.Taylor 11
Desuden var det tanken, at det ikke blot var storbyerne, men også de små landsbyer, som skulle udtrykke det tyske folks natur, og hvad det havde opnået. Landets udseende skulle ændres. Det var ikke nok at begrænse marxistisk eller liberal arkitektur. De nye bygninger skulle fortælle verden, at tusindårsriget var kommet. Det Tredje rige søgte didaktisk og teatralsk at påvirke den udenlandske besøgende med sine overvældende repræsentative bygninger.
Arkitekten Hitler Hitler kunne lide de mange teatre, som Hermann og Ferdinand Fellner havde bygget i en senbarok stil. Han satte pris på de strenge arkitekter i det 19. århundrede såsom Gottfried Semper, som byggede operaen i Dresden, Gemäldegalerie Alte Meister i Dresden og hofmuseerne i Wien samt Theophilus Hansen, som skabte adskillige bygninger i Athen i 1840'erne og senere i Wien. Han fablede om Palais Garnier, operaen i Paris, og Palais de justice de Bruxelles af arkitekten Joseph Poelaert.
I sidste ende foretrak han opsvulmet neobarok sådan som kejser Wilhelm 2. havde fostret den gennem sin hofarkitekt Ernst von Ihne. Grundlæggende var det dekadent barok, som kunne sammenlignes med det romerske imperiums nedgangstid. Inden for arkitektur, maleri og skulptur blev Hitler hængende i sin ungdoms verden, tiden fra 1880 til 1910. Den satte sit aftryk på hans kunstneriske smag og hans politiske og ideologiske forestillinger.Speer, Third Reich, 75-76
Føreren havde ikke en bestemt stil. Der var ikke nogen officiel arkitektur i Det tredje rige, blot en neoklassisk grundform, som blev forstørret, gentaget, forandret og overdrevet, nogle gange indtil det groteske. Hitler satte pris på kvaliteterne ved den klassiske stil, der udgjorde en sammenhæng mellem Dorerne og hans egen germanske verden.
Det ville være en fejl, at prøve at se ind i Hitlers mentalitet efter en ideologisk baseret arkitektur stil. Det ville ikke være i overensstemmelse med hans pragmatiske tankegang.
Tre primære roller Nazistisk arkitektur havde tre primære roller ved skabelsen af den nye orden: en teatralsk, en symbolsk og en didaktisk. Hertil kom, at nazisterne anså arkitektur for ud over at have en funktion også skulle tjene et større formål. F.eks. havde Haus der Kunst i München både den funktion ved at huse acceptabel tysk kunst og at være en fællesskabsbygning, som var bygget i en arisk stil, der fungerede som en form for tempel.
Scene Mange nazistiske bygninger var udformet som teaterscener for fællesaktiviteter, rum som var tænkt til at rumme de principper, den nazistiske ideologi var baseret på. Fra Albert Speers tilsyneladende ikonoklastiske brug af bannere ved 1. maj arrangementerne i Lustgarten, til den nazistiske sammenkædning med traditionerne fra tinget ønskede nazisterne at kæde sig sammen med en tysk fortid. thumb|left|250px|Æreskompagni i det nye rigskancellis gård. Ved indgangen ses skulpturerne "Die Partei" og "Die Wehrmacht".
Sammenhængen kunne være direkte: et tingsted var et mødested med særlig historisk betydning, som blev brugt til at holde festspil, som havde tilknytning til den germanske fortid. Det var et forsøg på at knytte det tyske folk til sin historie og sit land. Brugen af tingsteder var tæt knyttet til 'Blut und Boden'-tankegangen i nazistisk ideologi, som drejede sig om den ret, som alle med tysk blod havde til at bo på tysk jord. Tingstedet rummede visse strukturer som sten og var om muligt bygget ind i en naturlig ramme. Disse strukturer blev bygget inden for rammerne af det klassiske græske teater, i overensstemmelse med en en historisk kultur, der blev kaldt arisk. Understregningen af en fysisk sammenhæng mellem fortiden og nazismen hjalp til at legitimere det nazistiske syn på historien, og endda det nazistiske regime selv. Alligevel blev tingstedbevægelsen ikke en succes.
Sammenkædningen kunne også være indirekte. 1. maj festlighederne i 1936 i Berlin foregik i Lustgarten, som var blevet ombygget til scene. Denne omformning var ikke en udsmykning til et bestemt sted, men etablering af et nyt anonymt, rent kubeformet rum, som var frigjort fra Berlins umiddelbare fortid, kirken og monarkiet, men havde en forbindelse til en tidlig græsk fortid. Dette var ganske enkelt skabelsen af et nyt ceremonielt sted i direkte konkurrence med det tidligere kongeslot, Berliner Schloss og Altes Museum, som begge endnu i 1930'erne var symboler på et kongeligt Berlin. Symbolismen var klar: enhver taler kom til at stå foran Altes Museum, som husede Tysklands klassiske samling og kun kunne ses gennem nazistiske bannere. Der var en forbindelse mellem den nye orden og den klassiske fortid, men den nye orden var det altoverskyggende.
Nazisterne ville smede et fællesskab ved hjælp af arkitektur og skabte en scene for oplevelsen af dette fællesskab. Disse bygninger var også alene for det tyske folk. Den store hal i Berlin var ikke et internationalt Folkets Hus, som blev bygget i Sovjetunionen, men den scene hvor titusinder af genopladede borgere ville træde ind i en højtidelig mystisk forening med Føreren af den tyske nation. Den blotte størrelse af scenen, ville forøge betydningen af det, som blev sagt.
Disse scener som de mest prosaiske bygninger til de største. Den den form og stil, som blev anvendt, fortæller en masse om og er symboler på dem, som byggede dem. Bygninger af denne type opstår af og til ved et tilfælde; men de arkitektoniske stilarter tiltaler smagen hos dem som byggede eller betalte for bygningen. De fortæller også om smagen i den generelle arkitektoniske bevægelse i tiden og de lokale påvirkninger. Nazistiske bygninger var udtryk for essensen i bevægelsen og blev bygget som en nationalsocialistisk bygning skulle se ud, uanset hvilken stilart, der blev brugt.
Symbolik Det er vanskeligt at afgøre hvad nationalsocialisterne anså for at være nazistisk arkitektur. De forskellige ledere havde forskelligt syn og smag. Fremmede kommentatorer ser den samme stil på forskellig måde. Roger Eatwell ser det format, der blev anvendt ved partimøderne i Nürnberg som en blanding af katolsk ceremoni og venstreorienteret ekspressionistisk form og lys, mens sir Nevile Henderson så en katedral af is. Men hvis en bygning var tegnet og bygget med anvendelse af den nazistiske version af hvad der var tysk, blev det betragtet som nazistisk arkitektur.
Der er to primære nationalsocialistiske stilarter i arkitektur: En afrettet version af neoklassisk arkitektur. Den blev primært anvendt ved offentlige bygninger i byerne eller partibygninger såsom Zeppelin Field i Nürnberg, den planlagte Volkshalle i Berlin og Dietrich Eckart scenen i Berlin. Stilen blev ikke kun anvendt ved fysiske bygninger, men også ved de opstillede søgelys, som dannede Albert Speers 'lyskatedral', som blev benyttet ved partimøderne i Nürnberg.
En kopi af folkelig og nationalromantik i bygninger og værker. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er Wewelsburg borgkomplekset, som blev omformet på en meget mytologisk måde som et kultsted for SS. Især i borgens nordtårn imiteres den middelalderlige romanske og gotiske arkitektur. Wewelsburg skulle være "verdens centrum".
Den folkelige stil blev fortrinsvis anvendt på landet til boliger eller lokale bygninger såsom Ordensburg i Krössinsee, murene og vagttårnene ved koncentrationslejrene i Flossenbürg Mauthausen-Gusen. Den skulle også anvendes på nye byer på landet, da den repræsenterede en mytisk middelalderlig tidsalder, hvor Tyskland var fri for kosmopolitisk indflydelse. Den blev også i mindre omfang benyttet på bygninger med moderne anvendelser som udsendelse af vejrudsigter og administrationsbygningen for postvæsenet.
Det meste nazistiske arkitektur var hverken ny i stil eller koncept, og det var heller ikke meningen. Planerne for Berlin finder analogier overalt i verden. Lange boulevarder med vigtige bygninger langs dem kan man finde i de geometriske vejnet i Washington DC og New York, The Mall og Whitehall i London og boulevarderne i Paris. Store kupler findes på bygninger i Mogulernes rige i Indien, USAs Kongress bygning i Washington, Pantheon og Peterskirken i Rom. Selv 'Kraft durch Freude' feriebyen Prora ligner de bygninger, som Le Corbusier forestillede sig i sin 'By med tre millioner indbyggere'. Etablering af et formelt regeringskvarter helt for sig selv var blevet almindelig i 1930'erne. Nazisterne fulgte et mønster, som allerede var etableret. De anvendte former kan være inspireret af andre planer for genudvikling af byer, såsom Edwin Lutyens' Delhi, Burnhams Chicago eller endda Walter Burley Griffins Canberra.
Nazisme ses ofte som anti-moderne og romantisk eller for at have en pragmatisk vilje til at bruge moderne midler ved forfølgelsen af anti-moderne mål. Dette forklarer den nazistiske antipati overfor stilarter som Bauhaus som en generel antipati overfor alle moderne stilarter. Den var fortrinsvis baseret på hvad Bauhaus og andre mentes at repræsentere: Udenlandsk indflydelse som Weimar-republikkens dekadence. Fraværet af detaljer i menneskelig skala eller glat ydrer kan have skabt en overvældende effekt og den var almindelig fra 1910'erne. Denne moderne indgangsvinkel var ikke begrænset til neoklassiske bygninger i bymidter, men blev også brugt i bygninger i folkelig stil såsom Ordensburg og tankstationer ved motorvejene.