Kirsebærhaven (Вишнëвый сад, Visjnjovyj sad) er et russisk teaterstykke af Anton Tjekhov. Stykket, der blev hans sidste, fik premiere på Moskva kunstnerteater 17. januar 1904, et halvt års tid før hans død. Tjekhov opfattede stykket som en komedie, og det indeholder da også flere farceelementer. Stykkets første instruktør, Konstantin Stanislavskij, insisterede imidlertid på at instruere stykket som en tragedie. Siden da har instruktører måtte kæmpe med stykkets dobbelte natur, der vel bedst kan betegnes som tragikomisk, om end det altså ikke var Tjekhovs sigte.
Stykket handler om en aristokratisk russisk kvinde og hendes familie, der vender tilbage til familiens landejendom (som inkluderer en stor og velkendt kirsebærhave), kort før den bliver sendt på tvangsauktion. Familien bliver præsenteret for muligheder for at redde ejendommen men gør stort set ingenting, og stykket ender med, at ejendommen bliver solgt, og familien drager bort til lyden af kirsebærhaven, der bliver fældet. Historien byder på, hvad man kunne kalde kulturel uduelighed – både når det gælder aristokratiets uduelighed i at opretholde sin status og borgerskabets uduelighed i at finde mening i sin nyvundne materialisme. I sin reflektering af de socialøkonomiske faktorer i arbejde i Rusland i tiden omkring århundredeskiftet herunder middelklassens rejsning efter opnåelsen af frihed i midten af 1800-tallet og det synkende aristokrati, reflekterer stykket sådanne faktorer rundt om i verden på den tid, men repræsenterer ikke de sande følelser hos mange aristokrater på den tid.
Siden den første opførelse på Moskva kunstnerteater er stykket blevet oversat til mange sprog og opført verden rundt og er blevet et klassisk dramatisk litterært værk. Nogle af de vigtigste instruktører i Vesten har instrueret stykket, hver på sin måde. Disse instruktører tæller blandt andet Charles Laughton, Peter Brook, Andrei Serban, Eva Le Gallienne, Jean-Louis Barrault, Tyrone Guthrie og Giorgio Strehler. Stykkets indflydelse kan også ses i mange dramatiske værker af folk, der blandt andet tæller Eugene O'Neill, George Bernard Shaw og Arthur Miller.
Baggrund thumb|Anton Tjekhovs fødehjem i Taganrog. thumb|Anton Tjekhov og hans hustru Olga Knipper der spillede Ranevskaya i den første opførelse af Kirsebærhaven. Inspirationen til Kirsebærhaven siges at stamme fra forskellige oplevelser i Tjekhovs eget liv. Da Tjekhov var seksten, kom hans mor i gæld, da hun blev snydt af nogle arbejdere, hun havde hyret til at bygge et lille hus. En tidligere logerende, Gabriel Selivanov, tilbød at hjælpe finansielt, men til gengæld købte han hemmeligt huset til sig selv. På omtrent samme tid blev Tjekhovs barndomshjem i Taganrog solgt for at betale dets gæld. Disse finansielle og boligmæssige begivenheder indprentede sig dybt i hans hukommelse og dukkede senere op i Kirsebærhaven.
Senere i sit liv, hvor han boede på en landejendom udenfor Moskva, udviklede Tjekhov en interesse i havebrug og plantede sin egen kirsebærhave. Efter at være flyttet til Jalta grundet dårligt helbred hørte han imidlertid, at køberen af hans tidligere landejendom havde fældet det meste af haven. Og på en tur til sin barndomsegn i Taganrog blev han yderligere forfærdet over de ødelæggende følger af industrialiseringens fremskridt. Det var i dette områder præget af træer og i skovene på hans ferier i Ukraine, han først havde udviklet sin passion for naturen (denne passion reflekteres i hans tidligere stykke Onkel Vanja i figuren Dr. Astrov, hvis kærlighed til skovene er hans eneste fred). En elskelig og lokalt berømt kirsebærhave fandtes på gården hos nogle af familiens venner, hvor han tilbragte ferier som barn, og i hans tidlige novelle Steppe beskriver Tjekhov en ung dreng, der krydser Ukraine blandt marker af blomstrende kirsebærtræer. Slutteligt kom de første tegn på det, der skulle blive hans sidste stykke, i en notesbog i 1897: "kirsebærhave". I dag er Tjekhovs have i Jalta sammen med Kirsebærhaven et overlevende minde om en mand, hvis følelser for træer svarede til hans følelser for teatret. Faktisk er træer ofte umælende symbolske helte og ofte i hans historier og stykker, ja så ofte at Tjekhov ofte fremhæves som Europas første økologiske forfatter.
Tjekhov skrev Kirsebærhaven over flere år alternerende mellem lyshjertet letsindighed og fortvivlet frustration, som han karakteriserede som kedende ladhed (i et brev skrev han "Hver ting, jeg skriver, slår mig som nyttesløs.") Gennem den tid plagedes han yderligere af tuberkulose. Vagtsom af natur syntes Tjekhov overordentlig hemmelighedsfuld om alle facetter af sit arbejde, ja endda selv titlen. Så sent som i sommeren 1902 havde han ikke talt med nogen hverken i familien eller på teatret om værket. Det var kun for at oplive sin kone Olga Knipper, der var ved at komme sig efter et uheld, at han endelig fortalte hende stykkets navn og det endda hviskende, til trods for at de to var alene. Tjekhov var tilsyneladende lettet over titlens genklang og nød den samme triumf, da han endelig afslørede den for Stanislavskij måneder senere. I oktober 1903 var stykket færdigt og blev sendt til Moskva Kunstnerteater. Tre uger senere ankom Tjekhov til prøver på, hvad der blev et frugtesløst forsøg på at dæmpe al "sørgeligheden" i produktionen af stykket, som Stanislavskij havde instrueret. Forfatteren fnøs øjensynligt også under prøverne, da ordet "have" var erstattet med det mere praktiske "plantage" følende, at han perfekt og symbolsk havde opfanget det unyttige i en hel måde at leve på.
Selvom den samtidige kritik af stykket var blandet, var Kirsebærhavens premiere på Moskva Kunstnerteater 17. januar 1904 en succes, der gav genlyd, og stykket blev næsten med det samme opført i mange vigtige provinsbyer. Denne succes var ikke begrænset til Rusland, tværtimod blev stykket snart mødt med anerkendelse udenlands også. Tjekhov nåede dog ikke at opleve meget af succesen. Kort efter premieren rejste Tjekhov til Tyskland grundet sit skrantende helbred og allerede i juli 1904, et halvt år efter premieren, var han død.
Personerne thumb|Plakat for opførelsen af stykket (mellem 1904 og 1917) Ljuba Andréjevna Ranjévskaja (Раневская, Любовь Андреевна, Ranjevskaja Ljubov Andrejevna) – godsejerinde. Ranjevskaja er stykkets omdrejningspunkt. En kommanderende og populær person der repræsenterer det gamle aristokratis stolthed, men som nu er ramt af hårde tider. Hendes forvirrede følelser med kærlighed for sit gamle hjem og sorg over stedet for sin søns død giver hende følelsesmæssigt dybde, der afholder hende fra at ende som bare en grotesk aristokrat. Det meste af humoren omkring hende stammer fra hendes manglende evne til at forstå finansielle eller forretningsmæssige aspekter. Anja (Аня, Anja) – hendes datter, 17 år. Hun rejste til Paris for at redde sin mor fra hendes desperate situation. Hun er en sjælden person, en sand virtous, stærk, ung kvinde. Hun er forelsket i Trofimov og lytter til hans revolutionære ideer, uanset om hun tager dem til sig eller ej. Varja (Варя, Varja) – hendes plejedatter, 22 år. Varja står som et af stykkets mysterier: hvorfor adopterede Ranjevskaja hende? Er hun barn af Ranjevskajas afdøde mand eller Gajev, født udenfor ægteskab? Varja er dybt religiøs og meget seriøs, såvel som meget kontrollerende i forhold til de andre personer. Hun har et problematisk forhold til Lopakhin, som hun er romantisk knyttet til, men som hun misbilliger. Gájev Leonid Andréjevitsj (Гаев Леонид Андреевич, Gajev Leonid Andrejevits) – hendes bror. En af de mere åbenlyst komiske personer. Gajev er snakkesalig og excentrisk. Hans tilbøjelighed til billard (der ofte giver sig til kende på tidspunkter med ubehag) er symbolsk for aristokratiets dekadente liv i luksus, der gør dem uduelige ved mødet med forandringer. Gajev prøver hårdt at redde sin familie og ejendommen men mangler i sidste ende som aristokrat evnerne. Lopákhin Jermolai Alexéjevitsj (Лопахин Ермолай Алексеевич, Lopakhin Jermolaj Aleksejevits) – købmand. Lopakhin er klart den rigeste person i stykket men kommer fra den laveste sociale klasse. Denne kontrast definerer hans personlighed: han nyder livet i de høje kredse, men påvirkes samtidig ukomfortabelt af sin beskedne baggrund og optagethed af forretninger. Han portrætteres ofte som en ubehagelig person på grund af sine grådige tendenser og det ultimative forræderi af Gajev-familien. Der er dog intet i stykket, der understøtter dette, tværtimod arbejder han hårdt på at hjælpe familien, men til ingen nytte. Lopakhin repræsenterer den nye middelklasse i Rusland, en af mange trusler mod det gamle aristokratis måde at gøre tingene på. Simjónov-Písjtjik (Симеонов-Пищик Борис Борисович, Simjeonov-Pisjtjik Boris Borisovits) – godsejer. En anden aristokrat hvis ejendom også har ramt hårde tider. Han diskuterer konstant nye forretningseventyr, der måske kan redde ham, eller prøver at slå Ranjevskaja for et lån. Hans personlighed legemliggør ironien over det gamle aristokratis position: trods hans finansielle vanskeligheder, bruger han sin tid afslappet og til socialt samvær med Gajev-familien. Charlotta Ivánovna (Шарлотта Ивановна, Sjarlotta Ivanovna) – guvernante. Charlotta er klart den mest excentriske person i stykket og den eneste guvernante, Gajev-familien kunne betale for som ledsager til Anja. Hun er en melankolsk person, opdraget af en tysk kvinde uden reel viden om hvem hendes forældre, der var cirkusartister, var. Hun optræder med korttricks og bugtaleri i tredje akt og accepterer tabet af sin arbejdsplads, da familien må flytte, med pragmatisme. Petja Trofimov (Трофимов Пётр Сергеевич, Trofimov Pjotr Sjergejevits) – student. Trofimov, Anjas kærlighed, fremstilles som en evighedsstudent. Som passioneret venstreorienteret politisk kommentator repræsenterer han den voksende gruppe af folk med ønske om politiske reformer i Rusland, og som har svært ved at finde sin plads i det autoritære enevældige Zar-styre. Semjón Epikhódov (Епиходов Семён Пантелеевич, Epikhodov Semjon Pantelejevits) – kontorist. Ejendommens kontorist er en anden kilde til morskab. Han er uheldig og så ekstremt klodset, at det har givet ham øgenavnet "Toogtyve ulykker" (øgenavnet varierer i oversættelserne). Han anser sig selv for at være forelsket i Dunjasja, som han har friet til. Dunjásja (Дуняша, Dunjasja) – stuepige. Ligesom Lopakhin er hun et eksempel på de sociale forandringer i Rusland på den tid. Trods af bondestand og ansat som Gajevs kammerjonfru søger hun opmærksomhed, skaber store scener og klæder sig som en fin kvinde for at vise sig frem. Hun repræsenterer på en måde det gamle aristokratis uduelighed, da en simpel kammerjomfru normalt ikke ville have friheden til at klæde sig fint eller flirte med de mandlige tjenestefolk. Hun er forelsket i Jasja. Firs (Фирс, Firs) – en gammel lakaj, 87 år. En gammel excentriker, der anser livegenskabets afskaffelse for en katastrofe, og som taler nostalgisk om de gamle dage, hvor alle beundrede deres herrer og ejere, så som Gajevs forældre og bedsteforældre. Hans sindssyge og harmløshed er en kilde til meget af stykkets bitterhed, symboliserende den gamle ordens forfald ned i mumlende vanvid. Jasja (Яша, Jasja) – en ung lakaj. Som stykkets eneste sande ubehagelige person repræsenterer Jasja den nye utilfredse russiske generation, der ikke bryder sig om de gamle rolige tilstande, og som udgør revolutionens fodsoldater. En ubehøvlet, taktløs og grisk ung mand som bruger billig cologne, men ligesom Dunjasja og Charlotta er det bedste, som Gajev-familien kan tillade sig. Han dyster med Epikhodov om Dunjasjas opmærksom, men leger med hendes følelser. En landstryger. En forbipasserende der forstyrrer og føjer spot til skade for Jajev-familien, mens de slapper af ved familiens ejendom i anden akt. Han er symbolsk for den indtrængen af nye ideologiske og sociale bevægelser, der brød aristokratiets fred i Rusland ved overgangen til det 20. århundrede.