right|thumb|Præsident Franklin D. Roosevelt. Skændsels-talen () blev holdt den 8. december 1941, af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbor på Hawaii.
I løbet af en time efter talen havde USA's Kongres vedtaget en formel krigserklæring mod Japan og officielt bragt USA ind i 2. Verdenskrig. Talen er en af de mest berømte amerikanske politiske taler i det 20. århundrede."FDR's "Day of Infamy" Speech: Crafting a Call to Arms", Prologue magazine, US National Archives, Winter 2001, Vol. 33, No. 4.
Teksten right|thumb|Vraget af USS Arizona i brand efter angrebet. right|thumb|Præsiden Roosevelt holder sin "Skændseldagstale" for Kongressen den 8. december 1941. Bag ham ses vicepræsident Henry A. Wallace (tv.) og Speaker of the House Sam Rayburn. Til højre, i uniform foran Rayburn, ses Roosevelts søn James, som ledsagede sin far til Kongressen.
Den originale engelske tekst
Kommentarer Skændselstalen var kort, den varede kun 6½ minut. Udenrigsminister Cordell Hull havde anbefalet at præsidenten brugte mere tid på en større uddybning af det japansk-amerikanske forhold og de langvarige men resultatløse forsøg på at finde en fredelig løsning; men Roosevelt valgte at holde talen kort, da han mente at det ville have en mere dramatisk effekt.Robert J. Brown, Manipulating the Ether: The Power of Broadcast Radio in Thirties America, pp. 117–120. McFarland & Company, 1998. .
Formuleringerne i Roosevelts tale havde til hensigt at have en stærk følelsesmæssig virkning og appellere til den vrede som amerikanerne følte over den måde det japanske angreb var foregået på. Roosevelt formede med vilje talen omkring det lave moralske stade, som den japanske regering ansås for at have. Han trak en skarp linje mellem det amerikanske folks "retfærdige magt" og den aggressive og svigagtige natur ved det japanske styre. Han undgik med vilje den Churchillske tilgang med en appel til historien. Rent faktisk lød den mest berømte linje i talen oprindelig: "en dag som vil leve i Verdenshistorien". Roosevelt stregede "verdenshistorien" ud og erstattede den med "skændsel".Emily S Rosenberg, A Date Which Will Live: Pearl Harbor in American Memory. Duke University Press, 2003. . Hans ændring så meget stærkere på grund af dens kraftige insisteren på at eftertiden ville understøtte det amerikanske syn på angrebet. Det var tænkt som mere end et personligt svar fra præsidenten, som et svar på vegne af hele det amerikanske folk på et stort kollektivt chok. Ved at betone det uudslettelige i angrebet og udtrykke forargelse over dets "fejhed", tjente talen til at udkrystallisere og kanalisere landets reaktion til et kollektivt svar og en kollektiv beslutsomhed.Neil J. Smelser, in Cultural Trauma and Collective Identity, p. 48. University of California Press, 2004. ISBN .
Det første afsnit i talen var omhyggeligt formuleret til at understøtte Roosevelts fremstilling af De Forenede Stater som det uskyldige offer for en uprovokeret japansk aggression. Ordlyden var bevidst passiv. Frem for at bruge den sædvanlige aktive sprogbrug – dvs. "Japan angreb De Forenede Stater" — valgte Roosevelt at placere genstanden for handlingen, nemlig De Forenede Stater, først for at understrege Amerikas placering som offer.James Jasinski, Sourcebook on Rhetoric: key concepts in contemporary rhetorical studies. Sage Publications Inc, 2001. . Temaet om "såret uskyld" blev yderligere forstærket ved Roosevelts gengivelse af de igangværende diplomatiske forhandlinger med Japan, som den præsidenten sagde havde været ført kynisk og uærligt af den japanske regering mens den i hemmelighed forberedte krig mod USA.Hermann G. Steltner, "War Message: December 8, 1941 — An Approach to Language", in Landmark Essays on Rhetorical Criticism ed. Thomas W. Benson. Lawrence Erlbaum Associates, 1993. .
Roosevelt søgte bevidst at undgå at en mere abstrakt appel, som den præsident Woodrow Wilson havde brugt i sin tale til Kongressen CongressWilson's War Message to Congress – World War I Document Archive i april 1917, da USA trådte ind i 1. Verdenskrig. Wilson havde beskrevet den strategiske trussel, som Tyskland udgjorde og understreget de idealistiske mål bag Amerikas deltagelse i krigen. I 1930'erne havde den offentlige mening i USA vendt sig stærkt mod sådanne tanker og var trætte af, om end ikke direkte fjendtlige – overfor idealistiske visioner om at forandre verden gennem en "retfærdig krig". Roosevelt valgte derfor at forme sin appel ud fra en patriotisk frem for en idealistisk synsvinkel. Alligevel var han omhyggelig med at trække en symbolsk forbindelse til krigserklæringen fra april 1917. Da han tog til Kongressen den 8. december 1941 var han ledsaget af Edith Bolling Wilson, enken efter den tidligere præsident.
Den "skændsels" ramme, som Roosevelt valgte fik yderligere styrke ved at det fulgte mønsteret fra tidligere fortællinger om store amerikanske nederlag. Slaget ved Little Bighorn i 1876 og sænkningen af USS Maine i 1898 havde begge været kilder til intens national forargelse og beslutsomhed om at føre krigen over i fjendens lejr. Nederlag og tilbageslag blev i begge tilfælde fremstillet som et springbræt mod en senere og uundgåelig sejr. Som professor Sandra Silberstein bemærker fulgte Roosevelts tale en veletableret tradition for hvordan "præsidenter ved hjælp af retoriske konventioner tiltager sig ekstraordinære bemyndigelser som øverkommanderende, uenighed minimeres, fjender rakkes ned, og liv mistes i forsvaret af en nation, som igen er forenet under Gud."Sandra Silberstein, War of Words: Language, Politics, and 9/11, p. 15. Routledge, 2002. .
Den overordnede tone i talen var beslutsom realisme. Roosevelt gjorde intet forsøg på at skjule de store skader, som var blevet tilføjet de amerikanske væbnede styrker, og bemærkede (uden at anføre tal, da tabsrapporterne endnu var under udarbejdelse) at "særdeles mange amerikanske liv var gået tabt" ved angrebet. Men han understregede sin tiltro til det amerikanske folks evne og vilje til at tage den udfordring op, som Japan havde stillet det overfor, "den uendelige beslutsomhed i vort folk". Han forsøgte at berolige offentligheden om at skridt blev taget til at sikre deres sikkerhed, og omtalte sin egen rolle som "øverstkommanderende for hær og flåde" (luftvåbenet var på det tidspunkt endnu en del af hæren) og erklærede at han allerede havde "givet ordre til at der skal gøres alt for vi kan forsvare os".
right|thumb|Protestmarch mod amerikansk indblanding i 2. Verdenskrig. Efter "skændselstalen" brød den amerikanske isolationisme sammen. Roosevelt pointerede også at "vort folk, vort territorium og vore interesser er i alvorlig fare", og omtalte rapporter om japanske angreb i Stillehavet mellem Hawaii og San Francisco. Ved at gøre det, søgte han at lukke munden på isolationisterne, som havde agiteret så stærkt mod amerikansk involvering i krigen i Europa. Hvis De Forenede Staters territorium og farvande – ikke bare fjerne besiddelser såsom Filippinerne – var direkte truede, ville isolationisme være en uholdbar handlemåde. Roosevelts tale havde den ønskede effekt, da kun ét medlem af Repræsentanternes Hus stemte mod den krigserklæring han ønskede. Den isolationistiske bevægelse brød næsten omgående sammen.
Talens "skændsels" linje citeres ofte forkert som "en dag som vil leve i skændsel", men Roosevelt valgte helt bevidst at betone datoen— 7. december 1941— frem for dagen angrebet fandt sted, en søndag, hvilket han kun omtalte i den sidste linje, da han sagde: "...Søndag den 7. december 1941,...". Han forsøgte at understrege den historiske karakter af begivenhederne ved Pearl Harbor, og tilskyndede indirekte det amerikanske folk til aldrig at glemme angrebet og huske datoen. Ironisk nok er det fejlciterede begreb "skændselsdag" blevet brugt i vidt omfang af medierne til at beskrive enhvert tidspunkt hvor der er forekommet stor vanære eller ondskab."Day of infamy", Merriam-Webster's Dictionary of Allusions, ed. Elizabeth Webber, Mike Feinsilber. Merriam-Webster, 1999. .
Effekt
thumb|Præsident Franklin Roosevelt underskriver krigserklæringen mod Japan, 8. december 1941. Roosevelts tale havde en øjeblikkelig og langvarig virkning på amerikansk politik. 33 minutter efter at han havde afsluttet sin tale erklærede Kongressen krig mod Japan, idet blot et medlem af Repræsentanternes Hus, Jeannette Rankin, stemte imod. Talen blev udsendt direkte på radio og tiltrak sig det største antal lyttere i amerikansk radiohistorie da over 81% af de amerikanske hjem lukkede op for at høre præsidenten. Reaktionen var overvældende positiv, både i og udenfor Kongressen. Dommer Samuel Irving Rosenman, som fungerede som en rådgiver for Roosevelt, beskrev situationen:
Det Hvide Hus blev oversvømmet af telegrammer, som roste præsidentens holdning ("På den søndag blev vi skuffede og bange, men Deres uendelige mod fik os til at tage os sammen."Quoted in Brown, ibid, p. 119.). Rekrutteringskontorerne blev fyldt med en bølge af frivillige og måtte gå over til at holde døgnåbent for at kunne håndtere de flokke som ville melde sig. I antal blev de rapporteret til at være dobbelt så store som efter Woodrow Wilsons krigserklæring i 1917. Krigsmodstander- og isolationistbevægelsen brød sammen i kølvandet på talen, hvor selv præsidentens mest ihærdige kritikere indordnede sig. Charles Lindbergh, som havde været en førende isolationist, erklærede:
right|thumb|Propagandaplakat fra De Forenede Staters kontor for krigsinformation, 1942: "Hævn den 7. december" Roosevelts beskrivelse af angrebet på Pearl Harbor blev den amerikanske standardbeskrivelse af begivenhederne den 7. december 1941. Hollywood tilpassede entusiastisk beskrivelsen til en række krigsfilm: Wake Island, den Oscarvindende Air Force og filmene fra 1943 Man from Frisco og Betrayal from the East som alle medtog ægte radiorapporter om forhandlingerne op til 7. december med japanerne og understregede dermed budskabet om fjendens dobbeltspil. Across the Pacific, Salute the Marines og Spy Ship brugte tilsvarende virkemidler og omtalte udviklingen i det amerikansk-japanske forhold gennem avisoverskrifter. Temaet om bedraget amerikansk uskyldighed blev også hyppigt afbilledet på film. Det melodramatiske aspekt af denne fortælling viste sig naturligt på film.Tony Barta, Screening the Past: Film and the Representation of History, pp. 85–87. Praeger/Greenwood, 1998. .
Præsidentens beskrivelse af 7. december som "en dag der vil leve i skændsel" blev bekræftet. Datoen blev hurtigt en forkortelse for angrebet på Pearl Harbor på samme måde som 11. september blev knyttet til Terrorangrebet den 11. september 2001. Sloganene "Husk 7. december" og "Hævn 7. december" blev valgt som kampråb og blev vist mange steder på plakater og pins.Robert J. Sickels, The 1940s, p. 6. Greenwood Press, 2004. . Prelude to War, den første i Frank Capra's Why We Fight filmserie, opfordrede amerikanerne til at huske datoen for den japanske invasion af Manchuriet, 18. september 1931, "ligesom vi husker 7. december 1941, for på den dag i 1931 begyndte den krig vi nu udkæmper."Citeret af Benjamin L. Alpers, "This Is The Army", i The World War II Reader, ed. Gordon Martel, p. 167. Routledge, 2004. . Symbolikken i denne dato blev understreget i en scene i filmen fra 1943 Bombardier, hvori lederen af en gruppe piloter går hen til en kalender på væggen og peger på datoen ("7. december 1941") og siger: "Mine herrer, der er en dato som vi altid vil huske – og de aldrig vil glemme!"Quoted in Barta, ibid, p. 87.