thumb|Protesterende i Tallinn bymidte efter at politiet havde afspærret gaderne omkring monumentet, hvorfor de "protesterende" gav afløb for deres vrede langs gaden ind mod bymidten. Herefter udviklede protesten sig hurtigt til meningsløst hærværk og åbenlyse tyverier - ikke mindst af slik og alkohol
Bronzenatten () eller April-urolighederne () henviser til de bølleoptøjer, der fandt sted i Estlands hovedstad Tallinn natten mellem den 26. april og 27. april 2007 og de følgende dage og nætter i forbindelse med omflytningen af et krigsmonument, Bronzesoldaten, fra sit hidtidige opstillingssted på Tõnismägi til en nærliggende soldaterkirkegård.
Et flertal af den estiske befolkning anså Bronzesoldaten for at være et besættelsessymbol for den sovjetiske besættelse fra 1944 til 1991 og dertil knyttet undertrykkelse af den estiske befolkning og som sådant upassende i gadebilledet. Samtidig har monumentet en betydelig symbolsk værdi for den herboende russisksprogede befolkning som monument over kampen imod Nazityskland under 2. verdenskrig – til trods for, at der påviseligt ikke var en eneste tysk soldat tilbage i Estland på det tidspunkt, hvor de sovjetiske soldater besatte Estland og "befriede" Tallinn! Men tillige var monumentet samlingssted for russiske provokatører i deres krav på særlige rettigheder i Estland og som sådant tillige et virkemiddel i Ruslands gentagne afpresningsforsøg vendt mod den tidligere ufrivillige sovjetrepublik.Russian Historian: The problem is how to live together if the two peoples have such a different memory , Alexander Daniel, REGNUM News Agency May 4, 2007
Under hensyn til de gentagne sammenstød, der var forekommet mellem sovjet-russofile provokatører og esto-nationalistisk sindede besluttede den estiske regering i april 2007 at lade foretage en arkæologisk udgravning for at finde resterne af de angiveligt begravede og lade disse ligge og monumentet flytte til en soldaterkirkegård, hvor genbegravelse og genopsættelse af monumentet kunne ske uden at forstyrre gadebilledet. Angiveligt i protest herimod påbegyndtes massedemonstrationer af russisksprogede, der imidlertid hurtigt udviklede sig til druk, vold, hærværk, overfald og tyverier, som varede i 2 nætter og hører til de værste, Estland har oplevet. Under episoderne døde en ung russer, der havde deltaget i indbruddene og tyverierne – formentlig takket være knivstik fra andre medvirkende. I de tidlige morgentimer den 27. april 2007, efter den første nats optøjer, besluttede den estiske regering uden yderligere udsættelse at fuldføre flytningen af monumentet, og nedtagelsen fulgte lige efter. Om eftermiddagen den 30. april blev statuen uden tilhørende stenmur opsat på forsvarets soldaterkirkegård i Tallinn (der ellers har været forbeholdt estiske soldater).Picture of statue in new place En åbningsceremoni for den flyttede statue skete den 8. maj, årsdagen for sejren over Nazityskland. (Sovjetiske krigsveteraner fejrer "sejrsdagen" en dag senere, den 9. maj). I løbet af juni 2007 blev stenmuren genopbygget på monumentets nye sted. Fire af de døde blev efter anmodning overdraget slægtninge til genbegravelse, resten begravet ved det flyttede monument, den 3. juli 2007.
Baggrund
Historisk baggrund
I 1939 havde Sovjetunionen indgået en aftale med Estland om oprettelse af fremskudte militærbaser på estisk område – den såkaldte baseaftale. Aftalen var udtrykkeligt indgået under forudsætning af, at Sovjetunionen ikke ville blande sig i indre estiske anliggender, ligesom der var fastsat rammer for størrelsen af det militære kontingent, der måtte virke på baserne.
Det viste sig hurtigt, at Sovjetunionen ikke havde til sinds at overholde baseaftalen. Her, som i Letland og Litauen, blev der indført langt større militære kontingenter end aftalt, og Sovjetunionen stillede krav om tilladelse til yderligere at forøge disse. Til trods for Estlands imødekommenhed med hensyn til at forhandle spørgsmålet afventede Sovjetunionen end ikke den estiske regerings svar, men lod egenhændigt og i strid med aftalen sovjetiske tropper overskride den estiske grænse og fortsætte mod Tallinn. Den 17. juni 1940 havde de sovjetiske tiltag fået karakter af en regulær besættelse af Estland. Nu fulgte en række diktater fra Sovjetunionens side, hvor man stillede krav om ændringer i regeringen. Den sovjetiske særlige udsending Andrei Ždanov forlangte af den estiske præsident Konstantin Päts, at regeringen skulle afsættes, og at der i stedet skulle oprettes en regering under ledelse af den af den sovjetiske efterretningstjeneste lejede spion og forfatter Johannes Vares-Barbarus. Den nye regerings sammensætning blev dikteret af Ždanov og alle ændringsforslag fra præsidentens side blev kategorisk afvistValge Raamat, s. 11. Den 21. juni 1940 meddelte Johannes Vares-Barbarus i en radiotale, at han havde dannet en ny regering. Samme dag arrangerede den sovjetiske lakaj Maksim Unt en arbejderdemonstration under Ždanovs direktiver, der fik karakter af et statskup. Sovjetunionens kampvogne og bevæbnede enheder fra Den røde Hær deltog i demonstrationerne ved det estiske parlament (Toompea) hvorefter man gik i demonstration til præsidentens residens i Tallinns østlige udkant (Kadriorg) ligesom man frigav politiske fanger i det estiske statsfængsel (Patarei vangla), der var dømt for landsforræderi, herunder Nikolai Trakman, der havde solgt planer over estiske forsvarsanlæg til SovjetunionenValge Raamat, s. 12.
Den 14. og 15. juli 1940 gennemførtes såkaldte "nyvalg", hvorunder kun kommunistpartiets kandidater var tilladt, og hvor alle modstandere af sovjetbesættelsen blev arresteret eller forhindret i at deltage. Det lykkedes esterne i overensstemmelse med de forfalskede valgregler at opstille 78 modkandidater med i alt 6000 støtter, men disse blev nægtet retten til at stille op! Kun en enkelt kandidat, Jüri-Rajur Liivak, undgik at blive arresteret. Valget gennemførtes ved forfalskede valgregler og i strid med den estiske grundlov af 1937, og det anses for givet, at valgresultatet ligeledes var helt igennem forfalsket, idet disse først offentliggjordes den 17. juli.Valge Raamat, s. 13
Den 22. juli 1940 "anmodede" det nyvalgte parlament om at blive optaget i Sovjetunionen; beslutningen blev dikteret under trusler og kom uventet for medlemmerne af det nye parlament. Den 6. august 1940 formaliseredes Sovjetunionens annektering af Estland. Den nye marionetregering fik intet at skulle have sagt. Johannes Vares-Barbarus var reelt gidsel for den datidige sovjetiske besættelsesmagt. Under denne første sovjetiske besættelse blev 9.267 estere tvangsdeporteret til Gulag, mange blev myrdet (for 1941 registreredes 1622 og for 1942 787 dødsdomme). Blandt de myrdede var adskillige forhenværende parlamentsmedlemmer, højere officerer og kvinder i forsvarstjeneste.Valge Raamat, s. 14
I 1941 blev de sovjetiske besættelsestropper tvunget til at forlade Estland, der i stedet blev besat af tyske. Den tyske besættelse varede til 1944. Da Tyskland blev trængt tilbage overalt på østfronten i 1944, valgte mange estere at træde til på østfronten for at forhindre en ny sovjetisk besættelse (mens tyskerne flygtede fra landet). Således gik det, til, at der ikke var tyskere ved den estiske front, da sovjetiske tropper for anden gang overskred grænsen og på ny besatte landet.
Tolkningen af den sovjetiske besættelse
Under perestroika skete en revurdering af SSSRs historie, og i 1989 fordømte SSSR Molotov-Ribbentrop-pagten fra 1939 med Nazityskland og den efterfølgende invasion og besættelse af de tre baltiske lande.The Forty-Third Session of the UN Sub-Commission at Google Scholar Sovjetunionens sammenbrud ledte til genskabelsen af Republikken Estland. Massedeportationer af etniske estere og immigration af ikke-estere fra andre dele af "Folkenes Fængsel"udtrykket skyldes Vladimir Iljitj Lenin, jvf. Ülo Ignats s. 17 ledte til en nedgang i andelen af etniske estere under sovjettiden fra 88 % i 1934 til 62% i 1989.Background Note: Estonia AT U.S Department of Statethumb|left|Mindeplader på parlamentsbygningen i Tallinn (Toompea), sat til minde over de medlemmer af estiske regeringer, der døde som følge af kommunistisk terror. Blandt disse ses daværende præsident Konstantin Päts som nr. 7 blandt regeringsledere. Den lange liste, der fortsætter på tavle 2, er ulige "menige" ministre
Ifølge den estiske regering Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,European Court of Human Rights cases on Occupation of Baltic States EU,Motion for a resolution on the Situation in Estonia by EU og USA,U.S.-Baltic Relations: Celebrating 85 Years of Friendship at state.gov var Estland besat af Sovjetunionen indtil landet genvandt sin selvstændighed i 1991 og de 48 år af sovjetisk besættelse og indlemmelse i SSSR er aldrig anerkendt som lovlig af de vestlige lande.
I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blev den lovlige estiske regering i 1940 fjernet og et sovjetisk styre indført ved en voldelig virksomhed fra sovjetisk side. Det totalitære, kommunistiske regime i SSSR gjorde omfattende og systematiske overgreb imod den estiske befolkning.Text of Penart ruling on the site of the ECHR Valg blev gennemført alene med mulighed for deltagelse af Sovjet-støttende kandidater.A Historical Dictionary of European National Groups; p238; Time Magazine rapporterede i 1940: "De, som ikke i deres pas fik indstemplet, at de havde støttet Estlands indlemmelse i SSSR, kunne skydes ved sovjetiske krigstribunaler" "Those who had failed to have their passports stamped for voting Estonia into the USSR were allowed to be shot in the back of the head by Soviet tribunals." Justice in The Baltic at Time magazine on Monday, Aug. 19, 1940
Samtidig har nogle kommentatorer givet udtryk for frygt for, at Ruslands insisteren på en pro-sovjetisk historisk tolkning afspejler et ønske om at genskabe sin indflydelsessfære i "nærområder".A Do-Over for Russian History? at wsj
Opfattelsen, at Estlands anneksion i SSSR var lovlig, finder underbygning i officielle udtalelser fra russisk side,Комментарий Департамента информации и печати МИД России в связи с высказываниями ряда европейских политиков относительно "оккупации" стран Балтии Советским Союзом и необходимости осуждения этого со стороны России herunder at tilstedeværelsen af SSSR i de baltiske lande var lovlig i henhold til international lov, og at de baltiske lande ikke kunne okkuperes, da der ikke var erklæret krig mellem landene.
Rusland har forsøgt at påtvinge Estland en bestemt politik i henseende til statsborgerskab og sprogregler og under gentagne anklager mod Estland for brud på menneskerettigheder og beskyldninger for fascisme, dels fra religiøse ledere, dels medier, dels regeringsrepræsentanter, herunder den russiske ambassadør i Estland.
Sammenstød og lovgrundlag for flytningen
Efter Estlands genvundne selvstændighed i 1991 udviklede modsætningerne omkring monumentet sig i 2006–2007. En evig flamme ved monumentet blev slukket straks efter selvstændigheden. I 1994 blev monumentet rekonstrueret, og en beskyttende barriere omkring det blev fjernet.Екатерина Зорина, "Свечи совести" для эстонских властей, Vesti, December 20, 2006.
Monumentet var i begyndelsen fortrinsvis mødested for sovjetiske krigsveteraner fra 2. verdenskrig og elementer af den russisksprogede befolkning på dage, der anvendtes til at mindes krigsbegivenheder: 9. maj (sejrsdag i Sovjetunionens historieopfattelse) og 22. september ("befrielsen af Tallinn" i 1944). Anvendelsen af sovjetiske og russiske flag ved disse lejligheder var en bevidst provokation vendt imod den estiske befolkning og medvirkede til ønsket om at blive af med mindesmærket.
I 2006 udviklede demonstrationer og moddemonstrationer sig til fysiske sammenstød. Den 10. januar 2007 vedtog det estiske parlament med 66 stemmer for og 6 imod loven om gravbeskyttelse, der muliggjorde en flytning af gravmonumenter under særlige hensyn. I fortalen til loven hedder det: