Otto Moritz Walter Model (24. januar 1891 – 21. april 1945) var en tysk general og feltmarskal under 2. verdenskrig. Han er kendt for sine defensive slag i den sidste halvdel af krigen, fortrinsvis på Østfronten men også i vest, samt for sit nære forhold til Adolf Hitler og nazismen. Han er blevet kaldt Wehrmachts bedste defensive taktiker.Newton (2006), p.362.
Selv om han var en hårdnakket aggressiv pansergeneral først i krigen, blev han bedst kendt som praktiker inden for udmattelseskrig. Hans medarbejder general Erhard Raus kaldte det for "zoneforsvar".Newton (2006), p.281. Han lagde vægt på stærke befæstninger, vægrede sig mod at opgive land (selv om han ikke var absolut modstander af tilbagetrækninger) og at tillade fjendtlige gennembrud. Denne tilgangsvinkel bragte ham stor succes, men hans død i 1945 betød, at han blev overskygget af sine rivaler, som gik ind for manøvrekrigsførelse.
Model blev bemærket af Hitler før 2. verdenskrig, men deres forhold blev ikke specielt nært før 1942. Hans vedholdende måde at føre krig på og aggressive personlighed betød, at Hitler anså ham for at være sin bedste hærchef og gentagne gange gav ham til opgave at genoprette desperate situationer. Forholdet mellem dem var dog brudt sammen ved krigens slutning, efter at Model var besejret i Ardennerslaget.
Model blev anset som en omhyggelig og kompetent leder, men var kendt for at "kræve for meget og kræve det for hurtigt". Han accepterede ingen undskyldninger for fejltagelser, hverken fra sine underordnede eller overordnede. Hans styrker sagdes at have "lidt under hans alt for hyppige fravær og fejlfyldte, inkonsistente krav" og at han ofte mistede fornemmelsen for, hvad der kunne og ikke kunne lade sig gøre. På den anden side betød hans afsky for bureaukrati og hans grove tale, at han ofte blev vellidt af underordnede.Generalløjtnant Bodo Zimmerman, OCMH MS 308, p. 153–154
Tidlige år og karriere Models beslutning om at brænde sine papirer i slutningen af 2. Verdenskrig betyder, at der vides forholdsvis lidt om hans tidlige år. Han blev født i Genthin i Sachsen. Han var tredje søn af en musiklærer og tilhørte en ikke-militær lavere middelklasse-familie. Han blev optaget på kadetskolen i Neisse i 1908, hvor han ikke var bemærkelsesværdig , og han blev udnævnt til løjtnant i det 52. infanteriregiment von Alvensleben i 1910. Han fik ikke mange venner blandt sine officerskolleger og blev snart kendt for sine ambitioner, energi og åbenmundethed. Det var karakteristika, som kom til at kendetegne hele hans karriere.D'Este (1989), p.320.
1. verdenskrig Under 1. Verdenskrig var 52. infanteriregiment en del af 5. division og kæmpede på Vestfronten. Model gjorde tjeneste som adjudant i sit regiments 1. bataljon. I maj 1915 blev han alvorligt såret nær Arras, og i oktober fik han jernkorset af 1. grad. Hans bedrifter tiltrak sig hans divisionschefs opmærksomhed, som trods sine betænkeligheder om sin "ubehagelige underordnede" anbefalede ham til en stilling i den tyske generalstab. Blandt andet betød det, at Model kun tog del i de indledende operationer i Slaget ved Verdun og undgik blodbadet i Slaget ved Somme, som hans division deltog i under hans fravær.Newton (2006), pp.27–28.
thumb|left|Ingenmandsland, 1. Verdenskrig
Model gennemgik det forkortede stabsofficerskursus og vendte tilbage til 5. division som adjudant for 10. infanteribrigade og kompagnichef i såvel 52. division som 8. livgrenaderdivision. Han blev forfremmet til kaptajn i november 1917, og senere blev han overført til staben i en gardereservedivision, som kæmpede i den tyske forårsoffensiv 1918. Han sluttede krigen i 36. reservedivision.
Mellemkrigsårene Ved krigens slutning havde Model ry for at være en dygtig officer med stort potentiale. Hertil kom, at han var kendt af Hans von Seeckt, lederen af det nye Reichswehr fra sine stabsposter under krigen, og han var udstyret med en udmærket reference fra generalmajor Franz von Rantau, chefen for 36. reservedivision. Det var ingen overraskelse, at han var en af de 4.000 officerer, der forblev i hæren. Model holdt sig generelt væk fra politik i den kaotiske periode, som kendetegnede Weimarrepublikkens fødsel, selv om han som hærofficer var involveret i den blodige nedkæmpelse af den kommunistiske opstand i 1920 i Ruhrområdet.
Året efter giftede han sig med Herta Huyssen, og de fik tre børn: Christa, Hella og Hansgeorg. Model hadede krigshistorier og diskuterede hverken politik eller krigen med sin kone.D'Este (1989), p.321.
I 1925 blev Model overført til 3. infanteridivision, en eliteenhed i Reichswehr, som var kraftigt involveret i afprøvning af tekniske fornyelser. Fra 1928 underviste han i taktik og krigsstudier på det grundlæggende generalstabskursus, og i 1930 blev han overført til træningsafdelingen af Truppenamt. Han blev kendt såvel for sin entusiastiske støtte til modernisering af hæren som for sin fuldstændige mangel på takt. I 1938, det år han blev generalmajor, gav han en demonstration af et angreb på simulerede, tjekkiske befæstninger, som imponerede Hitler og irriterede hærens stabschef Ludwig Beck, som forsøgte at få Hitler til at opgive at besætte Sudeterlandet.D'Este (1989), p.322. Som mange andre hærofficerer støttede han det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti. Hans tid i Berlin bragte ham i kontakt med ledende medlemmer af det nazistiske styre, og især blev han ven med Joseph Goebbels og Hermann Göring.Newton (2006), pp.58–61.
2. verdenskrig Model tilbragte det første år af 2. Verdenskrig som stabschef, først for 4. Korps under Felttoget i Polen (1939) og derefter i 16. Arme under Slaget om Frankrig. Han blev forfremmet til generalløjtnant i april 1940 og fik sin første større ledelsesopgave i november samme år , da han fik til opgave at lede 3. panserdivision. Han overhørte straks alle formaliteter om organisation og ledelse, hvilket gjorde ham populær blandt hans folk og irriterede hans stab, som ofte måtte rydde op efter ham. Han indledte også et træningsprogram for blandede styrker, hvor hans mænd blev placeret i forskellige ad hoc grupper, uanset hvad der var deres stamenhed. Pansertropper trænede med infanteri, ingeniører med spejderenheder, osv. På den måde var Model nogle måneder foran den tyske hærs anvendelse af kampgrupper i 2. Verdenskrig. Det var ikke almindelig praksis i den tyske hær i slutningen af 1940 og begyndelsen af 1941.Newton (2006), pp.108–109.
thumb|left|Den tyske fremrykning under Operation Barbarossa, juni til december 1941. Invasionen af Sovjetunionen
I Operation Barbarossa var 3. panserdivision tildelt 24. Panserkorps, som igen var en del af den Panzergruppe 2, der blev ledet af Heinz Guderian. Felttoget begyndte den 22. juni 1941, hvor Guderian pressede sine divisioner fremad i et halsbrækkende tempo. Det passede Model fint, og den 4. juli havde de forreste elementer af hans division nået Dnepr-floden, en bedrift der indbragte ham Ridderkorset. At overskride floden i fuld styrke var imidlertid en helt anden sag, da den Røde Hær var parat til at forsvare linjen ved floden. 3. panserdivisions fortrop blev slået tilbage af den sovjetiske 21. arme, og det var først den 10. juli, at de tyske styrker var klar til at gennemtvinge en overgang. Til denne operation reorganiserede Model, som nu var forstærket, sin styrke i tre grupper: en infanteri-tung styrke, som skulle krydse floden og danne et brohoved, en mobil pansret styrke, som skulle passere gennem brohovedet og fortsætte fremrykningen og en ildstøttestyrke, som bestod af næsten hele hans artilleri. Planen fungerede så godt, at overgangen over floden næsten ikke kostede tab. Der fulgte to ugers hårde kampe med at forsvare Panzergruppe 2's flanker. Han fik tildelt 1. kavaleridivision udover 3. panserdivision som Gruppe Model og angreb for at sprede de sovjetiske styrker, som samledes ved Roslavl.Newton (2006), pp.120–134.
Efter Smolensks fald gav Hitler ordre til at ændre retningen af angrebet, og Guderians Panzergruppe drejede sydpå ind i Ukraine. Dens mål var at fange de sovjetiske styrker, som forsvarede Kiev, et fremstød på 275 km uden støtte, og igen var 3. panserdivision i spidsen. Fra 24. august til 14. september gennemførte Model en lynhurtig fremrykning bag den sovjetiske sydvestlige front, hvor han til stadighed mindede sine folk om, at hurtighed var altafgørende. Manøvren nåede sin afslutning, da 3. panserdivision fik kontakt til 16. panserdivision fra Heeresgruppe Süd ved Lokhvitsa. Selv om det ville tage adskillige dage at nedkæmpe al modstand, var fælden om Kiev smækket.Carell (1966), pp.126–128.Newton (2006), pp.136–143.
Under de indledende trin i operation Barbarossa havde Model drevet sine folk hårdt og havde nået den hurtige fremrykning, som Guderian havde forlangt. Han havde løbet store risici – på et tidspunkt havde 3. panserdivision kun 10 kampvogne, som var klar til indsatsCarell (1966), pp.124–127.; men hans vovemod og improvisationstalent (og den taktiske udygtighed blandt hans fjender) havde bragt ham store gevinster.
Foran Moskva
Kort efter blev Model forfremmet til general i pansertropperne og fik kommandoen over 41. Panserkorps, som var inddraget i slaget om Moskva. Angrebet var indledt den 2. oktober 1941, og Model ankom til sin nye post den 14. november, midt under slaget.
Panserkorpset, som var en del af Georg-Hans Reinhardts Panzergruppe 3, stod ved Kalinin, 160 km nordvest for Moskva. Det var udslidt og lå for enden af en lang og vanskelig forsyningslinje (Model var blevet forfremmet den 28. oktober og måtte bruge to uger på at komme til Kalinin), og det kolde vejr var begyndt at hæmme tyskerne. Alligevel var moralen stadig høj, og det afsluttende fremstød mod Moskva begyndte kort efter hans ankomst. Model var en hvirvelvind af energi, turede langs fronten og tilskyndede sine tropper til en større indsats. Han blæste også på protokol og kommandoveje, og efterlod generelt sin stab i kølvandet. Den 5. december var 41. Panserkorps' 6. panserdivision nået til Iohnca, blot 35 km fra Kreml. Der stoppede fremrykningen, da vinteren, der indtil da havde været forholdsvis mild efter russiske forhold, slog om. Temperaturerne faldt til mellem -20 og -40 °C, og smøreolien i våben og køretøjer frøs, så tyskerne måtte indstille offensiven. Newton (2006), pp.150–156.
Netop som tyskerne havde taget denne beslutning, åbnede de sovjetiske styrker på vest- og sydvestfronten en stor modoffensiv, der havde til formål at drive Heeresgruppe Mitte tilbage fra Moskva. Angrebene var især kraftige mod Panzergruppe 3, som var trængt tættest på byen. I tre uger med forvirrede og brutale kampe trak Reinhardt sine tropper ud af en mulig omringning og faldt tilbage til en linje ved Lama floden. Model fik til opgave at dække tilbagetrækningen, og hans hårde, næste brutale lederskab, gav nu renter, da panik truede de tyske kolonner. Ved flere lejligheder skabte han orden ved et blokeret vejkryds med en trukket pistol, og tilbagetrækningen blev aldrig til en flugt.Newton (2006), pp.160–167.
I denne periode bemærkede Model, at de sovjetiske angreb blev gennemført som menneskelige bølger, og da de var dårligt taktisk koordineret, havde de en tendens til at fungere bedst, når tyskerne forsvarede støttepunkter frem for en sammenhængende linje. Hertil kom, at den sovjetiske logistik stadig ikke var tilstrækkelig til at understøtte en kamp, som flyttede sig hurtigt, så selv hvis der opstod et hul, betød det ikke automatisk en krise. Derfor gav han sine mænd ordre til at sprede sig ud, hvilket udnyttede hans korps' fordel i artilleri over for de sovjetiske styrker, samtidig med at han skabte små mekaniserede kampgrupper, som skulle tage sig af gennembrud. Hans taktik virkede, omend den var dyr (ved udgangen af 1941 havde 6. panserdivision kun 1.000 mand tilbage, inkl. alt front-, støtte og stabspersonel). Han fortsatte med at være fortaler for sådan taktik hele sin karriere.Newton (2006), pp.166–168.
Rzhev