Seksten år efter (engelsk originaltitel: Five Little Pigs) er en Hercule Poirot–krimi, som først blev udgivet i USA af forlaget Dodd, Mead and Company i maj 1942 med titlen Murder in Retrospect og senere i Storbritannien af Collins Crime Club den 11. januar 1943, selv om der findes kilder, der angiver udgivelsen her til at finde sted i november 1942.Chris Peers, Ralph Spurrier and Jamie Sturgeon. Collins Crime Club – A checklist of First Editions. Dragonby Press (Second Edition) March 1999 (s. 15) I denne roman sætter Agatha Christie sin detektiv på en hård opgave, idet han engageres til at opklare et mord, der er begået 16 år tidligere. En ung kvinde bønfalder Poirot om at undersøge, om hendes mor, Caroline Crale var skyldig i drabet på sin mand, den berømte maler, Amayas Crale. Det var formentlig et jalousidrab, idet maleren åbenlyst havde en affære med en ung model. Moderen døde i fængslet kort efter at være kendt skyldig.
Det kan ikke udelukkes, at Caroline faktisk var skyldig, men det viser sig dog hurtigt, at der også var andre i malerens omgangskreds, der havde et motiv til at dræbe Crale. Da der ikke længere er beviser at støtte sig til, må Poirot i sin jagt på gerningsmanden søge opklaringen i nedskrevne beretninger fra de fem vigtigste vidner. Poirot tænker på disse fem som grise, og den engelske originaltitel hentyder til et børnerim om fem små grise. Poirot finder alene på grundlag af logisk deduktion løsningen og han opnår også en tilståelse under fire øjne, men det er uklart, om det vil lykkes at domfælde morderen, når alle egentlige beviser for længst er forsvundet.
Børnerimet
Christies egne notater afslører, at hun længe før hun påbegyndte mauskriptet, havde bundet sig til at bygge plottet på børnerimet. Undervejs i processen ændrede hun både plotstrukturen, mormetoden og gerningspersonen, inden manuskriptet fandt sin endelige form. Det er omstridt, hvorvidt rimet bidrager positivt til plottet. Mens John Curran fremhæver, at "brugen af rimet er ikke forceret; hver af de fem karakterer er perfekt reflekteret i versets ordlyd." Robert Bernard finder derimod, at "børnerimet er ligeledes et overflødigt bidrag til det, som basalt er en ekseptionel seriøs fortælling.s.85
Plot
Romanen er bemærkelsesværdig for sit forsøg på at udfordre Poirots hyppigt gentagne påstand om, at han er i stand til at løse en mordsag alene ved at analysere de mistænktes vidneudsagn og uden at være til stede på mordstedet. Han bliver i særlig grad engageret i opgaven, fordi Carla Lemarchant, som ønsker at finde ud af, om hendes mor var skyldig i drab på hendes far seksten år tidligere, minder ham om, at han især interesserer sig for psykologien bag et drab, selv om sporene efter morderen ikke længere kan undersøges.Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 10 Carla er forlovet, og hun frygter, at det vil påvirke hendes kommende ægtefælles kærlighed til hende, hvis der i den nære familie er en morder. Carla var blot fem år gammel, da tragedien fandt sted, men kan huske, at hendes mor var en sandfærdig person. Hun har siden moderens fængsling boet hos slægtninge i Canada, og først som voksen er hun blevet klar over, at moderen døde i fængslet året efter at være idømt livsvarigt fængsel. På sin 21-års fødselsdag har hun gennem en advokat modtaget et brev fra moderen, hvor denne forsikrer om sin uskyld. Intuitivt fornemmer Carla, at moderen her fortæller sandheden. Hun bemærker, at hun er skuffet over, at Poirot er ældre, end hun havde forventet, hvilket medvirker til at den forfængelige detektiv påtager sig den vanskelige opgave at foretage en efterforskning af et drab, hvor der ikke længere findes fysiske beviser for, hvad der egentlig skete.
Poirot opsøger først den advokat, der var forsvarer for Caroline Crale. Han får her at vide, at Carlas far, den berømte maler Amyas Crale, blev forgiftet med koniin, som var udvundet af skarntydeplanten af familiens ven og nabo Meredith Blake, der som hobby havde kemiske stoffer. Giften blev sporet i et ølglas, Amayas havde drukket af kort inden sin død. Hans hustru havde hentet øllet i køleskabet og bragt det ned til det sted, hvor han var ved at male et portræt af modellen Elsa Greer. Det var velkendt, at en af de ”kunstneriske friheder”, Crale tiltog sig, var seksuelle forhold til de kvinder, han portrætterede. Dette havde Caroline affundet sig med, indtil han i perioden lige før drabet var blevet voldsomt forelsket i den unge pige, han malede og alt tydede på, at han havde lovet hende at forlade sin kone og barn. Under retssagen blev denne udvikling i hans utroskab anset for den udløsende faktor for drabet. Caroline havde accepteret hans udenomsægteskabelige tilbøjeligheder, men ville ikke affinde sig med et liv som enlig mor. Som bevis for Carolines skyld blev det anført, at hun under retssagen havde indrømmet, at hun stjal giften med henblik på at begå selvmord, hvis hendes ægtemand forlod hende. Da advokaten fortæller om de fem, der befandt sig på Crales ejendom på mordtidspunktet, tænker Poirot på et kendt engelsk børnerim. Han kan ikke slippe tanken om, at de fem mulige mordere er små grise (“the five little pigs”), som hver især ligner en af grisene i det engelske børnerim.
{| class="toccolours" style="float: right; margin-left: 1em; margin-right: 1em; font-size: 85%; background:#E2DDB5; color:black; width:26em; max-width: 28%;" |- | style="text-align: left;"| Den til dansk oversatte udgave af børnesangen "This little pig" / "Fem små grise", samt den originale engelske udgave af børnesangen 'This Little Pig" - som de forekommer hhv. i en dansk oversættelse samt i den originale engelske udgave af Christies krimiroman: This little piggy went to market, Denne lille gris gik på marked This little piggy stayed home, Denne lille gris blev hjemme. This little piggy had roast beef. Denne lille gris fik roastbeef. This little piggy had none. Denne lille gris fik ingenting. And this little piggy cried wee wee wee all the way home. Og denne lille gris skreg iv, iv, iv hele vejen hjem.
Phillip Blake, Crales bedste ven tog på marked, mens Meredith, hans ældre broder, blev hjemme. Elsa Greer (nu gift med baron Dittisham og betitlet “Lady”), fik roastbeef. Guvernanten, Cecilia Williams, fik ingenting, mens Angela Warren, Carolines 14 – årige halvsøster sagde 'Iv! ,Iv! Iv!' hele vejen hjem". Poirot fortsætter sine undersøgelser med at udspørge blandt andet en af dem, der repræsenterede anklagemyndigheden og en af de politiofficerer, der efterforskede sagen. Af disse får han bl.a. at vide, at der dagen før drabet havde udspillet sig et skænderi mellem hustruen og elskerinden, da sidstnævnte fortalte, hvordan hun ville indrette huset, når hun flyttede ind. Caroline sagde hertil bl.a.: "Jeg vil hellere dræbe Amayas end overlade ham til dig."Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 37 Han får også at vide, at Crale havde adgang til ølflasker i lysthuset ved siden af det sted, hvor han malede. Efter at have indtaget øllet udbrød han: "Alt smager modbydeligt i dag", og at han blev siddende ved sit staffeli, da de øvrige gik ind for at spise frokost. Da hans hustru og guvernanten sammen vendte tilbage til haven efter frokost, var han død.
Poirot finder det herefter nødvendigt at interviewe de "fem små grise". Han opdager under disse samtaler, at ingen af de fem mulige mordere har et åbenlyst motiv. Deres synspunkter på kriminalsagens forløb er ganske vist forskellige, men bortset fra Angela Warren er der ikke nogen, der for alvor tror, at dommen over Caroline Crale var forkert. Han sporer en stærk modvilje mod den dømte kvinde hos Philip Blake, som omtaler hende som en "helt igennem slet person"..."med charme" og en "hævngerrig djævel".Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 49 Han understreger også, at hun som stort barn slog sin lillesøster i hovedet med et brækjern, hvilket er årsagen til, at Angela er blind på det ene øje og har et grimt ar på kinden.
Meredith er hjemme på "sin borg", da Poirot opsøger ham, udstyret med anbefalinger fra to af hans gode venner i høj social position.Den ene er Lady Mary Lytton - Gore, som har en væsentlig rolle i romanen Mord for åbent tæppe fra 1933.Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 56 Denne strategi har han valgt, fordi Philips bror har forbehold overfor udlændinge og er mistænksom overfor privatdetektiver. Han omtaler Caroline med større sympati og forståelse end broderen. Han tilføjer, at Amayas formentlig ville opføre sig mere "normalt", når portrættet var malet færdigt. Så sent som dagen før drabet havde Amayas sagt:
"Du forstår vist ikke, Meredith, at det billede jeg arbejder på nu, er det bedste, jeg har lavet. Og to jaloux, stridbare kvinder skal ikke få lov til at ødelægge det for mig...".Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 59
Han fortæller også, at Caroline i virkeligheden var et blidt menneske, der ikke kunne overvinde selvbebrejdelsen over at have vansiret sin søster ved som barn at kaste en brevpresser efter hende i arrigskab. På trods af den ophedede situation havde ægteparret Crale om formiddagen talt om at pakke hendes ting, fordi hun skulle rejse et par dage senere.Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 62 Han er overbevist om, at Caroline tog giften for at begå selvmord, men i et øjebliks vanvid i stedet gav den til manden. Til sidst viser han Poirot det famøse portræt, som har udløst dramaet, og som han har købt. Den belgiske detektiv er dybt fascineret. En strålende maler, tænker han og bliver en smule skræmt fordi: "Disse mærkelige øjne, der vogtede på ham...vogtede på ham og fortalte ham noget", gjorde ham bange..Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 76
Den næste han opsøger er Lady Dittisham, som stadig er forbitret over, at hun blev "frarøvet" sin elsker. Hun ligner ikke længere den unge pige på billedet, men minder ham om en, der er død som ung. Hun kommer ikke med egentlige supplerende oplysninger, men viser ham et glødende kærlighedsbrev, Amayas har skrevet til hende.
Cecilia Williams kan give nyttige oplysninger om både Caroline og Angela, og Poirot bemærker, at hun har en udmærket sans for detaljer selv efter så mange års forløb. Blandt andet kan hun huske, at Angela drillede Amayas ved at hælde salt i hans øl og var rasende, fordi han havde sørget for, at hun efter ferien skulle på kostskole.Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 87f. Angela Warren husker umiddelbart ikke ret meget, fordi hun blev sendt bort til kostskolen og aldrig fik lov til at besøge Caroline i fængslet. Hun er imidlertid helt sikker på, at hendes søster aldrig ville dræbe den mand, hun elskede så højt. Angela erkender, at hun selv drillede Amayas ofte og blandt andet puttede et pindsvin i hans seng og et ildelugtende stof i hans øl.Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 100f. Hun viser modstræbende Poirot et brev, søsteren har sendt fra fængslet.
“Min egen elskede lille Angela. Du vil høre dårlige nyheder og du vil sørge, men jeg vil så gerne få dig til at forstå, at der ikke er noget at sørge over. Jeg har aldrig løjet for dig, og jeg gør det heller ikke nu, når jeg siger, at jeg føler mig helt lykkelig – at jeg har fred i min sjæl som aldrig før… Det er godt alt sammen, kæreste, jeg går til Amayas, for jeg er sikker på, at vi vil møde hinanden. Jeg kunne ikke have fortsat livet uden ham. .. Man må altid betale sin gæld. Det er dejligt at føle sådan en fred..Din hengivne søster Caro."Seksten år efter, 3. oplag (1972), s. 103
Poirot læser brevet grundigt igennem to gange. Han er sikker på, at dette brev indeholder afgørende informationer om tragedien seksten år tidligere. Angela kan tilføje til sagens belysning, at hun på et tidspunkt kort før drabet på kunstneren havde set Caroline forlade Philip Blakes værelse en sen aften. Dette kunne måske være et motiv til at dræbe Amayas.