Central line er en London Underground-bane, der løber gennem det centrale London, fra Ealing og Ruislip i vest til Epping, Essex i nordøst. Banen er farvet rød på netværkskortet og betjener 49 stationer på 74 km. Den er den længste Underground-bane. Den er også den ene af kun to baner i Underground-netværket, der krydser Greater Londons grænse. Den anden er Metropolitan line. Som en af Londons dybtliggende tube-jernbaner er togene mindre end dem på de britiske fjernbaner.
Banen åbnede som Central London Railway i 1900, som den tredje dybtliggende tube-bane, der blev muliggjort af elektriske tog, og krydser det centrale London i en øst-vestgående akse. Den blev senere forlænget til den vestlige forstad Ealing. Efter 2. verdenskrig blev banen forlænget betragteligt til de nyligt anlagte forstæder ved overtagelse af damptrukne ruter i de ydre forstæder til Londons grænser og videre mod øst. Disse realiserede planer var blevet forsinket af krigen, hvor anlægget stoppede og de ubenyttede tunneller blev benyttet som beskyttelsesrum og fabrikker. Væksten i forstæderne viste sig dog at blive mindre end forventet, og af de planlagte forlængelser blev en (til Denham) forkortet pga. sin beliggenhed i det grønne bælte rundt om London, og en anden (til Ongar) blev i sidste ende lukket i 1994 pga. lave passagertal. Central line har siden en større renovering i 1990'erne hovedsageligt været drevet automatisk med automatic train operation, selvom alle tog stadig har lokomotivfører. Mange af banens stationer er af historisk interesse, lige fra Central London Railway-bygningerne i Vestlondon fra århundredeskiftet til modernistiske efterkrigsdesigns på West Ruislip- og Hainault-grenene, så vel som victorianske ECR- og GER-bygninger øst for Stratford, fra da banen til Epping var en afgrening gennem åbent land.
Målt på passagertal er Central line den travleste bane i London Underground. I 2011/12 blev over 260 millioner passagerrejser foretaget på Central line. Banen har i øjeblikket den højeste frekvens i London Underground med 34 tog i timen i drift i en halv time i vestgående retning i morgenmyldretiden, og mellem 27 og 30 tog i timen gennem resten af myldretiderne. Dette gør banen til både den travleste og mest frekvente jernbane i Storbritannien. Det er den eneste tube-bane, der løber øst-vest gennem Londons centrale kerne, går under shoppingcentrummet i Oxford Street og det finansielle centrum i City. Elizabeth line, der forventes at begynde drift i 2018 og have fuld drift i 2019, vil skabe skiftemuligheder til Central line på Stratford, Liverpool Street, Tottenham Court Road, Bond Street og Ealing Broadway, hvilket vil reducere områdets overbelægning.
Historie Central London Railway thumb|Harry Bell Measures designede overfladebygningerne for CLR, som denne på Oxford Circus. Central London Railway (CLR) fik i 1891 tilladelse til en tube-line mellem Shepherd's Bush og en station ved Cornhill, og det følgende år blev en forlængelse til Liverpool Street godkendt, med en station ved Bank i stedet for ved Cornhill. Frem for at løbe under bygninger er banen anlagt følgende gaderne ovenover, da køb af servitutret under de private ejendomme ville være dyre, og som konsekvens heraf løber det ene spor over det andet nogle steder, og perronerne er på forskellige niveauer på St Paul's, Chancery Lane og Notting Hill Gate Stationer. Tunnellerne blev boret med en nominel diameter på 3,56 m, forøget i kurver og reduceret til 3,51 m nær stationerne. Som udgangspunkt stiger tunnellerne ved ankomst til en station for at lette nedbremsning, og falder ved afgang for at lette acceleration.
Central London Railway var den første underjordiske jernbane, til at have stationsperronerne oplyst med elektricitet. Alle perronerne blev oplyst af automatiske, elektriske Crompton-lysbuelamper, og andre stationsområder af glødelamper. Både City and South London Railway og Waterloo and City Railway blev oplyst af gaslamper, hovedsageligt da disse baners elværker blev projekteret uden yderligere kapacitet til at forsyne elektrisk belysning. Med hvidtglaceret flisebelægning var alle underjordiske Central London Railway-perroner meget klart belyst. Brugen af elektrisk belysning blev yderligere gjort mulig, da Central London også var den første tube-bane til at bruge vekselstrømsforsyning og transformatore på fordelingsstationer kunne nemt skaffe belejlige spændinger til at drive belysningen. Tidligere tube-baner genererede jævnstrøm med den nødvendige spænding for at køre togene (500 Volt).
Banen mellem Shepherd's Bush og Bank blev officielt åbnet den 30. juni 1900, mens togdriften begyndte den 30. juli. Med en flad takst på 2d (to gamle pence) blev banen kendt som "The Twopenny Tube". Oprindeligt blev banen drevet med vogne trukket af ellokomotiver, men lokomotivernes betydelige uaffjedrede vægt forårsagede store vibrationer i bygningerne over banen, og jernbaneselskabet ombyggede lokomotiverne til at have gearet træk. Dette muliggjorde brugen af motorer til højere hastighed og lettere motorer, hvilket reducerede lokomotivets samlede vægt lige så vel som den uaffjedrede vægt. Jernbaneselskabet forsøgte også en alternativ tilgang: det konverterede fire vogne til at have motorer og styringsapparat. To af disse eksperimentalmotorvogne blev benyttet i et 6-vognstog, med styringsapparatet drevet af systemet, der blev benyttet på Waterloo and City Railway. De modificerede lokomotiver var en betydelig forbedring, men motorvogne med endnu lavere vægt var stadig endnu bedre. CLR bestilte 64 nye motorvogne, der var designet til at bruge Spragues nyligt udviklede traction controlsystem. CLR eksklusivt benyttede de følgende elektriske togsæt fra 1903.
I juli 1907 blev taksten øget til 3d for ture længere end syv eller otte stationer. Banen blev forlænget med vest med et loop til at betjene en enkelt perron på Wood Lane i forbindelse med Franco-British Exhibition. En reduceret takst på 1d for ture på tre eller flere stationer blev introduceret i 1909, og periodekort var mulige fra 1911. Forlængelsen til Liverpool Street åbnede det følgende år, hvilket gav adgang til Great Eastern-stationen og den tilstødende Broad Street Station via rulletrapper. Central London Railway blev absorberet ind i Underground Group den 1. januar 1913.
I 1911 fik Great Western Railway tilladelse til en bane fra Ealing Broadway til en station nær CLR's Shepherd's Bush Station, med forbindelse til West London Railway. En aftale forbandt banen til Central London Railway og gav CLR lov til at køre tog til Ealing Broadway. Anlægget af forlængelsen fra CLR til Ealing Broadway begyndte i 1912, men åbningen blev forsinket af 1. verdenskrig. CLR købte nyt rullende materiel til forlængelsen, hvilket ankom i 1915 og blev opmagasineret før det blev udlånt til Bakerloo line. Det rullende materiel returnerede, da forlængelsen åbnede i 1920.
I 1912 blev planer om en jernbane fra Shepherd's Bush til Turnham Green og Gunnersbury fremlagt, hvilket ville tillade Central London Railway at køre tog på London and South Western Railway (L&SWR)-spor til Richmond. Ruten blev godkendt i 1913, men arbejdet var ikke begyndt ved krigens udbrud det følgende år. I 1919 var en alternativ rute fremlagt, der havde en tunnelleret forbindelse til de ubenyttede L&SWR-spor syd for deres Shepherd's Bush Station og derfra via Hammersmith (Grove Road) Station. Tilladelsen blev tildelt i 1920, men forbindelsen blev aldrig anlagt, og L&SWR-sporene blev benyttet af Piccadilly line, da den blev forlænget mod vest fra Hammersmith i 1932.
London Transport og 2. verdenskrig Den 1. juli 1933 blev Central London Railway og andre transportselskaber i Londonområdet sammenlagt for at danne London Passenger Transport Board, almindeligt kendt som London Transport. Jernbanen var kaldet "Central London Line" og blev "Central line" i 1937. New Works Programme fra 1935-40 indebar en større udvidelse af banen. I vest skulle nye tracks anlægges parallelt med Great Western Railways New North Main Line helt til Denham. I øst ville nye tunneller løbe til kort efter Stratford Station, hvor banen ville blive forlænget via London & North Eastern Railways forstadsafgrening til Epping og Ongar i Essex, ligesom en ny underjordisk bane mellem Leytonstone og Newbury Park, hovedsageligt under Eastern Avenue, for således at betjene de nye forstæder i Nordilford og Hainault-loopet. Perroner på stationer i det centrale London skulle forlængelse for at gøre plads til 8-vognstog.
Anlægget begyndte, tunnellerne gennem det centrale London blev udvidet og forlagt og stationerne forlænget, mens det viste sig at være umuligt at modificere Wood Lane Station til at modtage 8-vognstog, og en ny station ved White City blev godkendt i 1938. Banen blev konverteret til London Undergrounds firskinne-elsystem i 1940. Den ydre positivskinne er 40 mm højere end på andre baner, for selv efter ombygningsarbejderne var tunnellerne lidt mindre. Det meste af tunnellerne for forlængelsen til det østlige London var blevet bygget i 1940, men arbejdet gik langsommere pga. 2. verdenskrigs udbrud og sidenhen suspenderet i juni. De ubenyttede tunneller mellem Leytonstone og Newbury Park blev udstyret af Plessey som en flykomponentfabrik, der åbnede i marts 1942 og havde 2000 ansatte. Andre steder benyttede personer underjordiske stationer som beskyttelsesrum under luftangreb. Den uåbnede Bethnal Green Station havde plads til 10.000 personer. I marts 1943 døde 173 personer der, da en kvinde, der gik ind i beskyttelsesrummet, faldt ved foden af trappen og de følgende faldt ovenpå hende.
thumb|left|Loughton Station blev ombygget i 1930'erne, med et midterspor tilgængelig fra to perroner. Den åbnede i 1940, men blev ikke betjent af Central line-tog før 1948. I dag er stationen en fredet bygning. Anlægget genstartede efter krigen, og den vestlige forlængelse åbnede helt til Greenford i 1947 og West Ruislip i 1948. Tilladelsen til at forlænge banen til Denham blev aldrig benyttet som følge af etableringen af det grønne bælte rundt om London efter krigen, der begrænsede udvikling af landet i det område. Den østlige forlængelse åbnede helt til Stratford i december 1946, hvor togene fortsatte uden passagerer for at vende i udgravningen syd for Leyton. I 1947 åbnede banen til Leytonstone, og sidenhen Woodford og Newbury Park. Stationerne fra Newbury Park til Woodford via Hainault og fra Woodford til Loughton blev betjent af tube-tog fra 1948. Syd for Newbury Park lukkede den vestvendte udfletning med fjernbanen samme år for at give plads til udvidelsen af Ilford vogndepot. Forlængelsen blev overdraget til London Underground-ledelse i 1949, da betjening af Epping med Central line-tog begyndte. Enkeltsporsbanen til Ongar blev dampbetjent af et styrevognstog kørt af British Rail (BR) indtil 1957, hvor banen blev elektrificeret. BR-tog havde adgang til banen via en forbindelsen fra Temple Mills East til Leyton.
Central line-stationerne øst for Stratford bevarede for en tid deres godsforbindelser, der udgik fra Temple Mills, mens stationerne på Hainault-loopet blev betjent via Woodford. BR-banen syd for Newbury Park lukkede i 1956 og godsbetjeningen af stationerne på Hainault-loopet ophørte i 1965, mens den ophørte på resten af banens stationer i 1966. Tidlige morgenpassagertog fra Stratford (Liverpool Street på søndage) kørte til Epping eller Loughton indtil 1970. Den enkeltsporede strækning fra Epping til Ongar blev elektrificeret i 1957 og derefter kørt som en shuttle-service med korte tube-tog. Med kun 100 passagerer per dag og underskud, lukkede strækningen dog i 1994, og benyttes nu kun af veteranbanen Epping Ongar Railway.