Christian 1. (født februar 1426, død 21. maj 1481) var konge af Danmark 1448–1481, af Norge 1450–1481 og af Sverige 1457–1464 samt hertug af Slesvig og greve, fra 1474 hertug, af Holsten fra 1460 til 1481. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten, der nedstammede fra Erik Klippings datter Richiza, og blev ved sin tronbestigelse 1. september 1448 den første konge af den oldenborgske slægt på den danske trone.Burke's Royal families of the World, I Europe & Latin America p. 68 I 1449 blev han gift med Dorothea, enke efter Christoffer af Bayern.
Efter Christoffer af Bayerns død i 1448 blev Christian, på anbefaling af sin morbror hertug Adolf af Slesvig, valgt til dansk konge. I konkurrence med Karl Knutsson opnåede han siden også Norges og Sveriges kroner, idet han blev norsk konge i 1450 og svensk konge i 1457, hvorved Kalmarunionen blev genoprettet. Det var dog i første række rigsrådene i de tre nordiske riger, der gennemførte denne fortsættelse af unionen, og deres sigte var en svag unionskongemagt. Flere af de vigtigste adelsslægter, herunder Thott og Gyldenstierne, optrådte både i det danske, svenske og norske rigsråd og havde dermed fælles interesser. Christian 1. ønskede imidlertid ikke at acceptere en svag personalunion, og dette bidrog til voksende modstand i Sverige.
Efter hertug Adolfs død i 1460 blev Christian tillige hyldet som hertug af Slesvig og greve af Holsten, senere hertug af Holsten, mod at bekræfte ridderskabets rettigheder og love, at de to lande skulle "blive evigt udelte sammen"; dette blev fastlagt ved Ribetraktaten. I 1463 løsrev Sverige sig igen, svenskerne tilbagekaldte Karl Knutsson, og efter dennes død blev modstanden mod Christian ledet af Sten Sture den ældre og det svenske rigsråd med støtte i blandt andet Thott-slægten. Christians forsøg på at generobre Sverige endte med nederlag i slaget ved Brunkebjerg i 1471.
I 1470'erne foretog Christian 1. flere kostbare rejser, blandt andet i 1474 til pave Sixtus 4., som gav tilladelse til oprettelsen af Københavns Universitet, som åbnede i 1479.
Liv og gerning
Tidlige liv thumb|upright|left|Christians far, Grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg, i en senere gengivelse.
Christian blev født i februar 1426 i Oldenburg i det nordvestlige Tyskland som den ældste søn af Grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg (1390-1440) i hans andet ægteskab med Hedevig af Holsten (1398-1436).Mollerup, s. 885 Han havde to yngre brødre, Moritz og Gerhard og en søster, Adelheid.
Gennem sin far tilhørte han Huset Oldenborg, en grevelig slægt som siden 1100-tallet havde været bosat på egnen vest for floden Weser i Nordtyskland. Fra de to stærke borge Oldenburg og Delmenhorst havde slægten efterhånden udvidet sit herredømme over de omkringboende frisiske stammer. Grev Didrik den Lykkelige, Christians far, fik sit tilnavn, da han havde samlet og udvidet slægtens besiddelser.
Deres mor Hedevig var en datter af Grev Gerhard 6. af Holsten og søster til Hertug Adolf af Slesvig. De unge grever nedstammede gennem deres mor også fra det danske kongehus gennem Hedevigs tipoldemoder Richiza, der var datter af Kong Erik Klipping. Fra farfaderen, Christian 5. af Oldenburg, nedstammede Christian tillige fra Erik Plovpenning, mens han gennem mormoderen nedstammede fra kong Abel.
Om Grev Christians ungdom vides kun lidt. Ved faderens død i 1440 efterfulgte Christian og hans brødre Morits og Gerhard ham som greve af Oldenburg. Han opholdt sig et stykke tid ved den tysk-romerske kejser Frederik 3.’s hof. Men af langt større betydning for hans fremtid blev det, at hans morbror Hertug Adolf tog sig af hans opdragelse. Den barnløse hertug ønskede nemlig at gøre ham til sin arving i sine fyrstendømmer, og det lykkedes også Adolf at få Christian hyldet som sin efterfølger i Slesvig. Ved hans hof og under hans ledelse fik den unge grev Christian også rig lejlighed til at stifte erfaring med politiske forhold, hvad der siden skulle blive ham til stor nytte.
Kalmarunionen uden arving thumb|upright|right|Hertug Adolf afslår tilbuddet om den danske trone og peger på sin søstersøn, Christian af Oldenburg.
Ved Christoffer af Bayerns pludselige død den 6. januar 1448 stod Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske Rigsråd tilbød tronen til hertug Adolf 1. af Slesvig (også kaldet Adolf 8. af Holsten), der var tip-tip-oldebarn af Erik Klipping. Men Adolf, der på det tidspunkt var 47 år, takkede nej og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian måtte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen Valdemar 3.s håndfæstning, den såkaldte Constitutio Valdemariana fra 1326, om, at Sønderjylland (dvs. Hertugdømmet Slesvig) og kongeriget aldrig måtte forenes under samme regent.
thumb|upright|left|Christian 1. og Dronning Dorothea. Det danske rigsråd stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke, Dorothea af Brandenburg. Rigsrådet udfærdigede en håndfæstning, hvoraf blandt andet fremgik, at ingen udlænding måtte få len eller optages i rigsrådet, og at der ikke måtte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsrådet. Forhandlingerne trak noget i langdrag, fordi rigsrådet gerne ville enes med Sverige og Norge om valget, men da svenskerne i juni 1448 på egen hånd havde valgt Karl Knutsson til konge, enedes det danske rigsråd nu med Christian.Christian 1., 1426-1481. Danmarkshistorien.dk Aarhus Universitet. Hentet 3/7-2023 Den 1. september udstedte denne i Haderslev en foreløbig håndfæstning (en endelig blev aldrig udfærdiget), og den 28. september blev han hyldet på Viborg Landsting. Samtidig trolovedes han med Christoffer’s unge enke, Dorothea af Brandenburg.Christian 1. (1448 - 1481). Nationalmuseet. Hentet 3/7-2023 Året efter holdtes brylluppet den 26. oktober, og to dage senere blev Christian kronet i Vor Frue Kirke i København.
thumb|left|upright|Portræt af Christian 1. fra Kronborgtapeterne,
Ved kroningen stod Christian med flere problemer. Indadtil var det vigtigste problem, at kongen fattedes indtægter. Allerede under Erik af Pommern var store dele af riget blevet bortforlenet, og denne situation havde ikke ændret sig under Christoffer af Bayern. Det betød, at Christian kun havde få og utilstrækkelige indkomster. Samtididig indebar det dobbelte kongevalg, at Kalmarunionen var blevet brudt, og de to nyvalgte konger stræbte begge efter at få magten i Norge. Også det gamle svenske lydland Gotland gav anledning til problemer, siden det efter Valdemar Atterdags erobring i 1361 aldrig var blevet knyttet til Sverige igen. Her sad den afsatte unionskonge Erik af Pommern og herfra drev han sørøveri til skade for handelen. Kort efter sin kroning sendte Karl Knutson en hærstyrke til Gotland, men da Erik mærkede, at han ikke kunne forsvare sig, lod han en dansk besætning komme ind i Visborg, mens han selv drog til Pommern, og sommeren 1449 sluttedes der et forlig mellem hærene, hvorved afgørelsen af Gotlands fremtidige stilling blev henskudt til et fredsmøde, der året efter skulle afholdes i Halmstad.
På dette tidspunkt havde det norske rigsråd besluttet at tage Christian til konge, men i den følgende vinter kom Karl Knutson personlig til Norge og blev kronet i Trondhjem i december 1449. Halmstadmødets afgørelse blev imidlertid meget gunstig for Christian, idet de 24 danske og svenske rigsråder, der mødtes den 2. maj 1450, bestemte, at Karl skulle give afkald på Norge, og at den længst levende af de to konger skulle anerkendes i alle 3 riger, mens spørgsmålet om Gotland blev udsat igen. Uvillig måtte Karl Knutson bøje sig for denne beslutning, og Christian kunne drage til Norge for at blive kronet i domkirken den 2. august 1450. I Bergen sluttedes den 29. august 1450 en nøje forening mellem Danmark og Norge, og da Dorothea havde født kongen en søn, fik denne navnet Oluf efter Norges skytspatron.
Besiddelsen af de to riger måtte i længden give Christian overvægten over Karl Knutson. De krige, der blev ført mellem dem fra 1452 af, var ikke afgørende, det blev derimod, at unionspartiet i Sverige i 1457 rejste sig mod Karl under ledelse af ærkebispen Jens Bengtsson (Oxenstierna), og Karl Knutsson måtte flygte til Danzig. I juli kunne Christian holde sit indtog i Stockholm og blev kronet i Uppsala.Christian I og forholdet til Sverige 1448-1454. tidsskrift.dk. Hentet 3/7-2023 Således var alle 3 riger atter forenede, og året efter antoges Christians søn Hans til hans efterfølger (den først fødte søn, Oluf, var død i en spæd alder, ligesom en anden søn, Knud).
Personalunionen med hertugdømmerne
thumb|upright|Christian 1. ophøjer Holsten til hertugdømme. Historiemaleri, Nicolai Abildgaard.
Kort efter, at Christian var blevet unionskonge, viste der sig på en helt anden kant mulighed for en væsentlig magtudvidelse for Christian, idet hertug Adolf døde den 4. december 1459. Der var i Slesvig og Holsten megen uenighed om hvem, man skulle anerkende som herre, men ridderskabet var dog enigt om at vælge den samme fyrste i begge lande, og valget faldt da på Christian, som til gengæld måtte denne stadfæste rådets og ridderskabets rettigheder, indrømme stænderne valgret også for fremtiden og endelig love, at de to lande "evig skulle blive tilsammen udelte" (Up ewig ungedeelt).Mollerup, s. 886
Christian satte et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen måtte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle få magtfulde adelsslægter, der ikke betalte skat til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, så han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu trådte Dorothea til. Hun havde opbygget en pæn formue, pantsatte sine smykker, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv som pant.
Senere opnåede Christian yderlige fremgang, da den tyske kejser Frederik III på den tyske rigsdag i Regensburg i 1473 officielt forlenede ham med Ditmarsken, der formelt hørte under ærkebispen af Hamborg-Bremen men reelt var en uafhængig bonderepublik. Hidtil havde de holstenske besiddelser formelt kun bestået af grevskabet Holsten og grevskabet Stormarn, nu blev de forenede med Ditmarsken og ophøjet til et hertugdømme direkte under kejseren.
Pengesorger
Umiddelbart fremstod Christian nu som en mægtig fyrste: han var blevet konge over de tre nordiske riger og tillige herre over hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I virkeligheden var hans stilling svag: i Sverige var det danske overherredømme ikke populært i befolkningen, og forbindelsen mellem rigerne blev i virkeligheden sikret gennem et mindre antal store adelsslægter, der havde godser og familieforbindelser i begge riger. Også i Slesvig og Holsten var der problemer: Christian havde måtte afgive store pengeløfter både til Schauenburgerne og til sine brødre, der mente at kunne gøre krav gældende. For at skaffe penge til disse betalinger måtte Christian udskrive skatter, hvilket gjorde ham upopulær i Sverige og bevirkede et modsætningsforhold til ærkebiskop Jens Bengtsson, der endog blev ført som fange til Danmark i 1463. Dette fik biskop Ketil af Linköping til at rejse en opstand, og almuen tvang stormændene til at kalde Karl Knutson tilbage. Ny modstandere fik Christian, da han brød med den mægtige adelsslægt Thott, der havde udstrakte len og store godser både i Danmark og Sverige.