Jacob Langebek (født 23. januar 1710, død 16. august 1775) var dansk gehejmearkivar og historiker.
Opvækst og ungdom Familieforhold Jacob Langebek tilhørte en gammel præsteslægt, hvis tilnavn kom fra Langebæk præstegård i Kalvehave Sogn. Stamfaderen, Jacob Andersen, tog magistergraden i Wittenberg i 1584, og dennes søn og efterfølger, Anders Jacobsen Langebek, tog tilnavnet. Han var konrektor ved Vor Frue Skole i København og rektor for Slagelse Latinskole, før han i 1630 efterfulgte faderen i embedet, som han blev i indtil sin død i 1645.
Jacob Langebek blev født i Skjoldborg i Thy, hvor hans fader, Frederik Langebek (død 1727), var præst. Moderen hed Else, født Skytte (død 1726). En måned før sin død var faderen indtrådt i nyt ægteskab, med Sabine Marie Stoltzig, der siden ægtede eftermanden i kaldet, hr. Oluf Kamp.
Historisk interesse Indtil sit 16. år undervistes Langebek hjemme, men allerede da var hans sans blevet åbnet for minderne fra fortiden, eller en ham medfødt lyst til at granske fædrenes spor var kommet til gennembrud. Gamle kirker med deres ligstene og mindesmærker, slotte og herregårde, gamle voldsteder, kæmpehøje og stendysser, sagn og saga, Saxo og Arild Huitfeldt, kort sagt alt, hvad der smagte af oldtiden, fængslede hans opmærksomhed i en overordentlig grad. I Nykøbing Mors skole, som han derefter besøgte i tre år, havde han den lykke at nyde undervisning af en rektor (magister Vilhelm Rogert), der af samtidige skildres som en i henseende til både lærdom, karakter og dygtighed udmærket lærer.
Universitetstiden Da Langebek i juli 1728 afgik til Københavns Universitet, var han derfor vel funderet i de kundskaber, skolen havde ydet ham adgang til, særlig i det latinske sprog, men han var meget fattig og så godt som forældreløs. Kun ved den største nøjsomhed og flid kunne han vente at komme frem i verden. Men ingen af disse egenskaber manglede han, og dertil besad han en overordentlig arbejdskraft, en klar forstand, en stærk hukommelse, en brav karakter og et gudfrygtigt sind.
Formodentlig har Langebek, da Københavns brand i efteråret 1728 forstyrrede alle ting, for en tid måtte forlade København for andetsteds at søge sit livsophold ved undervisning. I alt fald fik han først 1731 Anden Eksamen, men allerede 1. april 1732 tog han teologisk attestats. Skønt han fremdeles med møje måtte erhverve sit underhold og skaffe sig midler til at købe bøger, der næsten var ham uundværligere end brød, så kunne han nu mere frit hengive sig til studiet af fædrelandets historie og oldsager, der havde hele hans kærlighed. Under benyttelse af de få da tilgængelige hjælpemidler lagde han sig med flid efter det oldnordiske sprog, vejledet af en islandsk student. Senere erhvervede han også god færdighed i flere nyere sprog, som skolen ikke dengang gav vejledning i, særlig i engelsk og tysk ligesom også i oldengelsk og andre sprog, der kunne tjene til fremme for hans historiske studier.
Frederik Rostgaard Den forbindelse med den bogelskende etatsråd Frederik Rostgaard, som Langebek tidlig kom i, vistnok gennem sin trofaste ungdomsven Oluf Bruun, huslærer hos Rostgaards datter, enkefru Conradine Sophie v. d. Maase, som Bruun siden ægtede til hendes forældres største harme, blev betydningsfuld for Langebek, idet den blev middel for ham både til at udvide sine kundskaber og til at komme ind i større forhold end dem, der ellers var tilgængelige for en fattig ung mand. Vel benyttede Rostgaard, der boede på Krogerup ved Helsingør, Langebek som en art kommissionær i København til at besørge mangt og meget, der synes mindre passende hverv for en ung videnskabsdyrker, men den lærde og ansete mands tillid og fortrolighed lønnede dog Langebek for hans møje, og de jævnlige ophold på det smukke Krogerup har uden tvivl været oplivende og lærerige for ham. Særlig måtte Rostgaards store manuskriptsamling, der siden kom i Københavns Universitetsbiblioteks eje, og over hvilken vi endnu har en af Langebek forfattet katalog, have været oplysende og tiltrækkende for denne. Når Rostgaard senere tog Langebek til medarbejder ved den store danske ordbog, han syslede med, da var pengelønnen, Langebek nød, vel ikke stor i forhold til det overordentlig besværlige arbejde, men det grundige kendskab, han derved erhvervede til det danske sprogs ordforråd og former, har dog sikkert bidraget til, at han kom til at skrive modersmålet så rent og smukt som kun få i hans samtid.
Hans Gram Af endnu større betydning for Langebek var det, at han 1735 kom i nærmere forhold til den grundlærde professor, kongelig bibliotekar og gehejmearkivar Hans Gram. Langebek havde nemlig forfattet en dansk oversættelse af Kristni-Saga, som han i håndskrift tilegnede Gram, idet han tillidsfuldt og udførlig fortalte ham om sin tidlig begyndte og stadig fortsatte syslen med fædrelandets minder og oldsager og om sine litterære fremtidsplaner. Gram fattede straks velvilje for den unge videnskabsdyrker, skaffede ham en plads som amanuensis ved Det Kongelige Bibliotek og optog ham senere (1739) i sit hus.
I biblioteket og i omgangen med Gram, hvis fortrinlige bogsamling fra nu af stod ham åben, var der meget at lære for Langebek, der ikke forsømte nogen lejlighed til at forøge sine kundskaber, og 1737 åbnede han sin offentlige litterære virksomhed, da han i forening med Ludvig Harboe begyndte at udgive Dänische Bibliothek, der indeholder historiske afhandlinger, aktstykker, meddelelser om udkomne Skrifter o.l. Men da der, efter at tre stykker eller bind var udkommet af det nævnte skrift, indtrådte en standsning deri (1739), tænkte Langebek på at udgive en samling Monumenta Danica, der skulle indeholde alle hånde ældre og nyere bidrag til fædrelandets almindelige og specielle historie. Vi har endnu Langebeks udførlige, latinske prospectus (af 1740) til dette samlerværk (Suhms Nye Samlinger IV, 2, s.62ff.), som dog aldrig kom for dagen, men hvori vi se de planer dæmre, som siden kom til udførelse i Danske Magazin og i Scriptores rerum Danicarum. I de følgende år var Langebek stærkt optagen af arbejdet på den danske ordbog, men da det syntes næsten uendeligt og berøvede ham tiden til andre studier, mens det materielle udbytte for ham kun var ringe, måtte han til sidst standse dermed. Hans flittige og omhyggelige forarbejder fandt dog siden god anvendelse ved udgivelsen af Videnskabernes Selskabs Ordbog.
Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie Stiftelsen Et talende vidnesbyrd om Langebeks store kærlighed til arven fra fædrene var hans stiftelse af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. En kreds af yngre mænd forenede sig nemlig efter hans tilskyndelse og under hans forsæde 8. januar 1745 med det formål at samle bøger, håndskrifter, dokumenter, portrætter, kort, mønter og, hvad andet der kunne fremme kundskaben om fædrelandets fortid, og at udgive en samling af historiske kilder, særlig sådanne, som var affattede på modersmålet, ledsagede af de fornødne indledninger og oplysninger. Langebek var ikke blot leder af foretagendet, men også den, på hvem arbejdet i alt væsentligt kom til at hvile. Men han havde både lyst og evne, og Danske Magazin, der blev navnet på selskabets tidsskrift, er et udmærket vidnesbyrd om hans historiske indsigt og grundighed.
Selskabets virksomhed hilstes med almindeligt bifald, og det fik i løbet af få år samlet meget værdifuldt historisk materiale (se Det kongl. danske Selskabs Begyndelse og Tilvæxt i de tre første Aar, 1748). Navnlig viste Gram sig som selskabets velynder, ikke mindst ved den frie adgang, han gav Langebek til at benytte de rige kilder, som gehejmearkivet gemte. Kort sagt, alt så lovende ud, og Christian 6. tog 7. januar 1746 selskabet under sin beskyttelse og gav det tilladelse til i sit navn at antyde dette.
Stridigheder Samtidig trak imidlertid en mørk sky op over Langebek og hans selskab. Han havde nemlig i det 1. bind af Danske Magazin af og til rettet en og anden fejl i hofpræst Erik Pontoppidans nys udkomne danske kirkehistorie, Annales ecclesia Danicæ. Særlig havde han et sted, uden just udtrykkelig at nævne værket, udtalt en meget streng kritik over dets mangel på nøjagtighed i specialundersøgelserne. Dette tog Pontoppidan sig meget nær og skrev et i Oluf Bangs Samling af adskillige nyttige og opbyggelige Materier trykt, anonymt "Brev angaaende den Dristighed, med hvilken A. Huitfeldt og andre Historieskrivere korrigeres af det Danske Mag.s Forfattere". Herimod udgav Langebek på selskabets vegne nogle Selskabets Anmerkninger over et Brev, som nyeligen er udgivet imod det Danske Magazin, der i en temmelig overlegen tone, men med en knusende virkning, imødegik Pontoppidans brev.
I sin vånde tog denne nu sin tilflugt til kongen ved en klage, hvori han fremstillede sig som groft krænket på sin ære og bad om oprejsning. Langebek fra sin side indgav også et andragende til kongen, hvori han til satisfaktion for sig og selskabet ansøgte om plads ved Københavns Universitet som professor i fædrelandets sprog og historie, dog uden forpligtelse til at holde forelæsninger, mod at han, "foruden Danske Magazin, aarlig udgav et eller andet dansk Skrift til Ære for Landets Sprog og Historie". En sådan begæring af Langebek i samme øjeblik, der var indkommet en alvorlig klage over hans færd, fandt kongen dog "meget impertinent" af ham og bød, at han skulle indkaldes for konsistorium og gøre Pontoppidan afbigt. Begges fejdeskrifter skulle undertrykkes.
Langebek måtte bøje sig, men den offentlige mening gav ham ret, og da Christian 6. altid var mest tilbøjelig til at vise nåde, når han først tilstrækkelig havde tilkendegivet sin misfornøjelse, så fik sagen ingen ubehagelige følger for nogen af parterne. Til begges ære kan det siges, at de siden blev forligt og viste hinanden alt sømmeligt hensyn. Som selskabets ordfører har Langebek i skriftet Videnskabers Tab i Kong Christian VI's Død (1746) givet den afdøde konge et smukt eftermæle, da det rolige og stille væsen, som var herskende under ham, efter Langebeks mening var særlig gunstigt for videnskabernes fremme.
Videnskaberne Selskab Efter at Frederik 5. havde besteget tronen, fik det danske selskab prædikat af "kongeligt", og Langebek udtalte på dets vegne i Videnskabers Haab under Kong Frederik V (1747) de bedste forventninger om fremtiden. For ham selv, der endnu gik som "studiosus", blev da også særlig de første år af denne konges regeringstid betydningsfulde. Da Gram døde 1748, blev Langebek nemlig efter et af Gram tidligere ytret ønske udnævnt til hans eftermand som gehejmearkivar, hvorved han kom på en plads, der ret egnede sig for ham, ligesom han snart efter blev medlem af Videnskabernes Selskab. I en Jubeltale i anledning af den oldenborgske kongeslægts jubelfest 1749 skildrede Langebek som tolk for det danske selskab stamfaderens, Christian 1.s, historie. Danske Magazin fortsatte han til 1752; i alt foreligger der seks bind fra hans hånd, der har beholdt deres værd som en umistelig kilde til Danmarks historie. Men dermed standsede også for lange Tider selskabets virksomhed, til dels fordi andre litterære planer optog udgiveren.
Skriftlig virksomhed Dansk-norsk diplomatarium Gram havde allerede gjort ikke ubetydelige samlinger til et dansk-norsk diplomatarium. Denne plan tog Langebek nu op med overordentlig iver og afskrev eller lod afskrive en stor mængde breve og aktstykker, især fra middelalderen, og da det var ham klart, at skulle et sådant værk blive nogenlunde fuldstændigt, måtte nabolandenes arkiver og biblioteker afsøges, så opnåede han, støttet af den ham altid gunstige kancellipræsident, grev Johan Ludvig Holstein, statsunderstøttelse til en rejse til Sverige og Østersølandene 1753-1754.