Samer (tidligere kendt som lapper) er et oprindeligt folk, hvis hjemland, Lapland (nordsamisk: Sápmi, lulesamisk: Sábme, sydsamisk: Saemie, enaresamisk: Säämi skoltsamisk: Sääʹmjânnam), ligger spredt over fire lande: Norge, Sverige, Finland og Rusland. Lapland strækker sig fra Kolahalvøen i nordøst til Engerdal i Norge og Idre i Sverige.
Rendriftssamerne lever som nomader og følger store renflokke på vandring. Søsamerne kombinerer småbrug og fiskeri, i blandt med andre håndværk; "I hele Nord-Norge er det nå bare en håndfull eldre menn som behersker båtbyggertradisjonen", pr. 2016.Ulf Mikalsen er en av våre siste båtbyggere – NRK
I Norge har Stortinget "satt ned sannhetskommisjonen som skal granske fornorkningspolitikken mot samene og kvenene", skrev medier i 2018.Helga Pedersen. «Mens vi venter på sannhetskommisjonen. Samisk framtid ». Klassekampen. 2018-08-13. S. 2
Etymologi
Der har gennem tiden været anvendt flere benævnelser for samerne: Skridfinne, finne, lap og same.
"Skridfinner" er et gammelt navn på samerne, først benyttet i formen skrithiphinoi af Prokopios omkring år 550. Navnet kommer af norrønt skríða, gå på ski, og finner i den gamle norske betydning "samer" (ikke finlændere).skridfinner – Store norske leksikon Beowulf-kvadet nævner "finner" i nærheden af "raumernes kyst", mens finnerne selv omtales af Jordanes som et andet folk end skridfinnerne.Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/118 - Wikikilden Jordanes nævner et folk så langt mod nord, at de ikke kan dyrke jorden, men må leve af fugleæg og kød fra vilde dyr; de kaldes skridfinner.Lotte Hedeager: Skygger av en annen virkelighet (s. 42), forlaget Pax, Oslo 1999,
I den norske folketælling i 1930 stod: "Som det ses, har vi i år benyttet "same" og "kven". Forud for 1920 benyttedes navnene "lapp" og "kven", og i 1920 "finn" og "kven". Af navnene "lapp", "finn" og "same" er "lapp" oprindelig svensk, og benyttes internationalt, "finn" det norske sprogs navn på lapperne, og "same" det nye, officielle navn med rod i lappernes eget sprog."
Navnet "lap" er af svenskerne lånt fra finsk, hvor lap og lappisk hedder lappalainen og Lapland Lappi. Den ældste nordiske betegnelse for samer er finner.
Samer opfatter ofte ordet lap som en halvt foragtelig betegnelse.
De sydlige svenske samer, der kan tale svensk, foretrækker at kalde sig fjeldfolk eller fjeldmænd.
I litteraturen omtales samerne af latinske forfatter i 500-tallet under navn som seritofinni og lignende benævnelser, der antagelig hentyder til deres fornemste færdselsmiddel, skiene.
Udbredelse og antal
I dag omfatter det samiske bosættelsesområde det centrale og nordlige Norge ned til Femunden og Trollheimen, og på svensk side fra grænseelven Torne älv langs Kjølen ned til Idre øverst i Dalarna. I Finland er området begrænset til Enontekis Kommune i nordvest og hele området fra sydenden af Enaresøen op til den norske grænse. I Rusland er Kolahalvøen det traditionelle bosættelsesområde.
Ved indgangen til det 21. århundrede er antallet opgjort til omkring 75.000 samer, hvoraf 1.600 i Rusland, 7.000 i Finland, 17.000 i Sverige og 40.000 i Norge). Af disse taler knapt en tredjedel samisk (15.000 i Norge, 3.000 i Sverige, 2.000 i Finland og 500 i Rusland), pr. 2006.Rasmussen 1999, Scheller 2006, Rantala 1994
Historie thumb|Bryllup i Karasjok med tyske soldater som tilskuere, november 1940. Original tekst bagpå: Eine Lappenhochzeit, der Bräutigam trägt eine gekreuzte weiße Schleife über dem Gewand, Gebirgsjäger bewundern den malerischen Festzug! Samerne træder frem i historien i århundrederne f.Kr. ved arkæologiske fund og i skriftlige kilder.
Den romerske historiker Tacitus fortalte i 98 f.Kr. om samer.Odd Mathis Hætta. "The Sami - Before and Now". March 2002; number 2. The Norseman. p. 5"... Tacitus ... in his De origine et situ Germanorum ... Hætta is assistant professor at the University College in Finnmark" Samisk jernalder regnes fra år 1 til 1500.Hætta, Odd Mathis. Fra steinalder til samisk jernalder. 1980. s. 33. ISBN/ID 8290342012 Dengang levede samerne som fiskere, jægere og samlere. Fra dengang har arkæologerne fundet tufter fra kåter, fangstanlæg for vildren, gruber brugt til trankogning og offersten.
Fødetilgangen varierede fra område til område. Langs den nordnorske kyst var fiskeri vigtigst, mens jagt på pelsdyr med salg for øje havde stor betydning i indlandet. I fjordområder længere mod syd blev der også drevet primitiv kvægbrug med får og geder. Vigtigst var imidlertid jagten på vildren. Renernes vandringer fra vintergræsgangene i indlandet til sommergræsgangene langs kysten bestemte tillige samernes årsrytme, og deres vandringer mellem faste bopladser ved kysten og længere inde i landet. Landtanger og vadesteder over sunde, som renen brugte som vandringsveje mellem kyst og indland, må have været steder, hvor samer i ældre tid gik sammen i større grupper for at drive fangst med faldgruber og andre fangstmetoder.
Omkring 890 fik Alfred den Store nedtegnet Ottar fra Hålogalands mundtlige beretning om nordområderne.Ottar – Norsk biografisk leksikon Ottar taler her om Beormaland, som må være Bjarmeland, og om folket dér, som han kalder beormas. De var så krigeriske, at han ikke turde at rejse gennem deres land. Ud fra Egils sagas var beormas karelere; de hærgede Kvenland, så kvenerne bad Egil Skallagrimssons farbror Torolv Kveldulvsson - en samtidig af Ottar - om hjælp. Torolv fik karelerne nedkæmpet.Fridtjof Nansen: In northern mists
I Rusland er Kolahalvøen det traditionelle bosættelsesområde. Imidlertid tyder noget på, at det samiske bosættelsesområde i århundrederne e.Kr. var betydelig større, omfattende det meste af Finland, Karelen og større dele af Skandinavien. Et eksempel på en samegruppe, som er forsvundet i nyere tid, er kemisamerne. Kemisamisk blev talt frem til 1800-tallet i Sodankylä-området, og sproget blev også brugt i Kajanaland.
Samernes antal udgjorde i 1910 omkring 29.000, deraf 18.600 i Norge, 7.100 i Sverige, 1.500 i Finland og 1.700 i Rusland.
Arkæologi og sprogforskning Nyere arkæologisk forskning dokumenterer, at samerne har rødder, der går 1.500 år tilbage i tid også i Sydnorge (i Østerdalen). Den tidligste menneskelige bosættelse i Lapland skete for omkring 10-11.000 år siden, da isen smeltede ved afslutningen af den sidste istid.
Helleristninger og arkæologiske fund, blandt andet bopladser, der stammer fra omkring 10.000 f.v.t., er udgravet i traditionelle landområder i Lapland. Det antages, at der er en kulturel kontinuitet mellem denne stenalderkultur og den samiske kultur baseret på lighederne i dekorative mønstre på knogleredskaber, ligesom der ikke er arkæologiske beviser for at den ældre population blev erstattet af en anden.
De seneste arkæologiske opdagelser i finsk Lapland blev oprindeligt set som en kontinental version af Komsakulturen fra omkring samme tidspunkt på Norges kyst. Det antoges, at Komsa fulgte de vigende gletsjere ind i landet fra de arktiske kystegne i slutningen af den sidste istid (mellem 11.000 og 8.000 år før vor tidsregning), som ny landområder åbnedes for bosætning (fx det moderne Finnmark-område i nordøst til kysten af Kola-halvøen). Da samerne imidlertid er den tidligste etniske gruppe i området, er de derfor at betragte som den indfødte befolkning i området.See e.g. Ref.:
Samerne har et sprogligt slægtskab med de andre finsk-ugriske sprog, som finsk, estisk og ungarsk, men den sproglige udvikling fra et finsk-ugrisk grundsprog til moderne samisk ligger også stort set hen i mørke. Sproghistoriske dateringer af stednavne og låneord fra urnordisk viser, at samisk sprog var i sit nuværende udbredelsesområde allerede i urnordisk tid.
Samernes sprog indeholder en stor del urnordiske låneord, hvilket viser, at samerne allerede i urnordisk tid, det vil sige før år 800 e. Kr., har levet i nær berøring med de skandinaviske folk.
Kontakt med nabofolk
I samiske grave og gammetufter findes ofte genstande, som er købt eller tilbyttet fra nabofolkene, eller som i visse tilfælde hidrører fra fjernere egne. Samerne kom i jernalderen i kontakt med nabofolk som de norrøne i Norge og Sverige, og finsk-ugriske folk i Finland og Karelen. Norrøn kultur etablerede sig efterhånden langs den nordnorske kyst op til Malangskjeften. Så langt mod nord kunne man dyrke korn og dermed brygge øl, som indgik i norrøn religionsudøvelse.
I dette kulturområde kaldet Hålogaland, fandtes der i dele af jernalderen et mægtigt, norrønt aristokrati med et vidtrækkende handelsnetværk og mulighed for at spille en rolle i norsk rigspolitik. Håløy-høvdinge baserede deres rigdom og indflydelse på handelen med og skatteopkrævning hos samerne. Styrkeforholdet mellem de to folk er ikke klart; blev samerne tvangsbeskattet, eller var det et samkvem til gavn for begge parter? Svaret kan være forskelligt i forskellige perioder af jernalderen. De norrøne høvdinge kunne både forsyne samerne med jern og andre handelsvarer og beskytte dem mod angreb fra øst og sydøst.
Ottar fra Hålogaland Ottar fortalte om det ukendte «Norge» – Magasinet – Dagbladet.no fortalte i 800-årene levende om, hvordan han som den nordligste af alle nordmænd beskattede og handlede med samerne. Harald Hårfager giftede sig ifølge Snorres kongesagaer med samekvinden Snøfrid. Øyvind Skaldespiller nævner i sine kvad også samer og samisk husdyrhold. Ud fra disse kilder kan det sluttes, at der var et livligt samkvem mellem de norrøne samfund og samerne; måske også med en glidende overgang mellem de etniske grupper.
Svedjebrug Samerne boede i begyndelsen af middelalderen i det meste af det nuværende Finland. Etniske finner boede kun i kystegne og i indsøområdet længst mod syd. Med etableringen af et svensk kontrolleret statsapparat i Åbo, kristningen af finnerne og bygningen af fæstninger, øgedes befolkningen og ekspanderede mod nord. Finnerne drev svedjebrug, afbrændte skove og dyrkede rug i asken. Efter nogle år var jorden udpint, og de måtte flytte. Omkring år 1500 havde ekspansionen mod nord nået de nedre dele af Tornedalen. Det gik i høj grad ud over den halvnomadiske, samiske leveform, og samisk kultur forsvandt efterhånden fra hele Sydfinland.
Middelalderen
I 1000-tallet etableredes staterne Norge og Sverige, og i Nordvestrusland blev byen Novgorod en mægtig bystat med forbindelser langt ind i nordlige områder. Sverige tog i 1100-1200-tallet kontrollen over Finland. Langs den nordnorske kyst blev de mægtige høvdinges magt brudt, og samerne blev gradvis mere afsides og mindre interessante som skattebetalere og handelspartnere.
Endnu ved middelalderens slutning synes samerne ikke at være nået længere mod syd på den skandinaviske halvø end til det nordligste Jämtland.
Handel med fisk
Tidligt i 1100-tallet begyndte en omfattende eksport af tørfisk fra den nordnorske kyst til Bergen og videre ud i Europa. Fra 1300-tallet førte det til en ekspansion af norsk sprog og kultur til kysten ved Troms og Finnmark. Noget tyder på, at det ikke kom i konflikt med den samiske leveform, fordi de norske nybyggere kun arbejdede ved fiskeri med salg for øje. De konkurrerede dermed ikke med samerne i indlandet om ressourcerne. I Vardø blev der bygget en fæstning og kirke i 1307, og dermed gik Norges østgrænse mod Rusland i de kommende århundreder tværs gennem samernes land.
Langs kysten af Nordnorge må samer og nordmænd have fremstået som yderst forskellige. Nordmændene var bofaste, dyrkede korn og fiskede til eksport. Samerne foretog derimod sæsonbetingede vandringer, hvorved de kunne udnytte en lang række ressourcer som vildren, fjordfiskeri, elvfiskeri og fangst af pelsdyr. De to grupper gik forskelligt klædt, talte vidt forskellige sprog og betalte to slags skat. Nordmændene betalte ledingsskat, mens samerne efterhånden blev beskattet af både de norske, svenske og russiske statsmagter.
Religion