Sarah Kirsch (født Ingrid Bernstein, 16. april 1935 i Limlingerode, Thüringen, død 5. maj 2013 i Heide, Slesvig-Holsten) var en tysk forfatter, journalist og billedkunstner.

Hun boede i DDR frem til 1977 og regnes som en af de væsentligste naturlyrikere i DDR samt som en tidlig repræsentant for 1970'ernes kvindelitteratur i det tysksprogede område.

Biografi Sarah Kirsch voksede op i Harzen som Ingrid Bernstein. Senere tog hun fornavnet Sarah til minde om det navn, som alle jødiske kvinder blev tvunget til at antage under nazismen. Fra 1960 til 1968 var hun gift med lyrikeren Rainer Kirsch (1934–2015) og beholdt hans efternavn efter skilsmissen.

I perioden 1954–1958 studerede hun biologi, og fra 1963 til 1965 deltog hun i forfatteruddannelsen ved Literaturinstitut Johannes R. Becher i Leipzig. Fra 1965 virkede hun som forfatter på fuld tid.

I 1976 var Sarah Kirsch blandt de forfattere, der offentligt protesterede mod, at sangeren og digteren Wolf Biermann blev udvist af DDR og frataget sit statsborgerskab. Som følge heraf blev hun udelukket fra forfatterforeningen og overvåget af det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi. I 1977 fik hun tilladelse til at forlade DDR og bosatte sig i Vesttyskland.

Ud over sit litterære virke arbejdede Sarah Kirsch som billedkunstner og havde flere udstillinger. Mange af hendes sene udgivelser kombinerer tekst og billeder.

Forfatterskab Sarah Kirsch skrev lyrik og lyrisk kortprosa. Tematisk kredser forfatterskabet om natur, kærlighed og det at være kvinde, ofte med fokus på det sårbare og skrøbelige. I en DDR-kontekst indskriver hun sig blandt de forfattere, der i løbet af 1970'erne tog afstand fra den herskende politiske ideologi og i deres litteratur skildrede ensomme og sårbare mennesker, som ikke fandt fodfæste eller solidaritet i det socialistiske samfund.

Litteraturhistorisk kan hendes forfatterskab ses i sammenhæng med den voksende interesse for kvindelitteratur i 1970’erne. Dette dokumenteres blandt andet i bogen Geschlechtertausch (1980), en samling med tre fortællinger om køn skrevet af Kirsch, Christa Wolf og Irmtraud Morgner.

Et udvalg af hendes digte er gendigtet til nynorsk i Alvekongens dotter (1997).

Tidlig lyrik og fortællinger I 1965 udgav Sarah Kirsch sammen med Rainer Kirsch digtsamlingen Gespräch mit dem Saurier. To år senere udkom hendes første selvstændige lyriksamling, Landaufenthalt, hvor forholdet mellem menneske og natur tematiseres. Samlingen etablerede hende som en markant naturlyriker.

I 1973 udgav hun Zaubersprüche, der indeholder en række erotiske digte og indskriver sig i den tidlige kvindelitteratur. Hendes sidste udgivelse i DDR var lyriksamlingen Rückenwind (1976), som blandt andet rummer digte om Wiepersdorf samt kærlighedsdigte med fokus på længsel, ensomhed, adskillelse og sorg.

I samme periode skrev hun også flere fortællinger, herunder Die ungeheuren berghohen Wellen auf See og Die Pantherfrau (begge 1973), hvor sidstnævnte skildrer en kvinde fra arbejderklassen.

Lyrik, kortprosa og billedkunst Efter bosættelsen i Vesttyskland udgav Sarah Kirsch blandt andet Wintergedichte og Katzenkopfpflaster (begge 1978) samt prosaminiaturerne La Pagerie (1980). Senere fulgte Katzenleben (1984), den selvbiografiske prosasamling Allerlei-Rauh. Eine Chronik (1988) og digtsamlingen Schwingrasen (1991).

I Spreu (1991) og Das simple Leben (1994) kombinerede hun tekst og billedkunst. Bogen Beim Malen bin ich weggetreten (2000) viser bredden i hendes billedkunstneriske arbejde, herunder akvareller, collager og gouachearbejder.

Hendes sidste litterære udgivelser var digtsamlingen Schwanenliebe. Zeilen und Wunder (2001) og rejsedagbogen Islandhoch, Tagebruchstücke (2002), der dokumenterer en rejse til Island. Hendes dagbøger er senere udgivet posthumt, blandt andet Ich will nicht mehr höflich sein. Tagebuch aus der Wendezeit (2022).

Sarah Kirsch regnes som en af de væsentligste lyrikere i sin generation og som en markant kvindelig litterær stemme i efterkrigstidens tyske litteratur. Hendes forfatterskab har været genstand for omfattende litteraturkritisk behandling i artikler og monografier.

I 2019 blev hendes brevveksling med Christa Wolf udgivet under titlen „Wir haben uns wirklich an allerhand gewöhnt.“ Der Briefwechsel, som dokumenterer både det personlige forhold og de politiske uenigheder mellem to af DDR’s mest fremtrædende kvindelige forfattere.

Referencer

Kategori:Personer fra Thüringen Kategori:Skønlitterære forfattere fra Tyskland Kategori:Journalister fra Tyskland Kategori:Billedkunstnere