thumb|Et glas portvin.
Portvin () er en portugisisk hedvin produceret i Douro-dalen i det nordlige Portugal. Den er typisk en sød rødvin, som ofte serveres til dessert, selvom den også findes i tørre, halvtørre og hvide varianter.
Portvin adskiller sig markant fra andre vine på grund af sine karakteristiske egenskaber, herunder en intens smag og aroma, fyldig karakter, varierende grad af sødme og et relativt højt alkoholindhold, typisk mellem 19 % og 22 % alkohol efter volumen. Som følge af den anvendte vinfremstillingsteknik findes portvine i forskellige farvestile, herunder røde portvine (med nuancer som tawny, gylden og lys gylden) og hvide portvine, der spænder fra lysegul og strågul til gylden hvid.
I både EU og USA må kun vine fra Portugal betegnes som "portvin".
Historie I 1678 sendte en vinhandler fra Liverpool to nye repræsentanter til byen Viana do Castelo nord for Porto for at lære vinhandlen i området. Under et ophold i Douro-dalen besøgte de to herrer abbeden i Lamego, som bød dem på en "meget behagelig, let sødlig og yderst blød" vin, der var blevet forstærket med destilleret spiritus. De to englændere var så begejstrede for produktet, at de købte hele abbedens parti og sendte det hjem.
Portvin blev meget populær i England efter Methuen-traktaten fra 1703, hvor handelsfolk fik lov til at importere den med lav told, mens krig med Frankrig fratog engelske vindrikkere adgang til fransk vin. Britiske importører kan tilskrives æren for at have indset, at en blød, allerede forstærket vin, som passede til engelske smagsløg, kunne klare transporten til London.
thumb|Sandeman-kælder, Vila Nova de Gaia, Portugal
Den fortsatte britiske involvering i portvinshandlen ses i navnene på mange portvinshuse og mærker: Broadbent, Cockburn, Croft, Dow, Gould Campbell, Graham's, Osborne, Offley, Sandeman, Taylor og Warre er blandt de mest kendte. Producenter med hollandsk og tysk oprindelse er også fremtrædende, såsom Niepoort og Burmester. Den britiske indflydelse blev så stor, at de dannede en handelsforening, som udviklede sig til en gentlemen's club. Enkelte portvinshuse og producenter blev også etableret af portugisiske familier: Ferreira og Quinta do Crasto er blandt disse. Begge har spillet en vigtig rolle i udviklingen af Douro som en region for bordvine—Ferreira med Barca Velha siden 1952 og Quinta do Crasto som en markant producent fra begyndelsen af 1990'erne.
Etymologi Vinen modtog sit navn, "Port", i sidste halvdel af det 17. århundrede fra havnebyen Porto som ligger ved mundingen af Douro-floden, hvorfra meget af vinen kom på markedet eller blev eksporteret til andre lande i Europa. Det portugisiske Vinho do Porto betyder direkte oversat, vin fra Porto.
Produktion thumb|upright|Officiel garantimærkat fra en flaske portvin
Portvin fremstilles af druer, der dyrkes og forarbejdes i det afgrænsede Douro-område. Den producerede vin forstærkes derefter ved tilsætning af en neutral druesprit kendt som aguardente for at stoppe gæringen, efterlade restsukker i vinen og øge alkoholindholdet. Den forstærkede spiritus omtales undertiden som brandy, men den ligner kun i ringe grad kommerciel brandy. Vinen lagres derefter og modnes, ofte i fade, der opbevares i et lager (”lodge”, dvs. kælder), som det er tilfældet i Vila Nova de Gaia, før den tappes på flaske. Vinen fik sit navn, "port", i anden halvdel af 1600-tallet fra havnebyen Porto ved udmundingen af Douro-floden, hvor en stor del af produktet blev bragt til markedet eller til eksport til andre europæiske lande. Douro-dalen, hvor portvin produceres, blev defineret og etableret som et beskyttet område, og navnet Douro dermed en officiel appellation, i 1756, hvilket gør det til den tredjeældste vinregion efter Chianti (1716) og Tokaji (1730).
thumb|upright|Vinmarkerne, der producerer portvin, er almindelige langs bjergskråningerne, der flankerer dalen ved floden Douro i det nordlige Portugal.
Strækningerne af Douro-flodens dal i det nordlige Portugal har et mikroklima, der er optimalt til dyrkning af oliven, mandler og især druer, som er vigtige for fremstilling af portvin. Området omkring Pinhão og São João da Pesqueira anses for at være centrum for portvinsproduktionen og er kendt for sine maleriske quintas – vingårde, der klamrer sig til næsten lodrette skråninger ned mod floden.
I 1756, under styret af markisen af Pombal, blev Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro (C.G.A.V.A.D., også kendt som General Company of Viticulture of the Upper Douro eller Douro Wine Company) grundlagt for at garantere produktets kvalitet og fair priser for slutforbrugeren. C.G.A.V.A.D. havde også ansvar for at regulere, hvilken portvin der skulle eksporteres eller sælges til indenlandsk forbrug, samt forvaltningen af den beskyttede geografiske betegnelse.
Andre portvinslignende forstærkede vine produceres uden for Portugal – i Argentina, Australien, Canada, Frankrig, Indien, Italien, Sydafrika, Spanien og USA – men i henhold til EUs retningslinjer for Protected Designation of Origin må kun vine fra Portugal betegnes som "port".
Portvinen er sød og hed og har indeholder typisk 19 – 20 % alkohol. Der produceres mere rød end hvid portvin. Ligeledes er sød portvin mest produceret, men den findes også som halvtør og tør. Der findes primært 2 forskellige typer portvin som kaldes, Ruby og Tawny. Udenfor de 2 primære typer portvin findes der dog også rosé og hvid portvin.
Stilarter Portvin fra Portugal findes i flere stilarter, som kan opdeles i to hovedkategorier: vine lagret i forseglede glasflasker og vine lagret på træfade. Førstnævnte, uden eksponering for luft, gennemgår såkaldt “reduktiv” lagring. Denne proces medfører, at vinen meget langsomt mister sin farve og udvikler en blødere smag med færre tanniner. Sidstnævnte, som lagres på træfade, hvor materialets porøsitet tillader en smule iltning, gennemgår såkaldt “oxidativ” lagring. De mister også farve, men hurtigere. Samtidig mister de volumen gennem fordampning (angel's share), hvilket efterlader en vin, der er en smule mere viskøs.
IVDP (Instituto dos Vinhos do Douro e Porto) opdeler yderligere portvine i to kategorier: almindelige portvine (standard ruby, treårig tawny og hvid) og Categorias Especiais (særlige kategorier), som omfatter alle øvrige typer.
Ruby Den mest almindelige type, ruby port, lagres efter gæringen i tanke af beton eller rustfrit stål for at forhindre oxidativ lagring og bevare sin klare røde farve og fyldige frugtighed. Vinen blandes normalt for at matche husets stil. Den klares og koldfiltreres før aftapning og forbedres generelt ikke med alderen, selvom premium ruby lagres på træ i fire til seks år.
Reserve Reserve ruby er en premium ruby port godkendt af IVDP’s smagepanel, Câmara de Provadores. I 2002 forbød IVDP brugen af betegnelsen “vintage character”, da reserve ruby hverken stammer fra én årgang eller har den typiske karakter af vintage port.
Rosé Rosé port er en nyere variant, lanceret i 2008 af Poças og Croft, en del af Taylor Fladgate Partnership. Den er teknisk set en ruby port, men gæres på en måde, der minder om rosévin, med begrænset kontakt med drueskallerne, hvilket giver den lyserøde farve.
Tawny Tawny port er vine, der normalt fremstilles af røde druer og lagres på træfade, hvilket udsætter dem for gradvis oxidation og fordampning. Som følge heraf får de en gyldenbrun farve. Iltningen giver “nøddeagtige” smagsnoter, og vinen blandes for at matche husets stil. De er søde eller halvtørre og drikkes typisk som dessertvin, men kan også ledsage hovedretter. Når en portvin blot betegnes som tawny uden aldersangivelse, er det en basisblanding af fadlagret port, som typisk har lagret mindst tre år.
Reserve tawny port (produceret af bl.a. Borges, Calem, Croft, Porto Cruz, Graham, Kopke m.fl.) har lagret omkring syv år.
Derudover findes tawny med aldersangivelse (typisk 10, 20, 30 eller 40 år), som er blandinger af flere årgange. Det er også muligt at fremstille lagret hvid port på samme måde, og nogle producenter markedsfører sådanne vine.
I visse lande, som Canada og Australien, bruges “tawny” også om portvinslignende vine, der ikke er produceret i Portugal.
Colheita Colheita port er en tawny fra én enkelt årgang lagret mindst syv år, hvor årgangen angives på flasken i stedet for en alderskategori. Den må ikke forveksles med vintage port: vintage port lagres kun kort på fad og modner derefter på flaske, mens colheita kan lagre i årtier på træ før aftapning. Der findes også hvide colheita-varianter.
Garrafeira Usædvanlig og sjælden kombinerer årgangsbestemt Garrafeira oxidativ lagring gennem flere år på træ med efterfølgende reduktiv lagring i store glasbeholdere (vinballoner). IVDP kræver, at vinene først lagres på træ, typisk mellem tre og seks år, efterfulgt af mindst yderligere otte år i glas før aftapning. I praksis er lagringstiden i glas ofte langt længere. Stilen er især forbundet med producenten Niepoort, men andre findes også. Deres mørkegrønne vinballoner, kendt som bon-bons, rummer cirka 11 L hver. Nogle kendere beskriver Garrafeira som havende en let baconagtig smag, hvilket tilskrives, at visse olier udfældes under den anden lagringsfase og danner en film på glassets overflade.
Forvirrende nok kan ordet Garrafeira også forekomme på etiketter af meget gamle tawny-portvine, hvor indholdet i flasken er af usædvanligt høj alder.
Hvid portvin Hvid portvin fremstilles af hvide druer som Malvasia Fina, Donzelinho, Gouveio, Codega og Rabigato. Taylor introducerede i 1934 Chip Dry, en tør hvid port til aperitifbrug.
Late bottled vintage Late bottled vintage (ofte blot kaldet LBV) var oprindeligt vin, der var tiltænkt aftapning som vintage port, men som på grund af manglende efterspørgsel blev liggende længere på fad end planlagt. Med tiden har det udviklet sig til to forskellige stilarter, som begge aftappes mellem fire og seks år efter årgangen, men hvor den ene stil klares og filtreres før aftapning, mens den anden ikke gør.
Den tilfældige oprindelse af late bottled vintage har ført til, at flere producenter har gjort krav på opfindelsen. Den tidligste kendte reference til en portvin med denne betegnelse findes i The Wine Societys katalog fra 1964, som inkluderer Fonsecas Quinta Milieu 1958, aftappet i Storbritannien samme år. Ved årgangen 1962 blev LBV allerede produceret i Portugal og aftappet som LBV.
LBV er tænkt som en måde at give noget af oplevelsen ved at drikke vintage port uden behovet for lang flaskelagring. Til en vis grad lykkes det, da de ekstra år med oxidativ lagring på fad fremskynder vinens modning.
Ufiltreret Ufiltrerede LBV’er tappes som regel med traditionelle propper og kræver dekantering. Efter dekantering bør de drikkes inden for få dage. Nyere aftapninger er mærket “unfiltered”, “bottle matured” eller begge dele. Ifølge regler fra 2002 skal vine med betegnelsen “bottle matured” have lagret mindst tre år på flaske før frigivelse. Før 2002 blev denne stil ofte markedsført som “traditional”, en betegnelse der ikke længere er tilladt. Ufiltreret LBV forbedres som regel ved yderligere lagring på flaske. Den kan lagres lige så længe som vintage port og kan være svær at skelne fra denne i blindsmagninger.
Filtreret Filtreret LBV har den fordel, at den er klar til at drikke uden dekantering og tappes typisk i flasker med genlukkelig prop. Mange vineksperter mener dog, at denne bekvemmelighed har en pris, da filtreringsprocessen fjerner en del af vinens karakter.
Filtrerede LBV’er er normalt drikkeklare ved frigivelsen og har tendens til at være lettere i kroppen end vintage port. De kan forbedres med lagring, men kun i begrænset omfang.
Crusted Crusted port er som regel en blanding af flere årgange. I modsætning til vintage port, som skal fremstilles af druer fra én enkelt årgang, giver crusted port producenten mulighed for at udnytte de forskellige egenskaber fra flere årgange optimalt.